Back in town, a time to remember //Millicent//

Klokken var omkring 6 om aftnen og solen var gået ned for et godt stykke tid siden. Vinterhalvåret bød på korte dage og lange nætter så Thomas kunne godt lide denne årstid. I stedet for solen havde menneskene valgt at skære gennem natten med lyskæder nok til at dræne et mellemstort atomkraftværk, og gøre turen livsfarlig for enhver med epilepsi. Der var også en hel del sne alle vegne og Thomas havde valgt at gå i stedet for at køre da det var for tidligt, folk ville nok undre sig hvis de så en sorthåret tolvårig der sad bag rettet på en rusten rød varevogn. Thomas havde valgt at tage en mørkeblå trøje og nye cowboy bukser. Hans normale sorte frakke hang åben, han havde en grå tærnet hat over sit viltre mørke hår. Hans støvler lavede et spor i sneen under hans fødder i den sne der ikke var blevet skrabet på fortovet.
Thomas havde brugt ikke så lidt tid på at prøve at finde hende. Borger registret havde givet dårligt resultat, så han havde kun fundet hendes gamle adresse, og der havde han allerede været, tidligere på ugen. Endelig havde han fundet denne adresse, men det var ikke sikkert at hun boede der. Han ville gerne ha' ringet først man han havde ikke kunne finde et telefonnummer i hendes navn.
Thomas standstede ved en opgang der havde nummeret på den adresse han havde fundet. Han åbnede døren og fortsatte op ad trappen til han nåede den rigtige dør. Han tøvede et øjeblik. Hvis ikke hun var der, så var det jo bare tilbage til at søge, men hvordan ville hun egentlig ha' det med at se ham. Der var kun en måde at finde ud af det på. Han trykkede på dørklokken.

Efter et brag af en Tour , var Millicent med familie endelig tilbage i tryg havn.
Stephens lejlighed.
Stephen selv var vist nok i et studio og lege lidt med lyd, så Millicent og deres lille søn Samuel var alene hjemme. Katten Ally var der også et sted.
Den havde fået til vane at sove under Samuels lille vugge, så der lå den sikkert også nu.
Millicent havde netop givet Samuel mad og lagt ham til at sove.
Hver dag kiggede hun på hans lille ryg, og kyssede de små skuldre blade. En dag ville små vinger poppe ud derfra. og Selv om Stephen havde gloet på hende som hun var skør, da hun havde forslået smertelindrende lokalbedøvende cream, så havde hun tænkt sig at smørre det på alligevel.Hendes lille unge skulle ikke have unødvendige smerter, sådan var det bare.
En dør banken fik hende til at vendte opmærksomheden fra tanker om baby vinger og kaffen, og hun hastede ud for at åbne, inden Samuel blev vækket.
Millicent stod et øjeblik ganske fastfrosset i en sorte strikbluse , grå tætte nederdel og sorte strømpebukser med røde julehjerter på. Mere specielle end egenlig kønne.
" Tthomas?! " udbrød hun da hun endelig kunne tale.
" Du gode...eeehh.... Kom..kom ind" bød hun og tog sig kort til hovedet.
Inden Thomas ville nå at sige noget, ville Millicent falde om halsen på ham, og give ham et knus.
Thomas havde været en god ven. Hun stolede på ham og hun havde savnet ham .
Det væreste var bekymringen over hvad der var blevet af ham.

Hun skænkede det ingen tanke at Thomas var vampyr. Heller ikke at Samuel var født som engel.
Og desværre heller ikke at Stephen havde forbudt hende af socialiserer med vampyrer, da det kunne sætte Samuels liv i fare. Men det kunne jo ikke gælde Thomas , anyway. Han var en....ven.
" Jeg har lige sat kaffe over....want some ?" Smilede hun stort til ham.

Thomas ventede, da dørklokken enten ikke virkede eller var til at høre bankede han på i stedet for. Han kunne høre nogle derinde, og nu da han tænkte efter var der måske, måske ikke en snært af hendes lugt i luften, selvom den var anderledes så det kunne være en anden. Thomas behøvede ikke at vente længe på svaret før døren gik op. Der stod hun så i noget tøj der ikke kunne udstråle mere Julestæmning, om hun så havde haft nissehue og et rensdyr ståene bag ved hende. Han viste ikke helt hvad hans skulle sige for han havde halvt forventet at hun ikke var der. Han hørte at hun bød ham indenfor, men han nåede dårligt nok at flytte fødderne for hun faldt på knæ og faldt om halsen på ham, så hans hat faldt af hans hoved.
Dette var Thomas på ingen måde vandt til. De fleste mennesker ville helts betakke sig for at kramme en vampyr, da det gav den bedst tænkelige adgang til halsen, man kunne forstille sig. Det var faktisk en tanke han havde i et splitsekundt, men han reagerede ikke på det. Vampyrer var meget mere drevet af instinkter end nogen af dem havde lyst til at indrømme. Han viste faktisk ikke helt hvordan han skulle reagere. "Millicent... dog" Sagde han bare. Han gjorde som han huskede man gjorde og lagde sine arme om hende og gengældte hendes kram. "Godt at se dig". Han sagde det sidste smågrinene mest af overraskelse.

Befippet over pludselig at stå her face to face med ham, faldt ordene kluntet fra hendes mund.
" Du gode....hvordan fandt du mig overhovedet ? ..det jo Stephens lejlighed det her"
Millicent rystede på hovedet , men smilet på læberne var ikke til at tage gejl af, hun var glad for han havde gjort det.
" Kom nu ind....slå dig ned i sofaen" bød hun og havde svært ved at trække øjnene fra ham. Han så godt ud, men det gjore nok alle vampyrer, når det kom til stykket.
Men ...hans aura så også godt ud, og hun håbede det var sandt.at han havde haft det godt.
" Ville du have kaffe Thomas? Jeg har desværre ikke noget ab, positiv o rhesus" vrøvlede hun og blev pinlig bevidst om hun intet anede om blodtyper. Burde man ikke det?
Om det blev til en eller to kopper med kaffe, ville hun tage dem med, sætte sig og stirre på Thomas.
" Hvor fanden blev du af ?" Røg det så bare frit ud i luften.

Thomas smilede. Han viste at hun ville begynde at rable af sig. Han tog sin frakke af og kastede den op på en knage, da han ikke var høj nok til at nå. Han tog også sine støvler af ude i gangen. "Det var heller ikke så nemt, det tog mig et stykke tid. Jeg prøvede først på din gamle bopæl, men der var du jo ikke. I det offenliges filer står du stadig skrævet under din gamle adresse, så jeg hackede mig ind i modehusets server og fandt denne adresse." Sagde Thomas og kom ind i stuen. "Hvis du er flyttet sammen med en så giver det mere mening, at du var svær at finde." Tilføjede han. Han satte sig op i den sofa Millicent havde udpeget. Han smilede af hendes joke om blod, der var ikke mange der brød sig om at se en vampyr spise. "Du skulle ven nok kunne finde en 4-5 liter et eller andet sted - men kaffe er fint." Han lo. Han betragtede Millicent sætte kaffen på bordet. Hun stirrede så underligt på ham, og stillede så det spørgsmål han viste at hun ville stille. "Jeg har været væk længe det ved jeg godt." Sagde han. "Jeg har været i Berlin, både som flygtning og som besøgende." fortsatte han. "For halvandet år siden, valgte det nye pave at sende sine vampyrjægere tilbage til Aterswell. Da jeg først kom hertil for mange år siden, var jeg med til at drive dem ud, men de kom igen."

" ah ah..ikke noget blod du må få " smilede hun.
Millicent havde hurtigt givet Thomas al den tillid han kunne slæbe rundt på, så hun var slet ikke i tvivl om at han ikke ville drikke fra hende. Og at han kunne have interesse i en baby , var lige så fjernt for hende, som månen var.
Kaffe blev hældt op, og et krus med noder på skubbet hen til ham.
" Den skal jeg lige have igen....Berlin ....i al den tid, har du været under jorden eller skulle opspore nogen ? " det var lidt for sent at øge hendes bekymringer , da Thomas jo sad der foran hende , i et stykke.Men hun brød sig ikke helt om klangen i hans forklaring,det lød farligt.
" Thomas....er du rodet ud i nogle problemer ?" Spurgte hun med rynket øjenbryn. Det var så svært for hende ikke at leve sig ind i hans fortælling.

"Ja Berlin. Jeg var der af begge grunde." Sagde Thomas. "Både for at finde nogen, og for at gemme mig væk for en tid, for at skaffe nogle ting i sikkerhed som de helst ikke må finde." Sagde han. Han tog sin kaffe, men den var alt for varm til at drikke, så han satte den ned igen. "Jeg kan ikke huske en tid, hvor jeg ikke har været rodet ud i problemer, de er bare lidt store denne gang. Alt det jeg har arbejdet for i lang tid, er blevet sat tilbage. I Berlin kunne jeg tale med nogle af mine gamle forbundsfæller, men der er meget få vampyrer der er villige til at tage kampen op, de vil hellere klare sig selv."