Skolestykke - Ariel

"Fair nok" sagde Ariel og smilede lidt, åbnede sin cola og tog en tår "John fortalte mig at i fandt den skyldige?"

Simone nikkede og tog også en tår af sin øl, "det gjorde vi, Chris, en af de andre modeller" sagde hun.

"Skræmmende" svarede Ariel og lænede sig op af væggen "nok ikke for dig, du må være van til den slags efterhånden.. John er ikke min yndlingsperson i hele verden, men kan ikke lide han har været så tæt på en mand der kunne finde på at slå ihjel"

Simone nikkede lidt, "ja ... jeg syntes faktisk ikke det bliver mindre skræmmende af at have set det mere" sagde hun, "næsten tværtimod" hun trak svagt på skuldrene, "det er ret skræmmende hvor mange af os der rent faktisk er i stand til at slå ihjel".

Ariel betragtede Simone og nikkede langsomt "det er rart at høre"

Hun grinte lidt, "virkelig? det havde ikke været mere betrygende, hvis jeg havde sagt, at intet kunne skræmme mig, og at der næsten ikke er nogen mordere i blandt os?"

"Nej, ikke hvis du havde sagt der ikke var nogle mordere i blandt os.. det havde været rart" hun tog en tår af sin sodavand "rart at høre du stadig ikke bryder dig om at se det.. der lyder som om din mentalitet stadig er rask"

Simone smilede svagt, "godt at høre jeg ikke lyder skør endnu, forhåbentligt holder den til jeg engang har arbejdet længe nok til at gå på pension"

Ariel nikkede "skål for det" sagde hun og hævede flasken

Simone hævede sin øl, "skål" sagde hun. "så, du underviser i historie?" spurgte hun, "er det ikke hårdt at skulle tage sig af teenagers hver dag?"

"Det går op og ned" svarede Ariel ærligt "men jeg kan godt lide faget, og ærlig talt er jeg lidt af den holdning at hvis de vil lærer noget så lytter de efter, og hvis ikke.. så er der ingen grund til at jeg hopper rundt i et gorilla kostume eller skriger mine lunger ud for at få deres opmærksomhed"

Simone nikkede og sukkede svagt, "jeg ville ønske min historielærer havde været mere sådan" sagde hun.

Ariel grinede lidt "ak ja, nogle ville jo påstå jeg ikke forsøgte nok" sagde hun

Simone grinte svagt, "så er de jo bare urimelige" sagde hun.

"Enig!" Ariel grinede "men det er ikke alle der ser det sådan"

Simone rystede svagt på hovedet, "folk kan være så skabede" sagde hun.

"Sandt, sandt.. og børnene er ikke engang de værste" Ariel grinede

"De er vel glade for, at de selv kan vælge om de vil høre efter?" sagde hun, lidt spørgende.

"Det er forskelligt. Dem der ikke vil er glade, dem der gerne vil, synes ikke jeg er nok efter dem der ikke gør" sagde Ariel med et suk "og enkelte af dem der ikke vil lytte af sig selv, synes jeg burde være mere efter dem for at motivere"

Simone sukkede i medlidenhed, "det lyder besværgeligt" sagde hun.

"Det går, jeg er ret besluttet om mit valg" hun sendte Simone et smil "jeg mener, det er en evig kamp, følg medlidenhed med mig"

Simone grinte, "det gør jeg så sandelig, jeg er hver dag taknemmelig for at jeg ikke har et job, hvor mennesketække er en af de vigtiggere evner" sagde hun, "bare tanken om at skulle stå foran en hel klasse og tale til dem, hver dag ..."

"Politi kræver ikke menneske tække?" spurgte hun med et grin

"nah" sagde Simone og rystede på hovedet, "ikke rigtig, man skal bare være høflig overfor dem der ikke er kriminelle, og selvom man kommer til at glemme det, går det nok så længe man er god til resten" sagde hun.

Ariel grinede "hvad med at afhøre folk?"