"Bare det ikke er en morder!" - Niko

Tik tak! Tik tak!
Selv under broen og til trods for bilernes susen og dytten kunne Gino ikke undgå at høre en kvindes 16 centimeters stilletohæle klikke imod asfalten oven over ham.

Gino lænede hovedet mod beton søjlen bag ham. Lige så stille lod han sig glide ned af søjlen til han sad på jorden. Han rakte ned i sin bukselomme og fiskede et lille stykke papir op, foldede det ud og læste det.

Mød mig under den store bro klokken ni i aften.
Kom alene.

Han kiggede på sin mobil.
20:59
"Næsten." hviskede han. Han tog et dybt åndedrag.

Nikodemus kom gående hen mod det aftalte mødested, han kiggede på sit ur, ni, han var altså ikke for sent på den. Forhåbentligt kunne denne engel hjælpe ham i hans søgen. Han ankom til det aftalte sted, og så en ung fyr sidde op ad en betonsøjle på jorde, "goddag, er du Giro?" Spurgte han, så snart han var inde for hørevide.

Han så op på manden. Var det ham der havde bedt ham om at komme?
Gino rejste sig hurtigt, klar til at kæmpe hvis det skulle være, men slappede af da han ikke angreb med det samme.

"Øhh, ja. Gino" rettede han manden.
Han holdt afstand fra manden bare for en sikkerheds skyld.
"Er det dig der har sendt mig det her brev?" sprugte han.

Nikodemus gik lidt tættere på og så på brevet, "ja det er mig" sagde han bekraftende. Han kiggede lidt på englen, mon han kunne hjælpe? "og du er virkelig englen Gino?" spurgte han endnu engang, bare for at være helt sikker.

"Engel!? Hvor ved du det fra?" sagde han overrasket.
Hvor meget ved den her mand egentlig om mig.

"Hvem er du?"

"jeg har mine kilder ... det var derfor jeg opsøgte dig?"
"mit navn er Nikodemus"

Natten gjorde ham urolig. Han ville have det her møde overstået.
"Hvad vil du mig?"

Faktisk var Gino lidt skuffet. Han havde håbet på det var en hemmelig beundrer eller noget i den romance og at det ville ende i en generisk tv-romance. Men det mål var vidst udenfor rækkevidde med ham her.

Nikodemus betrsgtede ham lidt, mens han overvejede, hvordan han bedst kunne forklare sig, "du er en engel ... " startede han, "Kender du så noget til lysmagi?" spurgte han derefter.

Gino kiggede forstyrrret på ham.
"Lysmagi?" sagde han nyssgerrigt.
Han gik tættere på Niko, for bedre at kunne høre hvad han sagde, det virkede jo heller ikke som om han ville han noget ondt. Han var jo bare lidt sær.

Han tror virkelig på det hva?

Gino havde læst en del fantasy romaner, og kunne derfor nogenlunde forestille sig hvordan 'Lysmagi' virkede.

Det var sådan noget med healing og ly og sådan noget dér, ik'?

Han besluttede sig for at 'lege med'.
"Jo altså, jeg har haft mine erfaringer." sagde han så. Det var nok bedst at komme med vage svar til at begynde med, før han vidste noget mere om Nikos tro.

"aha ... hvilke former har du beskæftiget dig med, og har du nogen erfaring med andre ... magiudøvere?" spurgte han. Han overvejede det lidt, og besluttede sig for, ikke at sige det hele endnu, han måtte først bedømme om englen var til at stole på.

Gino så lidt på manden. Han så ud til ikke at ville give sig endu. Fuck.
Hvis han ikke passede på kunne han ende med træde på en landmine. Han tænkte sig godt om før han svarede.
Det blev alligevel til et skud i tågen til sidst.

"De andre troldmænd har aldrig interesseret mig." sagde han. Han kunne vagt huske en roman han havde læst, om Noah, en magtfuld troldmand i New York der var fuldstændigt ligeglad med andre troldmænd, og ikke gad tage ordrer fra ministeriet. Det kunne være sjovt at træde i hans sko tænkte han.

//Jeg skal nok vinde!, Niko! Jeg skal nok vinde, bare vent dig. >:3//

han nikkede, en anelse skuffet, "har du så aldrig besøgt rådet?" spurgte han, "og du svarede heller ikke på mit første spørgsmål, hvilke former for lysmagi har du beskæftiget dig med?".

Gino så forbløffet på Nikodemus. Havde der været et først spørgsmål, det hvade han ikke hørt. Det her var begyndt at blive farligt, manden blev alt for specifik.
Han samlede tankerne, og gjorde sit bedste for at lyde cool.
"Tjo lidt healing og en masse ildmagi." sagde han. Skulle han flygte nu eller prøve at manipulere svar ud af den her sære mand?

Han sukkede, "beklageligt ... du har altså ingen erfaring med manipulation af lys?" spurgte han håbefuldt, måske havde han bare ikke nævnt det, det var jo ikke magi de fleste betegnede som vigtigt.

"Jo da, en smule." sagde Gino forsigtigt.
"Men har alle lystroldmænd ikke det?" spurgte han retorisk. Hvad skulle han gøre hvis mande lugtede lunten? Havde han måske allerede gjordt det?

"hvor meget er en smule? kan du vise mig lidt?" spurgte han ivrigt, endelig virkede han til at have heldet med sig ... han havde også snart ledt et halvt år uden nogen gevinst.

Fuck, Fuck, Fuck, Fuck, Fuck, Fuck! Hvad fuck gør jeg nu? Jeg kan ikke rent faktisk magi, og nu forventer han at se noget...Vent lige lidt, hvad hvis han...?

Ginos øjne lyste op og hans ansigt kunne læses som et tydeligt, "Ahhh, på den måde?".
Han brød derefter ud i en højlydt latter.
"Den var god! Som om magi findes i virkeligheden hva?!"
Han udåndede hæftigt og begyndte at gå roligt imod Nikodemus.

Niko så overrasket på ham, "hvad?" spurgte han meget forbløffet, "du Joker, ikke?". Det måtte være en joke ... en engel der ikke troede på magi ... det var næsten dummere end elveren, som ville besøge sortelver byen.

Gino tørrede en tåre væk fra sit ene øje og smilede.
"Nej da, magi er jo ikke virkeligt!" sagde han. "Det er den bedste joke jeg har hørt længe, og så troede jeg du var en morder." han grinede lidt igen.

han stod bare og stirrede på ham, "du mener det virkelig?" spurgte han chokeret, og så begyndte han at le, "du tror ikke på magi?".

Hans latter stoppede og Ginos ansigt blev mere seriøst.
"Ja. Det er jo ikke rigtigt. Jeg er sendt til denne jord af Gud med det formål at beskytte menneskeden fra at skade sig selv." sagde han med en oprigtig tone. "Andet "magi" er jo hedenske falskheder."

Det var første gang nogensinde han havde fortalt nogen om hans overbevisning, men manden vidste det jo allerede så meget om ham, så hvorfor ikke også det her?

han rystede på hovedet af denne mærkelige engel, så mumlede han nogle få ord, og skyggerne omkring dem begyndte at vokse, der kom også flere af dem, "så du tror virkelig ikke på magi?" spurgte han igen, nu med et svagt smil.

Som han så, skyggerne vokse, bredte der sig et udtryk af mistro over hans ansigt. Han vendte sig om og gemte øjnene under sine hænder.
"Nej! Nej! Nej! Det er ikke rigtigt!" råbte han. "Det findes ikke!" fortsatte han.
Han begyndte at løbe, med ansigtet stadig halv begravet i sine hænder.
Gino stoppede en kort stund for at samle en sten op. Han vendte sig mod Niko og kasted den så hårdt han kunne imod ham. "Du er ikke rigtig!" skreg han.

Niko så overrasket på den sindsyge engel "stop!" råbte han efter ham, da han begyndte at løbe. Han nåede ikke at flytte sig for stenen, og blev ramt, "av!" udbrød han indigneret og satte efter Gino.

Gino bremsede i et splitsekund , da der blev råbt stop, en simpel mennesklig reaktion, men hans instinker kom da i tanke om at det var en fjende de flygtede fra og Gino satte hurtigt i løb igen.
Han følger efter mig, gør han ikke? Gino følte sig fristet til at vende hovedet og se sig tilbage, men besluttede sig for, at det var en dårlig i idé. Men han var ved at løbe tør for kræfter, og han havde ingen idé om hvor langt manden kunne løbe. Lidt mere!
Hans ånde blev tung og hurtig, han var allerede forpustet.