Av av av hjælp ~ Aia

Aia fik pludselig en idé og gik længere ind i hulen, for så at komme tilbage med noget tørret kød, hun rakte noget af det til Johanna. "Prøv at give ham det med flad hånd," sagde hun glad.

Johanna gjorde store øjne, da hun bemærkede, at Aia forsvandt længere ind i sine hule. Hvad skulle hun? Hun kiggede op på bjørnen med store øjne og det gik pludselig op for hende, at måske skulle hun dø nu? Nu var hun selv sammen med sådan ens tor bjørn! Men, nu havde hun jo godt nok nusset omkring den, så mon den ville dræbe hende? Hun anede det ikke. Med det samme, da Johanna kunne høre Aia's stemme igen, vendte hun hovedet imod hende og den idé, at Aia ville fodre bjørnen, gik først op for hende dér. Hun tog sin hånd væk fra bjørnens øre og rakte i stedet ud med en flad hånd. "Kan jeg risikere at miste hele hånden?" spurgte hun uden at tænke sig om først.

Aia smilede godmodigt. "Han bidder kun, hvis han er bange eller provokeret," sagde hun med et smil og betragtede bjørnen spise fra Johannas hånd.

Johanna gjorde store øjne, da bjørnen begyndte at spise fra hendes hånd. Det her var en virkelig stor oplevelse for hende! Hun kunne slet ikke tro det. Hun smilede bredt, imens hun betragtede bjørnen. Kort nikkede hun til Aia's ord. "Jeg skal nok lade være med at skræmme den eller provokere den." svarede hun smilende, uden at tage blikket fra den store bjørn foran sig. "Har du sådan et forhold her med fleere dyr?" spurgte hun så efter lidt tid og vendte sit blik på Aia.

Aia nød at se bjørnen lide en fremmed. "Ja, de fleste dyr i skoven er mine venner. Jeg har boet her hele livet, de kender mig og er trykke ved mig. Min adoptivfamilie er ræve," sagde hun med et skjult suk.

Johanna betragtede bjørnen og da den var færdig med at spise, trak hun langsomt sin hånd til sig, eftersom den også var begyndt at sove lidt. Hun vendte blikket på Aia og smilede til hende. "Ej, er det rigtigt?" spurgte hun smilende, "Ræve? Årh, hvor fedt!"

Aia smilede lidt. Hun kløede blidt den halvsovende bjøfn blidt bag øret. "Tjo, det gik vildt for sig somme tider," sagde hun med et smil.

Johanna betragtede Aia med et smil. "Hvordan "for vildt for sig"?" spurgte hun med et lille smil, "Kender du så ikke dine oprindelige forældre? De biologiske? Eller?" Hun var lidt forvirret. Hun vidste, at hun selv var et menneske og halv ræv, men hun kendte kun sin mor og hun var mennesket i familien. Så hun kendte ikke særlig meget til sin anden del.

"Ræveunger er ret vilde at lege med," sagde hun smilende, hun nød at tænke på sine søskende. Hun blev dog hurtigt trist, da Johanna nævnte hendes biologiske forældre. "Nej, jeg ved ikke, hvem de er. Den eneste grund til, at jeg kender mit navn er den her," sagde hun og rakte forsigtigt Johanna sin lille medaljon med navn på.

Johanna betragtede hende. Hun elskede selv dyr og specielt ungerne! Ræveunger? Awh! Hun smilede til hende. "Ja okay, det tror jeg gerne," lo hun, men hendes smil blegnede lige så stille, da hun bemærkede, at Aia blev trist. Hun nikkede lidt og ville gerne gøre det godt igen. "Fik du den af dem?" spurgte hun og tog imod medaljonen langsomt, imens hun kiggede på den og drejede den rundt mellem sine fingre for at se den mere nøje.

Aia trak på skuldrene med et lille suk. "Jeg ved det ikke, men jeg gætter på det. Den lå om min hals, da rævene fandt mig og der har den hængt lige siden," svarede hun med et trist smil. "Den er også den eneste grund til, at jeg ved, jeg er halv elver. Det er elverhåndværk," sagde hun stille og kiggede på den slumrende bjørn.

Johanna betragtede medaljonen, før hun gav den til Aia igen. Hun betragtede hende med nysgerrige øjne, men også store øjne. "Virkelig? Halv elver?" Hun nikkede kort og betragtede nu Aia med større øjne. Hun var utrolig smuk, faktisk rigtig meget. Det lagde hun egentlig først mærke til nu, nu hvor hun betragtede hende så meget.

Aia nikkede med et mat smil. Hun ville gerne skifte emne. "Går det bedre med din fod?" spurgte hun. Hun brød sig ikke om at snakke om sine biologiske forældre.

Johanna rynkede brynene og kiggede ned på sin fod. Så nikkede hun og kiggede smilende på Aia igen. "Ja, det gør det faktisk. Jeg må have været først så chokeret over bjørnen her og derefter for spændt, fordi jeg har slet ikke lagt mærke til smagen," svarede hun hende smilende og kiggede ned på sin fod igen, "Tak for hjælpen!"

Aia smilede lidt over at være blevet rost. "Det er godt at høre. Du behøver ikke sige tak," sagde hun med et lille smil. "Du siger, du bor i byen. Hvem bor du sammen med?" spurgte hun nysgerrigt.

Johanna smilede bredt. "Men jeg har lyst til at takke dig. Takket være dig, ligger jeg nu ikke hjælpeløst inde midt i skoven, uden at vide, hvad jeg kunne gøre," Hun smilede og nikkede så, "Ja, det gør jeg. Jeg bor selv, eller ja, næsten selv, jeg ejer en lille hundehvalp, der ikke bliver ret meget større end en kat." svarede hun hende med et smil.

Aia smilede, hun var glad for at få ros. "Hvis du synes hundehvalpe er søde skulle du møde ulveungerne. De er simpelthen fantastiske," storsmilede hun.

Johanna smilede bredt til hende og nikkede. "Ulveunger? Generelt vil jeg bare gerne møde ungerne, de er altid bare så søde! Også de ræveunger, du nævnte tidligere, dem kunne jeg også godt tænke mig, at møde!" Strålede hun.

Aia smilede af Johanna's ivrighed. "Lige nu er her ingen unger. Men kommer du i starten af efteråret er de her," sagde hun smilende.

Johanna nikkede smilende og ivrigt. "Så vil jeg komme tilbage til efteråret! Selvfølgelig også før," svarede hun smilende og lo lidt, "Jeg kunne godt tænke mig at besøge dig igen. Eller du kan komme og besøge mig?"

Aia smilede, hun var glad for at have fundet en veninde, der var det samme som hende selv. "Selvfølgelig. Vi skal bare aftale tid og sted, så skal jeg nok være der," svarede hun glad.

Johanna nikkede smilende. "Dejligt! Har du været inde i byen før? Sådan.. Du ved?" Hun anede ikke, om Aia kun hørte til herude i skoven, siden hun boede her i en hule, men om hun også havde været inde i byen. Ellers kunne hun sagtens gå ud til skoven her og hente sin veninde.

Aia lo og rystede på hovedet af Johanna. "Det kan godt være, jeg bor herude, men selv jer er nødt til at tage derind for for eksempel at se min kæreste," lo hun.

Johanna smilede straks bredt. "Din kæreste?!" Udbrød hun nærmest, "Uh! Hvem er din kæreste? Er han også en vulp?" Hun eksploderede straks med spørgsmål. Det med kærester, det var noget af det sødeste, lige meget hvad.

Aia rødmede lidt. "Han hedder Jack. Og nej, han er ikke vulp, han er elver," sagde hun med blussende kinder.