Jeg har da altid haft blå øjne (Fenryl)

Der var for meget på spil. Han havde for meget magt over hende i situationen. Hun kunne mærke det i hans ord, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.
Denis læber begyndte at bevæge sig op og ned langs hans lem, mens hun på ingen måde kom i bund i frygt for ubehaget ved at få hans lem langt ned i halsen. Hendes tunge slikkede mønstre, hvor den kom frem, og hendes ene hånd støttede ved roden med et fast greb og bevægelser, der fulgte hendes læbers.
Hendes anden hånd lå skiftevis på hans lår for at støtte hendes balance og ved hans kugler, som hun nænsomt legede med.
Tanken strejfede hende. Et kort øjebliks mulighed. Hvis hun bed til, bed hårdt til og løb. Mon hun ville nå døren?

Fenryls blik forblev på hende, mens han mærkede hver en bevægelse fra hende, hver enkelte bevægelse, mens et mindre triumferende smil lod sig på hans læber, hvor efter en hånd lod sig hvile oven på hendes hovedet, som få sekunder efter greb fat om hendes hår og pressede hans lem dybere og dybere ind i hendes hals, mens blikket på hende forblev, og hans eget lem blot spændte i et mindre forsøg på at virke større inde i hendes mund, som nærmede sig nu vejen mod hendes hals rør.

''så lad os så se, hvor dygtig du kan være'' sagde han stille, mens hans øjne forblev på hende, og hans ben lod sig klar til at give det sidste stød ind i hendes hals rør, når hun engang ramte roden og bunden så hans lem ville ligges helt ind i hende.

Deninea var ved at komme ind i en rytme, der lod til at virke tilfredsstillende for ham, da han tog fat i hendes hår. Hun spændte imod for at lindre smerten ved sine hårrødder.
"Hmphfr!" lød det halvkvalt fra hende, da han pressede sig dybt ind i hendes mund, og hånden hun havde haft på lemmet blev skubbet væk under hende.
For ikke at vælte forover, fløj hendes hænder op til hans lår og mave, hvor hun instinktivt borede neglene ned i Fenryls hud. Hendes ellers nyligt tørre øjne løb nu over igen, og hun kunne på ingen måde komme til overhovedet at bide til, fordi hendes mund var tvunget så meget op. Ikke han det ville have gjort det bedre, i forhold til at han havde et greb i hendes hår, kommenterede hendes indre rationelle sans. For nu var det bedste nok bare at forsøge at bide sig i det og forhåbentlig undgå at kaste op.

Fenryl tog hårdere fat, hans blik hvilede sig på hende, mens hans hånd hårdere tog fat i hende og lod hans lem give et kort stød hårdt ind i hende, hvor efter hans hånd rev med en tilbage kraft så hans lem ville komme ud af hendes mund, mens hans blik forblev på hende ''du krasser altså, måske bør jeg selv afstraffe denne uartig pige, som nu har sat sine negle i mig, så nogle piskeslag vil måske gøre det bedre'' hans blik forblev på hende, efter hans dæmoniske stemme som næsten rungede rummet.

Han slap hendes hår, fra hans ellers tidligere brutale hård førte klo af en hånd, som mest af alt pga. skyggerne fik det til at ligne en bjørne klo, hvor efter han begyndte at tale igen ''men til at starte med kan du udnytte dit underliv og vise mig hvad du rummer, hvis du er ulydig bliver du bundet til væggen, og jeg personligt vil udforske hvad din krop holder til.'' fenryl's blik forblev hvilende på hende og hans lem stod stivt som et stang afventende på at gå igang med at mærke Deni's indre, som var det en sulten ulv, afventende på at æde kødet som lå foran hende og de samme glubske øjne lod sig i fenryls, som var Deni blot et stykke kød for ham, klar til at blive fortæret og udnyttet til hans egen vel befindeene interesser.

Spyt fløj ud af hendes mund og hang som lange tråde fra hendes mund, et par på førende ned til Fenryls lem, da han hev sig ud af hende igen. Deni faldt sammen i et hosteanfald og tog sig til halsen, der føltes underligt øm og udvidet nu. Hun tørrede savl væk med håndryggen og løftede blikket mod ham, da han talte.
Det var lige før hun bare lystrede ham uden ekstra eftertanke, og hun var allerede ved at gøre
mine til at kravle hen til ham, da hun tog sig selv i det. Hvorfor skulle han have lov til at behandle hende sådan?
Et trodsigt blik flammede op i hende, og for første gang siden hans skygger havde sluppet hende, mødte hun hans blik. Næsten med det samme fik det demotiveret hende, og overbevist hende om, at hun bare skulle gøre, som han sagde, men inden hun nåede at stoppe sig selv, havde hun spyttet sine ord ud mod ham.
"Jeg er ikke dit legetøj."

fenryl hvilede blikket på hende, da hun fik lov til at få en smugle luft til sig, men da hendes ord lod sig snige ud fra hendes læber smilede fenryl, som var det et barn som ikke helt havde forventet at lade sig få et svar tilbage, med en mørkere og mere dybere tone som var det en lettere bass som spillede i takt til hans stemme.

'' min kære Deni, jeg tvivler du er i stand til at give fra sig, hvis jeg ønsker du er mit eget lege tøj havde jeg for længst udnyttede dig til mit fulde begær, jeg holder lige nu tilbage for hvad end jeg kunne havde af værre intentioner som ikke engang dit menneskelige kød kan forstille sig''

da han sagde dette lod hans klo lettere gribe fat om hendes nakke og han selv havde bøjet sig lettere forover ''nå.. vær nu en artig pige, og vise mig hvad du er i stand til, lad mig se den kvinde du besidder. eller jeg personligt tag og flår hende frem.'' hans blik forblev på hende, afventende på om hun ville gøre hvad han bedte om, at prøve og se om et menneske kunne overleve en så kaldt 'drift' med en dæmon.

Da han begyndte at tale, var det som om hendes skuldre sank endnu mere, så hun sad sammenkrøbet ved hans ben. Da kloen blev lagt om hendes nakke, forsøgte hun instinktivt at trække sig væk, men den lå stærk og trykkende mod hende, og det nyttede intet at forsøge.
Langsomt begyndte hun at rette sig op og kravle fremad med hovedet bøjet, som havde hun endelig givet efter og skulle til at adlyde. Men noget i hende strittede imod. Noget i hende sagde, at hvis hun gav efter nu, ville hun ikke kunne gøre modstand senere, hun ville havde indset sin svaghed og hun ville ikke kunne gøre nok til at fordrive den igen. Hvis hun gjorde, som han sagde nu, ville hun netop være hans legetøj - endda hans næsten villige legetøj, fordi hun var for bange for konsekvenserne.
Men det var jo netop konsekvenserne, der skræmte hende mest. Hun anede ikke, hvad han kunne finde på, men uanset hvad, ville det nok blive mest ubehageligt for hende. Denis tanker vandrede, og hun tvang dem til at lade være, for hendes fantasi var alt for livlig og gav hende billeder i hovedet, hun helst ville have været foruden. Hun måtte tænke på nuet, og hvordan hun kunne gøre noget ved sin situation.
Hendes underbevidsthed tog beslutningen for hende, og hun handlede, før hun kunne nå at overveje, om det var en god plan. Hun plantede en knytnæve i Fenryls skridt.

i det hun plantede sin næve i hans skridt voksede fenryl's øjne, smerten gik igennem hans krop og følsen af at miste vejret hoppede sig op, hans tanker havde ikke i sin vildeste fantasi forstillede sig at hun ville give sådan en efter slag imod ham, mens et kort støn af misted pusten undslap hans læber mens kloen på hendes nakke forsvandt, og hænder kom til syne som tog sig til hans skridt i smerten, mens han gav et spark for at få hende væk fra ham på en kort afstand.

''Du...'' stønnede han kort og tog sig sammen i vrede mens en lettere maniske og nærmest sinds forvirrende smil lagde sig på hans læber ''du...DIN!!''råbte fenryl vredt og stille tog sig til at komme til krafter, men smerten i hans underliv havde ramt så hårdt at han havde brug for et kort momentum til at komme sig kort, før han overhovedet kunne reagere, og allerede nu kunne han se at denne situation over hvor han for en kort stund havde hende i sin hule hånd, eskalerede til at give hende mulighed for at stikke af... og undslippe hans vrede. . . .

Deni landede tungt på gulvet og rullede en omgang, da hun blev sparket væk. Det havde virket!
Hun rullede om på alle fire, og kom op at stå hurtigere, end hendes ben kunne nå at bære hende, så hun måtte støtte sig til væggen for balance.
Hun stønnede lavt, da hun igen blev opmærksom på smerten i hendes bagdel, men hun skød tankerne fra sig og begyndte at stavre hen mod døren så hastigt hun kunne. Hun turde ikke se sig tilbage. Hun kunne høre hans vrede stemme, og det kunne umuligt betyde noget godt.
Deni tog fat i døren. Hvis hun bare kunne komme ud af hans hus...

fenryl stille efter at havde kommet til kræfterne, lod blikket på hende, mens han langtsomt startede med at lukke øjnene ''jeg håber for din egen skyld, at du kan løbe stærkt! for NU BEGYNDER LEGENE!'' hans stemme havde ændret sig til et lille barn på 7 år, mens han selv begyndte at fokusere så meget som muligt, mens mørket bredte sig mere og mere i rummet, som var det at mørket skridt for skridt kom tættere og tættere på hende, mens nogle får hænder dukkede frem som prøvede at gribbe ud efter hende, men hele tiden på en afstand af 1-2 cm...

I modsætning til hvad hun gerne ville, så Deni sig tilbage. Det skulle hun ikke have gjort. Hun skreg ved synet af hænderne og mørket, der strakte sig ud efter hende, og hun flåede døren op i panik.
Hun begyndte at spæne ned ad gangen foran hende, og hun stødte ind i et møbel, fordi hun ikke fik set sig ordentligt om. Hun blev sat ud af kurs og stødte ind i den modsatte væg, da hun forsøgte at rette op på det.
Hendes bare fødder gled på gulvet, og hun skvattede ned på det ene knæ. Sammenstødet gjorde ondt, men hun tvang sig selv til at komme op igen og fortsætte hen mod trappen ned til underetagen.

fenryl smilede mens han hurtigt løb forbi hende, mens han selv bevægede sig via mørket og stod nu foran hoved indgangen og afventede på at hun skulle dukke frem, mens han gjorde rummet hos sig mere og mere mørkt, hans blik forblev på indgangen på hvor hun skulle komme, mens han tænkte på om han skulle lokke hende ned i sin kælder... hvilket for ham gav udmærket mening. så han lod mørket inde hylde hoved udgangen, mens han selv stod og ventede toldmodigt på hende, han brugte tiden på at hun skulle komme ned af trapperne, da hun havde faldet og slået sig over de forskellige møbler gav det ham kun mere og mere tid til at kunne få nået ned og gøre de ting han havde planlagt, mens han tog tøjet ordenligt på.

Deni nåede ned ad trappen og stoppede brat op. Hvordan var Fenryl kommet herned så hurtigt? Hun havde ikke set ham komme forbi hende. Døren, hun var kommet in af, var så mørk, at hun ikke kunne holde ud at se på den, og hendes blik fandt hurtigt nye overspringshandlinger. Hun så sig om efter vinduer og andre døre, og uden at tænke på, hvad der var på den anden side, løb hun mod en dør - måske var der et vindue hun kunne hoppe ud af.
Hendes flugtplan virkede pludselig ikke så gennemtænkt. Hun burde nok have indregnet "overnaturligt væsen" i den.

fenryl lod blikket på hende, mens han stille gik mod hende da hun stormede ned mod hans kælder som ikke just havde nogle vinduer, så han fortsatte videre hvor efter han lukkede døren efter sig og låste den, mens tonen fra hans stemme stadig lyd som et 7 årig barn, som nærmest lyd som om at han var helt uskyldig, et mindre lege barn som tog ALT som en leg.
''Vil du nu lege? jeg ELSKER lege'' hans føder lød da han tog skridt for skridt på trappen ''Kom frem, kom frem, hvor end du gemmer dig, vil jeg finde dig. ''

Først da Deni var på vej ned ad trappen gik det op for hende, at det nok var en dårlig vej at vælge. Den førte væk fra Fenryl, ja, men den førte ikke ud af hans hus. Hun var stoppet op for foden af trappen, da hun hørte klikket fra, at døren blev låst oppe bag hende. Hun sank en klump. Hun var gået direkte i fælden, uden at tænke sig om.
Hun kunne ikke slippe væk, og der var ingen steder at gemme sig, hvor han ikke ville finde hende. Hun følte sig udsat, og hendes nøgenhed gjorde det ikke bedre. Deni tog en dyb indånding. Hun ville ikke give ham, hvad han ville have, hun blev nødt til at holde fast i at stritte imod. Han ville have lege? Det skulle han ikke få.
Hun vendte sig langsomt om, og så op - hun vidste, han var på vej ned ad trappen lige foran hende.
"Jeg er her," sagde hun trodsigt med knyttede næver, men hendes stemme skælvede. "Jeg vil ikke være med i dine lege."

fenryl stille gik ned af trapperne, med blikket fast på hende, mens stemmen talte ændrede den form til den normaliserende tone som hun hørte første gang de mødtes ''hvorfor ikke det?'' hans blik så undrende på hende, som var det at han havde håbet at legene ville fortsætte, men stoppede 3 trin fra hende, mens han kiggede afventende ''tror du nu at dæmoner findes, at vi alle er modbydelige sataner som i mennesker mener, at vores eneste formål er at ødelægge? korruptere? og spise ALT godt i livet som de fleste finder lykke ved. ''

"Synes du ikke, du har udnyttet mig nok nu?" spurgte hun som svar på hans første spørgsmål. "Jeg har ikke tænkt mig at lege med, jeg har ikke tænkt mig at lade dig voldtage mig. Og hvis du kommer tættere på, skriger jeg så højt, alle dine naboer nok skal høre det!"
Det sidste var lidt en trussel, men det lød ikke særlig truende, når det kom fra hende. Og da hun sagde ordene, undrede de hende. Hvorfor havde ingen reageret på at hun havde skreget tidligere?
"Nej," lød Denis svar,da han talte igen, og hun forsøgte at gøre sin stemme hård. "Jeg er overbevist om, at du er et svin. Jeg kan ikke sige, at alle dæmoner er onde kun på baggrund af et møde med én."
Hun mødte hans blik og forsøgte at modstå trangen til at løbe væk fra ham. Hvor skulle hun løbe hen?

fenryl så undrende på hende, efter ALT hvad han havde gjort, ALT det indtryk imod hende var hun stædig nok til ikke at forstå dæmonerne, men også at der var værre, men måske var det blot hende som svarede stædigt nok til ikke at lade sig overbevise om det, men efter alt hendes vrede imod ham, mente han selv at hævnen var retfærdigt nok på hans side, i hvert fald i følge ham.

'' udnytted? eller lade sig blive udnytted, du har på intet tidspunkt sagt ordne stop, da du selv ønsked min tilstedeværelse, men uanset kan du da godt skrige, for hvem end skulle komme og hjælpe dig? mine naboer omkring mig er enten nako misbruger som er høje næsten hver evig eneste aften eller for druknede mus som ikke engang har styr på deres eget liv, så skrig endelig alt hvad dine lunger kan bære, for selv om der skulle være folk på gaden'' sagde han mens han lod den ene hånd på vægen ''er disse vægge lavet til film optagelser, og er derved lyd isolerende når jeg film indspiller erotik film, så velkommen til mit studie kære deni, snart bliver du en del af det. om du ønsker det eller ej. '' hans blik lod koldt på hende, mens mørket bredte sig mere og mere bag ham, hans smil var truende, næsten psykose lod over hans øjne, mens lyden af fenryl's gekko krassende på døren.

"Jeg havde lidt travlt med at skrige i smerte," lød hendes svar til hans kommentar om, at hun aldrig direkte havde sagt, han skulle stoppe. Men noget inden i hende vidste jo også godt, at det et eller andet sted havde været nydelsen, der havde haft overtaget. Hun burde skamme sig over at tænke sådan, vidste hun, men lige nu forsøgte hun bare at holde fast i sin vrede. Den holdt hende oprejst og fik hende dermed til at føle sig lidt mindre underkuet og truet.
"Og det ville ikke have hjulpet alligevel, vel? Som du selv lige har sagt, har jeg tydeligvis intet valg."
I den sidste halvdel af hendes sætning begyndte hun for alvor at bemærke mørket, der udviskede de få konturer, hun havde kunnet se i det dunkle rum, og hun havde nu absolut ingen anelse om, hvad der rent faktisk var i rummet. Usikkert tog hun et skridt tilbage, væk fra Fenryl. Hun turde ikke forsøge at gå langt i mørket, i frygt for at støde ind i ting. Han var en dæmon - det skulle ikke undre ham, om han havde ting, der kunne slå hende ihjel stående.

fenryl stod stille, hans tanker overvejede om han bør vise hende hans lege rum, eller blot gå direkte til kernen og lave det de fleste kaldte en quiker, mens han tænkte lod han lyset tænde som dog var dæmpende, men nok til at vise hvad rummet bestod af, som mest af alt var et studie til film optagelser hvor scenen var sat, med kamera i bagrunden.

fenryl trådt et par skridt stille ned langs trapperne og gik nu roligt mod deni. ''så hvad skal vi starte først? at du overgiver dig let og nemt eller at du bør få det på den hårde og smertefulde metode'' hans stemme var rolig, mens han stille gik tættere og tættere mod hende. Han stoppede på en afstand af 1 meter fra hende, for at se hvad hun ville vælge af valg. Hvis ikke så tog han valget, som hun sikkert ikke ville kunne li, som var det at alt hendes forsøg på at finde den mindste smugle medlidenhed eller omsorg for hendes smerte, var væk. Det som nu kun stod, var fenryl med halv glubsk øjne hvilende på den stakkels pige som stod der, næsten forsvarsløs og halv nøgen foran ham, som var det en ulv, afventende på at sætte tænderne i den hjort der var foran den.

et par få knæk lyd fra hans fingere da han knugede dem ind til en næve og der efter løsenet igen for at virke lidt afslappet og toldmodig, mens de utallige krasse lyd fra døren af Judas som desperat prøvede at komme ind til fenryl, eller i hvert fald i et desperat håb om at fenryl ville høre kradsene.

Deni så rundt i rummet, som lyset dæmpet blev lukket ind gennem Fenryls ellers altoverskyggende mørke. Det så da nogenlunde tilforladeligt ud? Ingen vilde dødsmaskiner, som ellers først antaget.
Dog nåede hun ikke at se sig så meget mere rundt, da Fenryl igen talte, og hun vendte sit blik mod ham i frygt for, om han ville gøre noget pludseligt og uventet, hun ikke kunne nå at reagere på.
Hun samlede lidt af sit mod, men hun var distraheret af rummet mørke og gekkoens ivrige kradsen på døren. Alligevel fik hun efter et par sekunders tavshed sunket klumpen i sin hals og løftet sit blik mod hans - hun trak sine øjenbryn nedad og forsøgte af al magt at give ham et vredt blik.
"Skal du have endnu et slag i skridtet, før du fatter, at jeg ikke har tænkt mig at gå med til det?"

// har jeg din tilladelse til at tag Judas med i spil? (santuine) som spiller min gekko, da han spørg om han må komme til hjælp. //

Fenryl så fortsat koldt på hende, hans tanker lod kort på hendes ord, samt også den halv dunkende smerte som stille var ved at tag over sig fra hans underliv. Hans ord begyndte nu at tale, stemmen var kold og kynisk, som var det stemmen af en sindsforvirrende morder '' Jamen kære Deni, hvis jeg ville havde jeg personligt slået dig til jorden, voldtaget dine indre organer mens du skridt for skridt mæker dødens kolde greb omkring dig.'' da han talte færdig gik han videre mod hende, stille, dog stadig med hænderne langs siderne i tilfælde af at hun havde intentioner i at gå til angreb.

//Det gør du bare : )Hvilken side, kommer han til hjælp? xD//

En kort trækning gik over hendes ansigt ved hans ord - ikke ligefrem det, hun havde lyst til at høre. Han gik frem mod hende. Hendes øjne flakkede om i lokalet. En kuldegysning gik gennem hende og fik hendes nøgne hud til at løfte sig med gåsehud. Hun tog et skridt til siden, for at komme lidt mere væk fra Fenryl, og så gik hun et skridt tilbage. Mørket var dog så tæt bag hende, at hun ikke havde kunnet se en af de søjler, der holdt loftet oppe, være lige bag hende, og hun stødte overrasket ind i den.
Som reaktion sparkede hun tilfældigt ud efter Fenryl med den ene fod - også selvom hun ikke regnede med at gøre skade, når hun var barfodet og ubalanceret i sin stilling.

// regner med at han er lidt neutral, men hælder vist mest på at ned køle fenryl & indirekte rede din røv xD //

Fenryl som gik stille mod hende og var lidt klar på at hun skulle kæmpe, men da hun trak sig tilbage undret det ham lidt. Hans sanser var stadig på sit fokus, selv om smerten ved hans underliv prøvede at skrige efter opmærksomhed. Den bare fod som dukkede op fra mørket og blev grebet af hænderne fra fenryl som nu lagde et fast greb på dem. ''man prøver at sparke? jamen det kan vi ikke havde. '' hans blik lod på Deni, mens endnu en mørkere og dystere tone undslap fra hans stemme som var det lyden af en mørk bass '' Jeg forslår du gør hvad jeg siger, så du ikke kommer yderligere til skade ''

Deninea måtte bøje i sit ben og ufrivilligt hoppe et skridt frem, da hendes ben blev grebet. Hun holdt kun lige med nød og næppe balancen og undgik derved at falde forover ind i Fenryl. Hun begyndte at se sine muligheder rinde ud, og kradselydene på døren mindede hende kun om, at den var låst, og at det var hendes eneste flugtvej. En flugtvej hun ikke kunne bruge, og en flugtvej, Fenryl ikke ville lade hende bruge. Hun ville ikke nå langt - i hvert fald ikke langt nok - og hun var ved at være mere end bevidst om det.
I stedet for at spænde i benet og forsøge at presse til ham eller gøre det svært for ham at holde fast, lod hun sig selv slappe af og sænkede blikket.
"Fint," sagde hun spagt og kunne mærke overgivelsens tåre brænde bag sine øjne. "Men jeg kan ikke love ikke at vride mig og skrige, hvis det gør ondt..."