Hjælp, månen var fuld - Fredrick

Fredrick sukkede svagt, han havde håbet det ikke ville være endt så galt, men hvad kunne man forvente? Han så medlidende på ham, "... det er jeg ked af at hør" sagde han ærligt. Han rejste sig og gik over og lagde en trøstende hånd på hans skulder, "... det hjælper nok ikke meget lige nu, men jeg kan forsikre dig, at det ikke kommer til at ske igen ... i hvert fald ikke, hvis du tager dig dine forholdsregler".

”… hvad kan jeg gøre?” spurgte han og så op på Fredrick. Det var så underligt.. fyren virkede som om han vidste hvad han gennemgik. Var der andre der havde prøvet dette her? Han følte sig helt alene og Fredrick virkede som om han kunne gøre en ende på den følelse.

Han smilede til ham, "der er flere ting, det vigtigste er at komme væk fra byen, når det er fuldmåne, tag ud i skoven, langt ud i skoven, hvor der ikke er andre" sagde han, "og når det ikke er fuldmåne, skal du huske at kontrollere dig selv, hvis du bliver vred" fortsatte han, "hvis du føler du er ved at miste kontrollen, så træk vejret dybt et par gange og gå lidt væk".

Elias så spørgende på ham ”sker det kun når det er fuldmåne?” spurgte han. Det gav mening, det havde været med cirka en måneds mellemrum, han havde bare aldrig overvejet at det havde noget med månen at gøre. ”Ved du.. ved du hvad det er der sker?” spurgte han.

Han nikkede, "ja, det er en måneting" han smilede, "det gør jeg" sagde han, "men jeg er ikke sikker på du tror på mig, hvis jeg fortæller det" sagde han med et grin, "de fleste har lidt svært ved det i starten, især dem, som ikke kendte til det før de blev bidt". Han så vurderende på ham, "er du sikker på du kan håndtere at få det at vide lige nu?" spurgte han bekymret, han virkede chokeret nok i forvejen.

”Bidt?” Elias tænkte tilbage på den aften i Spanien for 3 måneder siden. Han fik kuldegysninger og tog en tår af teen. ”Hvad er det? En dæmon der har taget bo i min krop?” spurgte han bange. ”Er der ingen måde at uddrive den på? Hvordan kan skoven hjælpe..”

Fredrick kunne ikke lade være med at grine svagt, "det er ingen dæmon" sagde han beroligende, "eller ... så vidt jeg ved et det en sygdom, en virus, som smitter ved bid" han betragtede ham lidt, "og skoven er for at sikre at du ikke møder nogen, det er ikke muligt at fjerne sygdommen" sagde han og så beklagende på ham, "du bliver ok nødt til at lære at leve med det".

”En sygdom..” sagde han forvirret. Det gav ikke mening, der var ikke nogle sygdomme der forvandlede en til et monster. ”Jeg forstår det ikke..” sagde han ærligt ”hvordan ved du så meget om det?”

Han smilede svagt, "fordi jeg også er smitte" sagde han. Han betragtede ham vurderende, "... du har sikkert set gyserfilm og sådan med varulve?" sagde han spørgende.

”Varulve?” sagde Elias og så helt forkert ud i hovedet. Det var bestemt ikke det ord han havde regnet med at høre. Han så bare forundret på Fredrick i et øjeblik og prøvede at samle tankerne ”ved fuldmåne.. hvad er det du prøver at sige?”

Han smilede skævt, "jeg prøver at sige, at hver fuldmåne forvandles du til en stor ulv, du kan ikke kontrollere dig selv, og kan derfor risikere at skade folk, til gengæld for du skærpede sanser og er blevet stærkere" han kiggede på ham, for at se, hvordan han tog nyheden.

"En ulv?” sagde han forvirret. Det var helt tydeligt at han.. ja ikke troede på ham. ”Du mener at jeg er en varulv?” spurgte Elias og kunne ikke lade være med at grine. Midt i alt kaoset var det gået hen og blevet komisk.

Fredrick smilede, "jep, det mener jeg", han overvejede om en demonstration ville være en god ide, "og ikke kun ved fuldmåne, du kan skifte skikkelse, når du vil" fortsatte han, "du kan heller ikke tåle sølv længere".

Elias rynkede brynene. Han havde ikke lyst til at tro at Fredricks ord var andet en det rene sludder. Alligevel vandrede hans tanker hurtigt til det sølvkors på hans værelse, der den seneste tid havde givet ham kvalme når han kom i nærheden af det. Han havde tolket det som et tegn på at fanden var i ham, men det andet ville jo også give mening. Nu han tænkte over det, anede han ikke hvad han blev til ved fuldmåne, og om det var en ulv eller en dæmon kunne næsten komme ud på et. Da Fredrick sagde han kunne blive til det hele tiden, begyndte han igen at ryste ”hele tiden? Er jeg da aldrig i sikkerhed?”

Han smilede og klappede ham på ryggen, " når det ikke er fuldmåne, kan du selv styre det, du forvandles kun, når du selv vil og du er i kontrol over ulven" sagde han beroligende.

”Er det en joke?” mumlede han forvirret og så på Fredrick. Han følte det som om han havde fået alt for meget, og alt for underligt, information ned i hovedet på en gang. Han gned sine tindinger lidt. ”Så du siger jeg kunne blive til en ulv nu? Jeg ved ikke.. jeg følte mig større end en ulv” sagde han og i sine klip huskede han at rive arme af folk uden problemer.

Han nikkede, "jep, det burde du kunne" sagde han, "og ja, vi bliver nogle ret store ulve" sagde han med et grin. "Undskyld, hvis jeg går lidt hurtigt frem" sagde han undskyldende, "bare sig tiol, hvis du vil have en pause til at fordøje det".

”Jeg ved ikke” han rejste sig op og gik lidt rastløst rundt. Det føltes underligt ”så du.. er en varulv?” sagde han tvivlene og så lidt undersøgende på Fredrick. ”Og du vidste jeg var det… eller, du påstår jeg er det. Kan man se det på folk?” han og Fredrick lignede overhovedet ikke hinanden.

Han rystede på hovedet, "nej det kan ikke ses, men man kan lugte det, ret tydeligt faktisk" sagde han med et svagt smil, "vi har en meget karakteristisk lugt, det er ikke noget de fleste mennesker opfanger, men for os er det ret nemt".

”Lugt?” mumlede Elias og rystede igen på hovedet. Det var for underligt alt sammen ”så du kan blive til en kæmpeulv? Lige nu?”

Han nikkede, "det kan jeg" sagde han med et grin, "vil du se?" spurgte han, fyren virkede lidt for chokeret til at han bare ville forvandle sig uden varsel.

Elias tog en dyb indånding.. så nikkede han lidt. ”Burde jeg sidde ned?” spurgte han.

Han nikkede, "det er nok en god ide" sagde han og ventede på at elias satte sig.

Elias satte sig i sofaen og tog en kop te. Han satte koppen fra sig og så lidt anspændt på Fredrick. Han var ikke sikker på at han troede på noget at dette her endnu, men tanken om at Fredrick ville blive til en kæmpeulv var skræmmende.

Han gik et par skridt væk fra sofabordet, så forvandlede han sig til en ulv. Det gik ret glidende, han var efterhånden vant til det. Han logrede svagt og stak tungen ud ad munden.