Did you miss me? – Julian

Tid: 12:03
Sted: En lille cafe i centrum
Vejr: solskin og blæst
Omgivelser: Biler der køre med høj fart, folk der skal nå at spise frokost inden kontoret igen kalder.

Hun havde ikke været i byen i mere end en uges tid. At hun havde fundet ham så hurtigt.. var en blanding af hendes evner inde for opsporing.. og held.

Thea stod ude foran en lille cafe, og betragtede den unge engel gennem ruden. Hun havde aldrig talt særligt meget med ham, kun kendt ham fra de rosende ord om hans helbredende evner. At se ham her, med farvet blåt hår, drikke kaffe i storbyen.. han passede ikke ind.

Hun skubbede døren op og trådte ind. Hun gik hen og købte sig en kaffe, hvorefter hun gik hen til Julians bord og så ned på ham. ”Er denne her plads optaget?” spurgte hun og lagde hånden på den tomme stols ryg og smilede til ham.

Julian sad og drak kaffe ved et lille cafebord, han holdt sin frokostpause nu og havde en halvtimes tid inden hans næste samtale. Han tog en tår af kaffen, det var egentligt en ret fantastisk drik, eller i hvert fald hvis man sørgede for at halvtreds procent af det var sukker.
Han kiggede overraskede op, da en fremmede kvinde henvendte sig til ham, "ja, min usynlige ven sidder der" sagde han og sendte hende et blidt smil, mens han sendte magiske tråde ud, for at se om der var noget mentalt galt med hende. Hun gjorde ham en anelse urolig, noget ved hende virkede bekendt, og ikke på en god måde. Havde endes øjne ikke været klare blå, kunne han have sværget på, at hun var en af de røde engle. Det var selvfølgelig paranoid af ham at tænke sådan, men han plejede at huske ansigter godt.

"Aha..." Thea lod blikket falde på den tomme stol og så på Julian igen "tror du vi kan overtale ham til at rykke sig, eller kunne det tænkes han ikke havde noget imod jeg sad på skødet?" hun så undersøgende på hans ansigt, ledte efter en reaktion. Hun kunne ikke se om han havde genkendt hende eller ej.. men han var ikke løbet eller havde bedt hende gå og det var en god start.

Hun virkede normal, hverken svært mentalt forstyrret eller deprimeret, det sænkede i den grad sandsynligheden for at hun var den engel han huskede. Mennesker kunne vel også ligne hinanden. "Det tror jeg desværre ikke" sagde han beklagende, "det bryder hun sig ikke om, du må nok hellere gå" han trak svagt på skuldrene og håbede det ville få hende væk, han foretrak at have sine frokostpauser for sig selv.

Thea sukkede svagt "du gør det ikke nemt at komme til at snakke med dig" sagde hun og så undersøgende på ham "så må jeg jo være uhøflig overfor din veninde, undskyld jeg forstyrre jeres date" hun satte sig overfor ham og tog en tår af kaffen. Så stadig undersøgende på ham.

"Og hvorfor vil du så snakke med mig?" spurgte han og hævede spørgende det ene øjenbryn, "jeg holder frokost, så hvis det er arbejde kan du lige så godt gå, hvis det er noget andet" han holdt en kort pause og så vurderende på hende, "så kan du også igen så godt gå, jeg er ikke i humør til at snakke, og jeg bryder mig ikke om at du sidder på min date" sagde han roligt. Det gjorde ham mistroisk at hun var så interesseret i at snakke, de fleste menesker han kendte, ville være gået med det samme.

"Nej, nu må hun endelig ikke blive jaloux.." sagde Thea og tog endnu en tår af sin kaffe "jeg dater ikke, men det ved du jo godt Julian" hun så ham ind i øjnene med et fast blik. Han havde været uhøflig. Om han opførte sig sådan overfor alle, eller om han genkendte hende.. tja.

Han gengældte hendes blik og holdt sit ansigt neutralt, "stadig de samme diktatoriske regler kan jeg høre" sagde han køligt, "det ville nok ellers være godt for dig, du burde gribe muligheden for at finde dig en sød fyr eller tøs mens du er her i byen". Det havde altså været englen, nu når han kiggede nærmere efter, kunne han godt se, at hun havde kontaktlinser på. Han sukkede indvendigt, han var efterhånden begyndt at håbe på de aldrig ville komme, og nu sad der en af deres lejemordere her.

"Ja, der er jo nok at tage af" sagde Thea og lod blikket glide rundt i lokalet "men jeg tror jeg klare mig, er det derfor du har slået dig ned her? Er der en sød pige der har stjålet dig hjerte?" hun så spørgene på ham.

"Og hvis der er?" spurgte han og betragtede hende, han holdt stadig sit ansigt så neutralt som muligt, ikke interesseret i at lade hende se alle de følelser hendes tilstedeværelse forårsagede. "Det er sådan set ligemeget, hvorfor er du her?" spurgte han, han kunne lige så godt få det overstået, "er jeg blevet en fjende hævnens engle skal dræbe, eller kan du bare godt lide mig?".

"Ingen af delene" svarede Thea og satte kaffekoppen fra sig. Hun lagde benene over kors og så alvorligt på ham "men vi har brug for dig"

"virkelig?" spurgte han, "det var en skam" sagde han og tømte sin oversøde kaffe, "i klare jer nok, og hvis ikke" han trak på skuldrene, "så er det ikke noget stort tab, skulle noge bruge en psykolog og et sikkert flugtsted, så bare giv dem min adresse" sagde han og rejste sig.

Thea sukkede svagt og så alvorligt på ham "hvad skete der med dig? Du plejede at ville hjælpe folk.. dine og mine folk" hendes blik blev trist "nej, vi klare os ikke særligt godt.. men der var engang du ikke synes det var for det bedre"

Han betragtede hende lidt, "ja, jeg var ung, dum og ikke i stand til at forstå, hvad min magi fortalte mig, hvis i har brug for min hjælp er det jeres egen skyld" sagde han, og der sneg sig en snert af irritation ind i hans stemme og ansigt, "i er selv skyld i de probleer i vil have mig til at løse, og hvis jeg løser dem, så går der et år, måske mindre, og så har i skabt dem igen. Hvor mange gange skal man hjælpe folk der selv hugger deres hånd af?" spurgte han, "eller, mere præcist, hugger andres af og beder en om at sætte den på plads, for så at hugge den af igen". Han stoppede op og trak vejret dybt, han havde håbet at kunne holde bedre sammen på sig selv. Han anstrengte sig og lagde sit ansigt tilbage i de tidligere neutrale folder, "nej" sagde han og begyndte at gå.

Theas øjne blev smalle imens han talte. Da han var færdig, rejste hun sig og fulgte efter ham. "Der er en hel del af disse her problemer der intet har med os at gøre" sagde hun "din familie og dit folk har brug for dig, og istedet går du her og leger psykolog for at tjene penge på dine evner.. du burde skamme dig"

"det vil jeg så gøre" sagde han roligt, "men det ændre ikke noget, og nej, de fleste af de problemer jeg kan hjælpe med, det er jeres egen skyld" sagde han og gik ud af cafeen, "nu må du have mig undskyldt, jeg har et arbejde jeg skal lave, et hvor jeg hjælper mennesker der har brug for det, uden at skulle give min sjæl og frihed i bytte".

"Så vidt jeg ved er der ingen der har taget din sjæl" sagde Thea og ignorerede den del hvor han bad hende lade ham være "og skønt noget af din frihed, så ikke mere end i alle andre fællesksaber. Du er heller ikke fri her, her er du også bundet af love og regler. Du kan godt være fri, hvis der ikke er noget rigtigt samfund. Alle samfund er kloge nok til at lave sig et regelsæt" hun så op på himmelen "de fleste problemer er ikke os" sagde hun igen "vi er blevet angrebet meget af den anden klan for tiden"

Han så over på hende og rystede på hovedet, "de regler der er her giver mening, og de er ikke begrænsende, igen fortæller mig hvad jeg skal med mit liv, hvor jeg skal bo, hvem jeg skal elske, og hvilke børn jeg må få". Han tænkte lidt og stoppede så op og så alvorligt på hende, "jeg har set alt for mange børn blive taget fra deres forældre, dig selv inklusiv, til nogensinde at kunne mene jeres regler er retfærdige. Jeg har set for mange knuste mennesker, for mange tab og for meget sorg, til at tro på, at det er fremmede der er skyld i jeres problemer ... og selv hvis det er, så prøv at spørg dig selv, hvorfor de angriber jer?". Han sukkede, "men det nytter nok ikke, der er ingen grund til at spilde energi på børn der er blevet hjernevasket siden de var færdige med at få bryst". Han fortsatte med at gå, "så lad mig være i fred, jeg har valgt og jeg skifter ikke mening".

Thea fortsatte med at følge efter ham "der er massere af regler her der ikke giver mening" sagde hun "og der er ikke nogen af vores regler der ikke giver mening Julian. Vi bliver angrebet fordi de vil have vores land, vores hjem.. synes du vi skal give det op uden kamp?"

Han nikkede, "ja" sagde han og fortsatte med at gå, "smut så med dig".

Thea så småirriteret på ham "nej" svarede hun så.

Han vendte sig mod hende og gik baglens, "jo, om ikke andet, så af hensyn til de mennesket jeg skal bruge resten af dagen på at hjælpe" han tænkte lidt, "eller fordi jeg ringer til politiet og anmelder dig, hvis du ikke skrider inden jeg når over til mit kontor". Han vendte sig om, så han gik normalt igen.

"Ja, så må du sende politifolk her hen" sagde Thea og trak let på skuldrene "det burde ikke være det værste.. desuden kan jeg bare vente på dig der hjemme, jeg har fundet din adresse, og jeg tror godt jeg kan komme ind."

Han nikkede og fandt sin telefon frem, "fint, så vil jeg ringe til dem nu" sagde han og tastede nummeret, han havde ikke tid til at hun besluttede sig for at gå, han havde en række klienter i dg og de var hans første prioritet, deres samtaler skulle ikke ødelægges fordi pigen her var en idiot.

Thea så afventende på ham og fulgte hans tempo.