... er tegn på regn ... - Millicent

" ja...stakkels mig" klagede hun endnu engang og lavede en lille brmmende lyd mod hans læber, da han også snød hende der, selvom det nu var ganske rart og næsten trøstende.
" ja....kom....du må da kunne huske hvor du har sat den?" mente hun og tiltede blødt ned af ham, da han skulle ud af sengen.
Millicent fulgte ham tæt, og var ikke sen- for en gangs skyld- til at adlyde ordre og gik straks hen til den smukke violin kasse.Da den gled åben, udbrød hun " jepps...så der banko, den ER her" hun tog den op, og lukkede forsigtigt låget igen.
" skal jeg bare åbne?" hun stod allerede med den lille æske løftet ud af posen, og nu var hun for alvor spændt på hvad han havde fundet på.
Da han havde givet tilladelse, åbnede hun og hun strålede nærmest radiant, da hun så de smukke øreringe.Hun holdte den ene op og kiggede nøje på fjerne....var det? Det kunne det godt være pånfarven!! Hun løftede blikket og spurgte stillem" Stephen...er det...fra dig? J-jeg mener fjerne?" et kort sekund inden hans svar, føltes som en meget lang evighed.

Nøje, næsten fortryllet, stod Stephen og stirrede på Milicent der åbnede sin gave. Han havde spurgt sig selv om hun overhoved havde huller i ørerne, men havde droppet at tænke så meget over det. Hvis hun ikke havde det, så måtte hun have dem til pynt et sted i sin lejlighed, hvis hun overhoved ønskede dem. Da han hørte Millicent spørgende spørgsmål trak han op i mundvigen. "Ja, gaven er fra mig, ligesom fjerne."
Stephen var godt tilfreds med resultatet, øreringende. De havde ikke været lette at få lavet, først og fremmest fordi han skulle finde de helt rigtige fjer og derefter hive dem af, hvilke på ingen måde havde været hyggeligt. Derefter handlede det om at få dem lavet på et par øreringe, hvilke også havde givet nogle problemer. Ekspedienten havde først troet det kom fra en fugl som han havde skudt, hvilke hun derfor ikke ville høre tale om, men da han fortalte en lang historie om sin farfar som var jæger og så havde givet fjerne til ham, troede hun på ham. Øreringende blev lavet, men med et godt indhug på hans pung, da det ikke bare lige var noget man fik lavet, det fandt han ud af da han så prisen.

Af gode grunde, kunne hun intet vide om hverken besværet eller udgiften det havde kostet ham, så den delnaf det var slet ikke med i hendes tanker, men det var derimod en ubetinget glæde over hans gave til hende.
Alene det at han overhovedet havde tænkt på hende, men også at have var så personlig, det var lidt af en ide han havde fået.hun ville nu egenlig gerne havde spankuleret elegant og sexet ogver til ham, og takket ham på behørig vis, men det var desværre ikke hendes stil.så istedet fløj hun nærmest over til ham, stillede sig påntærene og slog sine arme om hans hals og knuede sig ind til ham." Stephen...de er så smukke, mange tusinde tak.....du er en skat, hvordan fik du den ide, jeg håber ikke det gjore ondt!" hun slap ham modvilligt og holdte dem op foran sit ansigt.Så snehvide rene og lette og elegante, så pragtfuld og unikke.
Hun havde huller, et hul i hvert øre og rutineret fik hun sat dem i hurtigt, og løftede op i sit år med begge hænder, og fik det meste med...stadig hang løse lokker ned, men intet der forhindrede et godt look." hvad synes du?" spurgte hun glædesstrålende.
Hun ønskede at han ville synes de klædte hende, men gjore han ikke det, elskede hun dem allerede , så det ville ikke ændre det store ved hendes glæde eller mening om dem.

Stephen strålede som en sol da han fik hendes tak. Han slog selv armene omkring hende og gav hende et knus, før han slap og lod hende fortsætte med at beundre smykkerne. "Det skulle jo være noget af mig der fulgte dig rundt og hårloks medaljon syntes så gennembrugt at fjer syntes bedre. Det var nok mere besværligt end det gjorde ondt." Det var ingen direkte løgn, men det lød næsten som om det ikke havde gjort ondt. En ny færdighed hos Millicent kunne imponere Stephen da hun let og ubesværet fik dem sat i ørerne. Det var altid en ting der havde imponeret ham, ligesom det faktum at folk altid sagde at det ikke gjorde ondt. Han syntes ikke rigtig helt det passede med at stikke noget igennem øret, men han havde efterhånden lært bare at tro på hvad folk sagde.
Stephen forsøgte - lidt forgæves - at påtage sig rollen som modekritiker. Det gik ikke rigtig, men den ærlige mening kom da frem, selvom den ikke var overraskende. "Fantastisk! Intet mindre, nu mangler du bare en hvid kjole, så kan du ligne den græske kærlighedsgudinde hvad hun så end hedder."

Hun strålede.
" det er genialt...du er genial" hun var mere glad end hun lige nu helt formoede at udtrykke.
De var smukke øreringene, tanken der lå bag var om muligt endnu mere smuk og så var der det lille faktum at den sidste gave hun kunne huske at have fået , var til hendes tolvårs fødselsdag.
Så hun var blevet grundigt overrasket.
" De var besværet værd Stephen, det lover jeg....det er jo hotte som bare fanden, på en delikat og enkel måde" de ville helt klart kunne booste et hvilke sæt af tøj, og fåndet til at ligne en million.
Glimrende, også,Stephen kunne lide resultatet på hende! " Afrodite... Det er det hun hedder .Vidste du hun opstod af havets skum og gik i land på Rhodos?" hun strøh ham over kinden igen" tak....jegver virkelig glad for dem" sagde hun varmt til ham, han måtte ikke være i tvivl.

Måske kunne Stephen slukke alt lys i rummet og så ville hun fungere som en stor lysende pærer? Det var næsten forsøget vær, men noget andet kom ham i forkøbet og distraherede ham. "Det er jeg glad for at høre, men begynd ikke på noget fjerboa, for det får du ikke, ikke af mine fjer." Han følte sig nok som en afplukket høne ved bare to fjer, et helt dusin ville være døden for hans forfængelighed. "Ligefrem hotte? Bare du ikke brander dig på dem." Millicents himmelske glæde fik Stephens humør op i himmelske højder, hvilke man efterhånden sikkert også kunne se på ham. Den lille historietime havde han sikkert hørt en gang før, men den var gået i glemmebogen lige som meget andet historisk, så det var atter nyt for ham. "Det lyder som den lille havfrue, hun blev bare til skum, frem for at komme fra det."
Hvis Stephen stadig var i tvivl om det, så havde han været døv alle de andre gange hun havde sagt det eller så havde han ihærdigt fortrængt det, men Millicents ord var gået ind - hvilke man kunne spejle i hans humør. "Men juleaften er slut nu, så lad os komme ind og putte. Man skal jo have mindst ti timers søvn, eller du skal." Påpegede han og gik hen mod Millicent, dog med lidt andre tanker i hoved end sengen.
Da han kom helt hen til hende, greb han fat i hendes skuldre og trak hende tilbage så hun sandsynligt ville miste fodfæstet og på den måde blev nød til at holde fast i ham for ikke at vælte, hvis han ikke havde haft et greb i hende. Hendes reflekser ville sikkert stadig gøre det. Stephen pressede hårdt sine læber mod Millicents, før han kort smilede og trak hende op at stå igen. "Nu sengen, alé!
OOC: Ved godt der skal stå flotte.

Hun var næsten allered i færd med at udvikle ideer til hvordan hun skulle gengælde hans dejlige gave til hende, og selv om mulighedderne var uendelige, virkede ingen af dem bare gode nok.
" arh....ild preller af på mig som vand på en voksdug, du ved....jeg brænder mig aldrig" hentydningen gik på Politiets kælenavn til hende...' Millicent - pigen der legede med ild' , det havde hun overhørt en dag på stationen.Det havde ikke været deres hensigt, men alligevel havde det været nok til hun klappede i som en østers, og ikke gad besvare deres tåbelige spørgsmål.Hvilke ikke havde gjort dem mere venligsinden på nogen måde.
Hun nikkede til Stephen imens hun lidt fraværende trak hendes hår om til den ene side, og skabte luft i den anden." Eventyr, myter og religion har det vist med at finde inspiration i hinanden, ik...egenlig ret spændende hvis man begynder at gå det efter i sømmende....men det må blive en anden dag" .
Stephen erklærede denne jul for officielt lukket , og besluttede st hun skulle i seng igen .
" Ti timer! Det er ret meget....jeg er jo ikke otte år længere!" lød protesten promte, men blev afbrudt da hun var ved at vælte, og helt flektorisk greb efter Stephen, for ikke at ende på....enden.
Hendes hjerte bankede, hårdt...af den pludselige manglende balance og fodfæste- men også over st Stephen allerede havde styr på hende, styrede så hun ikke faldt og så endelig over hans læber..hårdt mod hendes.Hun stønnede sagte og hænderne der lå på hans skuldre nu, begyndte nøjagtig lige så reflektorisk at stryge op af hans hals.Hun var så ' rendt over ende af ham' at hun lige der ikke kunne finde ud af at give ham et modspil og et rap over snuden over han bestemte.
Det måtteda være den eneste grund, ikke?
" okay, hvis du ønsker det" sagde hun istedet, lidt misbilligende over sig selv og denne lydighed hun med et udviste ham.Millicent rækkede ud efter hans hånd og ville holde den, imens hun satte kursen mod hans soveværelse.

Stephen grinede kort for sig selv, imens fulgte efter Millicent. "Hvis man fjerner det sidste cifre er du cirka nok otte år ikke." Han lod sig falde om i sengen og trak hende med sig. "Men vi kan nok også finde ud af noget andet, bare det indebære at sove." Han vidste ikke om det overhoved var muligt, men der skulle sikkert nok være, en eller anden leg. Far, mor og børn var tit med noget at sove, men slet ikke ti timer som var nødvendigt.
Hvis Millicent slap hans hånd ville han gribe fat i sin dyne og trak den op over sin næse mens han lukkede øjne. Det var noget naiv at sige at han kunne sove med et knips, men han kunne lige så godt prøve eller lade som om han forsøgte. Være en kedelig voksen der var styret af regler, klokken og arbejdet. Var det ikke sådan den nye ungdom sagde om de voksne om samfundet?

Hendes øjne havde et fornøjet skær i dem da hun svarede " nooo, sweetie, så ville jeg nærmere være 1 år og øreringe ville være at betragte som en yderst upassende gave" kvidrede hun og forsatte sit dril, nu hvor hun lige øjnede en mulighed for at få overtaget styringen, at Stephen geld under dynen og så ud til at skulle sove- det lod hun sig nu ikke påvirke af." jamen så har jeg helt det rigtige....du kan være den meget strenge overlæge, der skal forsøge at berolige den umulige patient, der bare nægter at lytte til alle de sygeplejersker der har forsøgt at få hende til at se fornuften, sååå nu skal der andre metoder i brug!"

Selvom Stephen stadig lå med lukket øjne hørte han et hvert ord der kom fra Millicent. "Må jeg bruge alle knep?" Hvis det var tilfælde ville det hele være lettere, men hvordan han skulle gøre det vidste han stadig ikke selvom hans hjerne allerede trampede af sted. Han kunne forsøge at kysse hendes læber røde men ville det overhoved hjælpe? En pludselig idé slog ned i ham imens han lå og ventede på svar og tænkte. "Hvis du ligger dig til at sove nu, så lover jeg at tage dig med ud at flyve i morgen på et selvvalgt sted." Imens han sagde det slog han øjne op og kiggede på hendes ansigt. Han ville se hendes udtryk. Det kunne ikke gå helt ubemærket forbi hendes snude, umuligt!

Hun lagde sig tilrette på siden og lagde det ene ben hen over hans, bare for at opnå en god hvile stilling." Jepp...alt er tilladt, sålænge vi holder os inden for lovens rammer" bekendtgjore hun meget formel i tonen og grinede så lidt.
Det var befriende at han kunne være lidt sjov og pjattet, som hun selv .
Men det næste havde hun dog alligevel ikke i sin vildeste fantasi set komme.
Hun kiggede måbende på ham...længe..inden hun talte, og hun så mildest talt forbløffet ud." h-hva mener du? ud at flyve....som i du viser mig hvad en engel også kan? Vil du helt konkret flyve en tur med mig?" hun begyndte at se lidt betuttet ud istedet.
Det her var altsår lidt overvældende....lidt virkelig meget overvældende.
Hun var måske for god til at lade som om Stephen var en almindelig fyr, for dygtig til at ignorerer det...overnaturlige islæt han ligesom var en del af? For helvede...han var en engel, ikke en almindelig fyr.
Hun dykkede ned i den flydende brune chokolade karamel ,hans øjnefarve så smukt havde og holdte vejret der, så længe hun kunne...indtil han svarede hende.

Måbende, ikke overraskende, men da hun skiftede udtryk og til sidst helt stoppede med at trække vejret blev han en smugle bekymret. Havde han sagt noget forkert? Tankerne begyndte straks at kredse, men før de begyndte for goldt fik han sig selv stoppet. Han måtte heller få svaret så hun blev tvunget til at trække vejret, det ville se yndigt ud hvis hun skvattede om. "Jeg ved ikke om der er andre måder at tolke det på, så ja. En tur med mig, op i luften og flyve, ligesom da vi skulle ned fra dit tag, bare op og vil du ikke være sød at trække vejret." Hvis hun ikke selv gjorde det ville han personligt tvinge hende til det. Mennesker kunne ikke leve uden luft og selvom Millicent ikke var helt menneske, hun havde i hvert fald magiske evner, så skulle hun alligevel have luft og vand til overlevelse, samt varme og sol. "Men vil du ikke eller?" Han ville selv med glæde have sagt ja, men Millicent var ikke ham, det kunne være hun havde et andet syn på det.

Millicent viftede med hånden foran sit ansigt , som for at skabe mere af den utilstrækkelige luft der omgav dem." jo jo ...jeg trækker vejret...jeg ånder" sådan mere eller mindre da, tænkte hun og hev vejret dybt ned i lungerne.
" hmm...nå altsår en flyvetur, med dig" hun begyndte at se det for sig, billedeligt....årh, ville det ikke bare være det vildeste og mest fantastiske? Måske også lidt farligt?!" jeg vil mægtig gerne prøve det, bare ikke for højt vel?" hun tog fat om hans hage og tvang ham til at se hende i øjnene imens han forhåbentlig afgav hende et løfte herom.
Hvis han gjore det ville hun løfte sig op og kysse ham på munden og iske tak, og ellers ville samtalen forsætte lidt endnu.

Med et mindre kamp lykkes det Stephen ikke at vende øjne. Jaja, selvfølgelig trak hun vejret. Det sagde de altid, alle sammen. Millicent fortsatte og ville pludselig have ed på at han ikke fløj for højt. "Jeg lover at jeg ikke flyver for højt, du bestemmer højden." Et tilfreds smil lå på hans læber da hun gav ham en belønning, men nu skulle de altså sove! "Godt, så kan du godt ligge dig til at sove." Lød det fra Hr. Voksen, der lage sig ned igen og trak dynen op over næsen mens han demonstrativt lukkede øjne som om han var det uartige barn. Hvis vejret skulle slå over i voldsomt regnvejr den følgende dag, ville turen blive udskudt, men hvis solen bare skinnede lidt havde Stephen planer om at lufte hunden.

Okay, der var ikke en eneste lille grund til at brokke sig her.Millicent havde en dejlig følelse af tilfredshed og....af at være holdt af, i hele kroppen.
Hun puttede sig ind til Stephen, lagde igen en arm over brystkassen og hvis han ikke fjernede den, ville hun borer næsen ind i hans skulder, og lade sig slumrer stille ind.
Inden hun nåede så langt hviskede hun til ham " hej Stephen...tak for en helt dejlig dag" imens hun nussede han lidt.En tanke nåede også lige at kigge indenfor, inden hun faldt i søvn.Hun skulle jo på arbejde i morgen, og nå hjem for st gøre sig istand og hygge lidt med Ally, så de skulle ikke være al for sent ude, hvis de skulle nå det imorgen.
" Godnat" hviskede hun sagte og kyssede hans skulder, inden hendes vejrtrækning blev langsom og rolig.


// du springer bare i tiden, if U please ?

Stephen var triumferende da han ikke hørte mere brok fra Millicent. Det var næsten berusende. "Æren er helt på min side." brummede han som svar, mens han blev liggende og faktisk nød - til sin egen overraskelse - at mærke Millicents arm omkring hans skuldre. Han nød hendes læber og hendes berøringer, det var der ingen tvivl om, men alligevel kom det en smugle bag på ham. "Godnat godnat." Lød det imens nogle mere frastødende tanker fjumrede rundt i hans hoved. Inden han slukkede og lukkede for dagen, greb han ud efter sit vækkeur med hånden og satte uret, noget han kun gjorde meget sjældent.

Et hvert menneske med en hverdag og et arbejde der krævede at man skulle stå tidligt op, måtte kende til irritationen af at høre vækkeuret hyle. Det var bare ikke helt tilfælde for Stephen, der dog alligevel fandt det rigeligt irriterende at høre den højrystet lyd før fanden havde fået sko på. Han var intet morgenmenneske. Da de flere centimeter tygge søvn var fiskede ud af øjenkrogen satte han sig op og gav vækkeuret et velplaceret dask ned i bordet så det tav. Måske en smugle sent, men før kunne han ikke finde det. "Flyet letter om et kvarter." Lød det frygtelig søvndrukket fra ham. Millicent fik et kort morgenkys på kindbenet, før Stephen trak sig selv ud på toilettet.

Denne nat havde hun ingen mareridt, for første gang længe...sov hun fredeligt og uden forstyrrelser af nogen art.En forfærdelig lyd....en melodi der hedder 99 luftballons med tyske Nena, hvilke var lyden af hans vækkeur, fik hende vågen med et sæt.Det eneste skønne ved det, var Stephens kys....uhm....det kunne hun nok godt vænde sig til at blive vækket med hver morgen. langsomt trængte hans ord ind, imens hun dovent fik strakt muskler og led igennem.
" Om et kvarter siger du..jamen...du gode" mumlede hun of fik sat sig op.
Et stort smil dukkede frem, som sol bag fra en sky....var det virkelig sandt, ville han tage hende med på en flyvetur? Hun blev dig lidt bekymret....kunne han bære hende? Kunne hans vinger holde vægten af to? Han vidste vel hvad han lavede? Det håbede hun da godt nok !

Mere sort kunne natten knap blive inde i byen, men det overraskede på ingen måder Stephen. Det var med vilje. Et lille smig sneg sig ind over hans læber mens han var ved at drukne sig selv med vand fra vandhanen. Da han følte sig frisk, med en svag smag af zendium i munden, gik han ind i soveværelset og fandt noget tøj. Bukser, sokker og sko. Intet på overkroppen, det bliv ødelagt uanset hvad. Derefter gik han ud til den lille altan lejligheden var udstyret med og fik de hvide vinger ud.
Som en anden kat der strakte sine lemmer, strakte Stephen sine vinger, dog ind i stuen da der ikke var plads til dem på den lille altan der var knap en halv meter bred. Da Millicent var færdig, vinkede han hende ud til sig. "Okay, før vi begynder skal du stole på mig hundrede procent. Der er ikke meget engel tilbage hvis du kvæler mig, så bare stol på jeg har fat ikke?" Han søgte dybt i hendes øjne for at være sikker på at hun forstod. Hvis hun ikke stolede på ham, var der ingen idé i at tage hende med, for så havde hun kvalt livet ud af ham før de overhoved lettede. På den meget smalle altan var der ikke plads til at han kunne lette fra gulvet af, så de måtte gøre det på en alternativ måde.

Hun fulgete efterbhans eksempel, tog et opkvikkende bad, dog uden at gøre håret vådt, og iførte sig sit eget tøj fra dagen i forvejen.
Da hun så Stephen, helt udslået...eller hvilken betegenlse man nu brugte om en engel med vingerne foldet ud, blev hun ganske paf.Synet var blændende smukt.Og det blev ikke dårliger af at hans mørke går og øjne, stod i fin kontrast til de hvide vinger.En tanke stsk sf til William, hans vinger havde også været hvide, betød det mon noget...om de var hvide ,grå eller sorte? Hun anede intet om de ting.
" du er flot" sagde hun stille...og mærked et lille gys løbe igennem sig ved hans ord.Om hun stolede på ham? Jo...det gjore hun.
" jeg stoler på dig, bare du lover at du ikke slpper mig.lov det!" bad hun og mærkede adrenalinen begyndte at fylde hendes åre og få det hele til at løbe hurtigere inden i.
" Bare sig hvad du vil have mig til" hun anede ikke hvordan hun skulle stå eller hvad hun forentedes at gøre.det her var jo fuldstændigt....utroligt.

Smigrende! Bestemt, det var hvad Stephen var, men der var ikke rigtig tid til at blive høj på komplimenter. Tiden var knap. "Det gør jeg ikke." Lød det små stramt for ham, mens han trådte op på gelænderet så han stod med en hånd ind mod muren og en fod på vær side i den ene ende. "Kom her op, lig armene omkring min hals og lås bene omkring min talje." Da Millicent havde gjort som han bad om, lage han den ene arm omkring hendes talje og løsnede i hendes greb, hvis hun var ved at kvæle livet ud af ham. "Så letter vi. Velkommen til SAS, jeg håber de kommer til at nyde deres tur på første klasse." Med de ord skubbede han sig tilbage så han et kort øjeblik stod og balancerede på gelænderet før han slog kraftige slag med vingerne.
Det var tungere med Millicent, men ikke mere end hun kunne holde fast. Da de var kommet nogle meter op over hustaget satte han farten en smugle ned, men ikke meget. "Slip med dine ben og bare stol på at du ikke bliver tabt." Da hun havde gjort som hun havde fået besked på, greb han fat i hendes ben og svang hende op, så han havde hende i armene, frem for klamrende op af sig. Med flere kraftige slag med vingerne, fik han lagt sig næsten vandret, fortsat med Millicent i armene. Ruten blev lagt, mod havet hvor de første spæde stråler begyndte at vise sig.

Hun holdte praktisk talt vejret og stod med hånden for munden.
Hun stolede på ham..ja...men var det ikke at trække lige lovlige store veksler på den tillid?
" my God" mumlede hun sagte da hun skulle op på gelænderet til ham, og indtage sin plads.Hun hang der...som en lille koalaunge...en fastgroet koalaunge...klistret il ham.
" Stephen...please...pas på mig" hviskede hun og holdte hovedet godt puttet ind mod ham.Hun var ikke meget for atbgøre hvad han sagde, at slippe med sine ben og hun havde først tænkt sigat nægte, men han havde været sød med sit lille sas nummer, og hun stolede på ham, så men en lille forskræmt lyd, tvang hun sine ben til at,give slip.
Hun gispede, men blev i samme moment gaflet opnaf Sephen der nu havde hende i armene.
" thank God"Stønnede hun og de første mange minutter, havde hun helt lukkede øjne og hovedet så langt gemt mod hans krop,som det var muligt.
Men...efter lidt tid, begyndte hun at spejde ligeså stille , ud over landskabet...det var forrygende og komplet enestående.

Stephen kunne ikke lade være med at grine, hvilke Millicent nok kunne mærke men ikke nødvendigvis høre. "Jeg sagde jo dig, at der ikke ville ske noget med dig, ikke på min vagt." Han fløj i bløde buer rundt omkring byen, men stadig med et mål. Havet. Himlen blev farvet mere og mere rød imens de steg op under de ikke eksisterende skyer. Da de kom ud over havet, kræsede han lidt rundt som en ubeslutsom fugl før han til sidst valgte at lande på en tømmerflåede der var fastgjort et stykke fra land, så man kunne svømme ud til den. Da han havde - ikke hel - fast grund under fødderne, satte han forsigtig Millicent ned. "Godt, så kommer De med et ønske hvor vi skal hen. Alle ønsker vil blive opfyldt efter bedst evne." Det var en løgn at sige at det var varmt, så da han ikke længere brugte sin krop - vingerne var en del af hans krop - begyndte gåsehuden straks at sprede sig da varmen var forsvundet.

Hun endte med at nyde det...måden man gled...nærmest surfede gennem luften på, det var vidunderligt, men kun fordi det var ham der havde fat i hende! Havde hun hængt fastspændt i en paraglide, var hun rimelig sikker på hun slet ikke ville have nydt det.
Hun var dybt facineret af det...og af ham.
Og da de landede, og hun kom til at stå på egen hånd igen, havde hun en følelse af at være en del af drømmeland.Så vidunderlig havde det været.Men hvorfor flyve andre steder hen? Her...midt på vandet kunne de se solopgangen ...det ville være fantastisk, og de første stråler var allerede begyndt at vise deres smukke ansigter.
" Skal vi ikke bare blive her?" hun så på ham og kunne se han frøs lidt.
Hun havde intet tøj at give ham, så istedet lagde hun begge hænder på hans bryst og gned lidt.
" nu går du ikke hen og dør af kulde, vel....jeg skal jo også hjem igen" drillede hun blidt og stillede sig på tå og kyssede hans tindning.

Blive her?! Stephen skulle have taget tøj på, for han nåde at blive en snemand før solen var kommet op, men undlod at sige det, selvom han hurtig blev afsløret. "Det kan vi godt." Lød det, med endnu en tilføjelse kort efter: "Nej, måske ikke lige dø." For at skåne synet for eventuelle nysgerrige mennesker og glubske dæmoner (vampyre, dæmoner og hvad der ellers var) trak han sine vinger ind så man kun kunne se to hvide ar og et par dråber blod der ubemærket gled ned af hans ryg. Det var intet nyt, man kunne jo ikke bare stikke hul i huden og tro det ikke blødte.
Stephen lage sine hænder på Millicents skuldre og drejede hende omkring, så hun stod med fronten mod solen, hvorefter han lage sine arme omkring hendes talje og lage hoved på hendes hals. Han drejede hoved en smugle så han kunne indsnuse lidt af hendes duft mens han sugede hendes varme til dig.

Hun stod i pænt tid og betragtede det smukke syn, og hans tilstedeværelse.
Herefter drejede hun sig omkring og gav ham et kram.Hendes fingerspidser flugtede de to ar, og hun rynkede brynene i en mismodig mine og så op på ham" hør...jeg glemmer helt dig, du skal ikke gøre disse her ting, uanset hvor smukke de end er, hvis det giver dig...ubehag...jeg mener..din hud...bliver flænset åben hver gang, ik?!" hun kærtegnede hans ryg og tog fat i hans hånd, med formålet attrække ham ned at sidde.
" al dette enle halløj, er vidunderligt, men du ved vel godt at det ikke er det der gør jeg siger ja til f.eks at sove hos dig?" spurgte hun ind til ....det var ret vigtigt at han ikke følte det var det, hun blev tiltrukket af....sentationen!