Your lips are sealed - Phillip

Phillip åbnede munden lidt, men Williams latter fyldte bilen, eller.. deres del af bilen. "Men.. mine hænder.." sagde han og skævede efter sine hænder og søgte så derefter hans øjne "Jeg kan jo ikke.. jeg kan ikke røre ved dig" tilføjede han så, så stille at det måske ikke var helt nemt at høre. Han rødmede heftigt "Nej!" grinede han pinligt "Det må du ikke" mumlede han bedende, og hørte musikken brede sig og lod sig ligge ned, og løftede sin røv lidt da William trak hans bukser ned. Phillips mave slog en kolbøtte da William lagde sig mellem hans ben, og gengældte hans kys. Der kom en lille halvkvalt, hungrende lyd fra hans hals på et tidspunkt og lagde sine lår tættere ind til hans sider og fik trukket ham længere ned til sig på den måde og trykkede sig mod ham. Måske var det fordi han var temmelig nøgen i forhold til William, og der ikke rigtig var noget at gemme sig under. Det frustrerede ham at han ikke kunne trække tøjet af ham, at han var... han havde for meget tøj på! Mindre tøj.. Åh Williams krop, åh. Hvordan kunne han have glemt det? Det syn havde brændt sig ind i ham med en smertelig sødme, der fik alt Phillips blod til at flyve op i ansigtet på ham og bagefter sydpå.. nedad. Han havde det allerede varmt, friktionen mellem tøj, og kroppe generede meget varme. For slet ikke at tale om at de vidst begge to havde.. været tændt fra dagen før, og nu peakede det ligesom.. det kunne nærmest ikke gå hurtigt nok. Han ville bare gerne mærke hans hud mod sin, hans hænder, hans læber.. åh! "Nn..mhm.." mumlede han usammenhængende og kyssede ham på hagen, og langs hans kæbelinje. Han havde i mellemtiden også fundet ud af at han kunne vrikke lidt med sine hofter, og ved hjælp af sine lår trække Williams bukser lidt ned.. men det var ret svært eftersom Williams bukser stadig var lukkede og Phillip udstødte ufrivillige små, eller halvkvalte støn ved bevægelsen.

William havde selvfølgelig bundet Phillip op da de nåede til hotellet, og havde fået styr på sit tøj igen. Han stod ud af bilen foran, og så sig omkring da et par paparazzier kom mod ham, og begyndte at tage billeder. Han sukkede stille og vendte sig om og stak hovedet ind i bilen igen, "Du skal ikke stå ud.." mumlede han, og henvendte sig så til chaufføren "Kan du ikke sætte Phillip af omme bag ved.." sagde han hurtigt, og skyndte sig at lukke døren, halleluja for tonede ruder. Han skammede sig ikke over Phillip, men han syntes nu ikke at han fortjente at haven på forsiden af alverdens blade, sammen med William.. det gik ikke, der var nok af den slags i forvejen, han kunne ikke gå nogen steder uden de fulgte ham i røven jo. Han skyndte sig op til døren, med et hav af sprøgsmål bag sig, han svarede dog ikke på nogen, men gik bare inden for, og lukkede på den måde paparazzierne ude. Han tog elevatoren op til suite, og ventede, han regnede med Phillip ville komme op til ham, desuden skulle han have sin telefon igen, så William kunne kontakte ham når han ville.. mhmm og så var han bare ikke helt færdig med ham endnu.. nix!

Phillip forsøgte at komme i tøjet da bilen stoppede op, og han skævede til William der steg ud og fik trukket sin trøje på. Han så overrasket på ham da han bad ham blive tilbage. Han nikkede stille.. for han kunne godt høre lydene ude fra gaden, han kunne godt høre kameraerne klipse og spørgsmålene. Phillip trykkede sig blidt mod døren i sin egen side, men uden at åbne den. Det var først da bilen stoppede bag hotellet at Phillip diskret... eller.. han nåede at snuble ud af bilen, men ellers var han diskret! Ud af bilen. Bagdøren var heldigvis åben, og han smuttede ubemærket gennem køkkenet og ud i lobbyen og ind i elevatoren for derefter at tage den op til den næst-øverste etage. Han skiftede lige sit tøj, inden han smuttede resten af vejen op af trapperne, op til Williams lejlighed og bankede let på døren inden han gik ind. "You okay?" spurgte han, mens han lukkede døren bag sig og styrede ud i køkkenet. Han kunne godt trænge til en kop te.. "Vil du have et eller andet?" spurgte han så. Der var noget rart i at spørge, det føltedes næsten hjemligt at være tilbage. På trods af at han kun havde været der et par minutter, og på trods af det der var sket i Williams lejlighed sidst de havde stået her... Men stadig. Han hældte teen i et krus og tog en tår af det varme vand... nød smagen af kamille, og duften.. yum. Han vendte sig mod William og lænede sig lidt tilbage mod køkkenbordet og smilede lidt til ham.

William så op da Phillip kom ind af døren og smilede skævt til ham, mest for at berolige ham lidt igen, "Jaja" mumlede han hurtigt og trak sin telefon op af lommen, da den ringede "nej tak" mumlede han og vendte sig om da han tog den, inden han gik et par skridt væk, så Phillip ikke lige nødvendigvis kunne høre hans samtale. Den var hurtigt overstået og han vendte tilbage til Phillip. "Hvad har du lyst til at lave resten af dagen?" mumlede han og smilede så drillende, da han fik en ide.. hmm. "Kom" mumlede han og gik hen og tog fat om Phillips håndled "Jeg har en ide" mumlede han og sendte Phillip et frækt smil over skulderen. 

"Shh" mumlede han stille og nussede Phillip lidt på ryggen "lig dig til at sove.. ingen brok, du sover her basta" mumlede han og trak Phillip ind til sig igen, så de lå i ske, William bagerst selvfølgelig. Han trak dynen op omkring dem og kyssede ham let bag øret. Der gik ikke særlige længe inden han faldte i søvn, lang dag.. mhmm.

Phillip var ved at sætte sig op i sengen, fordi... ja fordi.. han følte at han nok skulle gå og sådan. Men William havde andre planer for han trak ham ned, og Phillip blev puttet ordentligt. Han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. "Natnat.." mumlede han, selvom Williams åndedræt vidnede om at han nok allerede var faldet i søvn. Phillip puttede sig længere ned under dynen og lukkede sine øjne og faldt i søvn efter et par minutter, på grund af varmen fra William. Han havde nok altid sovet bedst når han sov med andre.
Hans drømme blomstrede op fra dybet, foldede sig ud, lullede ham ind i den der mærkelige verden som han oplevede for tiden. En verden lig hans, men alligevel fuldkommen forskellig..
Phillip strakte sig dovent og gabte lidt og vendte sig om i det betryggende greb der var omkring ham og puttede sig ind til William. Han vidste jo at det var ham, det havde altid været ham.. ville altid være det. Tanken fik ham til at smile, og han åbnede øjnene lidt og missede mod morgenlyset... og fandt Williams ansigt og smilede større. Det plejede ellers altid at være ham der vågnede først! Phillip lænede sig ind og plantede et kærligt kys på hans hage, for ikke at vække ham og satte sig så op i sengen og så sig om.
Først bemærkede han det ikke, han gned sig dovent i øjnene og gabte småsløvt og kørte en hånd gennem sit hår da han pludselig så det... "What.." mumlede han forvirret, og så sig om. "What the..." fortsatte han groggy, og kom ud af sengen og stod på det kolde gulv og stirrede forvirret på tingene som han ikke genkendte, det her var ikke hans.. det var ikke Williams.. hvor helvede var han henne? "William!" småpanikkede han og kravlede op i sengen igen, væk fra det ukendte "William!" bad han og ruskede blidt i ham "William vågn op! Hvor er vi, hvad er det her?" hviskede han næsten febrilsk.

William sov ret tungt, han var faktisk udmattet, men sex kunne også være ret udmattende, bestemt når det var så ofte, som igår, og så intenst.. mhmm.. dejlig dag igår. Derfor vågnede han heller ikke lige med det samme, faktisk havde hans underbevidsthed bestemt sig for at lade ham sove længe, i hvert fald længere end hvad han plejede, selv om Phillip var noget uenig. "Shh" brummede han da han begyndte at pusle omkring, kunne han så ikke bare hente hans kaffe og smutte, som han plejede.. eller noget.. han plejede sgu da ikke at larme så meget.. hmm. "Phillip" brummede han træt og sukkede, ja nu var han jo vågen, han gad bare ikke stå op lige nu, han kunne dog godt ryge en smøg og drikke en kop kaffe i sengen, måske også morgenmad på sengen.. mhmm. "Lad noget morgenmad" brummede han træt og vendte sig ansigt ned i puden, måske var han heldig og falde i søvn igen? Selv om det skete meget sjælden.. derfor var han lidt sur over at blive vækket. Han sukkede endnu højere da William kastede sig op i sengen igen han vendte sig ansigt mod ham og gabte sløvt, "Du larmer" mumlede han og åbnede øjnene halvt op, han nåede dog ikke engang at trække vejret, før Phillips panik strømmede igennem ham, og han gispede let.. ikke en vant følelse om morgen. Havde han haft mareridt? Hmm. Han satte sig en smule op og hev Phillip ind til sig og gav ham dyne på, inden han lagde sig ned igen, med ham ind mod sit bryst og nussede ham blidt op og ned af ryggen for at få ham til at falde til ro. "Slap af.." hviskede han blidt og kyssede ham i panden "Har du haft mareridt babe?" mumlede han stille og kiggede op på uret.. kvart over ni? Hmm.. nå ja, det var mere søvn end hvad han var vant til, det var fint.. ingen grund til at være gnaven. Han fandt telefonene på nat bordet, og sendte bud efter en anden til at komme med kaffe, og noget at drikke til Phillip. Der gik heller ikke længe inden end meget letpåklædt kvinde kom ind med en bakke, med et glas appelsin juice og en kop kaffe, samt hans smøgere. "Tak" sagde han roligt da hun satte det på nat bordet.

Phillip satte sig overskrævs på William, eftersom det ikke virkede bare at sidde og puffe til ham "William please.." pev han uroligt, da William begyndte at røre på sig, og lagde hovedet forvirret på skrå da han bad ham lave morgenmad "Jeg kan ikke lave mad.." mindede han ham om. Det havde han aldrig kunnet, William var den der lavede mad i deres forhold.. det kunne han godt lide, så han havde aldrig rigtigt lært Phillip det. "Hvis du er meget sultenkan jeg ringe efter en pizza?" sagde han så lidt ynkeligt, og så rundt i værelset "Jeg kan ikke lide det her" fortsatte han så og så ned i hans ansigt da han endelig åbnede øjnene. "Se!" sagde han og pegede rundt i lokalet "Se! Det er altsammen... det er ikke rigtigt!" sagde han forvirret, ligeglad med om han larmede, William var her jo ligesom også! Hvis han åbnede øjnene lidt mere end den der sprække så ville han kunne se det! "Hvor er jeg!" pev han forskrækket da William trak ham ned og nærmest lavede en forårsrulle ud af ham med dyne og alting... argh! Han kom med noget der måske kunne have været latter, hvis ikke han havde været helt på den anden ende og ude af sig selv "Mareridt? Måske..." mumlede han. Måske var han ikke vågnet fra det endnu. Han lukkede sine øjne helt i, og bed sine tænder sammen og nev sig i benet hvor han lige kunne komme til, og kiggede så rundt. Stadig det samme. "Oh my god..!" udbrød han da der kom en kvinde ind i soveværelset og forsvandt helt ned under dynen. Da hun var væk blev han liggende og tænkte så det bragede.. William virkede vildt upåvirket... Han satte sig langsomt op og stirrede på ham, forsøgte at se lige igennem ham som han kunne med Phillip.. Men der var intet.. "William..." mumlede han forsigtigt... og foldede dynen omkring sig "Hvor er vi?" spurgte han forsigtigt, og listede en fod ud af sengen og gled langsomt ud af sengen. Det her var for mystisk.. han forstod det slet ikke!

Han kiggede kort på Phillip der væltede rundt i sengen og ikke kunne finde ro, helt ærligt altså, "slap nu af" mumlede han irriteret, "du plejer sgu da aldrig at være så frisk om morgen" mumlede han bare og kiggede kort rundt og grinede så lidt af Phillip "Pizza? Til morgenmad?" mumlede han bare og smilede kort "Du plejer da at lave morgenmad til mig skat? Eller det gør du måske ikke? Snyder du mig" brummede han og kiggede lidt på ham, nå ja det var vel også lige meget om det var ham eller en anden der lavede det, heller det end mad der smagte dårligt, det gad han da ikke. "Det er alt sammen som det altid har været" brummede han bare og spærrede øjnene lidt op da Phillip gik amok over tjeneren.. wtf? "Vi er hjemme" sagde han og kiggede lidt på ham og lagde sin hånd om hans kæbe og hodlt hans blik fast, han så godt nok panisk ud.. hmm? "Har du slået hovedet?" brummede han og slap så Phillip, han kunne vel være faldet ud af sengen i nat? Han rejste sig op i en yndefuld bevægelser og gik hen mod døren. "Drik noget" mumlede han og pegede på det glas juice der stod på bordet. Han forlod værelset og gik ud på badeværelset for at tage et bad, mhmm, så kunne Phillip lige falde lidt ned imens, hvad var der dog galt med ham? Måske skulle han bare have nogen smæk? hæh..

Phillip så bedene på ham, bad ham inderligt med sine store hundeøjne om at forstå... hvad der skete, hvorfor kunne han ikke se det? hvorfor faldt det ham ikke naturligt at se sig omkring og indse at de ikke var hjemme i huset? At det her ikke var deres hjem! Hvordan var de overhovedet havnet der?? "Jamen.. jeg ved ikke.." kortsluttede han, mens han stod på gulvet og trippede. "Mig? Det er da dig der altid laver morgenmad.." mumlede han forvirret... drømte han stadig? Men han havde jo tjekket om han stadig drømte! Argh... "Nej! "Vi er ikke hjemme!" råbte han efter ham, og stoppede pludselig... "Are you kidding me?" råbte han så, men meget halvhjertet.. for William var iskold. Fuldkommen.. hvad gik der af ham? Hvorfor gik han? Phillips åndedræt gik lidt halvt amok, mens han panikkede lidt mere... det her... var ikke hans hjem... det der... var ikke hans William. Det her var forkert! Han styrtede ud af sengen, og hen i det nærmeste skab og flåede noget tøj til sig, som han fik på så hurtigt at han nær var snublet på vej ud af døren fra soveværelset og ned af trapperne. Han så sig omkring med en lille lyd "Hvor er jeg.." hviskede han så igen, og måske det allervigtigste.. hvor var William? Han var nede i køkkenet efter et par sekunder, og så henne ved vinduet hvor han fik skubbet gardinerne fra hinanden, med lidt besvær, for de viklede sig omkring hans arme og sådan.. "Argh!" pev han og puffede dem til side og fik åbnet vinduet og så ud på hustoppene.. skyskraberne og tabte vejret. Han handlede i ren panik, hans krop var i choktilstand efterhånden som han oplevede.. en verden der på ingen måde var hans! Det her var ikke hans hjem, det var ikke deres hjem! Han fik skubbet vinduet op og kravlet op i det for på den måde at kunne se ud, eventuelt.. flyve hjem? "Hvor.." mumlede han desorienteret og så rundt.. der var så mange skyskrabere.. hvor var skoven? Det fik ham til at læne sig længere ud, han kunne jo slippe hvis han ville...

William lukkede af for Phillips plapren og koncentrede sig om det han var i gang med. Han tog dog kun et kort bad, han skulle bare lige skylle sig. Han forlod badeværelset med kun et håndklæde hængende slapt omkring hans hofter. Han gik ned af trappen i et langsomt roligt tempo, han havde været forbi soveværelset på vejen, for at hente kaffen. Han tog en slurk, men den var desværre ikke varm nok for ham længere, han stillede den fra sig på køkkenbordet og skulle til at sætte en ny omgang over da han fik øje på Phillip. "HOLY FUCK!!" råbte han højt, og faldt nærmest over sine egne ben på vej over til Phillip han lagde sine arme om hans overkrop og trak ham tilbage fra vinduet. Han slap ham hurtigt igen og knaldede vinduet i bag sig inden han vendte sig mod Phillip og stirrede på ham. "Hvad fanden har du gang i?!" sagde han så højt, surt.. Phillip var havnet på gulvet, men det vel egentlig også bedre end fald som en pandekage på jorden, right? Yearh. "Hvornår fanden er du blevet selvmorderisk?" råbte han og havde af alt mest lyst til bare at give Phillip en lussing, men han burde ikke slå. Han skyndte sig derfor på afstand og lod sin vrede gå ud over kaffe maskinene, som han ikke kunne få til at gøre som han ville, og endte op med at ødelægge den, og kaste lidt rundt med den, imens han banede højlydt for sig selv.

Phillip rykkede sig lidt på sin plads i vinduet, forsøgte at finde det rigtige sted, sørgede for han var klar til at folde vinger ud og så videre og så videre, det eneste problem var at det nåede han bare ikke. "Hey!" udbrød han overrumplet. Han var slet ikke van til folk stoppede ham - der var som regel heller aldrig nogen der så det, men altså.. - så han forstod først ikke, før William blev vred på ham, hvilket fik ham til at krympe sig lidt, ville sige undskyld, bønfalde ham om tilgivelse... men det her var jo ikke hans William. "Jeg er ikke selvmorderisk.." begyndte han og så efter ham, og kom på benene "Undskyld, jeg ville ikke... undskyld.. det var ikke for at skræmme dig" han vidste slet ikke hvordan han skulle opføre sig. Manden lignede jo William på en prik! Men det var ikke William.. Han opførte sig ikke som ham, han var anderledes. Han så på kaffemaskinen som fik en lidt hård medfart, og småpanikkede lidt igen "William! Please!" sagde han så forskrækket, for han reagerede på William så det måtte han vel hedde? How convenient. "Oh god.. du er ikke såret er du? Er du okay?" spurgte han lidt forsigtigt og gik et skridt tættere på. Han holdt hænderne op "Jeg er ikke den du tror jeg er.." sagde han så "Jeg er ikke... Phillip?" usikker på om ham.. som William kendte hed Phillip. Som ham selv... argh. "Eller jo.. jeg hedder Phillip" mumlede han så forvirret. "Men du er ikke min William" fortsatte han så og flailede sine hænder lidt rundt om sig selv, for det lød.... fucking mærkeligt. "Det her.. er ikke mit hjem! Jeg bor ikke her.." fortsatte han så, for at holde sig kørende, og søgte hans øjne.. mørke som Williams, dybe. Det gav ham et lille sug i maven af afsavn, og bekymringen steg op i halsen på ham som et surt opstød. "Jeg er nød til at gå.." sagde han så, det var jo det han skulle. Han skulle hjem, han skulle finde William. Han så sig om efter en dør, og fandt den med øjnene "Hør, jeg er ked af hele den her.. miseré, tilgiv mig, send mig regningen for kaffemaskinen.." mumlede han usammenhængende og skyndte sig ud af døren.

William vendte sig kort mod ham og stirrede på ham, et brændende blik.. "Phillip" sagde han roligt og sukkede dybt da han plaprede løs igen, om alt muligt, der aldeles ikke gav nogen mening. "Jeg tager dig med på sygehuset" sagde han så opgivende og lod endelig den stakkels kaffemaskine være, "du bliver her" sagde han surt og skulle til at gå oven på da Phillip igen talte og sagde noget om at gå. Han vendte roligt om på foden og gik efter ham, han fik fat om hans håndled og hev ham tilbage til lejligheden. "BLIV" sagde han højt og stirrede ham intenst ind i øjnene imens han lukkede døren bag ved ham. "Du bor her, på mit hotel, du arbejder for mig.. Im the fucking boss!" sagde han alvorligt og lagde sin hånd om Phillips hage "Jeg bestemmer, got it?!" sagde han vredt og trak sin hånd til sig, inden han slap ham og gik tilbage til trappen, "Et skridt ud af den dør, og du kommer ikke til at gå de næste par dage" advarede han imens han gik tilbage til sit værelse. Han lod dog ikke Phillip slippe derfra, og sørgede for vagter ved sin dør, den blev hurtigt låst, uanset om det var inde eller ude fra, skulle man bruge nøgle hvis døren var låst, det var smart.. ingen fulgt vej, eller.. men det havde Phillip nok også glemt. Han trak i noget tøj og fant et par.. ting.. frem, som han stoppede i lommerne inden han slentrede nedenunder igen, hvor Phillip ventede. "Måske skal du bare kneppes lidt? Måske hjælper det" grinede han og fangede Phillips øjne, "Hvad siger du til det? Skal jeg kneppe dig? Hårdt?" sagde han og gik de sidste skridt frem mod Phillip og med en hurtigt bevægelse, fik han fat om hans håndled "Du skal ikke kæmpe imod, det tænder mig mere.." sagde han og lænede sig frem og lod sin tunge glide over Phillips læbe, imens han fik bundet hans hænder bag på, med et reb han havde haft i lommen. "Jeg ved ikke om du spiller lige nu, men jeg synes det er meget.. irriterende, og det gør mig vred.. med dine små numre.. og på samme tid, tænder det mig.. rigtig meget.. jeg får lyst til at være hård ved dig" hviskede han stille og gav ham et klap i røven.. mhmm.

Sygehuset? Han måtte være gak! Phillip skulle ikke på sygehuset, han skulle finde William, han skulle hjem.. til huset.. til søen.. til.. åh gud. Han kunne slet ikke tænke tankerne uden at få et jag i maven af længsel, af frygt for.. hvad der kunne være sket? Og hvor var ham der henne som skulle være her, istedet for Phillip? Den originale. Det var først der han kom i tanke om at den Phillip der burde være her... i lejligheden, måtte ligne ham på en prik. Han bremsede op. Var han... var han hos.. William? Faktisk nåede han ikke videre før William havde halet ham ind i lejligheden igen, og hævede sine mørke øjenbryn i en overrasket grimasse og stirrede lidt på ham. Ikke så intenst som Williams stirren.. men stadig en stirren. Arbejde.. "Arbejde som hvad?" spurgte han undrende.. arbejdede han for ham? Hvorfor det? Han sank dog lidt i skuldrende da William ikke lød helt glad ved at han forlod.. lejligheden.. og han sank en klump i halsen. Hans blik søgte døren da William gik ovenpå, han afprøvede den ovenikøbet også.. men den var låst. "Dit navn.. dit fulde navn, hv-hvad er dit fulde navn?" forsøgte han sig så, han måtte købe noget tid, måtte overbevise ham om at han var en anden. Han blegnede da William kom ned af trappen og tilbød ham sex samtidig med... hvad, et kort lille kick af... varme der udfoldede sig i hans mave...? Det gjorde ham ikke så godt tilpas og han bakkede væk da William kom nærmere. Men som altid, hurtigere end ham. Selv når det ikke var den rigtige! Hvad fuck! "Nej!" sagde han hurtigt og ville trække sine hænder til sig "Nejnej! NEJ!" råbte han i munden på ham "Du forstår det slet ikke!" pev han og så ham komme helt tæt på, og mærkede sit hjerte sætte tempoet op. Han gispede da Williams tunge fik kontakt med hans læbe og forsøgte at trække sig væk "William, nej, jeg er ikke den du tror jeg er.." forklarede han bedene. "Don't! Please.." sagde han nervøst. "Giv mig en chance, jeg kan forklare hvordan det hænger sammen!" det kunne han ikke, men han kunne i det mindste prøve. Han læste ikke astrofysik for ingenting vel! Lidt hjerneceller havde han da.

William hævede et øjenbryn "sex slave" svarede han så bare uden tøven, for det var det som Phillip var, nå ja så ryddet han op og lavede mad og den slags, men for William kunne han jo bare blive i sengen hele dagen og være nøgen, men det gad Phillip jo ligesom ikke vel.. næh, han skulle altid tage tøj på. "Du har mit tøj på" brummede han så og sukkede irriteret igen da Phillip begyndte at stritte imod, "Du gør mig ør" hviskede han stille tæt hans øre og tyssede lidt på ham, "Slap nu lidt af okay.." mumlede han stille og slap Phillip inden han fandt et stykke stof frem som han havde i lommen og bandt det om Phillips øjne, "så.. ynkelig og sød.. du ser dejlig ud" mumlede han og gik et par skridt hen og fandt en smøg frem, og tog et par hiv.. mhmm. Hvad skulle han så stille op med ham nu? "Shh" brummede han igen da Phillip mumlede "Hvis du ikke snart holder kæft, får du smæk" mumlede han og gik tilbage til ham og lagde sine lange fingre mod hans kinder, "Baby.. i beg you please" sang han stille og trykkede et ømt kys mod hans læber, "Du er alt for fristende sådan her.." hviskede han stille og kyssede ham igen lidt længere tid, og så ned på hagen, langs kæben og lidt ned over halsen. "Shh" brummede han igen "Skal nok tage dig med en tur på sygehuset, så de kan fikse din hjerne.. men først.. kan vi så ikke lige kneppe?" brummede han drillende og smilede lidt for sig selv.

Phillip hævede sine øjenbryn højere end før "What..?!" udbrød han "Så det.. du..eller ikke dig, men.. William, kalder mig derhjemme, er jeg faktisk her? Eller.. ikke-mig" mumlede han "He would like that I'm sure.." tilføjede han så, og himlede med øjnene ved tanken om Williams skæve smil og I told you so-face. "Der var ikke noget andet! Jeg havde ligesom ikke tid til at spørge hvor du gemte tøjet til sexslaverne henne" mumlede han sarkastisk, og stivnede da han strejfede hans øre. Han slappede ikke af, og prøvede at trække sit hoved til sig da der pludselig blev lukket for synet. Han var så anspændt da William rørte ved ham igen efter at have gået væk at han nær hoppede på stedet, så voldsomt gibbede det i ham. Phillip gav et ynk fra sig da William sang for ham, for det første fordi det gav ham så meget hjem vé at han kunne have tudet - men det lod han være med - og for det andet gav det ham gåsehud, fordi det her.. måtte være noget af det mest uhyggelige han havde prøvet i sit liv, for han kunne sagtens tændes af ham.. ham der, fordi det var jo William.. som det ikke var, og det var det der var uhyggeligt! At være lullet ind i en verden hvor han ikke hørte hjemme, men stadig havde sat et aftryk.. eller en anden havde.. som lignede ham. Med samme navn.. smukt. Kysset gjorde ham svag i knæene, men kysset på halsen gav et gib i ham som fik ham til at trække sin skulder op mod sin kind "Nej.. ikke der" prøvede han så. Han var kommet af med skrækken for mange år siden, men eftersom han var så oppe og køre, kunne han slet ikke styre det. Phillip rystede heftigt på hovedet og fik trukket sig væk med et ryk "Nej! Jeg vil ikke.. han har gjort alt for mig, han kom tilbage fra døden den ene gang, jeg vil ikke" dirrede han, og bakkede væk, og forsøgte at skubbe stoffet væk fra sine øjne og fik bakket ind i væggen og slået hovedet "Auch! Fuck!" pev han, og gled ned på gulvet. Han kunne dog huske der stod et bord, som han fik rykket til idet han kravlede ind under det og famlede rundt til han fik fat i en kuglepen og fik så endelig skubbet sin ryg op af væggen under bordet og rettede kuglepennen mod.. der hvor William nok ville være. "Lad mig snakke færdig!" sagde han så, og kæmpede stadig lidt med stoffet om sine øjne med sin skulder, mens han holdt kuglepennen med sine bundne hænder. Vildt våben. "Jeg sagde engang jeg ikke var bange for dig, og det er jeg stadig ikke" sagde han hurtigt. Han fik skubbet stoffet op over sit ene øje, lidt stakåndet og stadig lidt forskrækket.. men han håbede ikke denne William havde samme evne som hans. Var han dæmon egentlig? "I'm warning you! Jeg har tacklet vampyrer, and here I am, still alive..." forsøgte han... måske... argh!

William hævede et øjenbryn "Hvad er det du snakker om?" brummede han og stoppede op et sekund, han forstod jo godt hvad det var Phillip ævlede om, det var bare så absurd, hvorfor skulle han tro på det? "Der hvor du smed det i går aftes da du strippede for mig" mumlede han bare spydigt tilbage og rystede kort på hovedet af Phillip. Han tog endnu et par hiv af sin smøg og lagde nakken lidt tilbage imens han pustede røgen ud. William sukkede stille mod hans hals og smilede for sig selv "Phillip" hviskede han stille, "Du ævler" hviskede han stille "Støn i stedet" mumlede han stille og så op da Phillip bakkede ind i væggen og derefter kravlede ind under bordet, han sukkede opgivende, ja så måtte han jo heller køre ham på sygehuset til at starte med? Han måtte have fået noget af en hjernerystelse, måske skulle han bare have et slag igen? Eller sove lidt.. hmm. "Det har du aldrig sagt, og hvorfor skulle du være bange for mig? Jeg har aldrig gjort dig noget ondt" mumlede han bare og bøjede sig lidt ned så han kunne se ham "Hvorfor gemmer du dig for mig, og truer mig med en kuglepen, hvis du ikke er bange?" grinede han så bare, han hævede dog øjenbrynene endnu mere da ordet vampyr blev nævn.. hmm. "Phillip" sagde han så lidt mere alvorligt, han var træt af den her leg, det var ikke sjovt mere. Han gik beslutsomt hen til bordet og væltede det til side og trak Philip op på benene og fik kuglepennen ud af hans hånd, så let som at stjæle slik fra et barn.. or something. Han trak ham hen til sofaen, og satte ham roligt ned, og fjernede så det der bind fra hans øjne, det hjalp ikke særlig meget alligevel. Han løsnede dog ikke hans håndled, men lod ham forblive bundet, det mindskede hans chance for at stikke af. Han lagde forsigtigt en hånd mod hans kind og sendte ham et kærligt blik, blødt og venligt. "Phillip" mumlede han stille og bøjede sig frem og trykkede et længselsfuldt, lidenskabeligt, ømt og blødt kys mod hans læber.. præcis som William John Betworthy ville have gjort det, trods alt var det jo den samme person, med forskellige fortider.

"Jeg snakker om os!" sagde han "Eller.. ikke dig! Eller jo.. dig! Noget med dig!" prøvede han, det her var ikke nemt.. "Fordi en kuglepen ikke er et.. våben.." sukkede han så, og skulle til at smide den fra sig da William væltede bordet og han krøb lidt sammen. "Jo du gjorde.. du sagde jeg ikke måtte være bange.. for vampyrtænder og røde øjne.." hviskede han "And I'm not.. scared, that is" hviskede han så, og mærkede Williams fingre lukke sig om hans håndled og blev trukket på benene og transporteret over til sofaen. "Du lignede bare en der havde en mild lyst til at slå mig lige før.." mumlede han så stille"Kuglepennen.. var dumt, jeg ville aldrig gøre dig fortræd anyway..." hviskede han, det kunne han ikke. Den værste fysiske vold han havde udøvet mod William igennem deres tid med kendskab til hinanden var nok at han havde jaget et knæ op mellem benene på ham engang for rimelig længe siden hvor han prøvede at bide ham.. which succeeded by the way. Han så op og fangede hans blik som fik det til at risle nedover hans rygrad med længsel. Phillip fulgte William med blikket da han kom tættere på og kyssede ham.. sådan.. rigtigt kys. Sådan et der fik Phillips anspændte skuldre til at falde lidt ned og hans åndedræt til at blive lidt usikkert. Han kom med et lille piv og trak ham tættere på, på trods af sine bundne hænder. Fordi kysset føltedes hjemligt. Han havde nok aldrig i sit liv været så stresset, og nu fik han endelig et åndehul midt i sin forvirrede krop. Han lænede sin pande mod hans et øjeblik for at få sit vejr igen og så ham kort i øjnene. Uden at han lagde mærke til det sneg et glimt sig ind mellem dem. Et minde.. Phillip havde jo en vis evne.. Og det her var vidst et af hans egne som William nu også fik del i, samt følelserne. Det var så ultimativt kort, at det måske kun varede et par sekunder, men det var der. De sad ved et bord, eller de var et par år yngre end de var nu, og det lignede en skole kantine. Omkring dem sad andre mennesker og snakkede indbyrdes, og så vendte William sig mod Phillip der virkede lidt forvirret, men underligt nok også inkluderet i snakken. Men han bliver stille, og de deler et øjeblik hvor der ligesom bliver en luftbobbel i snakken. Og William smiler til ham, og Phillip smiler tilbage på sådan en lidt fjollet måde. Phillip glippede undrende med øjnene da mindet stoppede, og det var Williams mørke øjne han kunne se igen.

William bemærkede hurtigt hvordan Phillip endelig gav sig selv lov til at slappe lidt af, under deres kys. Han smilede varmt og trak sig forsigtigt lidt tilbage, men uden rigtig at bryde den intense kontakt de havde, han flyttede sig ikke særlig meget. Let lod han sine fingre glide om bag Phillip og løsnede hans hænder, det var der vidst ingen grund til længere. Han valgte dog alligevel at svare Phillip, på før nævnte sætning. "Det havde jeg også, havde lyst til at piske dig.." hviskede han stille og smilede drillende. "Jeg ved ikke hvad du taler om Phillip, vampyr høre til eventyrverden, jeg forstår ikke" mumlede han stille, rent faktisk forstod han ike hvad han mente, det havde han aldrig sagt. "Du har ingen grund til at være bange for mig" mumlede han bare stille, nej.. Han havde aldrig ville gøre Phillip fortræd, ikke rigtig.. bare.. SM.. men det gjaldte jo ikke vel. 
Han trykkede endnu et blidt kys mod hans læber og trak sig lidt tilbage igen for at møde hans blik. Han blev ikke forskrækket da minder dukkede op, hans evne kunne noget i stil af det samme, først gik det ikke op for ham hvad der skete, og tænkte bare han måske var inde i Phillips hoved, og så hans fortid.. Dog gik det også hurtigt op for ham at det var helt omvendt, og han gispede let og skubbede Phillips fra sig, inden han langsomt kom på benene. "Det er klamt det der" sagde han surt, og stirrede på Phillip som om han var en vandskabning.. men var han det? Hvad var det han kunne! Placere løgne i folks hoveder?! Argh! "Du skal ikke gøre det igen!" råbte han og gik et par skridt væk fra Phillip igen, det ville han ikke være med til. 
Han nåede over til døren ind til biblioteket og den lænestol der stod ved siden af, sammen med lampen og det lille gulvtæppe.. han lod sig falde ned i den og gemte sit ansigt i sine hænder.. imens han genlevede mindet.. så ægte.. så ægte.. åh.

Phillip fnøs let da William fortalte at han havde lyst til at give ham pisk. Og havde lidt lyst til at tilføje since when, og betragtede hans smil og lagde hovedet funderende på skrå mens han undersøgte det med blikket. Det var mærkeligt, alt det her var mærkeligt. Så han havde mødt William... i en anden... what, dimension? Og hvordan var det lige han var havnet her? Da William trak sig væ med et ryk, kom det ikke helt bag på ham. Han så undskyldende på ham mens han vendte ryggen til, og rejste sig da han var på vej ud og åbnede munden, men lukkede den igen og bed sig i læben. Han rettede diskret på Williams bukser som han havde på, de var naturligvis for store. Det havde de altid været. Men kunne han ikke bevise det? Han kunne bevise det.. det kunne han altså! Og han kom da også i tanke om hvordan, og hev prøvende ud i den skjorte som han havde lånt og så ned af sin overkrop. Men det gik ikke helt præcis som han ville have det, for.. hvor var hans ar henne? Skudarret? Arrene fra hans skateboard? Hans forlovelsesring.. Hvor... hvor.. "Det her er ikke min krop.." hviskede han overrasket, og måske lidt skræmt. Den lignede ham, men huden var hel hvor der før havde været mærker, uspoleret.. Han så nok temmelig åndsvag ud som han stod der med hovedet nede i skjorten.. men han var komplet forvirret igen.. igen. Han skævede mod vinduet, igen.. og tilbage mod William.. ville det sige han ikke havde vinger? Han hev skjorten af med et ryk over hovedet og rettede sig op og fokuserede. Koncentrerede sig så det bragede! Men der skete intet. "De er væk..." hviskede han, eller.. de havde jo aldrig været der.. det var jo ikke hans krop, han var menneske! Men mennesket havde hans evne... måske vidste han det ikke, William virkede ikke som om han vidste noget om det. Phillip skyndte sig hen til William, og stoppede et par skridt fra ham og bed sig i læben, stadig med skjorten i hænderne "Undskyld.." hviskede han forsigtigt "Måske skal jeg bare sove igen? Måske bliver jeg mig selv igen.. eller.. ikke mig selv.." mumlede han og kløede sig i nakken. "I'm sorry William, I didn't mean to hurt you.." sagde han forsigtigt "Jeg gør det ikke mere" lovede han og rakte ud og rørte lidt forsigtigt ved hans skulder.

William skulede mod Phillip da han talte, snakkede han med sig selv? Det var svært at sige, men det han sagde gav stadig ingen mening, og først nu gik det op for William, at han ikke jokede, han måtte faktik.. sådan helt rigtigt.. have slået hovedet. Egentlig var han lidt af en ass, fordi han ikke lyttede, og bare.. yearh.. han skulle have taget ham med til lægen fra længst. "Phillip, jeg henter lige dit tøj nu, og så synes jeg vi skal tage på sygehuset, jeg tror du har fået hjernerystelse" mumlede han og forlod så hurtigt rummet, han kom tilbage med Phillips eget tøj og gav ham det uden tøven, "På med det" brummede han og smilede roligt til ham, han behøvede ikke forværre sitationen, "Hvad er væk skat?" brummede han stille og kiggede lidt på hans bare overkrop, den lignede sig selv i Williams øjne, han forstod ikke hvad han himlede sådan op over. "Jeg synes vi skal tage på sygehuset, du er tords alt mit ansvar" sagde han roligt og kærtegnede blidt hans kind "I know" mumlede han stille og kyssede ham i panden, "Kom skat" hviskede han blidt og tog hans hånd, så de sammen kunne gå mod døren.

Phillip stirrede på ham da han pludselig fortsatte med hospitals snakken og blev stille. Han blev stående hvor han var til William kom tilbage med tøj, stadig uden en lyd med Williams skjorte trykket mod brystkassen. Han stirrede lidt på tøjet, og lod ham så give ham tøjet på uden at protestere alt for meget. Kun nogen enkelte lyde og tavs rødmen, og hastigt hjælpende hænder når det var presserende at få.. eksempelvis bukser på. Hjernerystelse? Troede han virkelig det.. selv efter mindet? "Ikke noget.." svarede han stille og kløede sig kort på armen og bed sig i underlæben. Egentlig så havde han været selvoptaget.. han havde slet ikke tænkt over hvad det her ville betyde for hans astral.. ham hvis krop han var i. Gad vide om de mindede om hinanden? Ligesom.. William og.. William gjorde. "Tak.." fik han så fremmumlet. Det var ikke fordi han gerne ville på hospitalet, men William bekymrede sig åbenbart for ham, også selvom han opførte sig uovervejet, eller også var han bare bange for at Phillip fik et nervøst sammenbrud, hvilket sådan set var fair.. det kunne han også godt selv frygte. Det var da altid noget, de kendte slet ikke hinanden! Eller.. Phillip ville måske skyde på at han måske kendte lidt mere til William selvom han ikke var den samme som hans William. Hjemme i huset i skoven. Han gik med, faktisk tog han med hele vejen uden at sige et ord. Da de blev sat af ved hospitalets indgang tøvede phillip et par minutter før han fulgte med ind. Han stod tålmodigt ved siden af William da han forklarede en af lægerne hvordan det hang sammen, at Phillip havde sagt en masse usammenhængende og opført sig.. anderledes. Lægen skævede til Phillip og lagde hovedet på skrå "Vi kan.. stille nogen spørgsmål, og se om det stemmer overens med de data vi har? Og så kan vi køre en hjernescanning" tilbød han, og Phillip skævede til William "Jeg har ikke mit sygesikringskort på mig" hviskede han så. Lægen smilede lidt af kommentaren "Det gør ikke noget, vi slår bare dit navn op i databasen, kan du huske dit cpr nummer?" Phillip nikkede og lægen fulgte dem hen til en skranke. Han remsede en række tal op, og fulgte doktorens fingre glide henover tastaturet. Lægen så dog lidt mærkelig ud i hovedet da skærmen gav en brokke lyd fra sig "Du eksisterer ikke i systemet..?" sagde han forvirret. Phillip trak på skuldrende. "Dit navn så? Fulde navn.." mumlede lægen så. "Phillip med PH og to l'er, Taylor Engell" ridsede han op "Måske er det fordi jeg er fransk statsborger oprindeligt, men det undrer mig jeg ikke er i systemet.. Parles vous français?" sagde han og smilede så lidt skævt. Lægen stirrede på Phillip, og så stirrede han på William med et lidt tabt-på-gulvet-udtryk i ansigtet.

William smilede skævt til ham, ærligt talt.. havde han det ikke særlig godt med det her, han brød sig ikke om det, desuden kunne han virkelig ikke særlig godt lide overraskelser, og det her.. var noget af en.. han troede måske på Phillip, måske ikke, men han ville gerne være sikker på om der var noget galt med hans hoved, inden han.. tjekkede efter for andet, hvad fanden kunne er ellers være galt? Det kom bag på ham at Phillip var i besiddelse af evner, han var et menneske.. og hans vampyr snak, gjorde ham også lidt ubehagelig tilpas, han havde ikke troet Phillip kendte til den verden, men det gjorde han jo så.. og mente åbenbart også William var vampyr? Det var han ikke, og havde aldrig været det.. men noget fik ham til at tro at Phillip også vidst.. mere omkring ham, end hvad William egentlig havde fortalt ham. Han smilede roligt til lægerne.. han grinede da Phillip sagde noget.. der kom bag på ham, han kunne ikke lade være, han kunne ikke lade være med at grine.. det var bare så absurd. "Det hedder du ikke" mumlede han så bare, og skubbede Phillip blidt til side.. Hans lille Jane Doe.. "Phillip Alexander Hayden" sagde han roligt, og udtalte derefter hans præcise fødselsdato og resten af hans cpr nummer, som William kunne uden af.. han kunne mange ting uden af.. mhmm. Han tog forsigtigt Phillips hånd og gav det et lille klem, inden han rettede sine læber mod hans øre, "Hvad hedder jeg så i din verden skat?" hviskede han, oprindeligt nysgerrig, og gav hans kind et let og ømt kys.

"Så det er hans navn.." mumlede han. Meget engelsk.. eller.. rettere, meget amerikansk. Ikke at Phillips eget navn ikke også var ret amerikansk, men ikke nær så meget som Alexander Hayden.. desuden havde hans mor kaldt ham Phillipé men det var jo bare a matter of pronounciation, og hvor man kom fra. "Jo jeg gør" sagde han så og gned det stede hvor hans ring plejede at sidde og bed sig i læben forsøgte at forholde sig helt roligt, finde sig selv i en verden der ikke var hans... men han havde klaret det der var værre, han havde overlevet diverse ting, det her kunne han også. Det var jo også William der stod ved siden af ham.. det var bare en anden slags.. en der ikke havde været i et forhold længe, en der havde nogen andre problemer end Phillips William.. et andet job, et andet liv. Men inderst inde var det her stadig William. Phillip prøvede at finde lidt tryghed i det. Det hjalp også lidt at han tog hans hånd, at han ikke bare var en mental case for ham. Hans hår i nakken rejste sig ved det varme pust mod hans øre og vendte sit grå blik mod hans.. "William John Betworthy" svarede han så og smilede så lidt fjollet ved navnet og mærkede sit hjerte skippe et slag. Han kunne ikke lade være. Phillip havde før sagt at hvis han mistede William igen så ville han ikke mere... men han havde ikke mistet ham, han var her, og han skulle nok komme tilbage. Det skulle nok gå. "Og han laver mad, for det kan jeg ikke.. jeg kan kun brænde ting på også ting der ligger i vand" forklarede han og så på lægen der gjorde sig færdig "Kom med mig" sagde han og kom ud bag skranken. Phillip fulgte med fordi William havde hans hånd og trak ham med. De kom ind i et lille værelse hvor lægen bad William om at tage plads og trak Phillip med hen til en vægt og et målebånd "Hvor høj er du?" spurgte lægen og rullede målebåndet ud "178.." svarede han, og lægen målte og nikkede. "Hvor meget vejer du?" spurgte han og nikkede til vægten. Phillip trak på skuldrende "Puh.. øh.. 60'erne? Et sted?" sagde han og steg op på vægten, og lægen nikkede og noterede ned. "Hvor voksede du op?" spurgte han så og fandt nogen nye papirer hvor der stod en masse detaljer og fakta. "Changi, Underland, Frankrig" svarede han så og nu kom der dybe furer i lægens ellers glatte pande, og han så mistænksomt på Phillip "Det er ikke hvad der står på mine papirer" mumlede han. Phillip trak på skuldrende. "Din mors navn, din fars?" spurgte lægen. "Rosaille Emmelié Engell, også kendt som Rosa". Han stoppede brat der og lægen så afventende på ham "Og din far?" spurgte han så utålmodigt. Phillips læber blev til en streg og han rystede afvisende på hovedet. Lægen sukkede tungt "Det stemmer heller ikke, her hedder din mor Jillian, og din far Ryan, begge døde.. eller nej, koma.. Jillian" forklarede lægen og så undersøgende på Phillip der så overrasket på ham. Han havde lidt dårlig samvittighed på vejne af.. af den anden Phillip. "Jeg studerer på Aterswell universitet" blev han så stædigt ved "Jeg læser atomfysik, kernefysik, mikrobiologi, spørg mig om anything!" sagde han lidt vredt "Jeg bor i et hus i skoven, ved den lille sø.. med min forlovede William John Betworthy, som jeg har kendt de sidste 10 år af mit liv og som jeg elsker (Han skævede kort til William ved ordene, før han vendte tilbage til lægen igen).. vi studerede sammen.. vi skulle giftes til sommer.. jeg har spillet bas i et band der hed Defcon, William er skuespiller" forklarede han frustreret "Jeg er ligeså forvirret som jer! Jeg vil bare.. hjem!" klynkede han og kørte sine hænder gennem sit hår. Lægen var ret overrasket, stirrede på ham med store øjne og åben mund. "Har du.. slået hovedet for nylig Phillip?" spurgte han så pædagogisk, og Phillip tog et skridt bagud, væk fra ham ved den tone. Der stod et skab lidt bag lægen.. Phillip kunne læse etiketterne fra hvor han stod. Det var væsker. Lægen vendte sig mod William "Det er nogen ret slemme hallucinationer han har, men hans kropsdata er korrekte.. jeg foreslår vi beholder ham her et par dage, så kan vi undersøge hans hoved, samt køre nogen flere tests" forklarede han. Phillip lukkede sine øjne et par sekunder og gik hen til skabet.. stod der.. og så på etiketterne mens han lyttede. *Jeg ved du kan høre det her.. når jeg knipser, vælter jeg et af glassene.. det er ikke farligt, men det svider i øjnene.. get out when it happens* tænkte han og skævede kort til William, og så væltede han den så hurtigt at han ikke ville have haft en chance for at reagere alligevel. Da glasset kolliderede med gulvet opløstes væsken til en form for damp. Phillip havde øjnet sig et vindue som han smækkede op og var ude af efter et par sekunder. William ville ikke lytte, og han ville ikke lade Phillip gå selv. Men han ville have det her mysterie til at løse sig, ville finde ud af hvad der var sket. Han løb, forsøgte med vingerne igen, men han var menneskelig.. Desværre. Han var bare nød til at komme derud.. ud til huset, hvis.. hvis nu det kunne opklare det.

William skævede lidt til Phillip og opgav ligesom bare, da Phillip blev ved med at give sygeplejersken forkerte oplysninger.. han himlede med øjnene og trådte så bare et skridt tilbage, han gad egentlig ikke blande sig mere, det kunne de sgu selv finde ud af. Det næste der skete fik William til at slå øjnene chokeret op.. Phillip.. hans stemme.. i hans hoved.. han var sikker, et hundred procent, han kunne fornemme det. Han vendte sig skarpe blik mod Phillip og stirrede forvirret ind i hans baghoved, han så ikke på ham, og han var for langsomt til at gøre noget som helst, før rummet blev fyldt med røg, han lukkede øjnene og fandt med lethed døren, og skyndte sig så ud. Hvordan fanden i helved kunne han.. Han stoppede op ude på gangen.. prøvede at få bare.. et sekund.. han blev nød til at regne det ud.. hvad der forgik, han var helt lost. "Phillip" brummede han så stille for sig selv, han satte hurtigt i løb gennem hospitalet, og var fuldstændig ligeglad med hvem der så ham, og hvem der måtte kaste sig til siden for ikke at blive jordret ned. Han forsatte mod hospitals udgangen.. Han stoppede først op da han kom ud, for at danne sig et overblik, ærlig talt så var han ikke sikker på hvad han skulle gøre, hvad han burde gøre.. Han ville gerne finde Phillip, for noget ved det her.. var begyndt at give ham seriøse kuldegysninger.. troede han på det? Måske. 
På den anden side var han gal, hvorfor stak han af hele tiden? Hvad var hans problem.. faktisk var Phillip slet ikke Williams problem, han kunne skride af helveds til.. og så.. alligevel.. hvis han virkelig havde slået hovedet.. og nu løb rundt derude.. uden at kende sig selv, eller nogen som helst.. han ville sgu da dø.. argh! 
Han satte i løb igen, han vidst ikke hvor han skulle løbe hen, og derfor løb han bare lidt op og ned af gaden, og stoppede så op igen, "FUCK" råbte han frustreret, og satte sig ned på kantstenen.. okay.. hvor går Phillip hen, hvis Phillip leder efter.. Yearh.. han selv.. på en måde.. jesus christ.. men lidt havde han jo hørt efter.. right? I en skov en hytte lå.. lalalala.. Den vej. Han rejste sig igen og gik så ned af fortovet, han vidst hvor Phillip var på vej hen, han behøvede ikke at skynde sig. Da han nåede skovkanten, sen aften lagde han blidt sind hånd mod bakken på et gammelt bøgetræ. Han snusede langsomt ind, det var let at finde Phillip her.. selv om der var mørkt, og stille.. her var ikke andre, der var kun Phillip og dyrerne.. og de bevægede sig på forskellige måder.. desuden kunne han meget bedre fornemme hans duft.. her.. fordi der ikke var andre. Han satte nu i løb.. han brød sig ikke om at Phillip gik rundt derinde alene.

Phillip fandt hurtigt ud af at det var temmelig hårdt at skulle løbe hele vejen. Det var ikke lige så nemt at være menneske som han huskede, så han var godt brugt da han endelig nåede frem. Drevet af panik, og håb og adrenalin. Men han var nød til at gøre det her, han var nød til det for at se, for at vide om William var der, om deres hus var der.. Der var en lille stemme bagerst i hans hoved der prøvede at tale ham til fornuft, fortælle ham at det ikke kunne være muligt! Men han måtte prøve for at få lidt fred i sindet. Eller.. han vidste ikke om han ville opnå fred, for hvad skulle han gøre hvis... Han rustede tanken af sig, det var for ubehageligt, nu måtte han bare.. ind. Ind i skoven. Phillip stod på grænsen, lige i skovbrynet, så han smuttede ind mellem træerne og så sig omkring , forsøgte at finde den rigtige vej, det var efterhånden mørkt så det var lidt sværere at se, og Phillip.. var som sagt ikke i sin rigtige krop så han kunne ikke bare handle på instinkt. Efter noget søgen rundt i mørket fandt han det endelig. Men det så ikke ud som han huskede det.. Græsset voksede højt omkring søen, men der var intet hus.. ingen lille grusvej.. ingenting. Kun træer og lysningen ved søen. Det ramte det ham lidt hårdere end han havde troet det ville og han sank ned på knæ og stirrede lidt rundt og det føltedes som om hans hals snørrede sig sammen. *Hvad tror du at du laver?* Phillips hoved skød op og han stirrede overrasket rundt, han havde da ikke.. tænkt den tanke.. men det var hans stemme? Nej, prøv igen.. det er faktisk min krop du har besat. kom det tørt og sarkastisk, rungende mellem hans ører, en tanke der boede i ham allerede før den var udtalt, som en del af hans blod. "Jeg gjorde det ikke med vilje, jeg.. jeg ved ikke hvordan jeg havnede her" pev han, stadig påvirket af tabet, eller.. manglen måske, på noget genkendeligt. *Det ved jeg godt.. jeg bebrejder dig ikke, det ville bare være meget rart at komme tilbage, for jeg føler mig måske en kende undertrykt her..* Phillip kom med en tør latter, og nikkede for sig selv "Det kan jeg kun forestille mig" mumlede han og smilede lidt trist for sig selv. Han kunne nærmest høre ham sukke, det var uoverskueligt at diskutere med sine tanker, men.. det var også rart at han ikke var væk.. Phillip Hayden var der stadig, han var bare ikke i kontakt med sin krop. "Har du nogen som helst ideer til hvordan vi ordner det h.." Phillip afbrød sig selv og skævede over sin skulder.. han havde hørt noget.. en gren knække, eller fodskridt.. noget i den stil. "Hallo?" spurgte han tøvende, før han langsomt kom på benene og så på mørket mellem træerne.