Hjælp, månen var fuld - Fredrick

Fredrick smilede til ham og rakte en hånd ud for at klø ham bag øret.

Han lagde ørene ned og lukkede øjnene.

Han lod sin hånd glide gennem ulvens pels, den var blød og glat, så nussede han den lidt bag øret, "Jeg er glad for du kan lide at være ulv" sagde han med et smil, "det er så trist, når nogen bliver bidt og så ikke kan leve med det" sagde han med et suk, dem havde han snakket med et par stykker af, folk der var bange for deres kræfter og forbandede månen.

Elias åbnede øjnene og så på ham. Han var ikke sikker på han kunne lide det. Og han vidste ikke hvordan han blev sig selv igen.

Fredrick fortsatte med at klø ham bag øret, "hvis du vil skifte tilbage, kan du bare å ind ved siden af" sagde han og nikkede mod soveværelset.

Elias nikkede med det store hovedet. Han tog forsigtigt sine bukser med ind i soveværelset. Han lagde dem på sengen og forsøgte at blive menneske. Det tog længere tid denne vej rundt, for kroppen havde ikke lyst. Til sidst lå han dog nøgen på gulvet og gispede efter vejret. Han kom op og stå og fik bukser pà. Så gik han tilbage ind i stuen.

Fredrik drak noget mere af sin te, mens han ventede. Da Elias kom tilbage smilede han til ham. "nå, hvad syntes du?" spurgte han igen, nu hvor fyren rent faktisk havde en chance for at svare.

"Det var.. underligt" sagde Elias og samlede blusen op fra gulvet. Han trak den over hovedet og satte sig ved siden af Fredrick i sofaen. Stadig med et forbløffet ansigtsudtryk tog han sin kop med te og drak en tår. "Det føltes rigtigt, som om jeg burde være ulv og ikke menneske"

Fredrick nikkede lidt, "ja, den følelse kender jeg godt" sagde han med et lille smil, "det giver en lyst til at løbe gennem skoven og lægge hele sit liv bag sig" fortsatte han, "men jeg tror nu det ville blive ret ensomt i længden".

Elias sad og så lidt frem for sig. "Jeg tror ikke det er mening mennesker skal kunne blive til dyr" sagde han stille "det lyder som hekse eller druider.." han sukkede svagt og drak det sidste af sin te, stillede den tomme kop tilbage på bordet "gud kan ikke være glad for det, det må være en synd"

Fredrick så chokeret på ham, "en synd? det har jeg virkeligsvært ved t tro" sagde han med et grin, "jeg mener, du kan jo ikke gøre noget ved det, og det føles rigtigt, så jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være forkert" han smilede skævt, "desuden må man vel sige, at hvis gud har skabt alt, så har han også skabt varulve, det virker ikke helt fair, hvis han ser det som en synd".

"... djævlen kunne have skabt det" sagde Elias tøvende "og der er andre ting der føles godt, som er en synd"

Fredrick fnøs, "kun fordi nogen mennesker siger det" sagde han lidt småirriteret, religiøs fanatisme gjorde ham altid frustreret, "hvad skulle det skade? hvilken grund til ikke at gøre det er der?" spurgte han.

"Hvad mener du?" spurgte Elias og så spørgene på ham.

Han sukkede, "jeg mener, at jeg ikke tror på, at noget er en synd, så længe det ikke skader andre" forklarede han, ikke at hanreelt troede på synder, eller gud, men man blev nødt til at starte i det små med religiøse mennesker, "og at forvandle sig til en ulv skader ingen, især ikke, hvis man tager sine forholdsregler".

"..." Elias så sorgmodigt ned i jorden "men det skader andre" sagde han med en stemme så svag som en hvisken "jeg har.." han fik tåre i øjnene.

Fredrick bandede indvendigt af sig selv, han skulle have været mere taktisk. Han lagde en trøstende hånd på fyrens skulder, "men det kommer du ikke til igen" sagde han og forsøgte at lyde beroligende, "jeg skal nok hjælpe dig med det" sagde ha.

"Jeg kan slet ikke styre det" hviskede han og begravede ansigtet i sine hænder "jeg kan smage deres blod.."

Fredrick strøg ham trøstende over ryggen, "det bliver bedre" sagde han stille, "og som jeg sagde, så vil det ikke ske igen".

Elias tørrede øjnene og sukkede "hvad må du ikke tænke når jeg sidder og tuder som en lille pige" mumlede han og rømmede sig lidt. "Jeg vil ikke være en ulv.." sagde han så og så alvorligt på Fredrick "men.. hvis du kunne lære mig ikke at skade andre mennesker.."

Fredrick smilede til ham, "jeg tænker at du er et godt menneske" sagde han alvorligt, "og jeg syntes ikke du skal forkaste tanken om at være ulv så hurtigt" fortsatte han, "det kan være meget befriende, og det gør dig ikke til en fare for andre".

Elias så lidt på Fredrick.. "du mener at der intet er mørkt i dette her?" spurgte han mistroisk "du må da indrømme at varulve ligger i monter kategorien.. sammen med vampyre og andre onde væsner" sukkede han.

Fredrick smilede skævt, "men i modsætning til vampyrer, skal vi ikke skade andre for at leve, jeg tror ikke der er mere mørkt i varulve, end i almindelige ulve, og vi spiser ikke engang får" sagde han med et grin.

Elias trak på smilebåndet og nikkede lidt "og du vil gerne lære mig hvordan?" spurgte han. Tanken om at der var en der kunne få ham ud af alt dette her.. og måske gøre det til en god ting. Han takkede gud for at have sendt denne fremmede til ham i nødens stund. Måske havde alle hans bønner ikke været forgæves.

Han nikkede, "selvfølgelig" sagde han med et smil, "det bliver sjovt".