Ved Solnedgang - Alle må deltage

Søndag den 25. marts 2012
19:41

Gino sad alene på en bænk og så på de andre parkgæster der passerede forbi. Han svedte lidt under den tykke uldfrakke og det farvede halstørklæde, foråret og det varme vejr havde kommet bag på ham, og hans sommertøj lå stadig i en kasse på loftet.

Han trak vejret dybt.
Søndagsgudstjenesten have sluttet for flere timer siden og nu sad han og manglede noget at lave. Han tog i kirke hver søndag, men hvis nogen spurgte ville han sige han ikke var særlig religiøs. Han bøjede sig forover og hvilede sit hoved i sine hænder. Han huskede tilbage til efter gudstjenesten, hvor han havde spurgt præsten til råds.

"Fortæller skrifterne noget om englebørn der bliver født til menneskelige forældre, fader?"

Præsten havde grint lidt og svaret med et kryptisk ordsprog om guds veje og sendt ham afsted.

Gino rettede sig op igen og hævede armen over skulderen for at trykke på den lille knude på sit skulderblad hvorunder hans snehvide vinger var gemt.

Han rettede blikket mod solnedgangen og lænede sig tilbage på bænken.

Darren aka. Fenris kom gående gennem parken mens nød duften af forårets blomster ''en varulv som dufter til blomster'' sagde han stille til sig selv, da han opdagede en duft han aldrig før havde mødt lidt sødlig, men ikke så sødlig som en elver.
nysgerrighed ramte ham med et han prøvede at finde hvor lugten kom fra.
han havde hældet med sig lugten kom fra en dreng som sad på en bænk.

Fenris går hen og sætter sig på bangens ryglæn med fødderne på sædet, selv hvis han ikke havde gjort det ville han havde tårnet sig op over drengen ''du ser trist ud, man du ikke se den smukke solnedgang eller dufte den søde duft fra blomsterne omkring os der er intet at være trist over mon ami''

Han så halvforskrækket op på kæmpen ved siden af ham.
Han tænkte på at svare på italiensk for at gøre lidt grin med hans bøvede franske accent, men det ville nok få ham i problemer.

Han trak en seriøs mine og sagde
"Nej, jeg er ikke trist. Jeg er bare fortvivlet."

''over hvad dog, mon ami, i øvrigt hvad er du endelig, jeg kan lugte at du ikke er en elver, vampyr eller varulv, men du er ihvertfald ikke menneske''

Gino grinte lidt af manden.
"Herr, elvere, vampyrer og varulve findes kun i eventyr, de er ikke virkelige."
Der er kun mig.

"Det er ligemeget, det vil du ikke vide."

''findes kun i eventyr haha, nogle gange ville jeg ønske at det var sandt'' grinede Fenris ''men myter, legender og eventyr er bare noget mennesker kalder historier, som de er bange for er sande, hør mon ami der er mere mellem himmel og jord''

Hvad var der med folkene i den her by? Var de med i sådan en slags kult?
Og prøvede de alle sammen at få ham indviet? Gino havde havnet i en lignende situation før. Ældre mænd der rabler om engle, og vampyrer og jeg ved ikke hvad. Men var det sådan en slags sammensværgelse?
Gino havde ingen anelse. Det hele var så mærkeligt og bizart, at han følte sig en smule tiltrukket af hele idéen. Han havde læst mange fantasy romaner og eventyr, og nogengange, måtte han indrømme, ville han ønske at det var virkeligt.
Men sådan var det ikke, vel? Han ville vide det.

Gino rejste sig fra bænken og vendte sig om mod manden i hans selskab.
"Hvad fuck mener du med "mere mellem himmel og jord"?" spurgte han og citerede manden med en dårlig efterligning af hans accent.
"Er der sådan en hemmelig kult i vil have mig med i?! Hva'? For jeg siger det bare, hvis der er blodofringer, så kan i godt glemme alt om at få mig med!" råbte han så, lidt højere end nødvendigt.

''alt hvad jeg siger er at man skal have et åbent sind, lad mig nu spørge dig kender du eventyret om rød hætte eller de tre små grise hvad ville du gøre hvis disse historier var virkelig'' griner Fenris

Gino slappede en smule af i sin holdning. Han rullede sarkastisk med øjne til den første bemærkning, 'åbent sind', åh nej. Han er ligesom galningerne fra min kirke.

"Ja, jeg kender godt de eventyr. Hvorfor?" sagde han.

Manden foran ham mindede ham lidt om noget, men han kunne ikke helt sætte fingeren på hvad. Det mørke hår, de brede skuldre og det (formodede) usoignerede udseende.
Det var som om han havde set det før.

(Fenris ser faktisk meget godt ud og er velsoignerede, med en krop bygning, som en professionel svegvægts boxer) ''hvad har de tilfælles'' siger han grindene''hvad vil du gøre hvis de var sande''

Gino havde ingen anelse hvad manden fablede om. Var det her sådan en slags indvielse?
"Øhm? Det ved jeg ikke? De er begge to eventyr?" sagde han opgivende og rynkede lidt på sit ene øjenbryn.

//Ok. Fair nok, det kunne jeg ikke vide ^^'//

''de er bække historier til at skramme små børn fra at tale med ulve, hvilket du gør nu''

Gino havde ikke til eventyr nu, det var blevet sent. Og papà stod vel derhjemme i entréen og ventede på at han skulle træde ind at døren. Han måtte skynde sig. Ellers..

"Undskyld hr. men jeg har ikke megen tid tilovers for eventyrhistorier nu, det må være en anden gang, ikke?" sagde han med et halvforstyrret, nervøst udtryk plastret i ansigtet.
Han vendte sig om og løb hjemad ned af stien. Han så på sit ur. Og lange ører ville høre et
"Åh nej! Skån mig" fra ham mens han løb.

//Out//

''au revoir''råber Fenris efter ham

hvilken mærkelig lugt den var meget sødlig, men ikke den blomster lugt som elver havde