Sleepless in Aterswell ~ Niko

Sted. Aterswell centrum
Omkring. Bygninger, og få mennesker
Vejr. Køligt med svag vind fra nord
Tid. 00.30
Påklædning. Hvid skjorte, mørkeblå nederdel og en sort frakke

Elion gik med rolige skridt igennem den ellers så tætbefolkede gade, og nød at der nærmest ikke var et øje. Det var rart at kunne gå i sine egne tanker og ikke skulle bekymre sig om at man gik ind i folk. Hun havde en kop varm kakao i sine hænder, som hun havde været nede og købe på tanken. Den varmede godt omkring hendes hænder, og varmede hendes krop op ved hver tår hun tog.
Hun havde ikke kunnet sove, og havde sneget sig ud, uden at hendes forældre havde hørt hende, og ville gå sig en tur. Hun fortrød intet, og nød stilheden og de mange lys som omringede hendes skikkelse. Hun fandt hurtigt en bænk, hvor hun satte sig til rette og så frem for sig med et svagt smil på læberne.

Nikodemus gik gennem gaderne, han foretrak byen om natten, både fordi den mindede mest om hans hjem nu, men også fordi der var flest farvestrålende lys. Han sukkede svagt, ville han nogensinde mestre den magi, han efterhånden havde brugt et halvt år på at få fat i? Han skubbede sine røde briller længere op på næsen og lod en hånd glide gennem det lange hvide hår. Han var i klædt en lang sort frakke uden på et par cowboybukser. han havde et svagt magisk slør omkring sig, så mennesker ikke lagde mærke til hans usædvanlige fremtræden.

Elion blev siddende hvor hun var, og kunne langsomt mærke nogen komme nærmere. Hun begyndte at se sig langsomt til siderne, og var nu ikke så bange for at møde fremmede på denne sene tid, men nu mere nysgerrighed hvem det nu kunne være der var kommet ud.
Hun missede med øjnene da hun kunne se en skikkelse, men ikke lige kunne se vedkommende ordentligt, på den afstand. Hun kunne dog se vedkommendes hvide hår, som nærmest lyste op i mørket, og vidste med det samme at det ikke var et menneske..

da Niko kom gående, lagde han mærke til en pige, som sad på en bænk og kiggede på ham. Hans første indskydelse var at lægge et stærkere slør, men han tog sig i det, det ville alligevel ikke gøre den store forskel nu, da hun havde set ham ... desuden skjulte det han havde de mest afslørende ting. han løftede hånden til hilsen, da han var kommet tætter på hende.

Elion flyttede ikke øjnene fra ham, og havde godt opdaget at han havde set hendes blik på ham. Hun så lidt på hans hår og derefter til hans ansigt, og derefter tilbage på hans hår. Hun havde aldrig set sådan et væsen, men tænkte ikke så meget på det.
Hun løftede hurtigt hånden for at hilse på ham, da han selv gjorde det, og hun ikke ville være uhøflig "Øhm... hey" sagde hun med et skævt smil og så op på ham.

"hej" sagde han og besvarede hendes smil. Hun blev ved med at stirre på ham, havde hans slør ikke virket? tænkte han undrende ... eller også var hun bare den type, der stirrede meget. Han betragtede hende lidt, hun så ganske almindelig ud ... lignede bare de fleste andre menneskepiger.

Elion kunne egentlig ikke lide den pinlige tavshed, og kunne jo næsten skære igennem den med en kniv. Hun ville ende den, men hvad skulle hun sige til denne fyr? Hun kunne egentlig ikke rigtig se hvor gammel han var, men var nu egentlig oss lidt ligeglad. Hun rømmede sig lavmælt, bare for at få lidt af stilheden væk, og tog så så til sidst sammen "Hvad bringer dig herud? På denne tid altså?" spurgte hun, og var faktisk lidt nysgerrig over det.

Han betragtede hende, mens han overvejede spørgsmålet, "Jeg kan godt lide at gå tur om aftenen" sagde han så med et lille smil, "og dig?" spurgte han, mere nysgerrig efter hvorfor hun stirrede sådan, end hvorfor hun var her.

Elion trak svagt på skuldrene ved hans mod spørgsmål "Kunne ikke sove, og besluttede mig for at gå en tur" sagde hun og vidste godt at hun stirrede ret meget, og så derfor lidt væk, i frygt om at det måske irriterede ham eller at det gjorde ham dårlig tilpas.

han nikkede, det var vel ikke så mærkeligt igen, "har det hjulpet?" spurgte han, mest af høflighed.

Elion rystede på hovedet "Ikke rigtig. Har egentlig ikke lyst til at gå hjem nu... vil bare blive herude" sagde hun med et skævt smil og følte sig lidt fri. At være derhjemme, føltes bare som at være spærret inde, hvilket hun næsten oss var. "Her er rart.." mumlede hun og trak så svagt på skuldrene, og så lidt ned på sin kakao som hun havde i sine hænder. Dampen sivede langsomt ud igennem det lille hul i toppen og fik det til at se så dejlig indbydende. Hun tog en tår af den, men rejste sig så op og rakte en hånd ud mod den fremmede og så muntert på ham "Forresten.. jeg hedder Elion" sagde hun med et venligt smil.

Nikodemus tog hendes hånd, "Niko" præsenterede han sig, det var nok klogest kun at bruge det over for et menneske, han foretrak ikke at skulle forklare sit lidt specielle navn. Han silede svagt til hende, "ja ... her er ikke værst".

Elion smilte imødekommende til ham "Rart at møde dig" sagde hun venligt og så lidt på hans hår med et nysgerrigt blik "Uhmm... ikke for at være uhøflig, eller noget.." sagde hun lavmælt og rømmede så ".. men er det din rigtige hårfarve?" spurgte hun. Elion vidste godt at der var væsner som havde denne hårfarve, men der var også mange mennesker som farvede det hvidt. Hun ville bare være sikker. Hun mødte sjældent nogle væsner, og når hun gjorde, vidste ingen af parterne om vedkommende var menneske eller ej.

Niko s,ilede svagt, det var altså det der havde fanget hendes opmærksomhed. "nej" sagde han med et grin, "jeg farver det, selvom jeg er naturligt lyshåret, det står bedre til brillerne" han skubbede de røde briller lidt længere op på næsen.
"jeg formoder dit er i sin naturlige farve?".