Dyreblod.. latterligt - Gino

Årstid: Forsommer.
Omgivelser: Træer der skærmer for månelyset til skovbunden. Buske, og træstammer, og blade dækker jorden.
Tid: 00:23
Vejr: Stjerneklart, en smule køligt, men udholdeligt.

Sean sad igen på knæ foran et dødt rådyr, med et mørkt blik i sine øjne. Han blev ikke mæt af dyreblodet, og han havde sultet sig selv i et par dage nu.. i forsøget på at leve på dyreblod. Det var ikke fordi han var blevet menneske sympatisør, det havde været hans eget lille eksperiment, men nu var han efterhånden godt udsultet. Han rejste sig og fandt sine cigaretter. Hans hænder rystede, og han havde røget langt mere end han plejede for at få abstinenserne til at udeblive. Han tog et sug, og begyndte at gå. Det påvirkede også hans humør, han blev meget lettere irriteret, djævelskaben kom hurtigere op til overfladen og han var langt mere... ondskabsfuld.
Han havde ikke noget imod det, han havde levet med et at være vampyr længe, længere end den menneskelige side, så ondskaben tog han som en naturlig ting, han lod sig gerne rive med. Han askede ned i den dunkle skovbund, og så sig omkring med de røde øjne. Han havde blod på tøjet og blod i ansigtet, det var ganske normalt... i hvertfald når han havde med dyr at gøre, de sprællede så meget, mennesker var langt nemmere, de fleste ga op efter lidt tid. Han stoppede op og tørrede sig i ansigtet, og fik det værste af blodet bort, hans tøj kunne han ikke gøre noget ved, men nu ville han i hvertfald bevæge sig udaf skoven... så der ikke pludselig kom en vred elver.

"Jeg vil ud at se stjernerne" sagde jeg
"Hvorfor lige idag?" sagde jeg
"Hvorfor mig?" sagde jeg
- - - - - - - - - - - - - - - - - -

Der havde gået noget tid siden Gino var gået væk fra den smalle skovsti, og han var nu kommet langt ud i buskaset. Efter hans egen mening var han ikke faret vild, selv om han ingen idé havde om hvor han var. Det var lige præcis det her han ville. Være alene ude i den stjerneklare nat og nyde aftenbrisen. Men som skoven blev tættere og mørkere blev han en smule bange, han var ikke vant til at være udenfor om natten, og han kunne ikke lade være med at tænke på hvad hvis der nu var andre i skoven.

Han gik op i tempo, som om han flygtede fra noget han ikke helt vidste hvad var. Hans skuldre trak op og hans åndedræt blev hurtigere. Men ingen ord kunne beskrive den rædsel han følte da han fik øje på den blodige mand.

Sean sled sig igennem endnu et buskads.. skide skov, og natur, stod det til ham skulle det hele jævnes med jorden, og der skulle bygges tårnhøje vidundere! Ja! Det smukkeste mennesket havde skabt var beton, moder jord måtte bukke under for det, og det var magtfuldt. Han stoppede sin egen tankegang lidt, han kom så hurtigt ind i de der magtsyge tanker, egentlig havde han det fint med den position han havde i samfundet, han var magtfuld, men ubemærket. Han vidste dog godt at sådan en som Arissa måske ville være lidt bestyrtet ved hans tanker om at jævne skoven med jorden.. men det var jo hans mening. Han følte sig hjemme i beton junglen.
Han stoppede op da der pludselig stod en blond ung.. dreng, foran ham midt i skoven. Han var stoppet så pludseligt op at han måtte justere den måde han stod på for ikke at falde.. hvorfor havde han ikke fornemmet hans duft? Han stod lidt og betragtede det rædselsslagne udtryk der bredte sig over hans ansigt. Han snuste langsomt ind... duften var sød.. behagelig, god.. engel.. Han gik et enkelt skridt frem imod ham "Rolig" forsøgte han, mens han desperat ledte efter en forklaring der lød normal... vidste englen hvad han var? "Rolig... jeg er jæger.." forsøgte han, latterlig undskyldning, men det eneste han umiddelbart kunne finde på.
"Tag det helt roligt" forsøgte han, og holdt sine hvide hænder op i luften så han kunne se at han var ubevæbnet. Måske ville det hjælpe.. måske ikke.. Han så virkelig skræmt ud. Han håbede mørket maskerede ham godt nok, til at de røde øjne ikke fremstod så røde, og den hvide hud så hvid.

Åh gud, nej!

Hvem er det?

Jeg vil ikke dø.

Jæger?

Hvorfor om natten?

Lyver han?

Vil han dræbe mig?

Jeg vil ikke dø.


Gino rykkede sig ikke. Han turde ikke. Han kunne ikke se mandens ansigt. Han så ikke den hvide hud eller de røde øjne. Det eneste han kunne tænke på var blodet. Blodet. Han kunne ikke undgå at stirre på blodet. Hvorfor lige mig? Hvorfor nu?
Manden sagde han var jæger. Gino var ikke sikker. Han ville bare ikke dø.

Som et lyn fra en klar himmel, slog det ham. Løb! Og han ville ønske han løb. Men det eneste han kunne var at bakke langsomt væk. Hvis han prøved at tale, ville hans ord blive erstattet af stønnen og nervøst jammer.

E tåre trillede ned af hans kind og flere fulgte. Snottet løb ned om hans mund, og hans åndedræt blev tung og halvkvalt. Det kunne ikke være sandt. Det var ikke endu han skulle dø.
Var det en del af guds planer?

Sean forstod ikke helt reaktionen, englen virkede paralyseret... Han så kort ned af sig selv.. det var jo indlysende.. blodet, han havde vel også en eller anden kærlighed til mennesker, og dyr og levende individer, og her stod han og fablede om at han slog ihjel for sportens skyld. Eller.. det sagde han jo ikke direkte, men det var hvad han mente om jægere. Han fulgte det skræmte ansigt med øjnene da han bakkede væk, og så tårerne falde.. var han så uhyggelig?
Sean måtte tage sagen lidt længere end på livet end han egentlig brød sig om, men han kunne jo ikke have at englen faldt om med et hjerteanfald, eller løb skrigende ud af skoven fablende om blodige jægere midt om natten... dog forstod Sean godt hans chok. Han forsvandt, med et vindpust for det blotte øje, og endte op bag englen.

En kort forvirring.

To skridt.

"Rolig.." hviskede han i hans øre, og lagde en hånd over hans mund, og en om livet på ham. "Shh.. jeg gør dig ikke ondt" forsøgte han så beroligende som muligt. Duften af engel rev og sled i ham.. Han kunne mærke blodet løbe under den tynde hud, bare tanken fik hans mund til at løbe i vand. "Slap helt af.." mumlede han ind i det lyse hår, og strammede grebet lidt om ham, og forsvandt i vampyrfart ud af den indre del af skoven med Englen. Han nåede skovbrynet og satte ham forsigtigt ned "Nu må du love mig ikke at skrige....kan du det?" spurgte han, og ventede på et nik, eller et andet tegn fra englen.

Ikke andet end et lille gisp nåede at undslippe Ginos mund før han på kyndig vis blev fejet af gulvet af den fremmede. Og som han susede med højfart i gennem skoven kunne han ikke andet end at lade sig bortføre. Mod mandens stærke greb, ville han ikke engang forsøge at stå imod.
Alting gik så hurtigt.
Måske ville manden ham ikke noget ondt. Måske var han bare en jæger. Mandens stramme greb virkede så beroligende og hans stemme så trøstende. Det hele var så forvirrende, som i en drøm. Det var svært at skille de blandede følelser ad. Gino håbede på at han ville vågne op i sin seng, under sin varme gåsedunsdyne og kunne sige til sig selv:

Det er okay. Det var bare en drøm.

Men virkelighedens dysterhed greb om ham igen da han blev sat ned på jorden igen. Ud af mange indtryk; den dunkende skrækfølelse i brystet, det blege lys fra de nærtliggende gadelygter og den bidende nattekulde, fik han sorteret noget fra. Han sagde noget, ham manden. Men hvad var det nu.

Nu må du love mig ikke at skrige...kan du det?

Mandens stemme gav genlyd i hans sind, som var det det eneste i hele verden. Han nikkede.

Sean stod helt stille, og følte det hektiske åndedræt mod sin håndflade.. varmt, fugtigt og helt bestemt forvirret. Hjertet i hans brystkasse forsøgte at følge med, hvis ikke Sean havde været opmærksom på englen, kunne han sagtens have stået og lyttet til hjertets banken i længere tid.. der var intet så smukt som at høre et forskræmt hjerte kæmpe for at følge med skrækken. Han prøvede selv at holde vejret i længere tid, men englens duft distraherede ham sindssygt meget. Han snuste ind, og mærkede sine hjørnetænder tage form, vokse en kende og spidse til, som om de forventede at han lige straks ville synke dem ind i den blege hud. Han fornemmede et forsigtigt nik, og han slap ham, og tog et let skridt bagud og prøvede at lugte alt andet end englen, men han kunne ikke.. det sad på ham, det var i hans tøj. Han rodede efter sine cigaretter, mens han hele tiden havde et øje på englen ud af øjenkrogen.

"Hvad laver du overhovedet ude så sent? I skoven?" sagde han lidt strengere end han egentlig havde ment det "Er du slet ikke klar over hvad der huserer derinde?" skoven var nu hjem for meget andet end Sean, der slet ikke boede der.. men han forsøgte at vise sine pointer ved at skræmme den lille engel lidt.
Han lænede en cigaret i mundvigen mens han ledte efter sin lighter "hvor har jeg gjort af den lighter.." mumlede han, og søgte rundt efter den, til han fandt den. Han tændte cigaretten og indåndede nikotinen, som kun en afhængig kunne... hvor havde han savnet det, det dækkede også lugten af engel en smule.. så han ikke blev så distraheret. Han undgik at smile, og derved vise sine tænder unødigt, istedet betragtede han for første gang englen ordentligt.
Han var ung, nok omkring Seans fastfrossede alder, eller yngre.. blond, men ikke nordisk udseende, der var ligesom noget andet der også... Han kunne ikke helt afgøre det. Han havde lyst til at fortælle ham at han skulle passe på sig selv, istedet for at gå alene rundt og være i fare, Sean havde jo lyst til at synke tænderne i hans hals, hvem havde så ikke? Men han lod være, istedet så han lidt på sporene efter tårerne, og snottet og fandt et lommetørklæde frem og rakte ham det "her.. til øjnene.... og næsen" mumlede han så.

Gino rakte forsigtigt sin rystende arm frem og greb fat om lommetørklædet. Hvorfor var han så venlig? Han forstod ikke helt hvad der foregik, han havde så mange spørgsmål. Men han turde ikke stille dem. Han tørrede det værste væk, foldede den pænt sammen og rakte den tilbage til manden. Han ville egentlig have givet ham hans eget lommetørklæde i erstatning, men tænkte at det måske havde en slags sentimental værdi for ham. Ligesom papà, med sit tørklæde.
Han rømmede sig lidt og tog en dyb indånding for at kvæle gråden i hans stemme. Det var som at tale med papà, han havdefortalt ham at det var respectløst overfor den anden at græde når man talte til dem. Og den strenge tone, mindede ham lidt om de gange han var kommet for sent hjem.
"Non, papà, non è così" mumlede han, det var det han altid sagde da papà blev sur.

"Jeg ville..." han tøvede lidt med at fortsætte, det lød dumt. 'Se stjernerne.' ville han have sagt. Men det lød barnligt.
"...udforske skoven." løj han åndssvagt.

Mens manden ledte efter sin lighter prøvede Gino at samle tankerne en smule.
"Nej, det ved jeg ikke? Burde jeg det?" sagde han. Han lød lidt som de folk han før havde mødt i byen. Var han også medlem af den her kult? Nej. Han havde ikke snakket om vampyrer eller varulve eller lysmagi endu. Men den mystik, der syntes at omkredse ham, var så genkendelig. Præcis ligesom dem han før havde talt med. Men det var nok ikke tidspunktet til et direkte spørgsmål.
Nu da han var ved skovbrynet, og kunne se det blege skær fra gaden, blev han en smule roligere. Mandens tilsyneladende rolighed smittede lidt af på ham.

Sean betragtede den dirrende hånd der tog imod lommetærklædet, og lod ham tørre det værste af og tog imod det da han rakte det tilbage, og lyttede. Han hørte en mumlen han ikke helt kunne tyde som... som et sprog han talte. Han så lidt forundret på ham i nogen sekunder før han tog et sug mere af sin cigaret, mens han lyttede til hans undskyldning for at befinde sig i skoven. At udforske skoven var vel okay, men det var nok mere ufarligt at færdes i skoven på tidspunkter hvor solen stod på himlen. "Undskyld det var ikke for at være streng" indrømmede han så, han virkede stadig helt grædefærdig, det havde jo ikke været meningen... det havde slet ikke været meningen at han skulle græde.
Han hævede et øjenbryn da han virkede forvirret med hensyn til skoven. Sean trak på skuldende "måske er det ikke klogt at rende ude i skoven så sent.. man ved bare aldrig hvilke.. ting...man kan støde på" mumlede han undvigende.

Han blev med vilje stående i mørket lidt fra lyset, da han nok ikke gav et bedre indtryk i lyset, han var bleg og blodig og de røde øjne lyste op midt i det hvide ansigt, som kontrast til det sorte hår. Han undgik derfor også hans blik, men betragtede ham i smug. Han askede kort ned på den sorte muld, der langsomt ophørte og blev til græs der gik ned til hovedvejen. "Idet mindste tag en tazer med, eller et eller andet hvis du skulle blive...overfaldet... af et.......dyr" det sidste mumlede han lidt for sig selv.

Han tog et enkelt skridt tilbage mod skoven, han kunne næsten høre hans puls banke... det gjorde ondt i kroppen, der nærmest skreg nu. Han tog et hidsigt sug af sin cigaret og kastede den langt ind i skoven, og gav et smerteligt suk fra sig, og så lidt på drengen "Kan du finde hjem herfra?" mumlede han sammenbidt. Hvorfor være så sød ved ham?.. Han havde jo været helt ude af sig selv, det var selvfølgelig også lidt synd... lidt. Hvis han kunne beholde afstanden imellem ham og drengen regnede han med at der ikke ville være nogen fare for ham.. eller for at han skulle miste selvbeherskelsen.

Hvis den her mand var en morder, var han en meget sær en af slagsen. Det var jo nærmest som om han var oprigtigt bekymret. Var det her det man kaldte Stockholmssyndrom? Nej, nej. Det var noget andet. Var han overhovedet et gidsel? Situationen stod ham lidt uklart.
Da manden undskyldte for den strenge tone han havde brugt, følte Gino sig en smule pinligt berørt og han rødmede lidt. Det var dumt af ham at opføre sig som om han stod overfor papà.
Men det var sært, som manden overfor ham var meget ældre end han egentlig så ud, sådan som han snakkede.
Det var som i en film, tænkte Gino eller en roman. Det var så uvirkeligt på en eller anden måde. Han strøg sit hvide pandehår væk fra ansigtet på sin hånd og tørrede noget usynligt væk fra sin kind. Måske hvis det hele var ligesom en film, så var han hovedpersonen. Og hovedpersonen døde aldrig, vel? Måske kunne han på mystisk vis vende situationen om, og...Hans fantasi stoppede der. Gino var ikke en filmhelt, manipulerende og badass var ikke ord han ville bruge til at beskrive sig selv. Men hvorfor ikke nyde de sidste sekunder af inbildningen?

Han blinkede lidt for at justere øjnene til lyset. Han gik et skridt tættere på manden. Han kunne ikke helt kvæle sin rustne, grædefærdige stemme, men han gjorde forsøget.

"Hvis jeg skulle blive overfaldet?" spurgte han. Han tænkte lidt og smilte.
"Måske af sådan nogen som dig?" fortsatte han. Manden var tilsølet i blod. Fra hvad mon? Et dyr? Et menneske? Måske ville han ikke vide det. Men én ting var åbenlys, manden var bestemt medlem af den kult. Han var sikker. Hedenske uhyrer, satanister! Hvis de sådan havde brug for hans blod, så kunne de bare tage det.
Han satte sig ned på hug og tog den skarpeste sten han kunne finde. Han rejste sig igen, og holdt den over sin pulsåre.
"Fint! Fuck jer! Hvis i sådan har brug for mit blod så tag det! Bare lad mig være!" skreg han, stemmen halvkvalt i gråd.

Sean fulgte ham med øjnene da det pludselig slog klik for ham, og han gik tættere på. Sean brød sig ikke om han kom for tæt på, det ville blot gå galt.. vidst ehan ikke det? Nej det vidste han vel ikke. Han hævede sit andet øjenbryn i overraskelse da han pludselig spurgte indtil om han ikke burde blive overfaldet, om han ikke burde tage hans blod, og hvem var jer? Han fulgte ham med øjnene uden at afbryde ham til han samlede stenen op. Da forsvandt han hurtigt over til ham, og greb hans hånd og holdt den op over hans hoved og trykkede ham op af det nærmeste træ "Hvad er det du laver?" knurrede han, og blottede sine tænder i et øjebliks irritation, forstod han da slet ikke...

Han stivnede, selvom han stadig holdt ham fast mod træet... lugten af blod fangede hans næse med det samme, og han så lidt på hånden over drengens hoved hvor stenen var i... havde han klemt for hårdt så stenen havde skåret ham? Eller var det bare indbildni.. Han drejede langsomt ansigtet tilbage i den rette position, og lod så sit ansigt krakelere i et uhyggeligt smil "Nogen ville nok sige til dig, at du skulle tænke dig om før du ønskede noget.. for det kunne jo gå i opfyldelse" mumlede han og fik fat om hans andet håndled. "Men..lille engel.. det er svært at lade dig være når du ligefrem indbyder til middag" drillede han langsommeligt, ligenu nød han at trække tiden ud, og bøjede sig ind mod hans øre "slap af, jeg vil ikke lyve, men det kommer til at gøre ondt..." hviskede han og bøjede sig ned mod hans hals..

Gino stønnede da hans ryg ramte træet. Den grove træbark sled imod hans ryg. Han kunne mærke en stikkende smerte fra sin hånd, stenen havde trængt igennem hans hånd og blodet var begyndt at flyde ned af armen. Hans krp begyndte at ryste af rædslen, og han svedte under den sorte uldfrakke og halstørklædet. Hvad var det manden fablede om. En vampyr?! Det var skam ikke fordi tanken ikke havde faldet ham ind før, men det virkede så umuligt. Det var ikke fordi det ikke gav mening, mandens generelle ambiens stemte betstemt overens med alle de beskrivelser der var af vampyrer i alle de romaner han havde læst. Kold og mystisk, øjne der borede sig igennem sjælen. Han havde godt nok ikke set mandens øjne, men det var sådan han forestillede sig dem. Men det virkede bare så umuligt.
Når jeg råbte at de bare kunne tage mit blod, havde jeg så inviteret til at...Fuck.

Ginos øjne spilede op igen, da han fattede hvad han havde gjort, og han begyndte han stritte imod.
"Slip mig dit bæst!" skreg han. Han bygte at sparke med benene og vride sig omkring.
"Slip mig!" gentog han.

Sean lyttede til det febrilske åndedræt, fornemmede den dirrende hud under sine kølige fingre, og smilede nådesløst mod den varme indbydene hals. Han trykkede ham hårdere ind mod træet og klemte ham fast med sin egen kropsvægt. "Slap af.." gentog han med en kølig overfladisk stemme. Egentlig var han ligeglad om så englen gav sig til at skrige... blodet var det eneste der interesserede ham nu.
Han trak sit ansigt lidt tilbage fra halsen.. en smule skuffet over at måtte koncentrere sig om ham når han havde langt større interesse i væsken der holdte ham i livet, og løb under hans tynde hud. Han fik fat omkring hans håndled med sin ene hånd og holdt fast før han greb ham om hagen og tvang hans blik til at møde sit eget. Han vidste udemærket at han ikke kunne få ham til at falde til ro, han havde jo planer om at gøre ham ondt, og det havde han nok indset siden han reagerede så stærkt.

"Hvis ikke du slapper lidt af... kan det koste dig livet" hviskede han så, og fastholdt hans blik for at understrege sin pointe. Han havde nu ingen planer om at tage livet af ham, han kunne sagtens finde ud af hvor han skulle bide, og hvor han ikke skulle. Han kunne mærke varmen sive igennem uldfrakken og fra halstørklædet der var halvhjertet viklet om den blege hals. Han slap hans hage og trak det af, inden han lænede sig ind over ham igen, og snusede langsomt duften af engel ned i lungerne, og sukkede længselsfuldt. "Jeg undskylder på forhånd" hviskede han mod hans hals, og lod et let kys strejfe den varme hud inden han lod de hvide hugtænder synke ned i den blege hud.