Av av av hjælp ~ Aia

Dato: D 12/04/15
Årstid: Det er forår
Dag: Søndag morgen
Vejr: Solen skinner med en let vind
Sted: Skoven
Tid: Om morgenen
Omgivelser: Skov-omgivelser, ingen væsner

Johanna var stået tidlig op den morgen. Selvom hun var en Vulp, så boede hun altså i en lille lejlighed inde i byen. Selvom hun ikke så meget brød sig om mange mennesker og larmen inde i byen, så boede hun altså derinde og der havde hun nu boet i et par måneder efterhånden. Hun holdt sig meget til sig selv, men begav sig da ud flere gange om dagen alligevel.
Men den morgen, den søndag morgen, havde hun begivet sig ud i skoven for at kigge rundt. Hun kendte ikke skoven særlig godt og det var ikke særlig betryggende for hende. Derfor var hun faldet, så klodset som hun nu engang var, og derfor lå hun nu i skovbunden med en fod i smerte. Hun havde rykket sig tæt på et træ, så hun ikke behøvede at ligge ned, imens hun spekulerede på, hvad hun nu skulle gøre af sig selv. Hun kendte jo ingen i skoven, ikke hvad hun vidste af, og på en måde fandt hun det pinligt, at hun som Vulp, sad her, i skovbunden, med muligvis en forstuvet fod. Hvad nu hvis hun stadig ville sidde her til aften? Hun havde ingen mad, intet. For rent faktisk, så havde hun ikke lært, at jage efter mad eller noget. Så hvad kunne hun gøre?

Aia kom gående gennem skoven på vej ud at jage. Hun gik med både hale og ører fremme, uden at tænke på farerne ved det. Hun nød fuglenes morgenpippen og træerne, der var ved at springe ud.
Men pludselig hørte hun nogen ømme sig. Hun gik efter lyden fik med et øje på en pige med pink hår, der sad under et stort træ. Pigens fod så skadet ud, hvilket var det eneste der fik Aia til at træde frem fra skovens skygger. Aia rømmede sig forsigtigt, mens hun nærmede sig pigen.

Johanna spekulerede og spekulerede, men kom ikke frem til en løsning. Hun ville bare gerne hjem. Lige nu. Hjem i lejligheden med en ispose på foden, som hun havde lært, at var en god idé. Men hvordan skulle hun komme derhjem? Hun kunne helt sikkert ikke komme hjem selv, eller op lige nu.
Pludselig kunne hun høre noget, der kom frem fra buskene. Hun rynkede brynene og kiggede rundt omkring, indtil hun fik øje på en pige. Og med det samme bemærkede Johanna ørerne og halen. En vulp. Som hende selv. Hun kunne slet ikke lade være med at stirre og tænkte slet ikke over det. Aldrig før havde hun, som sådan, mødt en med ører og hale. Hun kunne jo sagtens have mødt en, men så var de t i ubevidsthed. Men lige nu, var der en vulp på vej hen imod hende.. Eller hvad, var hun ikke? Hun betragtede pigen med store øjne og glemte pludseligt alt om smerten i foden.

Aia satte sig forsigtigt ned på hug ved siden af pigen og spurgte: "Er du okay? Hvad er der sket med din fod?"

Johanna stirrede på pigen med store øjne og glemte langsomt alt om smerterne i sin fod. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Hvad ville pigen mon, nu hvor hun gik direkte imod hende? Hjælpe hende? Skade hende? Hun anede det ikke og helt ærligt, så havde hun mest til at stikke halen mellem benene og stikke af. Væk. Men det kunne hun ikke. Johanna kiggede op på pigen, da hun lænede sig ned til hende. Hun gjorde store øjne og der gik lidt tid, før hun reagerede på spørgsmålet: "Øhh. J-jeg væltede, tror jeg. Jeg tror den er forstuvet eller sådan noget."

Aia smilede godmodigt, da hun sagde at den var forstuvet. Hun trak hurtigt halen og ørerne ind, fordi det nok virkede lidt overvældende på den fremmede pige. "Må jeg undersøge den?" spurgte hun og smilede. "Jeg hedder forresten Aia," sagde hun.

Johanna gjorde endnu en gang store øjne, men nikkede så og helt langsomt trak hænderne væk fra foden. Hun kiggede kort ned på den og så på pigen igen. "Aia? Det er et specielt navn - men pænt!" Hun kunne slet ikke komme sig over, hvad hun var, "Er du en Vulp?" Spurgte hun hende, uden at tænke sig helt om, før hun bare spurgte hende ad. Men det kunne hun da ikke undgå.

Aia smilede over at få at vide, at hun havde et pænt navn. Hun bøjede sig ned og begyndte at undersøge foden. Hun blev lidt trist ved spørgsmålet. Hvorfor havde hun ikke bare trukket halen og ørerne ind før? "Ja, jeg er halv vulp," sukkede hun.
Hun gik lidt væk for at finde forskellige ting hun kunne bruge til at støtte foden. Hun kom tilbage med noget træ og nogle store blade, som hun lavede til en slags gips om foden. "Det er en lille forstuvning, den er væk om et par dage. Du skal prøve at støtte normalt på foden," sagde hun med et lille smil. Hun så på pigen, der så sulten ud. "Kunne du tænke dig lidt at spise?" spurgte Aia den fremmede.

Johanna blev ved med at kigge på pigen. Hun var jo selv en, men hun havde bare selv svært ved at trække sine ører og hale ind og ud, og det skete ofte, når hun ikke selv lige vidste af det. Det var bare så svært, okay. Hun nikkede kort. "Også jeg." Sagde hun og bed sig lidt i underlæben. Hun kiggede efter Aia, da hun gik væk, men hun kom heldigvis tilbage igen. Hvorfor virkede Aia så trist omkring det? "En forstuvning?" Spurgte hun og sukkede højlydt. Selvfølgelig. Nu kunne hun gå som en tumpe, med en forstuvet fod. "Noget at spise? Hm, jo, tak." Svarede hun Aia og gav hende et lille smil.

Aia hjalp pigen op og hjalp hende gennem skoven tilbage sin hule. Her var fyldt med urter, der hang ned fra loftet og en seng lavet af træ og skind. Aia hjalp pigen ned at sidde på sengen.
Derefter fik hun tændt et lille bål, hvor hun hurtigt kogte en form for gryderet med lidt kød og urter. Hun hældte det i en keramikskål, som hun rakte til pigen. "Her, det vil gøre dig godt," sagde Aia. "Hvad hedder du?" spurgte hun den fremmede.

Johanna langsomt kom på benene og fulgte med Aia, som hjalp hende. Hun fulgte med ind i en hule, hvor hun kiggede rundt med store øjne. Boede Aia her, eller? Langsomt satte hun sig ned på en seng, som hun kiggede på, før hun kiggede på Aia igen. Hun gjorde store øjne. Nej, havde hun virkelig glemt at fortælle hende, hvad hun selv hed? Hvor pinligt. Hun måtte have været så optaget af, at Aia også var en vulp. Men det lod ikke mærke til, at Aia havde hørt hende. Hun tog imod skålen. "Mange tak. Og mit navn er Johanna."

Aia smilede. "Sikke et smukt navn," sagde hun. Hun satte sig ved siden af Johanna, mens hun så hvordan Johanna kiggede sig om i hulen. "Ja, det er så her, jeg bor... Hvor bor du selv? Og hvordan vidste du, at betegnelsen for min art er vulp?" spurgte hun. Hun havde grublet over det, men nu kunne hun ikke holde det ud mere.

Johanna tog små slurke af suppen fra skålen. Hun kiggede op på Aia og gav hende et smil. "Mange tak, og du er vældig god til at lave mad." Svarede hun hende og tog et par slurke mere, inden hun gav sig til at kigge rundt, og derefter tilbage op på Aia. "Jeg bor inde i byen. I en lille lejlighed. Faktisk, så aner jeg ikke hvad, jeg laver derinde, men der bor jeg altså." Hun lo lidt og tog et par slurke fra suppen. Straks kiggede hun op på Aia. "Jeg er halv menneske, halv vulp." Svarede hun hende og smilede lidt.

Aia smilede og takkede, da Johanna sagde, at hun var god til at lave mad. "Jeg er selv halv elver og halv vulp. Du aner ikke, hvor rart det er at møde en anden vulp," sagde Aia smilende.

Johanna tog endnu et par slurke af suppen, imens hun betragtede Aia. Hun smilede straks og nikkede ivrigt. "Jeg har det helt på samme måde! Jeg kender ingen andre!" Svarede hun hende smilende og sank den halv fyldte skål ned i sit skød, "Det er derfor, jeg stirrede sådan.. Det må du undskylde." Hun lo lidt, da hun nu endelig følte, at hun kunne komme med en ordentlig forklaring, hvis da Aia havde bemærket hendes stirren, dengang de mødtes.

Aia smilede blidt. "Det er helt okay," sagde hun. De sad stille lidt, og kun den svage knitren fra bålet hørtes.
Pludselig kom et dyr haltende ind i hulen. Aia kunne først ikke se, hvad det var, men indså så, at det var den halvvoksne bjørn, der boede i hulen om vinteren. "Hvad har du dog lavet?" smilede Aia og gik hen for at undersøge den. Hun glemte helt, at Johanna var der, og hvor mærkeligt det måtte se ud. Bjørnen pev lidt, da Aia forsigtigt rørte ved dens pote.

Johanna tog endnu en gang skålen op til sin mund og tog et par slurke af den halv lunkne suppe. Men hun var rigtig sulten og den smagte virkelig godt, så varm eller ej. Hun gjorde store øjne, da nogen, eller noget, kom ind i hulen. Hun knugede skålen til sig, da hun bemærkede med det samme, hvad det var. En bjørn?! "Eh?!" Hun kiggede på Aia, der bare lige så roligt gik hen imod bjørnen. Wow, okay, hvordan?! Hun betragtede Aia og bjørnen med store øjne. Snakkede de nu sammen? Eller forstod de bare hinanden?

Aia kom pludselig i tanke om, at Johanna var der. "Det må du undskylde. Jeg har boet i hulen så længe, at dyrene er begyndt at komme til mig, når de er kommet til skade. Det her er den bjørn, der bor her i vinterhalvåret. Vil du hilse på ham?" spurgte Aia, mens hun forsigtigt forbandt bjørnens store pote.

Johanna betragtede dem med store øjne, idet hun stillede skålen på bordet. Hun kiggede på Aia og lidt på bjørnen, men mest af alt på Aia. Hun var virkelig noget for sig selv - på den gode måde! Hun nikkede til det, der blev sagt, men gjorde så store øjne og pegede på sig selv. "Om jeg vil hilse på ham?" Hun kiggede på bjørnen, før hun meget langsomt rejste sig op og gik med langsomme skridt hen imod Aia og bjørnen. Ville det her gå godt?

Bjørnen brummede lidt, men Aia beroligede den. "Bare slap af. Hvis du er rolig bliver den ikke bange," smilede hun, da Johanna var nået hen til dem. Aia tog roligt og blidt fat om Johannas håndled og lagde forsigtigt pigens hånd på bjørnens snude.

// åh gud, sorry jeg er så langsom til at svare ö

Johanna nåede hen til dem og kiggede på bjørnen hele tiden. Hun følte sig ret usikker om det her, men vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Alligevel virkede det spændende, at hun nu skulle mødes med en bjørn, sådan, ansigt-til-ansigt. Hun nikkede og smilede lidt til Aia, før hun lod hende tage sin hånd og lagde den på bjørnenes snude. Hun fik helt kuldegysninger!

//gør intet //

Bjørnen brummede lidt, men begyndte så at skubbe sig op af Johanna. "Han vil have, at du klør ham bag ørerne," sagde Aia med et smil og snakkede så til bjørnen. "Du skal ikke være for voldsom," sagde hun til den.

// gut :'3

Johanna smilede lidt. Hun var stadig meget usikker og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Langsomt rakte hun op med sin ene hånd og kløede bjørnen ganske blidt bag det ene øre. Det føltes sjovt, men alligevel ret godt. Var det adrenalinen, hun kunne føle? Hun smilede mere og mere stolt over, at hun stod og kløede en bjørn bag ørerne!

Bjørnen brummede tilfreds. "Han kan lide dig," sagde Aia smilende,

Johanna smilede stort og var virkelig spændt på grund af denne oplevelse. Hun havde jo aldrig prøvet noget lignende før! Hun nikkede smilende. "Det er jeg glad for, at høre!" strålede hun og blev ved med at nusse bjørnen bag dens øre, så blidt hun nu kunne. Eller blidt og blidt, ligesom hun gjorde ved sin hvalp derhjemme, når hun ville kløes bag øret.