Av av av hjælp ~ Aia

Johanna betragtede hende smilende. "Uhhhhh~" Lo hun kærligt, før hun gik hen og slog sig ned på stolen igen, hvor hun havde sat før, "Hvor kært! Hvor lærte I hinanden at kende?"

Aia rødmede. "Det er faktisk ret pinligt," lo hun og legede lidt med medaljonen mellem sine fingre. "Jeg plejer ikke at tale om det," sagde hun med blussende kinder.

Johanna betragtede hende med julelys i øjnene. "Jeg vil ikke tvinge dig, hvis ikke du har lyst. Men," Hun kiggede på Aia med store og nysgerrige, glade øjne, "Please, fortæl!" Strålede hun og lænede sig helt frem på stolen.

Aia rystede smilende på hovedet. "Okay så. Jeg mødte ham faktisk, da jeg forsøgte at stjæle fra ham. Han opdagede mig bare og begyndte at skælde ud. Det eneste der reddede mig fra, at han ringede til politiet var mine hundeøjne. Så han tog mig med ud og spise og på tur i parken, og vi aftalte at ses igen. Og så kørte møllen jo ellers bare derudaf," sagde hun smilende, hun nød at tænke på Jack.

Johanna betragtede Aia, imens hun fortalte. Ååårh! Hun smilede bredt imens, idet hun gjorde store øjne. "Nej, er det rigtigt? Fordi du ingen penge har, så han tog dig med ud at spise?? Og så var kemien der bare?" Spurgte hun bare ligeud med store øjne, men var alligevel virkelig fascineret. En anden form for kærlighedshistorie, men ikke mindre sød!

Aia nikkede. "Ja, det gjorde han. Det var fantastisk," sagde hun smilende.

"Ej, hvor er det bare sødt!" Strålede Johanna og betragtede sin veninde, "Må jeg møde ham engang?" Spurgte hun og smilede helt op til ørerne, imens hun hvilede sine hænder på stolen mellem sine ben og lænede sig imod sine arme.

Aia rødmede i hele hovedet. "Det må du," svarede hun glad sin nye veninde. Aia kunne se, hvordan Johanna lyste op, når hun talte om kærlighed.

Johanna smilede bredt og lænede sig tilbage. "Ih, jeg kan slet ikke vente!" Grinte hun over hele ansigtet, så hendes øjne blev smallere end i forvejen. Hun var virkelig glad for, at Aia havde fundet hende tidligere, se hvordan det havde udviklet sig!

Aia smilede af Johannas ivrighed. Det var fantastisk at have mødt en anden vulp, selvom Johanna var mere piget end hende selv.
"Hvad med dig selv? Har du en kæreste?" spurgte Aia nysgerrigt.

Johanna smilede bredt. Så rystede hun på hovedet og lo. "Næ, ikke ligefrem. Jeg mener nej, det har jeg godt nok ikke," Hun grinte, "Altså.. Jeg har prøvet lidt forskelligt, men ligefrem forelsket har jeg aldrig været." Svarede hun med et smil.

Aia lagde hovedet på skrå. Pigen var cirka nitten år, ikke spor grim eller dum, så hvordan kunne hun IKKE have været forelsket? Aia rystede på hovedet af sig selv. Byboerne er underlige tænkte hun og smilede bredt.

Johanna smilede til hende. "Hvad så? Hvad tænker du på?" Spurgte hun hende smilende, men dog en anelse nervøs, eftersom Aia slet ikke svarede på noget eller spurgte ind til mere. Var hun så grim at se på??

Aia smilede. "Undskyld, jeg tænker bare. Altså, du er omkring nitten, overhovedet ikke grim eller dum, så hvordan kan det være, at du aldrig har været forelsket?" spurgte hun ligeud.

Johanna smilede til hende og lo lidt. "Altså, okay, én gang, men dengang var jeg forvirret, og det var i en pige," Indrømmede hun så og sukkede lidt, "Men jeg fandt ud af en del efter det, og det var endda min første forelskelse tilbage i London."

Aia lagde hovedet på skrå. "Har du boet i England?" spurgte hun nysgerrigt. Hun elskede at høre om fremmede lande, da hun aldrig selv havde været ude at rejse.

Johanna nikkede og smilede. "Ja, det plejede jeg med mine forældre og min lillesøster," Svarede hun smilende og lænede sig tilbage i stolen med det ene ben over det andet, "Hvad med dig? Har du været sådan udenfor Aterswell? Hvor er du oprindeligt fra?"

Aia's smil blegnede. "Nej, jeg har aldrig været uden for Aterswell. Jeg tror, jeg er født i elvernes landsby, men fordi jeg ikke er fuldblodselver må jeg ikke komme ind og undersøge det," fortalte hun og mærkede en lille tåre glide ned af sin kind.

Johanna betragtede hende, men gjorde store øjne, da hun så bemærkede tåren. Hun rejste sig straks op og lagde en hånd på hendes skulder. "Er det rigtigt?? Hvem siger det?? Lad os bryde ind og se!" Sagde hun og brød sig utrolig meget ikke om at se Aia græde eller bare ked af det.

Aia snerrede øjnene op. "Mener du det?" nærmest råbte hun. Hvis Johanna mente, hvad hun sagde, ville Aia blive ubeskriveligt glad.

Johanna nikkede smilende. "Ja, jeg mener det," Lo hun af hendes lille råben, "Ellers ville jeg ikke sige sådan noget. Det er ikke til at spøge med." Sagde hun så med en lidt mere dyster stemme, men grinte så.

Aia grinede med, det lettede på sorgen. "Okay. Skal vi gøre det nu, eller skal vi tage det en anden dag?" spurgte hun, hun glædede sig allerede.

Johanna smilede og grinte så. "Det er op til dig," Svarede hun hende, "Jeg har ikke andet at lave end mit arbejde, og i dag har jeg ingen planer." Hun smilede til Aia og kunne tydeligt se, at hun glædede sig. Og så ud til at være kommet i et bedre humør og det var dejligt!

Aia smilede og rejste sig. "Skal vi så ikke komme afsted?" spurgte hun glad. For en sikkerheds skyld tog hun sin bue og lidt pile med, bare for at være sikker.

Johanna nikkede smilende og rettede lidt på sit hår. "Jo, lad os det! Ved du hvorhen af, vi skal henad?" Spurgte hun, men selvfølgelig gjorde Aia nok det! Det tvivlede hun slet, slet ikke på og følte sig i trygge hænder.