Men...Jeg skal bare lige bruge...Hør nu! (Caitlyn)

S: Downtown, dens gader og gyder
T: Sen eftermiddag, på grænsen til at blive aften.
V: Lunt, men overskyet.
O: Huse, folk i forskellig tilstand, et par cykler og en gammel bil. Det typiske.

Det havde været en lang dag, til en sølle timeløn. Hver dag var det det samme. Tidlig op, ned og gøre klar til dagens sultne gæster. Fodre dem. Gøre rent efter dem. Tage hjem og vente på det blev den næste dag. Den eneste forskel der havde været på i dag og i går, havde været at endnu flere børn havde kastet op i dag. Han forstod ikke hvorfor deres forældre lod dem prøve de vilde ting, når de tydeligvis ikke kunne klare mosten. Men det var jo ikke op til ham, han skulle blot smile og række dem den mad, de havde bestilt og ønske dem en god dag. Han sukkede svagt for sig selv. Og hvad så? Han havde brug for pengene. Han havde intet valg. Hvis han bare havde en uddannelse og et ordentlig job...Så kunne han tage sig af sin mor. Men hvis han kom højere op...Hvis han gik efter det...jo mere opmærksomhed ville han få. Og folk ville hade ham, fordi han var sådan en man hadede...
Han sparkede til en gammel sodavandsdåse, der lå på gaden. Den skrallede, da den gled over den ru asfalt, for at stoppe op lidt længere henne og ligge lige så stille og glemt, som før.

Han var iklædt nogle slidte kondisko, nogle jeans og en grå T-shirt. En skjorte hang om hans skuldre, slidt, men den fungerede fint som en slags jakke, i det ellers lune vejr. Hans bukser var en anelse plettede og hvis man ligefrem snuste til dem, ville man kunne lugte ting som ketchup, pomfritter og burgere.
Han lod en hånd glide igennem det brune hår, som formåede at stritte til stort set alle sider. Han kiggede sig omkring, på vej hjem. Ned og op af de små gader. Lige nu gik han på en af de større gader. Det var eftermiddag, folk fik fri for arbejde og havde travlt...
De ville ikke opdage noget...Og han havde brug for pengene. Måske skulle han tage lidt senere hjem og finde et bytte. Han var ikke blevet fanget endnu og for de småpenge han stjal, gad de fleste ikke engang at melde det til politiet. De fleste troede sikkert de bare havde tabt pengene et sted.
Han smilte let,da han trådte lidt til siden og gemte sig lidt i bygningernes skygge og ventede...
Til sidst kom der en mand gående. Han så ud til at tilhøre middelklassen. Så havde han nok en pung...Og tænkte ikke videre over at den kunne blive snuppet. Han gjorde det klassiske trick. Han lod som om han skulle noget, havde travlt...og brasede direkte ind i manden.
"Uh..." han lød forskrækket, da han vendte sig om mod manden med et undskyldende gestus. Manden virkede selv lige så forvirret og tænkte selvfølgelig ikke på at den pludselige nærkontakt også havde været en hånd ned i hans jakkelomme...Og at han nu var en pung mindre.
"Undskyld, undskyld..." smilte Robyn og skyndte sig så videre. Han havde jo ihh så travlt. Han kiggede sig over skulderen et øjeblik efter, mans han lod pungen glide ned i sin lomme. Han kunne tjekke hvor meget han havde fået senere...Han kunne se at manden bare gik videre. Godt. Det var næsten ved at være helt nemt, trods hans hjerte endnu havde en tendens til at banke helt forfærdeligt meget. Adrenalinen, sikkert. Han trak vejret dybt og skulle til at fortsætte hjemad...

Caitlyn havde brugt det meste af dagen på at bage og sælge cupcakes. Det var et af de underligste covers hun endnu havde haft og hun havde allerede været tæt på at ødelægge det. Efter det sidste snigmords forsøg, havde hun været nød til at holde meget lav profil. Målet havde desuden skiftet bolig.. og hun havde endnu ikke fundet ud af hvor til.

Med et suk drejde hun ned af en sidegade. Hun var på vej hjem. Hun var stadig iført sit ”kostume” som hun brugte når hun stod bag i disken. En lilla top og nederdel og en matchene lilla tophat. Folk sendte hende et blik når hun passerede dem. Hun måtte huske at tage noget skiftetøj med næste gang.


Caitlyn så op fra fortorvet tids nok til at se to mænd støde ind i hinanden. Det var et tilfælde at hun så punge forlade den enes lomme. Hun rynkede brynene, tyveri nu? Hun gik med hurtige skridt hen mod tyven og lagde en hånd på hans skulder ”undskyld mig?”

Han havde følt sig ganske sikker. Selv hans hjerte var endt i forholdsvis normalt tilstand igen, pumpede lige så tilpas langsomt som det normalt gjorde. Spændingen forlod ham og med et svagt smil begyndte han hjemturen. Og dog...
Lige som han mente der ikke ville ske mere, at det gået godt, mærkede han en hånd på skulder, der forhindrede ham i blot at gå sin vej. Han var overrasket, mest over hånden. Han drejede halvt til siden, for at se hvem der så målrettet havde ment han kunne...Hvad? Hjælpe...
Han var lige ved at smile. Men den fremmede kvindes alvorlige blik gjorde at han holdte det tilbage. Det var ikke passende. Bare fordi hun var klædt i lilla og...Duftede af kager?
Pludselig skød en svag frygt op igennem ham. Havde hun set noget? Eller...Søgte hun bare hjælp med noget? Det kunne være hip som hap...Men hun lignede ikke ligefrem en fra politiet, hvilket betød hun ikke kunne gøre ham noget, selv hvis hun var en borger, der mente hun skulle føre retfærdigheden ud i verdenen. Han rankede ryggen og så kort på hendes hånd, som en hentydning til hun godt måtte fjerne den nu.
"Kan jeg hjælpe?" spurgte han tilpas uvidende.