... er tegn på regn ... - Millicent

Hun bleb først forskrækket , lige da hun så de små kugler af lys.
Hedes hjerte hoppede og pulsen ,der i forvejen var høj grundet løbeturen, steg yderliger.
For helvede da....hun havde jo set for meget Mulder og Scully! Hun troede jo ikke engang på ufo og aliens... * nej...og heller ikke på vampyrer,dæmoner og engle, vel ?* hviskede stemmen i hendes hoved.Men da var hun kommet Stephens lille charmerende evne ihu....nånå...så han ville snyde?
Hun klemte sig ind til træet, og lukkede sine øjne...næsten som et barn der troede de så ville være mindre synlige, når de intet selv kunne se.Men det var nu rart, at skoven ikke var helt så mørk.

Efter en del hovedløs vandring rundt i skoven hvor lysene systematisk var blevet slukket, lykkes det endelig at finde Millicent, som lå gemt væk op af et træ med lukket øjne. Det fremkaldte et smil, men ingen grin, da han ikke ville afsløre sin egen position. Det var egentligt ligegyldigt, for de knasende kviste, grene og blade under hans sko havde med sikkerhed afsløret ham. Så hvis ikke Millicent var styrtet af sted over stok og sten, ville Stephen fange hende inde mellem sig selv og træet og finde frem til hendes læber hvor han stjal et kys af længere tidshorisonter. Da han syntes at være tilfreds, samlede han kuglerne omkring dem, så de oplyste en cirkel omkring dem og træet. "Se, det er ikke godt at løbe væk fra mig, for jeg finder dig."

Lettet over at være fundet, da hun hørte ham nærme sig, afsløret af skovens larmende bund, sad hun dog så stille som en mus. En del af hendes ønskede stadig at vinde...eller blot drille ham lidt mere.Men eftersom lydende blev højere og højere, var det løb vist ved st være kørt.
En skikkelse stod så helt nær og lagde hende i spænd mellem det gamle træ, vis bark var rug imod hendes ryg, og ham selv. Hun nåede kun lige at slå øjnene op og tjekke at det faktisk var ham' og ikke en anden, der satte munden til hendes.
Protesterer? Ja ja ....lige om lidt, så skulle hun nok.For nu lod hun ham få sit kys...og hendes øjne gled i igen, og skærpede dermed de andre sanser der tog lugten og lyden af skoven ind samt duften og smagen af Stephen....hun sukkede stille, da kysset var slut.
Da hun igen kiggede frem fra hendes lille ' time out' så hun at kuglerne var blevet arrangeret omkring dem, i en lysende cirkel.Magisk....og smukt.
" oh!" udbrød hun og så overrasket op på Stephen, der udmeldte at det ikke kunne betale sig at stikke af, da han fandt hende.
" Måske du bare var heldig?" sagde hun...imens hun realt tvivlede på at han var den heldige...efter det kys han havde givet hende, var det nok mere hende.

Et kort øjeblik blev der overvejet om Millicent kunne have ret et sted, men hurtig blev Stephen enig med sig selv at det kunne ikke lade sig gøre. "Ikke mere heldig end jeg plejer." Et meget selvsikkert blik, veg ikke et sekund fra sit mål der var hans partner denne aften. Det kunne godt være at han faktisk 'bare' var heldig, ligesom begynder held, men hvis det var tilfælde, ville han ikke indrømme det. Aldrig i livet! Det skulle hun tvinge ham ud af hvis det absolut skulle være. "Skal vi fortsætte eller skal vi fortsætte med at lege gemmeleg?" Der blev både smittet af i hans øjne, stemme og hele hans holdning at han var glad og tilfreds. Han kunne heller ikke se hvorfor han skulle være det mindste mut.

Hmm...nogen var vist født under en selvsikker stjerne?
Hun lagde armene omkring hans hals, træt af at løbe og nogle gange måtte man bare overgive sig, og gøre det fornuftige.
" Nej....ikke mere gemmeleg....det er helt okay" sagde hun stille, og hendes øjne blev tiltrukket af de smukke lys , han havde omgivet dem med.
" Tak...." mumlede hun.... " Tak fordi du er her for mig, uden dig ville jeg....gå ned med flaget " mumlede hun og havde stadig sit blik på lyskuglerne, og ikke på Stephen.
Hendes ord kunne naturligvis betyde så mange ting , men denne aften måtte det nok dække over Andy episoden, og det at han ikke havde stillet spørgsmålstegn ved hvad der skete, men havde ' skrabet' Millicent ind til sig, og taget sig af hende, selv om han havde kendt Andy i betydelig længere tid....så havde hun betydet mest. Det gav en rar fornemmelse.

Det var ligesom at få få en form for knus, hvilke det også var, da Millicent lage armene omkring Stephen og gav antændte en behagelig lejerbåls følelse. Det var med sikkerhed meget mærkeligt med lejerbål, men det hjalp hans selvskabte flammer sikkert på. "Det lyder godt." Lød det noget mere muntret fra ham, end Millicent. Halvt ubevidst lage han sine arme på 'plads' omkring hendes hofte, mens han han forsøgte at følge det blik hun gav til lyskuglerne, hvilke han hurtig måtte erkende var umuligt og derfor måtte opgive. "Det lyder ikke godt, så er det godt jeg kan hejse det når det går på halv." Det hed at holde humøret oppe, ikke at være blind over for den triste underlige situation.

Hun mærkede hans arme ligge sig omkring hende, og det gav hende en oplevelse af atvvære tryk.Selv når verden omkring hende tilsyneladende gik amok, kunne han tage hende med, steder som dette og og sørge for hun beholdte begge fødder på jorden.
Hun rettede lidt på sig og skiftede stilling...tog et skridt ind mod Stephen og ønskede nu hans øjen kontakt. Stephen havde den særlige gave, at han hun skabe sommerfugle i maven , samtidig med han brusede hende over med en rolig og solid følelse af nærvær . Det var ganske dejligt.
Hun nussede ham lidt i nakken og smilede drillende til ham..." Well...Mr.Samson....berømt musiker... - og engel....jeg tror du har ret, jeg er den heldige af os to"

Stephen lod en kort latter slippe ud. "Berømt musiker er måske så meget sagt." Lød det noget beskedent fra ham. Hvis man skulle have berømte musikere skulle man gå ind i pop verdenen, et sted han selv nødig ville træde ind i. Der var nogle kunstner der havde formået at gøre sig kendte igennem andre musik grene, mest rock, men det var hårdt og det var ikke uden grund det blev kaldt pop. Populær. "Men måske kan det også være jeg også er en smugle mere heldig end jeg plejer?" Stephen lage hoved en smugle på skrå og kyssede Millicent let mellem halsen og kæben. "Det er jeg faktisk ret sikker på." Kysset blev til tre kys, med kurs mod hendes læber, men de nåde aldrig der op.
Efter en tavs stund - med mindre Millicent brød ind - ville 'lamperne' slukkes og efterlade dem i et tæt mærke der var blevet endnu mere tæt og om muligt mere ubehageligt. "Skal vi vende snuden hjem eller er der noget mere du vil?"

Han var beskeden.Da hun havde googlet ham, allerede efter deres første møde , var adskellige fotos og artikler poppet frem.Og en del af dem fra velrenomerede magaziner i kunst og musik kredsen.Stephen var langt mere ...sat og sophistikeret i musik brancen, end han lod sog mærke med.Hvilke var et skønt træk, et træk der vidmede om han kke var i brancen fordi han stræbte efter stjernestaus og kendis effekt, men var derr af een grund alene....hans kærlighed til musik.
" Måske jeg skulle bede om din autograf?" drillede hun ..." Jeg må da også huske at få et billed af os sammen, og lægge på min facebook" fablede hun videre...." Mmmm du er mere heldig end du plejer" sukkede hun da hun mærkede hans læber mod sin hals.Arbejde deres vej op...hendes læber adskildte sig en lille smule, og hun havde været parat til hans kys....men det kom ikke.
Og det smukke skær fra kuglerne slukkedes også.....han tog magien væk,så kun mørket var tilbage, og en lille skælven løb igennem hende.
" Lad os bare komme hjem" sagde hun stille, og slap sit greb om hans nakke.
Det havde været en vanvittig aften, og hun var....træt.
Hun synes også pludselig at skoven havde ...al for mange lyde....dyrelyde...burde den ikke være stille på dette tidspunkt?

Stephen slap sit tag i Millicent og forlod de sted de stod, i et forsøg på at komme ud på stien. Det var ikke helt let i mørket, men efter en smugle formålsløs vaden rundt, lykkes det ham at komme ud på et stykke hvor han kunne kunne se en smugle på grund af lyset fra månen. Det måtte betyde der var et hul. Ligesom før, når han skulle lette, trak Stephen sit tøj op overkroppen af og gav blusen til Millicent, som han løftede op i armene og derefter lettede da vingerne var kommet frem. Uden større besvær fik han navigeret op over skovens trædække og kunne så flyve direkte mod byen.
At flyve hjem til ham selv ville have været det 'letteste' men det var ikke der de var lige nu, så med nogle få ændringer lykkes det Stephen at finde frem til Millicents lejlighed, hvor han landede inde i en baggård. "Så er vi fremme." Han fik hende sat ned som var hun porcelæn, før han fiskede sin bluse fra hende. "Vil du have imod lidt selvskab i nat eller vil du forsøge at få sovet ud til morgendagens stunt?"

Hun modtog trøjen og lod sig sweepe op i hams arme.
Om hun nigen sinde ville vænne sig til at flyve? Nej...det forventede hun egenlig ikke, der var bar noget totalt surrelistisk i at , næsten , hænge frit i luften, sammen med ham.
Selv om hun knuede sig ind til Stephen, havde hun størstedelen af tiden lukket sine øjne.
I baggården, blev hun igen sig selv..... Hun havde egenlig haft planer om at tilbringe natten med ham, men aftenens oplevelser havde sat sit præg....og trætheden var ved at overvælde hende.
Hun rakte ham trøjen...strøg ham over kinden og sagde blidt..." Stephen.....du har været vidunderlig i aften, men jeg vil fortrække at ....ba komme i seng og sove ...alene ...i dag, hvis det er okay med dig?"

Der var ingen tvivl om at Stephen gerne ville have tilbragt natten sammen med Millicent, men som hun selv nævnte var der sket meget. "Så vil jeg glæde mig til at vi ses igen." Hurtig fiskede han hende ind i sine arme, hvor han gav noget der kunde minde om et forlænget godnatkys. "Så sov godt og held og lykke med at forklare dig til Alias." Det var måske ikke så svært, men der var sikkert noget at skulle have forklaret, bare en lille bitte smugle. Hun kunne ikke gå helt uset fra to vagter eller kunne? Tanken satte gang i flere, men dem ville han fortsætte på senere når han fik mere tid. Nu ville han snart runde den kreative stund og ville derfor hjem og arbejde. Et kort vink og så forsvandt Stephen ud af baggården med kurs mod det nærmeste busholdeplads.

Hun lod alt det dumme glide i glemmebogen, den tid kysset varede og smilede op til ham..." yeah... Måske er det nemmere at håndterer den blodbindning til ham, hvis jeg slet ikke arbejder der? Det må jeg lige tænke lidt over." sagde hun og gav han sidste kram, inden han forlod hende.
Hun stod lidt tid og så efter ham... Der var ikke mange ting at udsætte på ham , var der?
Et lille smil sprang frem , som hun begav sig op mod sin lejlighed, til Allykatten.
Selv om det havde været en blandet aften, rig på både triste og gode oplevelser- så var hans kys var det sidste hun tænkte over, da hun den aften krøb under dynen og lagde sig til at sove.

// out.