... er tegn på regn ... - Millicent

Det var Millicent selv udenom ifølge Stephen, der åbnede munden som en lille fugleunge og ventede på mad. "Det var et svært spørgsmål, en kat ville være meget belejlig for så ville jeg kunne kalde dig Miss Cooper, men en knurren vil være mere fræk og egentligt hælder jeg mere til hunde frem for katte." Tænkte han højt og skyndte sig at åbne munden hvis han ikke havde fået noget ind før han begyndte at tale. Da Popcorn var let at få ned, åbnede Stephen næsten øjeblikkeligt munden igen, for at få mere mad ned og fortsatte til Millicent satte en stopper for det. "Hvad er din musik smag egentligt?" Spurgte han pludselig ind i mellem sine små bider.
Millicent havde aldrig fortalt om lige den del omkring sig selv, hvilke overraskede Stephen, mest af alt fordi han selv var så glad for musik, så burde det være vigtigt for ham at spørge ind til det område. Endnu en lille forglemsel i glemslens tange rum.

" Måske skulle jeg være en blandningsrace, så kunne jeg både spinde og knurre. Grrrr " drillede hun og proppede en håndfuld poppedrenge ind i hans mund.
Selv lænede hun sig frem over ham, satte hænderne i sofaryggen og bøjede sig mod hans hals, or hendes læber begyndte at stryge små kys op af.
" mmmm...musik?" gentog hun lidt døsigt, hendes kyssen på ham gjore hende lidt åndsfraværende, så det ud til.
" alt..faktisk..alt....pop,klaver,jazz...alt, undtaget house,heavy rock og opera" egenlig var opera meget smukt , men det gik direkte i hjertet på hende og fik hende altid til at græde,såå.
Hun lagde begge hænder i hans hår, og strøg dem igennem det.Han var...lækker, alt ved ham.
Men...var det nu godt? Hvis hun ikke passede på ville hun al for hurtigt blive involveret og hun hørte en advarende stemme* hvorfor have så travlt ? hvorfor binde sig? Hvorfor ikke forelske sig 1000 gange og begå en masse fejl?* hun blev helt forskrækket, og skubbede hårdt for at få stemmen væk.

Ingen nye popcorn men han fik i erstatning nogle kys, hvilke han ville være den sidste til at beklage sig over. "Det lyder godt, men lad mig lige pointere at Heavy Rock heller ikke er andet end folk der står og klimper løs, i følge mig." Da Millicents hånd gled op i hans hår, begyndte han at forsyne sig selv med både mad og drikkelse fra det endnu ikke tomme krus. Efter at have fået sin mund tilfredsstillet satte Stephen tingene fra sig, lage armen omkring taljen på Millicent og vendte dem rundt så de kunne ligge ned, hvorefter han placerede skålen med popcorn på hendes mave, hvis hun ikke protesterede eller lage sig anderledes.
Derefter begyndte Stephen at fodre Millicent hvis hun ønskede det. "Det er også de færreste der syntes om opera og jeg er heller ikke nogle undtagelse. Ligesom alt andet musik handler det om at forstå det og jeg forstår ikke en masse langtrukne høje ord." Det lød sikkert lidt underligt, når han kontra Opera sagtens kunne forstå hård rock, da nogle ville mene det lød meget lig hinanden.

" enig med dig der Maestro" sagde hun kærligt og kiggede ned, da hnas hænder smøg sig om hendes liv, og bedst som hun solede sig i følelsen, vippede han dem omkring.heldigvis havde han en del puder i sofaen,ellers havde hun nok slået sit hoved,men hun landede godt, og straks blev hun brugt som anretter bord.
Da popcornene dalede ned i hendes mund, holdte hun den lydigt åbent og tog imod hvad han havde at give,uden at kløjes i det.Hun havde hænderne på hnas skuldre og føte sig ...glad.
" jeg forstår ikke det meste af det de synger, men....det virker så sørgelig , altid så sørgeligt, og det kan jeg ikke bære...det erså trist, men faktisk også...smukt...på en sørgelig hjerteskærende måde" hun kiggede op i hans øjne.Måske skulle de prøve at gå i operaen en dag? Det havde hun aldrig prøvet, måske ville det ændre deres opfattelse af det?

Stephen mødte villigt Millicents øjne imens han fortsat fodrede hende. "Jeg forstår det ikke, kort og godt." Han gav et kort smil og lage sig bedre til rette under hende. "Men hvis nogle kunne fortælle mig hvad de sang om, så kunne det måske være jeg fik større glæde af det." Banen fra skålet op til hendes mund begyndte at blive brudt af en tur op til hans egen mund der var tragten ned til hans ellers godt opfyldte mave. Folk sagde at det ikke var sundt at spise sig mæt så det kunne umuligt være sundt at spise sig overmæt, men der var efterhånden så mange sundhedsråd at finde rundt i, at de begyndte at modsige sig selv, så Stephen følte sig vældig sund også selvom han havde fået for meget.
Opera var nok noget nær det eneste, hvis det ikke var det eneste inden for musik Stephen ikke forstod, hvilke han endnu ikke havde haft problemer med. "Men hvem siger egentligt at det skal være sørgeligt? Hvem siger at det ikke kan være en glad forårs sang, eller om kærlighed imellem to forelsket?"

// haha..jeg troede jeg var nederst, men...øverst er helt fint, så kan jeg også bedre styrer dig XD

" Ja...men det er ko det der er hele udfordringen.Det er svært at høre så meget sang, når man ikke forstår ordene.Teksten har altid betydet et eller andet for mig" forklade hun , og gned sin næse mod hans, kort.
Hun lagde så ned med hovedet ved hans skulder og bryst, og en arm oppe i hans hår, hvor hånden legede med hans mørke hår." altsår...jeg VED jo ikke hvad de synger om, det kunne jo være lige nøjagtig det.Men...det er bare ikke de knapper sangene trykker på,de virker mere...sorgfulde, næsten desperate og det gør mig trist" hun lod hånden glide fra hans hår og ned til halsen, hvor hun nussede stille.
Der var også så meget svig,bedrag,selvmord og galskab i opera, var der ikke?
" Har du nogen sinde set en opera..eller måske en ballet?"

"Tonerne betyder lige så meget som ordne, man skal bare lærer at tolke dem." Forklarede han, imens han så meget professerklog ud. "Det vil man vide hvis man gik i dybden med den." Fortsatte han ud af samme vej, før et smil ødelage hans kloge gammelmads facade. "Ballet har jeg set masser af gange, det er virkelig smukt men intet opera, det holder jeg mig helst langt væk fra." Forklarede han sig imens han flettede sine fingre sammen på hendes ryg. Stephen måtte indrømme at det ikke lige var opera og ballet der interesserede ham mest, men den person der lå ovenpå hans brystkasse og havde en noget så tiltrækkende udstråling, selv i en alt for stor t-shirt og fugtigt hår.
"Men kan vi ikke finde noget andet at snakke om, for musik snakker jeg normalt til daglig så meget om at det kan give en frygtelig hovedpine." Men det kunne også være yderst interessant, det kom mest af alt an på hvem man snakkede med det om. Han var sikker på at han kunne finde et mere interessant emne at konversere med Millicent, han skulle bare lige finde det i første omgang, hvilke var problemet.

" jamen...jeg er helt enig. Tonerne angiver en stemning og en følelse, og ord skulle helst supplere dette." hun rykkede lidt på sig, og kyssede hans hals.
" jo...vi kan skifte....vi sætter lige et flue ben ven emnet musik og...sodomi, du ved omgang med dyr" hun bed ham i halsen og lavede en knurrende lyd samtidig, hvorefter hun trak sig lidt væk.
" Du er nu meget sjov Stephen...helt uden du præver st være det, er du morsom.Skal jeg ikke lave noget te til os? ...du trænger måske til en barn" kunne hun ikke dy sigat vade lidt i hans graviditet te i køkkenet.
Hun henste sig op og så ned på ham.Lod en finger flugte buen på hans overlæbe.
" Jeg ...kan godt lide din mund....og nu. .. Laver jeg noget te"

Hvis det ikke var fordi Stephen allerede lå ned, var han sikkert endt på røven mentalt af hendes vilde snak der fuldstændig tabte Stephen før sin start. "Ja, okay. Musik og Sodomi ..." Et ord han aldrig havde hørt før eller havde troet ville eksistere, men uanset hvad lod han Millicent være personen der kendte de fremmed ord som godt kunne mistænkes for at være selvlavet. Han måtte virkelig give hende. Knurre kunne tøsen også, så hvad manglede hun? En spinden? Den kunne han altid få når tiden passede til det. Ved hendes næste vers sprang et smil frem på hans læber og han skulle lige til at komme med et tilfreds glad udbrud da hun slukkede glæden og smilet blev erstattet af en let fornærmet mine. "Jamen jeg har jo ikke engang født det første." Forsøgte han sig med, men det var tydeligvis for sent, for allerede da han havde sendt det af sted havde Millicent rejst sig, med et kompliment til hans læber.
Imens Millicent overtog køkkenet der sikkert stadig lugtede langt væk af popcorn, sad Stephen fordybet i hendes ord der var sat på 'gentag' inde i hans hoved. Det måtte være godt det med hans læber men der var helt sikkert en hentydning bag ordne, det var han overbevist om. Skulle han kysse hende lidt mere? Han havde aldrig fået en afvisning fra hende fra den vinkel, så måske burde han bare prøve og se om heldet var med ham.

Hun kunne godt lide at se ham glad.Ikke bare fordi han var flot, deeet var han jo også nårnhan var en torn i øjet , men...fordi det berød noget for hende, fordi hun blev glad inden i når hun kunne mærke at han havde det godt." Såå må dubda komme igang, vi skal have et hel fodboldhold, så du har ikke tid til at spille kostbar" drillede hun. Selv mente hun ikke at børn kom inden for de næste 10 år eller noget.Men derfor kunne hun jo godt give ham lidt røg.Hun dappede ud i køkkenet og fik bukseret te klar til dem begge.Hun var stop mæt, så frugten på hans køkkenbord, ville hun ikke skære ud nu...den kunne nydes bedre på et senere ridspunkt.
Hun vendte tilbage med en bakke, med to krus og en kande skovbær te.Men det vidste han jo ikke det var.
" drik!..så laver vi en bebs til dig" sagde hun da hun hældte op til ham og rakte ham sin kop.
Hun dumpede ned i sofaen og tog noget også.
" Stemmer du...? ....når der er valg og sådan noget?"

Stephen kiggede op da Millicent kom tilbage med en ny drikkelse anrettet på hans eneste pakke. Han fik sig fisket op fra de bløde puder for at gøre plads til hende og tage imod sit krus. Han stak snuden ind i dampen for at opfange duften og var hurtig til at regne ud at det ikke var moderte, men måske havde hun lavet en blanding? Uanset hvad udfaldet var, nævnte han det ikke men drak bare uden nogle kommentar til hendes baby spøg. Han havde travlt hvis det skulle blive til et fodbold hold, for ikke alle kunne spille - han var selv et fint eksempel - så der var sikkert nogle svipsere ind i mellem stjernespillerne. "Stemmer?" Han kiggede undrende på hende, før han kort grinte og pustede på sin te. "Nej ikke rigtig. Jeg forsøger så vidt muligt at holde mig ude af systemet." Forklarede han før han nippede til den stadig varme væske og fortsatte. "Forsøger at blive så lidt genkendt som muligt. Systemet vil bemærke hvis jeg bliver ved med at ligne en på de tyve år i fjorten år. Derfor burde jeg også snart få skrabet penge sammen til nyt ID og hvad der ellers er nødvendigt." Det sidste var mest af alt en påmindelse til sig selv. "Gør du, eller er politik ikke din stærke side?"

" ja..du ved...som at sætte et kryds ved et parti?" svarede hun og hørte så hans lille grin. Hun så lidt udeforstående ud da talen gik på at holde sig ude for systemet.
Hvad mente han dog med det? Stephen diskede selv op med den forklaring og så begyndte det at brænde lidt på for Millicent.Hun viftede afværgende med en hånd foran hende ansigt.
" v-vent lige lidt....du...aldres ikke? Bliver du ved med at se sådan ud? ...og et nyt ID? Hvad i al verden betyder det? Er Stephen ikke dit rigtige navn? ..jeg..jeg forstår slet ikke hvad du mener ...mener du jeg blivervgammel og rynket som en rosin imens du.." en lille skær af panik var at spore i hendes stemme, det kunne tippe begge veje lige nu, og Stephens spørgsmål til hende,druknede i de store bølger af bevægelse hun satte igang.

Stephen kunne ikke undgå at have et smil på læberne da Millicent fandt ud af hvad det hele handlede om. "Nej, har jeg ikke sagt det? Jeg har allerede levet i cirka ti år med den her krop uden at blive ældre, hvilke betyder at det er på tide at skifte." Forklarede han og gik derefter videre til det næste spørgsmål. "Jo, Stephen er mit rigtig navn jeg har ikke før ændret ID og jeg beholder Stephen, skifter bare efternavn. Ja, du er vel et menneske så det vil du gøre." Han forstod hendes panik og så på den anden side ikke. Forventede hun at de skulle kende hinanden rasten af livet? Tanken faldt i god jord ved Stephen, men den lød alligevel fremmed. Blidt lage han sine hænder på hver side af Millicents ansigt, for at holde det stille imens han hurtig kyssede hendes læber. "Vær glad for at du dør, så undgår du at se en masse du ikke vil se eller kende til." Han lod sig falde tilbage i sofaen hvor han igen lage armene omkring hendes talje.
Det ville være løgn hvis han sagde at han ikke var glad for sit forlænget liv, men han ville hellere kunne et eller andet end at leve i mange hundrede år og at være udødelig syntes han heller ikke godt om. Et kort liv satte ivrigheden for at opleve noget i vejret. Man ville tage sig god tid til at nå tingene og så nåde man dem ikke, hvis man fik en pludselig død.

Jo...de havde snakket lidt om alder, men det var først nu...først nu det rigtig dæmrede for hende.Konsekvenserne af det de sagde.Hborlænge kunne hun date en som Stephen? Hborlænge kunne hun være sammen med ham? hun kunne næsten se time glasset, helt symbolsk , rinde ud.Aldrig havde hun bekymret sig om alder og vægt- bevares hun var jo også bare atten år, og begavet med et misundelsesværdigt stofskifte, men hun havde aldrig frygtet alderdom.Millicent synes at rynker og lidt grå hår,gav mennesker personlighed og viste de havde levet livet og havde erfaring.Det kunne hun nu godt se charmen i.
Men....NU var det noget helt andet.Hun skulede til Stephen, han ville jo aldrig værenkæreste med en gamme dame, det ville jo føles aldeles forkert og være meget utiltrækkende.
Det var sku kun Edward Cullen der kunne barberer den ged.Hun sukkede." det er da altid noget det er dit eget navn" sagde hun lidt mopset over at være menneske og blive gammel. Et lille Mmmm dryppede fra hendes læber, da han kyssede hende og slap hende igen.
" Ingen er da glade for at skulle dø og da slet ikke hvis dem man elsker lever evigt
Hun havde fået en del at tænke over, og nu var det Stephen hun var sammen med her,menndet måtte jo egenlig gælde alle væsner.De var jo ikke...kompatible..med mennesker- hvorfor helvede havde hun ikke opdaget eller tænkt overmdet noget før?
Hun fik helt ondt i hjertet og kunne kun komme på en måde at lindre det på.
Hun lænede sig ned over Stephen. " that sucks, big times " sagde hun stille og havde allerede besluttetvat tale med Alias om det her.Kunne vampyr blod udskyde en aldringsprocess? Måske.. Og desuden...desuden blev hendes tanker ved med at kræse om blod...hans blod...hvilke hun selv så som frastødende, men hvis hun kunne finde en god og legal grund.
Hun lagde sine hænder på hans bryst.." Såå hvad...vi har ti år sammen max, inden er vil se for gammel ud , med mindre jeg finder en løsning?" hun lænede sig over ham, og forsøgte at kysse smerten i hjertet væk, da hun satte hendes læber til hans.

Et lydløst suk forlod Stephen. "Nogle glæder sig til at dø og der er endda nogle der selv skaber sin død." Det var selvfølgelig ikke det bedste at tage som eksempel, men han kunne ikke komme udenom at de fleste gerne ville leve længere tid end hvad de fik. "... og jeg lever ikke evigt. Seks måske syvhundrede år?" Præcist ligesom menneskeliv skiftede alderen også ved engle. Med et ryk satte Stephen sig op og fik pludselig travlt med at forhindre Millicent i at kysse ham. "Du skal ikke finde en løsning på det problem." Snerrede han næsten og trak sig op at sidde. Han var ikke dum nok til at tro at hendes plan så ikke ville omhandle et bid fra en vampyr. Den historie havde han hørt flere gange. Et menneske der ønskede et evigt liv og derfor gav sig til en vampyr. Det kunne aldrig ende godt og slet ikke hvis det var Alias. Selvom Millicent på ingen måde var ejet af Stephen så var han helt sikker på at han aldrig med sin egen fri vilje ville smide Millicent i armene på en vampyr.
"Hvis du har planer om at jeg skal være en del af dit liv de næste år, så kan du godt glemme alt om Alias ellers så takker jeg af." Måske lidt for hårdt, men han blev nød til at holde fast i sine principper og ikke blive blød bare fordi at han var godt tiltrukket af hende. Det ville aldrig blive det samme hvis hun blev et blodtørstig bæst der så let som ingenting kunne dræbe stort set alt i verden.

Hun blev godt overrasket over hans hurtige reaktion, hendes læber havde stort set rørt hans, men så alligevel ikke for hun blev skubbet væk og han kom hurtigt , al for hurtigt op at sidde." m-men " begyndte hun, dog havde Stephen mere at byde ind med, desværre.Hun måtte ikke finde en løsning? En mærkelig følelse sneg sig ind på hende.Hvad ville han så bede hende gøre, sidde stille og se at time glasset langsomt ebbede ud og bare accepterer det? No no, mr.
" Men Stephen hø...." afbrudt igen. Damn...Han havde allerede regnet ud at hun kunne finde på at spørge Alias til råds og måske bede ham om hjælp.pis.
Men hun var dog ikke så langt ude at hun forstillede sig at blive forvandlet, den tanke var al al for skræmmende, og hun elskede også at være menneske, nu skulle hun så bare finde ud af en måde at være menneske på,et menneske der blev meget langsomt ældre.Og blod fra de udødelige , blev første stop i den søgen." Stephen...lad vær at sig sådan noget.Jeg ...jeg vil jo bare finde en måde så der er en fremtid for os....en lidtlængere fremtid" tilføjede hun tørt og forsøgte at nusse lidt på hans arm, men hun vidste han kunne finde på at bremse hende, han var lidt...på dupperne lige nu.
[color=orange]" Årh....sweetie, lad nu vær "]/color]

Stephen fnyste hånligt. "Hvis du spørger om Alias om råd, så kender vi godt fremtiden prøv ikke at bilde mig det ind og du spørg ham ikke, der er ingen andre måder med mindre du kan fremtrylle en trylledrik og hvis du kan det, så skal du ikke sige at din evne ikke er noget vær." Det var ingen hjælp hvis han sad og var sur, så - en smugle mod sin vilje - lod han Millicent nusse ham op af armen imens hun forgæves forsøgte at berolige ham. "Du kan finde på alle de løsninger du vil, så længe du ikke tager den med vampyren." Slog han fast og lod sig falde tilbage i sofaen med en stadig endnu ikke helt tilfreds mine.
Verden ville selvfølgelig ikke falde sammen hvis Millicent valgte Alias, men Stephens verden ville blive uden hende, hvilke lød noget så tragisk, men sådan var det bare. Der skulle ske et mirakel hvis det skulle ændres - i følge ham selv. "Men hvis du ikke tænker på en vampyr, hvad tænker du så på?" Han gjorde et brag af et forsøg for at lyde en smugle optimistisk selvom det sikkert på ingen måde var overbevisende.

Hun rynkede sine bryn sammen og fik et bekymret udseende , hvilke passede så fint til hendes tanker.Var det dét det der var hans frygt? At hun endte op som vampyr eller bare død måske? Hvad mon han ville fortrække, hvis valget stod mellem de to ?
Hun havde god plads på ' legepladsen' da Stephen ingen bluse havde på, så hendes hånd nussede helt op på skulderen og skråt ned at hans bryst, men i stedet for små cirkler, lavede hun små bløde krads mærker, der naturligvis ikke var mere hårde end de ville blegne efter et minut eller to.
" Stephen...du behøver ikke være bekymret omkring Alias.Han...rør mig ikke igen, ikke nu hvor jeg arbejder der.Jeg tror det er i mod hans ære, eller...ja, og så har han faktisk en kæreste, der nok heller ikke stråler af glæde ved den ide.Så jeg tror ikke vi behøver bekymrer os om de ønsker mig hængende til evig tid" hun smilede til ham og strejfede hans bryst med en blød finger." Stephen...tak...ingen vampyr bid" svarede hun omhyggeligt.
Hun var dog alligevel glad over at han ikke syntes at være gået helt i bakgear, han gav hende lov til at forsøge at finde en løsning....og det var jo en start, ik.
" Stephen....ehm....hvad med blod, blod der ikke involverer bid...hvordan har du det med det? Jeg tænkte at det måske kunne...tja, ved jeg..måske udskyde det med aldringen?"

Det syntes ikke bedre med det forslag Millicent kom med. "Ingen anelse, men jeg syntes ikke du skal prøve." Svarede han kort og godt, mens han fangede en tot af hendes hår og begyndte at pille ved det, letter åndsfraværende.I længere tid lå han bare stille uden at sige et kvæk, før et højlydt suk brød tavsheden. "Men jeg er sikker på at vi får dækket vores behov, du kommer til at dø lykkeligt og hvem siger egentligt at du vil blive ved med at hænge på sådan en knægt som mig om tyve år?" Et fjoget grin placerede sig på hans mund mens han slap hendes hår og trak sig længere ned i sofaen. "Men hvis du ikke tror mig, så må jeg jo give dig alt den kærlighed jeg ellers ville kunne give dig hvis du havde flere hundrede år." Stephen trak Millicent op så han kunne kysse hende på munden. Først let men det blev hurtigt mere og mere ivrigt.

Hun holdte sit hoved lidt til den ene side, så ind i de smukke brune øjne og svarede endelig, efter lidt tid.." Okay...okay..hmm ..jeg lover ikke at gøre noget, ikke uden at drøfte det med dig først, men det er så også alt jeg lover" hun lod ham lege lidt med hendes hår, og faldt selv lidt hen i egne tanker imens.
Det var jo ikke fordi hunnhavde et ønske om at leve evigt, den tanke havde aldrig nigen sinde hverken strejfet hende og virkede ikke særligt appelerende, men tanken om at et kærlighedes forhold skulle ende , grundet en teknisk detalje, var bare så kanon sørgelig at hendes romantiske ikke kunne bære det, og da slet ikke hvis historien viste sig at være hendes egen.
" oh....joo, du behøver en der holder dig lidt i ørene, så umulig du er, og hvad nu hvis det er mig? Så nytter det jo ikke jeg skal jage efter dig i min el kørestol eller sådan noget, vel" smilede hun svagt.
Stephen....ai...han tog fusen på hende fuldstændig , og sendte hende til nedtælling.Hans ord var en ren knockout, og hun faldt så hårdt.
Hun gav ham ingen ord som svar, men lod sig trække op til ham, og lod hænderne glide over hans nøgne stærkenskuldre, op af hans hals og ind i det mørke bløde hår.
Hendes læber fulgte hans, og hun kunne mærke hans kys - ikke kun på munden- men i hele hendes krop.Da kysset blev lidt mere intenst, gled hendes tunge ud mellem hendes læber og spillede lidt op og ned, over hans læber, inden hun ville have ham til at lukke hende ind...ind i hans mund.

Langsomt, for at drille Millicent, åbnede Stephen munden for at lade hende indtage den, mens han selv lage sig til rette og nød det hele til fulde. Da hun valgte at trække sig tilbage, trak han sig også tilbage og trak sig igen en smugle op i sofaen så hans nakke kunne hvile på armlænet. "Ønsker du mere eller er det tilstrækkeligt?" Han ville med glæde give hende meget mere, men der var altid en hårfin balance man skulle balancere på, ikke for meget og heller ikke for lidt. Præcist det samme når det kom til mad, der var det måske bare knap så vigtigt. Et lille smil dansede på hans læber ved tanken, før han lukkede øjne og lod tankerne løbe en tur tilbage. "Det med dit forslag må jeg jo acceptere, har jeg andre valg og det med at passe på mig, har intet med kærlighed at gøre men overbeskyttelse." Pointerede han. Han var sikker på at han sagtens kunne klare sit liv hvis det blev nødvendigt, han kunne derimod være bekymret for Millicents, men endnu stod hun op og var smuk så ingen grund til panik ... endnu.

Årh...den søde pine at vente på tilladelse.Da han endelig gav hende lov, kyssede hun ham hengivent og legede livligt med hans tunge og indenfor i hans mundhule.
Millicent glemte næsten alt omkring sig, men skulle jo også have luft .Stephen trak sig lidt væk og hun smilede for sig selv.Han fik hende til at...have det så godt, både udenpå og inden i.
" jeg er bange for vi ikke er færdige...ikke endnu, men aftenen er lang og du har inviteret mig til at overnatte, hvis du husker" drillede hun ham .Hun rakte ned på gulvet, og fiskede tæppet op, da det fornlænge siden var faldet ned.Hun slængte det over et arm læn." Man kan ike overbeskytte dem man e.." hun bremsede sin tale og begyndte istedet at skænke mere te op.Nu måtte hun lige samle tankerne.Det var også den mand, og hans kys! Ja det var.

En latter lød fra Stephen, imens han nikkede. "Jo, det gør jeg skam." Han gav hendes talje et kort klem og lyttede efter hendes næste sætning, der pludselig stoppede midt i det hele og tændte for nysgerrigheden. "Ja?" Han kiggede nysgerrigt og spørgende på hende, mens han ventede på at få en uddybning af det pludselige stop. Han gentog sætningen i hoved og huskede det sidste bogstav i hendes sætning, som han satte sammen med forskellige ord. "Elsker?" Selv syntes det at lyde som svaret, han kunne ikke forstille sig andre ord, men han kunne tage fejl, han var - heldigvis - ikke ufejlbarlig.
Imens han ventede på at høre om han havde valgt korrekt eller forkert ord, kastede han sig straks i gang med at finde det næste, men det var på ingen måde let. Derimod meget svært da han ikke ligefrem var fantastisk til at finde ord og slet ikke når det skulle passe sammen i en sætning hvor han allerede havde fået startbogstavet. Han var håbløs til sprog.

Aha...ja, den var han så ikke villig til at lade passere.Hmm...nu havde hun så to mulige valg, som hun så det.Enten kunne hun skræmme livet ud af den stakkels skønne engel .Hun kunne kaste sig over ham og bruge det store ord, som elske jo var.Det ville kun være rimeligt, nu hun tænkte over det faktisk. han havde selv skødesløst slynget det om sig, da han tidligere i dag ville have hende til at opfatte...noget.
Det andet valg var at unvige, et brat sving væk fra det faretruende emne, det havde latent potientiale for at udvikle sig til.Og ja....det var den bane hun drønede ned af.Millicent, den lille kylling.Hun lagde sig hen over ham g gemte sig hoved ved hans hals og skulder g forsøgte at lyde helt vildt overbevisende da hun svarede " Den man...ehm...eeeellers ville svigte lidt ved ikke at ære der så meget , den man eeeeeelastik agtigt er bundet til" hun anede ikke hvad det var hun ævlede om, men sålænge hun kunne undlade at skifte til at skulle forklare ordet ' elske' så var hun tilfreds, for ting skulle ikke forhastes.De havde allerede...tyvestartet...lidt, ik.

Stephen kiggede spørgende på Millicent der pludselig begyndte at snakke om elastikker. "Den må du altså lidt længere ud på landet med, det passer jo ikke ind i sætningen." Enten havde han gættet korrekt eller så var hun ikke villig til at afsløre det for ham, at han havde valgt forkert. Hun burde vide at netop det kunne han sagtens klare, så han hældede mere til det første. "Prøv igen." Han gav hende et strålende smil og ventede spændt. Sikker på at det var det første hvilke han også håbede men han forsøgte ikke at afsløre sig for meget eller for hurtigt.
Et elastikforhold lød også utrolig forvirrende. Det kunne umuligt være godt at have sådan et forhold, hvor man først var meget tæt og derefter forsøgte at trække sig væk fra hinanden men umuligt. Det lød i følge Stephen meget historie ligne, men han kunne ikke helt udtale sig omkring det, det var ikke hans speciale, det var ikke der hans viden lå kort og godt.