Uden mad og drikke, duer helten ikke //Anna Rose//

"Ah, det er selvfølgelig en teori.." Jayden smilede lumsk "der er jo noget meget tilfredsstillende ved at være den første der.." hans øjne glimtede svagt "får æren"

Hun slugte en navøs klump og så ned "den første....." hun rødmede meget og begynte at trække vejert igen før hun så op på ham

"Men.. der er jo mere der gør en pige uskyldig end det" sagde han med et grin og lænede sig tilbage igen "det er ikke et krav for mig"

Hun nikkede og smilte "Er der andet du kan fortælle mig om dæmoner og dig selv" hun rødmede meget og klemte bene sammen *Lad nu vær med at tænke sådan, det bare fordi du ikke har været tæt på nogen i lang tid*

Jayden så lidt op i loftet og tænkte "tja hvad ved du? Alle dæmoner har mørke vinger, alle dæmoner kan sort magi, og kun sort magi.. dæmoner lever længere end mennesker, og så er alle dæmoner meget tiltrækkende" han smilede til hende.

Hun nikkede stille og åbnede sin bog og så på ham "Hvor meget længere lever i...."

"Hm.. vi bliver omkring 500 år" sagde Jayden med et træk på skuldrene.

".... Og du er 24 år?" Hun så stille på ham "så du vil stadigvæk være ung når jeg dør" hun grinte svagt.

Jayden så overrasket på Anna.. "ja det.." han rystede kort på hovedet "hrm, så hvorfor vil du gerne vide noget om dæmoner?"

"Jeg studere i magi så vil vide så meget jeg kan" hun smilte glad og så så ned *Jeg vil være længe død før han overhoved begynder at se gammel ud... jeg vil blive gammel mens han stadigvæk er ung...." hun sukkede

Jayden rejste sig og satte sig ved siden af hende i sofaen "hvad er der galt?"

Hun rødmede og så op på ham og smilte så lidt "Bare tanken om jeg vil være en gammel rosin før du over hoved begynder at få grå hår.... det vel bare en værs piges værste maridt" hun grinte navøs og så ned.

"Det skal du nu ikke tænke på.." Jayden så lidt på hende.. "hrm, sandt at sige når jeg nok ikke at leve 500 år"

Hun så på ham "hvorfor ikke" hun rødmede af at side så tæt på ham og begynte at ryste lidt, *Lad nu vær Anna Rose, du bare ikke van til en man sidder så tæt på dig* hun sukkede

"Hm, hvis jeg fortæller det.. lover du så ikke at blive forskrækket?" spurgte Jayden og så vurderende på hende. Han rykkede sig en smule tættere på hende..

Hun rødmede meget og så på ham, hun var helt stum for ord så hun nikkede bare nervøs og gned sine hænder.

"Jeg bliver nok slået ihjel inden jeg når så langt.. sandt at sige er det et mirakel jeg stadig er i live nu" sagde han og smilede skævt.

Hun holdte op med at rødme og så på ham med et trist blik "Hvorfor" hun tog hånden op og strøg hans kind "Hvem vil slå dig ihjel" hun så meget bekymret på ham

"De fleste.." Jayden så ikke trist ud, smilede bare blidt til hende "så rolig.. din skønhed vil sikkert blomstre mange år efter jeg er gået bort"

Hun fik tåre i øjne og rystede på hovedt, hun hadet når folk talte om at dø og de virkede så rolige. "Please lad vær med at sige det"

"Men det er sandheden.. det er noget jeg har accepteret" sagde han og så alvorligt på hende.

"Hvorfor... hvorfor vil du accepteret sådan en skæbne, hvordan kan du gøre sådan noget" tårene begyndte at trille ned af hendes kinder og hun rystede på hoved "Du byrde ikke bare accepterer det, hvis du tror på du ender med at blive slået ihjel vil du ikke kæmpe odenligt for at leve"

"Rolig.. rolig.." mumlede han og lagde hænderne på hendes kinder. Han så hende ind i øjnene "Anna.. jeg vil kæmpe for mit liv til det sidste, men det er uundgåeligt at en stærkere modstander ved stå overfor mig en dag.."

Hun lukkede øjne og rystede på hoved "Hvorfor skal du slås, hvorfor kan du ikke bare lade vær med at slås med folk, hvorfor kan folk ikke lade hindanen være" hulkede hun og rystede mens flere tåre løb ned af hendes kinder.

Jayden så tøvende på hende "jeg er livvagt.."