... er tegn på regn ... - Millicent

Stephens havde åbenbart også fanget det ' kære' ved tjenerens navn og hun begyndte at le.
" Ved det ikke helt , måske det var en stave fejl på dåbsattesten og dernskulle have stået Calvin? I så fald kunne det have været værre...han kunne have hedder Balvin?" hun rystede på hovedet og forsøgte gøre et forsøg på at vælge noget fra menuen.
Interesseret kiggede hun op på Stephen, og halvt om halvt fik lagt kortet ned igen.
" Du har spillet...her?" hun bar faktisk imponeret.Hun glemte hvor fantastisk en musiker han var, hun havde jo hørt hans klaverstykke og var faldet helt påmrøven over det.Men alligevel....at tænke ham sidde og spille, foran hel hel masse mennesker, det gav hende,næsten gåsehud.
" hmm....noget med fisk og ris...hvis de har det?... Nummer 24!" hun havde lykkedesni at vælge, selv om hun sad og næsten savlede over hendes date, metaforisk talt.

Stephen lignede et stort grin - hvis det var muligt - da Millicent gav et replay på kommentaren omkring navnet. Han kunne ikke give hende mere ret omring det første, men var ikke helt sikker på om Galvin ikke var værre end Balvin. Det lød under ingen omstændigheder godt, nogle af dem. At manden så også var homoseksuel havde Stephen ikke bemærket, alt hans fokus havde været på navnet. "Ja ..." Bekræftede han igen, selvom det ikke virkede til at være nødvendigt.
Der syntes ikke at være nogle protester til det med regningen, og til trods for at kortet ikke var i den villige ende, kunne det alligevel dækkes. "Tror jeg tager det samme. Hvad vil du så have at drikke. Du snakkede om vin?" Stephen kiggede op på Millicent med et afventende blik. Selv var han ikke den store vin drikker, men kunne sagtens få en halv flaske ned hvis den var god. De havde endnu kun fået god drikkelse sammen, så han stolede på at hun kunne vælge dem noget godt.

Millicent have valgt helt og aldeles ikke at kommenterer på det med batalingen.
Det var nu ikke fordi hun ikke ...syntes om at nogen betalte....eller jo det var det jo så faktisk, hun følte der lå en' nu skylder du så mig noget'....og den kunne hun ikke lide.Hun ville helst betale selv. Hun valgte at lade den passerer nu, for ikke at indlede aftenen med en diskution...men mon ikke emnet ville blive relevant, senere?!
" Jeg er atten....jeg aner intet om vin...men hvidvin til fisk er vist det man normalt drikker" hun kunne ikke navnet på en eneste af dem, og det slog hende at hun nok skulle til at øve og lære lidt.Det var jo ganske anvendeligt at kunne når hun var på job på ' Diamanten' som hun yndede at kalde Alias klub...eller bar....den var vist lidt af hvert.

Stephen små lo. "Jeg er tredve og har mindre viden omkring vine end dig." Det var han ret sikker på. Han fortrak at drikke vand eller sodavand, det med at drikke sig piv fuld var ikke noget han gjorde hver gang han var ude at spise, selvom det heller ikke var nødvendigt at gøre. "Men bestem dig for ind, så får jeg Galvin her over." Igen frembragte navnet et underligt smil på hans læber, ligesom før, hvor navnet blot var nænt i hans hoved.
Alkohol var ikke nogle sjældenhed sammen med en gruppe musikere på farten og selvom Stephen ikke holdte sig tilbage, så var han ofte den der drak mindst. Han skulle holde i en del flere år end nogle af de andre i crewet - for det meste - så at drikke sin tarm ihjel allerede efter få tredve år var ikke noget godt. Det kunne kun give problemer senere.

" That I can do" sagde hun med et smil og lukkede øjnene.De levende lys fik hendes vipper til at kaste lange skygger ned af hendes kinder, imens pegefingerne susede hend over det mørke menu kort, som havde det været et ouija bord!
Fingeren standsede og hun slog øjnene op og læste højt " Chateau Doisy - Daene" hun så på Stephen med et ærgeligt blik imøjnene..." den er dyr....så deler vi regningen" og i samme øjeblik nåede Galvin frem.
Han smilede til Stephen og sagde så " Mr.Samson..en fornøjelse at have dem som gæst.Jeg har tidligere hørt dem spille her.Meget skønt.Og hvad ønsker selvskabet så ?" spurgte han meget høfligt og korrekt.

Stephen sad tavs som en fisk og ventede imens Millicent valgte hvad hun ville have de skulle drikke. Netop da han skulle protestere, trådte Galvin frem og stoppede ham, men han sendte hende dog et olmt blik. Det skulle hun ikke tro hun kunne slippe så let fra! En ny overraskelse kom, da tjeneren kunne huske hans navn! Havde han været der da han havde spillet?! Kort studerede Stephen mandes ansigt, men det var forsvundet i mængden så det fremkaldte ingen genkendelse. "Det glæder mig at høre at De kunne lide det." Svarede han lige så korrekt høfligt. "To nummer firetyve og en flaske Chateau Doisy - Daene og inden De går." Stephen fiskede hurtig sin pung frem og fandt sit kredit kort frem, som han han næsten pressede i hænderne på tjeneren.
Derefter drejede han sig om mod Millicent med et triumferende smil på læberne og en generel meget tilfreds holdning. "Jeg sagde jo at jeg ville betale." Noget fangede hans opmærksomhed ude i hans øjenkrog. Kort drejede han hoved for at se hvad det var. Til ingens overraskelse var det et band med alverdens jazz instrumenter. Det var ligefør Stephen blev hel jaloux, men han havde noget ingen af de halvgamle mænd havde. En fantastisk lækker date, der var så naiv at tro hun kunne komme betale regningen.

Millicent beamede stolt, da Stephen modtog Galvins kompliment.
Det var underligt...han var jo på en måde kendt, i al fald i nogle kredse...i dem hvor musik elskerne færdedes.
Hun beamede bestemt ikke mindre da hun fangede Stephens olme blik, men da han next fik fisket pungen frem og et plastikkort blev smækket i Galvins hånd, var hun ved at kvæles i al den glæde hun ellers sad og søppede i sig.Oh,,,hvor var det unfair.
Hvem gør dg sådan noget imens man bestiller?! Det var et klart tegn på han bille have sin vilje.
Oh well...det ville hun også- og aftenen var ung. Hun smilede udfordrende tilbage til ham, som sagde hun ' årh lille skat...du kan bare vente dig, kan du'
Bandet kom på plads og det tog lidt tid at få arrangeret sig på scene.Hun bemærkede at Stephen fulgte nøje med, og regnede med at det nok trak lidt i ham...
" Hvornår har du sidst optrådt?" spurgte hun nysgerrigt og svømmede lidt hen i hans gyldenbrune øjne.

Det gav et mindre gip i Stephen, da han hørte Millicents stemme. Han havde ikke troet hun havde fulgt med. "Sidste år en gang. Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden." Pludselig slog det ham, at han savnede det, at han burde gøre et eller andet for at blive hørt lidt mere og kistebunden ville jo før eller siden komme til syne. Han trak vejret dybt ind igennem næsen og vendte sig rundt da Galvin kom med vinen som han skulle prøvesmage som en anden mundskænk. Han betragtede tavst glasset der blev fyldt op, før han førte det op til læberne og smagte yderst omhyggeligt. Sød og frisk. Han nikkede en gang, før han satte glasset ned og fik skænket mere, før Millicent fik sit glas fyldt op. "Næste gang kan du tage med hvis du vil og har tid." Igen drejede han hoved for at følge med i deres forberedelser, men da de begyndte at spille, forsvandt hans opmærksomhed.

Det var et godt stykke tid siden, no wonder det trak i ham.
En lille tanke begyndte at forme sig ...en lille snedig en.Mon han ville blive vred? eller ville han finde det herligt? Det var ikke til at sige, men hvis hun nu førte tanken ud i livet, skulle det ikke være nu, hvor de ikke engang havde spist.Det skulle være senere...langt senere.
" Jeg kan komme med? Det kunne blive dejligt, det vil jeg mægtigt gerne"
Tanken om at give sig hen til hans musik og hans univers, virkede meget lokkende på Millicent og hun ville elske at se ham folde sig ud i sit element.
" har du nigen sinde brugt et ouija board?" ideen om brættet var kommet til hende , da hun skulle vælge vin- og nu var hun blevet nysgerrig.Kunne man tale med spøgelser? Hvad vidste Stephen om den slags mon?.

Stephen lignede et spørgsmålstegn, intet mindre. "Undskyld mig hvad i himlens navn er det?" Aldrig havde han hørt om sådan et ... board. Nu skulle Millicent ikke komme med et eller andet voodoo halløj, så ville han sætte sig til at hyle højt af latter, for hvordan kunne det på nogle måde kombineres med vin, der var hvidt og ikke rød. Musikken kom i gang, ikke noget imponerende i følge Stephen, der havde hørt en hel del jazz, men hvis man spurgte andre end ham, var det ikke derfor han ikke fandt interesse i musikken. Folk ville sikkert mene det var nymfen overfor ham, som sugede hans øjne til sig.
De fleste der så på det parret, ville sikkert ikke være i tvivl hvad de havde gang i. Stephen så i hvert fald helt forgabt ud, mens han spændt ventede på at høre hvad dette meget specielle board var, til trods for at det ikke rigtig interesserede ham.

Millicent blev forbavset ..ærligt talt, som engel..burde han så ikke kende til de mere overnaturlige redskaber! Hun lænede sig lidt ind over bordet og så helt hemmeligheds fuld ud da hun svarede " Et ouija borad...er en slags stave plade, man bruger til at kontakte...de døde med.Men nogen siger det ervfarligt, at man ikke skal lege med den slags....udfordrer skæbnen,du ved? hvad mener du egenlig om den slags? kan man tale med de døde?" hun så spændt på ham.
Det var svært for hende lige i disse dage, at finde og fornemme grænsen mellem fantasi og virkelighed.Med den nye viden hun havde fået , var disse grænser mere flydende og hun var måske mere...modtagelig...eller påvirkelig?

Det lød som noget voodoo halløj, men han undlod at give sig til at hyle højt som en anden hund. Det ville ikke lyde godt sammen med musikken. "Først, så tror jeg ikke på skæbnen og det at tale med de døde er helt sikkert muligt, når man kan få vampyrer, engle, dæmoner, varulve og andet, hvorfor så ikke også tale med de døde?" Han trak let på skuldrende. At se verden i sorthvid var noget man godt kunne droppe som et overnaturligt væsen. Det hjalp ikke at sige at tyngdekraften var ubrydelig når man selv kunne bryde den eller noget andet, for eksempel at bringe de døde tilbage til livet, hvilke han også kunne. En ting han ikke lige havde fortalt Millicent. "Hvordan har du det selv med magiske ting, altså ud over mig." Et pludselig selvtilfreds smil lå på hans læber. Selvfølgelig elskede hun ham - det havde hun også sagt - men det var ikke lige den elske måde han havde i tankerne. Det var lidt mere overfladisk og egocentreret. Hvem elskede ikke en engel?

E mistroisk blik gled over hende da hun spurgte " Så du tror det vil være muligt for at at kontakte mine forældre? - du ved ,dem der døde i branden?" hiåun vidste faktisk ikke her hvad et godt svar ville være, hvad hun håbede på.
Men ...hvis hun en dag skulle forsøge at lege med et sådan ouija bræt, skulle det ske under forsvarlige forhold, det var helt sikkert.Så skulle hun bare lige regne ud , precist hvad forsvarlige forhold var?
" Hvad mener du med magiske ting... Væsner?" spurgte hun og håbede ved gud ikke han ville grave i det.Han vidste hvad han skulle om Alias.Alias blod i Millicent og det blodet gjore, var bestemt ikke et samtale emne de skulle ind på...no no no.
Og William....hun kunne faktisk ikke helt beskrive sit møde med ham, så det lod de bare ligge.Ham...var hun lidt nervøs for.
" jeg vil da mene jeg er meget positiv og meget åben for...lidt af det hele nu" DET var hun ihvertfald også, uanset hvad han mente...så havde hun et meget åbent sind.

Stephen kunne ikke lide det blik han fik, men han forstod hende godt. han ville have gjort det samme hvis han var i hendes sko. "Hvis du finder den rigtige person er det sikkert muligt." Svarede han og nikkede bekræftende oveni. Det næste spørgsmåltegn hun kom med, forvirrede ham. hun kendte da godt til magiske væsner! Nu havde hun forhåbentligt ikke slået hoved så slemt at hun ikke kunne huske hvad han havde sagt! "Du ved hvad jeg mener, engle og vampyrer, varulve?" Igen kunne Stephen kun give Millicent ret, selvom han ikke havde kendt hende før. "Det har du sikkert." Selvom ordne skulle lyde mere muntre lykkes det ham ikke. Alias kom svansende ind over skærmen, selvom han forsøgte at trampe ham ned, væk, helt væk.
Galvin kom gående hen mod deres bord, hvor han satte deres fisk der stadig dampede fra ovnen. En sprød duft af disk og andet tilbehør ramte deres næser, imens tjeneren tak sig tilbage, efter at have ønsket dem god appetit.

Hmm...det var da lidt af en ide.Måske kunne de fortælle hende, venligst, hvad fanden der virkelig var sket den dag, og ikke mindste hvem der havde sat fut i al fejemøjet og var den direkte årsag til deres død?
hun trommede lidt med den ene hånd på bordet, da bandet spillede fly me to the moon.
Hun elskede den sang, de gamle...var det Dean Martin ...eller Sinatrsåa der oprindeligt lavede den ? Arh det anede hun ikke.
Hun sukkede svagt, ved Stephens uddybning.." hvad jeg synes om dem?..., altsår jeg kan jo ikke skære alle over en karm, men jeg ved at nogle af jer er meget tilgorladelige og dejlige...." hun sendte han et drillende smil inden hun forsatte" - og andre væsner igen...meget farlige.Men Stephen....hvad med dem i midten...dem der svinger...skifter..og kan være begge dele?" hun lænede sig ind over bordet, fortroligt.Ikke andre skulle have del i netop den samtale.
Så hun takkede meget hurtigt Galvin, da han serverede den yderst velduftende mad, og hun greb ud efter bestikket med et " yum...det ser vel nok lækkert ud!"

Stephen følte sig intet mindre end håbløs! Millicent lød som om hun aldrig havde mødt nogle overnaturlige væsner, hvilke fortvivlede ham frygteligt. "Jeg forstår dig ikke." Lød det endelig fra ham, efter at have siddet og stikket lidt til maden. "Dem i midten, hvilke? Der er ingen racer som kun er onde, selv vampyrer er der nogle gode og omvendt med engle." Endelig gaflede han noget mad op på tallerknen og tyggede tavst på fisken, før han sukkede og nippede til vinen. Stephen mente at samtalen havde fået en underlig drejning. En drejning han ikke helt selv kunne greje eller dreje tilbage, simpelthen fordi han ikke anede hvad de talte omkring. Hvis Millicent forstod hvor de befandt sig henne, ville han gerne have en forklaring på det.

Hun sukkede....var det virkelig nødvendigt at grave i det?
At dømme udfra Stephens adfærd og udseende, var svaret ja.
" det er også lidt svært at forklare..men..jeg stødte ind i en dæmon tror jeg han var.hans Aura var ikke til at tyde , ikke for mig anyway...jeg har aldrig set sådan en.Han kunne..ting....slemme ting...han kunne styre folks krop, får dem til at gøre hvad han ønskede.Men...han var nu sød og høflig...men senere på aftenen, fik han røde øjne og skarpe tænder." hun holdte en pause og drak lidt af sin vin.Den var virkelig god.Hun livede lidt op igen." Han kunne også læse tanker...eller nærmest se minder...og...og Stephen han havde også vinger...hvide vinger... Det var som om han var en blanding af det hele.En forvirrende masse af det hele.Har du nogen sinde hørt om det?" hun vidste det ville være meget forvirrende, hendes sammenkog af den famøse aften, men så måtte han stille spørgsmål, ikke?

Stephen lyttede intenst og vidste til sidst ikke rigtig hvad han skulle gøre, så efter et par sekunder begyndte han at grine. Højlydt. Ikke bare hans normale smil eller lette klukken, men en høj latter mens han lignede et stort smil, før han næsten begyndte at græde. Da han begyndte at gentage det inde i sit eget hoved, begyndte han at grine endnu mere og sådan fortsatte han i et helt minut, før han fik hold på sig selv og kunne trække vejret normalt. "Nej, men måske en hybrid." Kom han frem til. "Han kunne gøre slemme ting, men var sød og høflig, men om natten fik han røde øjne og skarpe tænder. En masse." Han lo igen, denne gang mere behersket.
Det lød på ingen måde særlig sjovt, hverken at møde eller at blive uvenner med, men til trods for det, så havde hendes ordvalg trukket lidt af det alvorlige af toppen. Sømmet syntes ikke at stikke længere. "Millicent, du skal vide at denne vernde har meget mere at byde på end mennesket tror, så du kan nok lige så godt vænne dig til at the good and bad guys faktisk eksistere mere eller mindre." Selvom engle tit blev set som the good one, så så Stephen sig selv mere som en neutral person, som dog alligevel holdte med heltene.

Hun sagde ingen ting, ikke til at starte med.Da hun talte var hun så helt neutral i sin tone " det var ikke fordi det var nat, men fordi jeg...gjore ham gal" irettesatte hun.Hun mente jo i bund og grund at Stephen havde helt ret.Hun synes bare ikke det var så nemt at definerer hvem der var god og hvem der blev brændmærket som ond.
Hun huskede hvordan Williammhave , detaljeret, forklaret hende ' hvad han rendte rundt og lavede' var han ond? Eller var han en god fyr, der reagerede efter omstændighederne? Og hvis man ændrede på omstændighederne, ville han så blive helt god? " Det er en forvirrende verden,det med ondt og godt" indrømmede hun.

Det næste Millicent sagde fik igen Stephen til at grine, før han tog en dyb indånding. "glem det gode og det onde. Vi er på en date ikke, så det handler vel bare om os nu. Hvis jeg er fået det rigtig. Lev dig ind i vores lille bobbel og så må verden lige leve uden os i nogle timer." Samtalen var i følge Stephen drejet lidt for meget ind på det alvorlige, hvilke også var fint, men de var ikke kommet ud at spise for at diskutere den slags, det kunne de gøre en anden dag. Han ville hellere snakke om noget andet. Lige hvad vidste han ikke, men der var masser af emner at tage fat på, han skulle bare lige først finde dem.
Endnu en del af hans mad forsvandt, før han skyllede efter med vinen. "Hvad vil du lave når vi har spist, en gåtur eller op i luften?" Nu havde de allerede en gang den dag fløjet, men hvis hun ville prøve igen var han villig til at lade SAS lette igen, nu med månen som navigation og ikke solen. Det kunne til tider også gøre det hele lettere. "Eller har du en helt anden idé?"

Hun havde ladet sig rive lidt med..af deres samtsle, men det krævede ikke meget, ikke mange talte ord,mat føre hende ind på et noget andet spor.
I deres egen bobbel, sikker en vidunderlig tanke.hun rakte sin hånd over mod hans, nede på bordte, og slap hun afsted med det, ville hun flette sine fingrer ind i hans.
" Det bliver ikke spor svært...jeg vil helleren end gerne give al opmærksomhed..kun til dig søde skat" jaja..hun drillede nok en smule,men det kunne han da godt tage.
" hmmm jeg have regnet med at blive her og måske danse ellerbare hygge os lidt?" hun smilede drillende til ham " eller vi kan besøge toilettet sammen?"

Det hele syntes konstant at være morsomt, selv hendes forsøg på at skjule deres hænder! Som hun ønskede lod Stephen sine fingre glide ind mellem hendes, før han gav dem et let klem. "Det glæder mig, så kan vi have en romantisk aften." Bekræftede han og stod ikke tilbage for at lege med på den. "Toilettet syntes jeg lyder rigtig godt, eller nummer to. Jeg undgår helst nummer et." Han kunne heller ikke se hvordan han skulle bevæge sig i dans til Jazz. Dans var mest til kvinder - i følge Stephen - ellers skulle det være street music eller mere poppet. Jazz var under ingen omstændigheder noget mænd ligefrem dansede til. Det måtte også kun kunne se sjovt ud, intet yndefuldt over det.
Med den anden hånd fik Stephen noget mere mad ført ind i munden, som han sad og tyggede lidt på, mens han lyttede til musikken, for første gang ordenligt. Det lød meget blandet og meget improviseret, men de kom helt godt fra det. Musik i øret og Millicent i hånden, livet kunne umuligt blive mere perfekt.

En romantisk aften? Ja, det måtte man jo beskrive det som, i den grad.
Bare betegnelsen fik det til at synge dejligt i hendes øre.
Der var intet hun hellere ville have med ham.
Hun blev derfor glad da han bød hendes hånd velkommen.Ingentvivl om at de så vældig forelsket ud, som de nu sad der." Nåå....så den er du med på?" spøgte hun lidt og bad så " Men Stephen...at tale om at besøge toilettet med mig og om det så skal være nr et eller nr to deeeet får altsår bare nogle helt andre billeder frem" drillede hun blidt og begyndte som ham at spise med sin fri hånd.
Stephen virkede som en fyr der ba havde styr på tingene.Hun var glad og følte sig hel sammen med ham.Så hel som man nu kan, når man mangler seks års hukommelse altsår.
" Stephen...du spiller jo mange instrumenter, ik...hvad når du optræder, skifter du så eller spiller du på et bestemt?" en smule nysgerrig på hendes date måtte hun vel nok være .

Så måtte Stephen erkende, selvom det måske ikke kom som nogle stor overraskelse og blev sagt med et glimt i øjet. "Jeg vil allerhelst ud på toilettet og hygge." Så var de billeder på plads. Hvis Millicent ikke fik de samme billeder som ham, måtte der være noget helt galt med hendes opfattelse af verden eller hans ord. Det kunne være begge dele. "Det kommer helt an på hvad folk ønsker af mig. Ofte er det et specielt instrument de ikke lige har kunne finde andre til at spille. Det sker også at det er til en film, hvor man skal lege gadespiller eller hvis der er en scene inde på en musik restaurant. Det plejer at give vældig godt." Uddybede han til den nysgerrige kvinde.
At tale om sit 'arbejde' eller hvad folk yndede at kalde det, var ikke Stephens helt store styrke, ofte fordi det bestod i så meget. Det var ikke bare at sidde på et kontor og udfylde papir, men en meget stor del af hans liv. Arbejde og hobby i et og samme element. Var det overhoved sundt?! Folk plejede ikke at interessere sig for det og det var ikke noget fast, selvom der altid var penge på kistebunden, et rent mirakel skulle han sige det selv.

Oh jo.. hun fik skam billeder på nethinden.Hun havde en yderst overudviklet fantasi og de senarier hun så for sig var både romantiske og meget sexede, de gav hende varmen.Millicent greb efter sin serviett og viftede den foran ansigtet,således at den gav hende en lille bølge af luft og sagde henvendt til Stephen " My God...tal ikke sådan, du får mig jo hyldet helt ud af den" det var jo ikke fordi hun ikke var bevidst om han drillede, men alligevel..billederne / forestillingen herom var så hed, at den dampede mere end fisken og grøntsagerne på hendes platte.
Galvin havde igen nærmest sig bordet og henvendte sig til Stephen" Er alt til deres tilfredsstillelse hr. ?" spurgte han, klar til at opfylde hans mindste behov.