"Hvad mor? Endu én?" - Sakura

Jasper stod i sin lejlighed med sin telefonbog. Den var fyldt med numre på tilfældige magiske folk, hans mor havde mødt på sit stop i Aterswell. Han tastede det næste nummer ind på telefondisplayet på sin gamle Nokia. "Sakura Mae Greene" sagde han til sig selv. En anden vulp. Måske kendte deres bedsteforældre hinanden?

Klokken var to om eftermiddagen på en søndag, mon ikke hun var stået op? Han håbede hun var rar. *Ellers havde mor nok ikke givet mig nummeret!* tænkte Jasper.

Han ringede op.

Sakura så rundt i sin nye lejlighed. Den var ret lille, og der lå en del papkasser rundt omkring. Både fyldte og tomme. De tomme stod henne i et hjørne inde i det åbne køkken og stue rum, der var en dør til et lille snusket badeværelse og et til hendes nye værelse.
Hun havde lige tømt endnu en kasse med nogle få kogebøger, nogle enkelte romaner og det var blevet beskyttet af noget af hendes tøj, og noget bobbelplast. Det var som om at hun var to steder på en gang, hun tænkte på hvordan der skulle se ud i den lille lejlighed, og dagen før hvor hun havde mødt en kvinde ældre end hende, men som også var en Vulp. Hun havde fortalt at hun også havde en søn her i Aterswell, og at de måske skulle mødes. Derfor havde Sakura givet hende sit nummer, så hun kunne give det videre til sønnen. Nu håbede hun bare at han var sød.
Hendes mobil som var ved at afspille en koreansk popsang, stoppede da den begyndte at ringe. Hun snoede sig igennem kasserne og tog den.
"Hallo?" Svarede hun. Hun havde nået at se at det ikke var et nummer hun kendte.

Jasper gik rundt mellem de endelig tomme papkasser der fyldte hans lejlighed mens telefonen ringede op. I hans lejlighed var der fyldt med tomme glas, fyldte glas, tomme pizzabakker, fyldte pizzabakker. Alt var enten tomt eller fyldt. Og selvom alt var taget ud af flyttekasserne, var det som om ingenting var sat på plads. Tøj og nipsting lå på gulvet og prydede, som om han havde taget det ud af kassen kigget på det, sat det på gulvet for at få fat i en større ting der var under, og glemt alt om den mindre ting. Det eneste der var sat på plads var de store møbler. Sofaen, reolerne og bordene. Lyden af biler summede udenfor køkkenvinduet og der stank underligt af asbest og urban røg.

"Hallo. Det er Jasper. Jeg kan forstå du har mødt min mor." sagde han og prøvede at sende hende et smil gennem telefonen.

"Ouh! Du må være mrs. Hamilton's søn? Ja, jeg har mødt din mor. Jeg kan forstå at du også er en Vulp, der er villig til at hilse nye velkommen?" Spurgte Sakura med et smil, hun selv syntes man burde kunne ses, selv over en telefon.
Hun snoede sig igen imellem kasserne og havnede henne ved sofaen, et af de store møbler hvis plads var blevet bestemt. Hun smed sig ned i sofaen og satte fødderne op på to kasser stablet op på hinanden, mens hun ventede svar fra denne Jasper.

"Ja! Det er mig!" udbrød Jasper glad og hoppede lidt af en blanding af overraskelse og lykke. Underboen ville nok blive en smule irriteret over det hop og naboen en smule irriteret over at han kom til at snakke så højt. Alting var tyndt som pap i hans lejlighed. Men hvad fa'en, hun lød rar. Og venlig.

"Du må være, Sakura...ikkke? (siger jeg det rigtigt?)" spurgte Jasper, og udtalte hendes navn med en nok så amerikansk tryklægning. Han prøvede igen, denne gang med trykket på den forhåbentligt rigtige stavelse. "SAkura?"

Tankerne fløj igennem hans sind og det var som om spørgsmålene ikke kunne vente på at få svar.
Hvordan mon hun så ud?
Hvad mon hun kunne lide at lave?
Hvorfor lige hende?

"Næsten rigtigt, prøv med 'SAH koo rah', så skal du nok ramme udtalelsen nogenlunde rigtigt." Svarede hun og smilede, og vippede lidt med fødderne. Fraværende hørte hun en let larmen et andet sted fra bygningen, men hun var lidt ligeglad. Så længe at det ikke kom til at larme om natten skulle det jo nok gå.

"Jeg tænkte på om vi skulle mødes et sted? Helst et sted der er let at finde for en ny i byen." Tilføjede hun hurtigt og rejste sig op fra sofaen for at gå hen til et vindue og så ud af det. Ikke den bedste udsigt, men det var da bedre end mursten.
Hun tænkte på hvordan han mon så ud? Han virkede sød nok, eller venlig nok, over telefonen, men mon han også var sådan ansigt til ansigt?

"SAH-koo-rah.." udtalte han langsomt og prøvede så at sige det hurtigere. "Nå. Jeg skal nok kunne finde ud af det på et tidspunkt." sagde han og lagde sig ned på sofaen.

"Og jo, jeg ville mægtig gerne mødes et sted, men jeg er selv ret ny, så jeg er ikke selv så stedkendt...Bozhe moy...øøh. Kender du det store springvand der ligger på torvet i midten af den lange gågade?" spurgte han.

"Uhm.." Hun tænkte sig om, hun mente at hun havde set et springvand, hun var bare ikke sikker på hvor hun havde set det henne.

"Jeg tror at jeg har set det før. Jeg kan måske godt huske vejen dertil, men jeg er ikke helt sikker." Svarede hun lidt usikkert mens hun genkaldte sig detaljerne om hvor hun havde set springvandet henne.

"Okay. Kan du ikke finde det på Google Maps?" sagde han og gav Sakura adressen på torvet hvor springvandet lå. Han kunne godt huske hvor springvandet lå, for han var dernede for ikke så mange dage siden da han gik sig en rundtur i byen.
"Eller har du ikke fået sat internettet op endu?"

"Mit internet var det første der blev taget hånd for da jeg kom." Sagde hun og grinede kort. Hun fandt vej ind til sit værelse og fandt sin bærbare computer hvor hun havde efterladt på sengen. Hun startede den hurtigt op og gik ind på Google Maps for at finde springvandet.

"Fundet! Hvad tid?" Spurgte hun mens hun lå på maven i sengen og viftede lidt med bene i luften. Hun så på ruten igen, fra hendes lejlighed til springvandet, det var ikke så langt. Hun ville sagtens kunne gå derhen.

"Skal vi sige...om en time? Så har vi i hvert fald nok tid til at finde derhen." sagde han glad. Jasper lukkede også sin computer op, for at være helt sikker på ruten. "Ja, en time burde være mere end nok. I hvert fald for mig."

Han lukkede computeren igen og stillede den på gulvet så den ikke overophedede.

"Fint nok med mig. Så ses vi om en time. Så har jeg lige lidt tid til at gøre mig klar." Sagde hun med et smil og lukkede ned for sin computer igen. Hun gik hen til en af kasserne hvori hun havde tøj i. Hun begyndte at rode lidt i det for at finde noget der kunne være passende at tage på.

"Vi ses!" sagde Jasper og lagde på. Han gik i bad og fandt så noget rent tøj fra øverst i bunken. Han valgte den lyseblå tank top der stod så godt til hans orange hår og så et par sorte shorts med nålestriber. Shortsene var rimelig korte, så han håbede ikke at han kom til at have det varmt i det.
Han overvejede at gå i bare tær, men ved nærmere eftertanke var det nok ikke så god en idé da: ét, der kunne være glasskår i byen og to, de kunne komme til at gå langt. Så han trak i sine sædvanlige brune sandaler og ventede ellers på at han skulle ud af døren.

Hun lagde på og smed telefonen hen på sengen. Hun afgjorde med sig selv at hvis hun tog et bad, ville hun nok komme lidt forsent hen til springvandet, når hun også skulle huske vejen.
Hun fandt en sort top og en ærmeløs, lang, blonde trøje som hun tog på over den sorte top. Derefter fandt hun nogle lyse, lår korte shorts, og en lys hat som hun også tog på. Hun gik hen til spejlet og satte håret ordentligt, for derefter at gå ud i entreen.. Eller hoveddøren der stod ind til stuen. Hun trak hendes sorte converse sko på, og kom i tanker om at mobilen stadig lå i hendes seng. Hun sukkede over det og gik igen ind på sit værelse for at finde mobilen.

Jasper kiggede ustandseligt på sit armbåndsur. Han ville ikke komme for tidligt og skulle vente, men han ville heller ikke komme for sent. Så han ventede til lige præcis det minut Google Maps sagde han skulle gå. Da klokken var slået det præcise minut, hoppede han ud af sofaen og hen til hoveddøren. Han sørgede for at ørene og halen var inde, og tjekkede at både pung og nøgler var med. Han åbnede døren og gik ud i opgangen.

Hun fandt mobilen og puttede den ned i lommen. Hun tænkte sig om og kom i tanker om at det nok ville være en ide at gemme de penge væk som hun ikke skulle have med. Hun fandt en lille sparegris, puttede pege deri, og puttede den ned i en kasse med tøj, som hun derefter dækkede den med.
Hun tog nøglerne, dobbelt tjekkede at hun havde mobil og pung, inden at hun gik ud af lejligheden og låste efter sig.
Hun var måske allerede blevet lidt forsinket nu, men det var der ikke meget at gøre ved. Hun skyndte sig ned af opgangen på samme tid med at hun fandt nogle høretelefoner frem og startede noget koreansk pop, og var nu på vej afsted for at møde en anden Vulp.

Jasper nåede frem lidt tidligere end forventet, fordi han var gået en smule hurtigt. Og med en smule menes der meget. Han kom frem til springvandet og gik en lille runde rundt om det for at tjekke om hun var kommet fra en anden vinkel. Men så kom han i tanke om noget. Hvordan ville han genkende hende? Og hvordan ville hun genkende ham? Han tog sin mobil frem og skrev en besked til Sakura.

"Kig efter det meget orange hår. Jeg sidder på kanten af springvandet overfor isbutikken."

Midt i U-kiss' Standing Still, afspillede hendes mobil en anden lyd der sagde at hun havde fået en SMS. Hun stoppede op på fortovet og fandt mobilen frem og læste beskeden. Mobilen sagde ikke hvem den var fra, men hvem skulle ellers skrive til hende, at hun skulle kigge efter en med meget orange hår, sidende på springvandet overfor en isbutik? Hun gemte nummeret og skrev Jasper, så hun kunne huske nummeret. Hun kunne vel lige så godt gøre det nu.

"Jeg er på vej ;D Du skal bare se efter en pige, som man tydeligt kan se, ikke kommer fra USA (i tilfælde af at jeg fare lidt vild henne ved springvandet)" Svarede hun ham og gik videre afsted. Hun ankom til en ret åben plads og så sig nysgerrigt omkring. Hun fik øje på springvandet og kiggede efter en med orange hår og en isbutik.

Jaspers mobil vibrerede kraftigt i hans lomme, han havde fået tilsendt en SMS.
"Tydeligt kan se, ikke kommer fra USA..."
Hvad mente hun mon med det?

Sakura ville kunne se, hvis hun fandt isbutikken og kiggede overmod springvandet, en orangehåret dreng, iført en tank-top og shorts, sidde og kigge ud i luften, der nogle gange tog sig lidt til hovedet, som om der manglede noget.

Jasper tog sin mobil op og skrev.

"OK ^^"

Hun fik øje på isbutikken og så hen imod springvandet, og ganske rigtigt. Der fik hun øje på en fyr med ret så orange hår, noget hun ikke burde undgå at se. Hun stoppede musikken og gemte hovedtelefonerne væk og gik med et muntert smil hen til den orange hårede. Der var ikke andre omkring ham der var orange hår, så han måtte da være Jasper?

Hun satte sig ned ved springvandet ved siden af ham, men holdt alligevel en normal afstand fra en man ikke kendte.
"Jasper?" Spurgte hun med et smil og så spørgende på ham.

Jasper reagerede hurtigt da hans navn blev udtalt, og så til siden, hvor der ganske vist sad en der lignede hun ikke var fra USA. Men så igen, der var så mange invandrere i det her land, at det aldrig var til at vide hvem var "fra USA" og hvem ikke var.

"Ja! Det er mig. Du må så være..." igen var han usikker på tryklægningen. "Sakura?" sagde han næsten som hun havde udtalt det i telefonen. Han smilede til hende og rakte hånden frem.

"Rart at møde dig!" sagde han glad.

"Det siger folk altid." Sagde hun kækt og tog hans hånd med et smil. "Ej jeg driller bare, det er også rart at møde dig."
Hun tog hånden til sig igen og lod kort blikket glide ned over hans påklædning, en blå tanktop, nogle shorts og sandaler. Hun rettede hurtigt blikket imod ham igen og smilede muntert til ham.

Jasper lagde mærke til elevatorblikket. Det gjorde ham en smule nervøs. Man kunne aldrig vide hvad der mentes med sådan et blik. *Synes hun jeg ser godt ud eller er jeg for grimt påklædt?* tænkte Jasper.

"Ja, undskyld min lidt uformelle påklædning. Men det er stegende hedt herude." sagde han grinende og tog sig til hovedet.

"Nej, nej, der er intet galt med din påklædning. Der er jo som du siger stegende hedt herude! Skal vi ta' en is til at køle ned med?" Spurgte hun med et smil og nikkede hen imod isbutikken.
*Han lagde nok mærke til mit blik..* Tænkte hun da han undskyldte for sin påklædning. I tankerne trak hun på skuldrene. Hvis hun ikke havde været sådan en.. Glad person, ville hun nok have rødmet bare en anelse.

"Godt godt! Jeg var lige bekymret et øjeblik. Og ja det kan vi godt." sagde han og begyndte at gå over til den isbutik der lå overfor dem, så snart han havde sikret sig at Sakura var med.

"Så du er lige flyttet hertil, er du ikke?" spurgte han nysgerrig.