... er tegn på regn ... - Millicent

Det var en stor pille at sluge. "Kæreste?!" Udbrød Stephen en smugle for overrasket. "Her gik jeg og troede vi hun datede ... jeg må være bagefter." Blev der konstateret, hvorefter han lage ansigtet i de rette folder. Tænksomme folder. Mon han havde andre ting han hellere ville? Som altid når man fik det som opgave at finde noget bestemt, kunne han ikke, så han besluttede sig for at være tilfreds med glæden, selvom han sikkert kunne finde noget meget bedre senere. Helt tæt sagde hun. Det blev straks mistolket i Stephens hoved. "Ja, helt tæt, men det vil være langt bedre og mere ophidsende for os begge hvis jeg forblev i denne form." Folk ville kalde Stephens kæmpe smil for et colgate-smil hvis han brugte colgate, men han var mere til Zendium og hans tænder lyste heller ikke ligefrem i mørket. Han havde aldrig formået at få dem til det, til trods for at han havde forsøgt et par gange.

Hun studsede først over hans ord, indtil det gik op for hende hvad hun havde sagt.Årh nej...nu troede han vil ikke at hun pressede noget ned over ham? Det var jo slet ikke sådan hn havde ment det.Hun havde bare talt inden hun fik tænkt, det skedte så ofte.
" d-du skal ikke...det vr ikke sådan ment" begyndte hun at ville udrede misforståelsen." Vi dater, Stephen....vi dater!" fik hun klemt ind og rystede på hovedet af sig selv.
Men han var da godt nok ikke blevet slået helt ud af kurs af hendes smutter, og han gav hårdt igen, da han slog ud efter hende. ophidsende? Det var jo ikke helt til at misforstå hvad han mente med det , og hun kiggede på ham og så hvordan et smil, et stort et af slagsen...et meget ...tilfreds...smil , plantede sig på hans læber." øh...ja....et form skift er nok heller ikke lige din boldgade, vil jeg tro" halv mumlede hun sit svar og gav hans håndled et fast klem, inden hun slap det.
" Du har en al for...stor..virkning på mig.Jeg skal vist være forsigtig med dig" tilstod hun og glæden over ham stod skrevet i hendes øjne, da hun kiggede ind i hans mørke øjne, som hun fandt så yderst dragende.

Det var næsten som at være til skuespiller time, hvor man skulle lærer at lave masker. Stephen fant en ny i kassen. Skuffelse. "Æv, nu troede jeg lige." Til trods for at han selv syntes at være tilfreds med udtrykket i hans ansigt, var han også meget påpasselig med ikke at lave det for troværdigt - hvilke ikke var noget problem. Skuespiller blev han aldrig, det var så sikkert som det kunne blive. "Korrekt, jeg tror ikke jeg vil have det godt med at blive en formskifter." Konstaterede han med et enkel nik.
Millicent trak hele gulvet væk under Stephen. Skulle han græde eller grine? Has påpasselig mimik faldt i vasken og druknede i afløbet mens han stirrede på hende som var han faldet ned fra månen. Da han endelig fik styr på halen og hoved gav han igen et zendiumsmil, muligvis ikke lige så stort som før men alligevel lidt for stort. Han havde ikke troet hun var så direkte. "Det må du, det kan jo være jeg bider?" Stephen havde besluttet at tage bene på nakken og flygte. Der var ingen tvivl om at selvom han kunne være kærlig og alt det stads, så var Millicents direkte fremtræden alligevel lidt for meget for ham. Han trak snuden til sig.

Arh...det var vist ikke helt ægte , den skuffelse der.
Hun smilede og rodede lidt i hans hår " jeg fornemmer at du vil kæmpe dig igennem det- og overleve" smålo hun .
Med hovedet lidt på skrå, lyttede hun til hans svar om formskiftere?! Han lød helt seriøs.
Millicent så lidt underlig ud.Var der noget der hed det? Og hvad kunne man så helt eksakt skifte form til? Hun mærkede en lidt urolig følelse.William have ændret udseende, men han ....han var en dæmon , med engle vinger...var han en formskifter? Arh...hun roede nokdet hele sammen.
" nej...du er nok i den bedst tænkelige form...lad endelig vær med at justerer på det"
Havde han ændret sig lidt? Hun søgte et svar i hans øjne, ville se hvor hans tanker og hans humør var hende af , hvad der beskiftigede dem nu? Men hans øjne gav dem ikke.
[color=orange" naa..bider gør du vel ikke ligefrem, så kradser jeg bare igen"[//color] hun forsøgte at trække sig lidt op, så der kom lidt mere afstand mellem dem.Noget var galt, han havde ændret sig ....bare lidt.Havde hun sagt noget galt? Det håbede hun ikke da.Han var som altid så helt ligetil og samtidig så utrolig kompliseret.
" Stephen....hey, undskyld....jeg jokede bare lidt" sagde hun og ville gerne holde hans blik fast.

Bah! Det gik ikke meget bedre nu. Han måtte til at filtre fiskegarnet ud. "Men hvad ville du gøre hvis jeg egentligt bider." Han følte sig igen lidt som et jaget dyr, da han igen tog flugten, men fra noget helt andet. Alvoren. Millicent havde det let med at dreje tingene ind på noget sjovt, noget hun efterhånden havde gjort en del gange og noget Stephen - fandt han lige ud af - holdte utrolig meget af. Så slap de for de letter pinlige situationer hvor han sad og kummede tær. Han forsøgte at efterligne hende, gøre kunsten efter, men han havde ingen øvelse. Overhoved ingen øvelse. Han måtte bare bede til guderne og håbe de ville smide lidt tryllestøv i hans retning.
Efter et par ubeslutsomme sekunder rettede Stephen sig op fra sine tanker og kiggede et kort blik ud af det nærmeste vindue, bevidst om at hvis ikke Millicent begyndte på et mirakel ville der alligevel komme den uønsket akavet situation hvor de sad og tyggede i luften.

Millicent så på ham og rystede på hovedet...han var jo...umulig i dag, var han ikke?
" Som jeg ser det har jeg kun to valg , ik? Hmmm den første ville være at bide igen....et mere hårdt bid der så ville sikkre at du aldrig ville turde gøre det igen.hmmmm mit andet valg bille helt klart være at desinficerer bidemærket, påsætte plaster og tude.og som bonus tigge dig om aldrig at gøre det igen" hun smilede.
Stephen var interessant.
" hvilken af de to ville du helt se som reaktion på et eventuelt bid? Eller har du et helt treidje ønske mr.Samson?"

Det lykkes! Stephen havde næsten lyst til at hoppe af glæde, men det var der ikke tid til. Han grublede over hendes to muligheder som var givet ham. "Jeg tror den sidste vil være at fortrække." Informerede han om og gennemtænkte det hele endnu en gang for at være sikker. Hvorfor han ikke skulle være sikker vidste han heller ikke. "Men, jeg tror nu alligevel jeg vil undlade." Han kunne lige forstille sig selv sidde håbløs og se på en stortudende Millicent eller det der var værede. At hun bed igen og det så var ham der sad og brokkede sig. "Så hvad siger du til at vi finder på noget andet at lave, muligvis går i seng eller er det endnu ikke din sengetid?"

Hun følte næsten hun skulle hinke sig vej gennem et feldt af miner, den slags der lige nappede et ben, hvis man trådte forkert.Stephen fik hende så...konfus...i sine ellers såmklare tanker, at hun til sidst ikke anede hverken op eller ned.
" godt nok er jeg yngre end dig, men jeg har altsår ikke ligefrem en sengetid længere...og ingen til st håndhåve den, hvis den skulle være der et sted" sagde hun med et lille smil og dristede sig til at lade sin hånd rede hurtigt igennem hans hår, og så tilbage i hendes eget skød." Er du træt? Så går vi i seng" sagde hun og var måske nok selv det en smule. Al denne snak....
Den fik smiletni hendes hjerte til st vokse, men det tog også lidt på energien at bokse disse omgange med Stephen, han viste sig at være en hård modstander.

Endnu en mulighed for at drille videre, en mulighed Stephen ivrigt omfavnede som ville den ikke komme igen. "Måske burde jeg få dig i seng lidt tidligere. Måske burde jeg blive den hverve som du ikke har. Det er ikke sundt for unge med mange job og lege rundt med vampyrer." Pludselig syntes han at have det langt bedre, som om han efter en dramatisk svømmetur endelig var kommet på land hvor han ikke fik saltvand i hoved fra store farlige bølger. "Lad os få dig i seng!" Udbrød han meget beslutsomt og kom med en gevaldig fart op at stå, hvorefter han lige lænede sig nok tilbage, så han kunne få fat på Millicents håndled og trække hende med sig. Hvis hun ytrede modstand måtte han tage den på hulemands maner og svinge hende over skulderen og så traske af sted med hende.
Måske var der ikke langt at gå, hvis det bare var ind til soveværelset, som det var, men det kunne det hurtig blive hvis hun begyndte at gøre modstand, så hurtig skulle det gå, men børn skulle jo børste tænder. Ud på badeværelset gik turen. Ændret mål.

Ih, hun skullenda love for at han tog sin ældre aldern seriøst. Det var jonikke altid alderen der gjore om man opførte sig myndigt, men Stephen faldt helt fint ind i den rolle- faktisk virkede han til ligefrem at blomstre i den.
" Argh...Stphen..er detnikke liiige meget nok...jeg mener, jer er trods alt blevet atten! " hun protesterede men fulgte lydigt med ham,da han trak hende op af sofaen.
Hun havde en svag fornemmelse af at han ikke havde tænkt sig at accepterer et nej, ikke lige i denne situation.
Hun sørgede dog for at sakke lidr bagud, bare for at irriterer og opføre sig lidt som den ulydige teen han postulerede hun nok var, så han var nød til at trække lidt i ende, bvis han ønskede hende med.
På badeværelset blottede hun lidt mere trods" Må jeg selv ørste tænder, eller skal du også det?- har du en ekstra eller skal jeg bruge din" hun havde bare så stor lyst til at kalde ham daddy, men undlod...bare for nu da.

Med brystet skudt frem - i et forsøg på at se myndig og autoritær ud - trådte Stephen frem foran Millicent og fandt en splinterny tandbørste. "Du har vel hørt om alle de unge der køre sig selv ihjel og bemærk lige at man i USA ikke er fuld myndig før man er enogtyve." Med de ord stak han tandbørsten i hånden på 'datteren' og forlod badeværelset, hvor han huskede at lukke døren. At lege mor og far var en leg Stephen aldrig rigtig havde brudt sig om, men pludselig syntes den sjov og underholdende. Nu var alderen der også - næsten da. Måske skulle han have været ældre, men så kom han til at føle sig helt gammel, en gammel pædofil stodder. Selvfølgelig modsagde udseendet, men hans indre var - en smugle - som den tredveårige mand han egenligt ville være, hvis han ikke havde fået smækket et par vinger i ryggen førhen.

Årh...hvis bare hun måtte slå på ham en enkelt gang.Så selvsikker og så...jeg bruger dig som en gulvklud får du er så uvidende agtig, på den sjove måde.
" Virkelig? en og tyve, pokkers! sukkede hun ogngreb tandbørsten.
Hun puffede ham i ryggen afsted...ud...inden han kunne komme med flere homeruns, for han var åbenbart lige i humør til at lave strikes hele tiden.
Hun fik åbnet tandbørsten og fik poleret bisserne og skyllet sin mund.
Forsigtigt åbnede hun døren og stak hovedet ud. Hun kunne ikke se ham, ikke sådan lige da...så hun besluttede selv at liste ind i sengen inden han ville komme og trækkemhende afsted.Så havde hun da lidt stolthed intakt, ikke?

Som en anden vagthund stod Stephen udenfor døren og ventede til at Millicent var færdig med klargørelserne. Så snart døren blev åbnet, holdte han vejret og lod hende liste ud i den tro at han var forsvundet, men så snart hun var trådt et skridt væk fra døren, trådte han ind bag hende og slog armene omkring hende. "... og hvor har du tænkt dig at valse hen?"
Stephen pressede sin næse ind mod Millicents nakke, for at fjerne hendes hår - vældig smart syntes han selv - og indsnuse hendes duft, før han placerede et let kys på hendes nakke. "I seng formoder jeg." Han fjernede sine arme og lod hende fortsætte hen i sengen, hvor der lige manglede at blive redt op, med mindre hun havde planer om at de skulle ligge i ske hele natten.

Et gisp lød fra hende, da hun uden at have set det komme, pludselig have Stephens arme omkring sig." Easy...du skræmte mig" klagede hun imens hun nysgerigt fulgte med i hans ' nusseri' i hendes nakke.En dejlig følelse.
"tja...jeg overvejede at tage til Paris, men det er lidt langt vej at valse ved ærmere eftertanke, såå ... ja..ja...i seng" hun snoede sig ud, så snart han åbnede sine arme og skyndte sig derind.Hun så at den ekstra dyne og pude var væk.
" Hvor har du den anden dyne? Så henter jeg den lige?" spurgte hun og satte sig ned på sengen.Efter to sekunder lod hun sig vælte ned på ryggen, og så op i loftet.
Det var underligt som dagen havde slået et smut.Hun var begyndt at kunne lide overraskelser igen, fandt hun lige ud af.Dem havde hun ellers undviget i et stykke tid, men ...se hvad de kunne lede til .

Stephen brummede og mumlede et eller andet, mens han fulgte efter Millicent ind på værelset. "Okay, men jeg tror ikke det kommer gående her ind selv." Påpegede han, da hun smed sig på sengen og begyndte at glo op i loftet. "... eller for den sags skyld der oppe fra. Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed." Fortsatte han meget underholdt. Selv smed han sig også på sengen, men først efter at have smidt sko, strømper og bukser. De havde sovet sammen uden en trævl på kroppen, så han kunne lige så godt smide alt tøjet, men han syntes alligevel at det var at pille lidt for meget ved vandskorpen. Han havde det bedst med at sove med bare lidt på kroppen, det gav altid en form for tryghed.
"Men hvis du ikke ønsker din egen dyne, tror jeg måske der er plads under min ... hvis du er sød." Det slog ham pludseligt hvor klamt det lød, så han måtte hellere redde den i land, spørgsmålet var bare hvordan. "... og med sød mener jeg ... ja, du ved." Forsøgte Stephen sig, sikkert uden held.

" Seriøst...dine dyner har ikke ben? Hvad er det for et anden sorterings sortiment du hold dig? Enhver anstændig dynenksn vel komme år man kalder?!" begyndte Millicent og råbte højt efter Dyne et par gange.Hun forsøgte se chokeret ud ved hans tilbud eller ved den ikke kom løbende, Dyne...." hvis jeg er sød? Ej Stephen... Bed du hvad? Nu sover jeg hos dig, under din dyne og jeg lover dig at d er total handsoff zone, så god en pigeer jeg nemlig" hun smiled stolt og fprsøgte ikke at stirre uhøfligt på Stephen, der havde smidt en del tøj nu.Der var nok en hel del letter at få dynen til selv at komme gående, end til at holde sine øjne væk fra Stephen, måtte hun erkende.

Så udnyttede hun igen sin lille mirakel magi. Vendte det hele 180 grader, eller måske kun 100 men betydningen var den samme. "Beklager, men sådan nogle intelligente dyner har jeg desværre ikke. De er utrolig irriterende når man laver musik, du ved. Forsøger at lave kaffe, men fordi de er så bløde lykkes det ikke helt." Spillede han med på hendes leg og kravlede op i sin seng. "Godt, så er spørgsmålet bare hvor lang tid du kan undgå det, for som du sikkert ved, så er min dyne altså ikke to meter bred og fem meter lang." Et kækt smil pyntede hans læber, mens Stephen rullede sig ind under sin uintelligente dyne uden fødder og uden størrelse. Han burde købe en ny der kunne leve op til Millicents krav, hvis det da var muligt.

Det var nærmest et nyt begreb...uintelligente dyner...men det bragte et stort smil frem og hun morede sig storartet.Stephen var sød,sjov og kvik...så nu manglede hun bare at opdrage lidt på ham, men det havde hun jo længe til....den lille uartige tunge han nogle gange havde.
Hun løftede op i hjørnet på dynen, det ved hans venstre skulder....og gled ind under.Naturligvis ramte hun ham adskellige gange, selv om hun lå på siden, var hun nogle steder helt tæt op af ham.Ikke at det var med vilje,men som han selv havde påpeget var det en anelse svært at undgå, hvis hun ville have et stykke af dynen.
Hun brugte sin arm som hovedpude, og gav sig til at se på hans ansigt,som var det en dvd.
Hans øjne var....ganske smukke og enormt appelerende, kindben og næse havde rene linier og var markante...hans læber var tydelige og klart afgrænsede.Hun sukkede.....han var modellen af de to, ingen tvivl om det.Men det bedste ved ham, var når han lo....eller når han skældte ud, ved begge tilfælde fik han en helt særlig aura over sig....eller glød...måske var det når han gik lidt op i noget?" det er både en uintilligent...og noget ....mager dyne, der er ikke meget plads" drillede hun og puffede lidt til ham.Måske skulle hun sætte ham lidt på pinebænken og spænde ham lidt fast??

Stephen følte sig som en storskærm, måske i HD? Det måtte det helt sikkert være for han var åbenbart dybt interessant at se på. Hvorfor havde han ikke rigtig nogle idé om, men han blev gloet på, meget tydeligt. Det var næsten sjovt at se hvordan hendes øjne bevægede sig en lille smugle, videre til noget nyt. Den dybe koncentration blev pludselig brudt. Både uintelligent og mager, den groveste fornærmelse hans dyne nogensinde havde hørt. Stephen sukkede opgivende. "Du burde sove nu, inden du kommer for godt i gang." Han slog sin arm omkring Millicent og trak hende tætter på så han kunne mærke hendes krop mod sin. Så skulle hun ikke klage!
"Så, nu skal du heller ikke være bange for at der kommer nogle og fanger dig, du er i trygge arme ..." Stephen skulle til at tilføje noget mere, da en tanke slog ned i ham. Noget han nær havde glemt i farten. Han kiggede tænksomt på et vilkårligt punkt i luften over Millicents hoved, før han kiggede på hende igen. "Der var en gang jeg snakkede om ... noget med at tage mig med alle steder, skytsengle tror jeg. Så begyndte du at joke med at du skulle have en billedramme med et billede af mig. Kan du huske det?" Det var lige før han ikke selv huskede det, men måske hjalp det hvis hun kom med lidt klarere billeder.

Hun kildede ham lidt under hagen da hun sagde.." Er du ikke en lille smule bestemmende i dag Stephen?" ja ja han jokede, regnede hun da stærkt med, men det varcda alligevel meget...kært...atvhan sådan forsøgte at bestemme lidt over hende.Millicent gav sig lidt, da Stephens arm lukkede sig omkring hende og drog hende tæt ind til sig.
Hans ord var ment i sjov, men ramte bare lige plet...for efter hendes session hos hendes nye psykiater, Silas, var hun begyndt at gennemleve disse maridt, om episoden i skoven hvor nogen jagtede hende....Den episode der var hendes sidste minde, inde hun "vågnede op "efter branden.
" Trygge arme sounds nice" halvmumlede hun og lagde en arm hen over hans bryst.
Snakken om at have ham med sig over alt, jo - den huskede hun så udmærket- men hunnhavde da arkiveret den som en sød lille joke.Hvad havde han nu gang i? Hun så overrasket på ham, måske havde han tænkt sig at udstyre hende med et pas billed af ham, nice...så ville hun hænge det i Le Diamante, på opslagstavlen i personalerummet, bare for at drille Alias.
Og så kunne hun selv nyde synet, hver gang hun susede forbi.
" jaaa....jeg husker det da godt, har du et foto til mig eller hva?"

Strålende, Millicent huskede det! "Nej, men hvis det er vigtigt for dig, så kan jeg da finde et." Svarede Stephen, men håbede at hun ikke ville bede om det, for han havde ikke billeder af sig selv ud over sit pasfoto samt kørekort og de var ikke imponerende. "Men der var noget andet jeg havde haft i tankerne." Fortsatte han hemmelighedsfuldt, men krøb længere ned under sin mager dyne.
Stephens gave lå hengemt et eller andet sted i hans rodet stue. Han kunne ikke engang huske hvornår han havde købt den, men han var sikker på hvad det var, hvilke også var rimelig svært. "Hvis du vil finde ud af hvad det er, så må du jo komme med et tilbud, så vil jeg overveje det. Noget for noget." Gryntet han og strakte sig som en kat, der havde det næsten lidt for godt.

" Vigtigt? Prøve med livsnødvendigt!" drillede hun ham.Hun ville da ikke have noget imod det.Hun kunne sltid vise det til nogle gamle damer i busstopstedet og sige ' hey....se...det er min ikke kæreste som jeg dater' ! Han legede med hendes nysgerrighed og hun måtte indrømme at han havde hende i sin hule hånd lige nu." ikke et billed, men hvad i al verden så" et frygteligt øjeblik så hun for sig et håndaftryk- eller værre- et fodaftryk i gips, som man laver på små børn.Hun sukkede og måtte overgive sig." hvad er det så? Nu er jeg altsår meget nysgerrig" indrømmede hun uden indpakning og ærgede sig lidt, da han blot lagde sig bed tilrette under sin nu meget uintilligente og dumme dyne.
Hey...han var da virkelig...strid nu, ik?!
" Et tilbud? Ej...Stephen, come on......jeg er så nysgerrig, fortæl mig det nu...please" tiggede hun ham og nussede lidt på hans bryst, med spidserne af sine fingre.
"hmmmm det er...strengt.... Hvad står sådan en hemmelighed i? Hvad kræver du?" spurgte hun og spillede mut.

Det var ingen hemmelighed at Stephen nød at pine Millicent. Det var altid sjovt, til trods for at det nok ikke var sjovt for modparten, men han fik en klar lys ide som han selv syntes var fantastisk. "Okay, smut ud i min stue og find pakken, den ligger i en mælkehvid pose af papir." Hvis Millicent valgte at løbe af sted efter pakken, ville Stephen splatte ud på sengen med arme og ben ud til hver side og med et dybt tilfredst udtryk. Med mindre Millicent var heldig ville hun ikke finde æsken i nærmeste fremtid, måske ville hun endda komme ind og tigge igen? Nogle ville nok mene at Stephen var ond, men han havde det morsomt og så længe hun ikke flåede hoved af ham.

Hun lyste helt op, en pakke?
Han behøvede ikke at sige det to gange, begejstret og en smule naiv, trak hun armen til sig , rev dynen til side og kom ud af hans ellers så indbydende favn.
" okay...mælkehvid pose" gentog hun og satte afsted efter sin søgen inden i dagligstuen.
Millicent søgte højt og lavt, uden resultater.Endog bag sofapuder og ned mellem stakke af papir med sirligt håndskrevne noder på.Men intet kunne hun finde.Fra tid til anden, kunne små skuffede udbrud høres, og efter en 10-12 meget lange minutter vendte hun slukøret tilbage til sengen og kravlede op og satte på ham." det er ikke fair, du snyder mig?!" lænede hun sig ind over ham og beklagede.En hånd på hver side af hans skuldre, sikrede hunnikke tippede forover og knaldede sin pande lige direkt ned i hans, sikke en ulykke det ville være, en blodig en enda." Stephen....please." tiggede hun og kyssede ham på kinden, imens hendes hår faldt ned over dem begge.

Stephen trak dynen helt tæt omkring sig da Millicent som en lille pige sprang ud af værelset og ind i stuen. Han var næsten døset hen da han pludselig kunne høre hende komme tilbage med et meget nedtrykt udtryk. Han slog dynen væk fra ansigtet - hvor den var krøbet op - og måtte virkelig være ihærdig for ikke at smile. "Stakkels Millicent." Måske var der ikke den helt ønsket medfølelse at sporer i ordne, men han forsøgte at dække over det ved at kysse hende på munden, da hun forsøgte at ramme hans kind.
"Kom, så lad os sammen gå ud på den skattejagt selvom det er langt over din sengetid." Blidt skubbede Stephen Millicent ned fra sig og ledte ud i stuen hvor han gik hen til klaveret og gik et par gange rundt omkring den som en anden hund. Han betragtede det skeptisk i et par minutter, før han åbnede munden. "Prøv at tjekke violinkassen." Hvis hun fulgte hans opfordring ville hun finde den mælkehvide pose. Hvis hun flåede papiret af den ville hun komme ind til en hvid æske hvor i der befandt sig et par øreringe med en stor hvid fjer på vær. Hun fik selv lov til at gætte hvorfra de kom.