... er tegn på regn ... - Millicent

Stephen nøjes med at brumme som en mut bjørn, stadig med sit meget utilfredse ansigt, der blev sminket lidt af overraskelsen. Han mente bestemt ikke at Millicent behøvede at vade rundt i det, som var det en balje frugt der skulle moses til saft. Nu havde hun fået sin sejre og så ikke mere! "Lad os komme i gang med testen, noget siger mig at den kan tage lidt tid." Det var ganske bemærksesværdigt at Millicent kunne huske alle de ting hun skulle gøre. Enten havde hun faktisk sat sig vældig godt ind i det, eller også styrerede hun selv slagets gang, hvilke han var sikker på hun gjorde. Testen stoppede ikke før hun var tilfreds og havde fået nok, men det lød bestemt heller ikke dårligt. Det gav en blød sprød klang i Stephens ører.

Ja, det var jo svært ikke at smile, stort.
" ej...hvor er det dejligt med så samarbejdsvillige testpersoner" roste hun gavmildt, og mente så at testen var kommet til en helt anden side." Hvis du vil være så venlig lige at smide trøjen, og ligge den på græsset...og så skal du ligge dig på maven , ovenpå den" sagde hun og regnede ikke med det ville give problemer.
Tanken var at forkæle ham og hans ryg en lille smule, det kunne de fleste nok godt lide.....eller det håbede hun da.

Aha, nu gik de altså til bagsiden? "Er det meget vigtigt jeg ligger mig på trøjen?" Stephen puffede til Millicent så han kunne komme op at sidde og følge kvindens ordre der gik ud på at smide tøjet. Da det var sket, ventede han på at hun rejste sig, så han kunne ligge sig om på ryggen og bruge hænderne som pude. Ligesom mange andre kunne han ikke så godt lide følelsen af ikke at have noget under hoved. Det skulle helst hæves en smugle op over kroppen. "Godt, så kan du godt gå i gang igen, med mindre du har flere krav."

" på....mavne Stephen....du skal ligge dig på maven, ik"
Og da han formentlig ville lægge sig som hun bad, fik hun anrettet sig selv ,så hun store set sad på bagdelen af ham.Hmmm....man sad godt der.
Langsomt med blide træk , startede hun testen med at ligge hænderne på skulderne og trække hendes håndflader på skift ned af hans ryg....lange blide strøg...
Bagefter rettede hun lidt på håndstillingen, så fingerspidserne nu skulle gøre arbejdet, og de lagde et fast press ned på ham....imens hun lavede rolige cirkulære bevægelser med dem.
Hen over skulderbladene og lidt ned af ryggen.
Det ville sikkert være opløsende for trætte muskler.

Massage kunne man ikke rigtig kalde det, men effekten virkede til at være den samme. Beroligende og afslappende. Stephen lukkede øjne og nød det i fulde drag, mens han vendte alt sin opmærksomhed mod hans ryg, hvor han yderst sensitivt mærkede hvordan først hendes hånd og derefter hendes fingre dansede af sted. Hvis rasten af testen fortsatte på den måde, ville han ende med at falde i søvn. Om det så var godt eller dårligt var ikke helt til at afgøre, sikkert dårligt.

Hun lod hænderne glide uf på hans sider, satte kærtegn og små faste tryk alle steder, samtidig med hun kyssede ham ned af rygraden.
Så blev der ændret lidt på positionen, og hun puffede hans ene ben ud til siden, så hun kunne sidde mellem hans ben.Så kunne hun nå hans lænd og her blev hendes tunge inviteret med til hyggestunden, og hun lod spidsen af den dekorerer ryggen med små fine mønstre,alle nede ved hans bukse kant.

Stephen vågnede op fra sin 'dvale' da Millicent pludselig spredte hans ben. Det gav et kort øjebliks forvirring, men da hun ikke pillede mere ved dem, men igen kyssede, åndede han næsten lettet op og lage sig til rette igen. Der var ingen grund til at pippe mere op. Tilfreds lage han sig til rette og lukkede igen øjne, mens små gys ramte ham hver gang hendes læber mødtes hans hud. Af en eller anden grund virkede det mere blødt og overfølsomt det sted, hvilke Stephen på ingen måder forstod. "Hvad skal resultatet af det her så betyde? At mænd også er følsom ved buksekanten og ikke kun i dem?" Spurgte han i en drillende tone og trak sig op på albuerne for at dreje hoved så han kunne se Millicent.

Med stor dramatisk omhu, satte hun et chokeret ansigt op " Vent! Vent! Dét siger du ikke....jeg skal lige dikterer det på min mobil, så jeg ikke glemmer det!" hun lænede sig lidt op mod ham..." det...det kunne jo være et gennembrud...noget helt ny info vi har med at gøre her... Du siger at mænd også er følsomme I bukserne?! wowww, altsår Stephen....det jo...like breakin' news " drillede hun og nev ham i den ene balle.

Det gav et spjæt i Stephen, da Millicent begyndte at nive. Han hylede op og vendte sig om med eller uden Millicent bagpå. "Hustruvold! Hustrovold!" Hylede han videre og kom op at stå. "Bestemt, men undlad at nive mig! Du skal jo ikke gøre skade på mig, tænk hvis det har indflydelse på resultaterne." Fortsatte han højrystet som om han var bestyret, hvilke han næsten også var. Stephen gnuppede sig lidt på det sted han var blevet nevet, før han forsøgte at fiske sin trøje op for at få den på. "Jeg tror det er nok testing for i aften, mon vi ikke hellere skal få gået den måneskindstur?"

" Ej, ved du nu hvad..." lo hun, " du må da have en ekstrem lille smertetærskel, er det emn engle ting? " drillede hun ham, imens hun også kom på benene.
Millicent børstede lidt græs af sit tøj, og håbede det ikke så al for krøllet og rodet ud.
At Stephen også tog sin trøje på, kunne hun se ud af øjen krogen.
" Det bliver nok en morsom artikel, med den afslutning der..." drillede hun forsat...men nikkede så lidt mere slvorligt og sagde .." jo jo...lad os spadserer lidt"

Stephen gryntede utilfreds men sagde hende ikke imod. I følge ham var Millicent ikke helt fair. Der var da ingen der kunne lide at bleve nevet bagi! "Jeg er sikker på at vi kan finde en god afslutning, måske længere inde i skoven." Han gav Millicent et hentydende smil, før han fangede hendes håndled og trak hende med sig ind af mod skoven. Da de var kommet ind mellem træerne, ændrede Stephen kurs og fulgte en mindre skovsti der gik lige i udkanten. "Hvilke afslutning vil være den mest perfekte?" Stephen stilte en tænksom mine op og lage hoved en smugle tilbage. "Du har ikke overvejet bare at opdigte noget godt? Så kunne det være at du ikke behøver at fortsætte med disse tests?"

" det håber jeg sandelig at vi kan..." medstemte hun da han greb om hendes håndled, og halede afsted med hende.Hans smil var dejligt, og hun kunne godt lide når han smilede....når han så glad ud, selv om dette var et smil fyldt med små hentydninger.
Millicent havde aldrig været her Før, så hvilken vej de end måtte vandre betød intet for hende.
" har du overvejer muligheden for jeg kan lide de tests?" små sludrede hun lidt på deres vej, og ændrede på sin hånd, så hun måske kunne holde hans hånd istedt for han holdte omkring hendes håndled.

Stephen rynkede bryne. "Hvad mener du, mine M-blads test?" Han var mildt sagt faldet af på den. hvis det var tilfælde, kunne han sikkert godt lave en ny test. Hvor hurtigt kunne man forføre en pige? Mon hun havde sin mobil med? Det var lige før han ville spørge hende, men undlod det og forsatte hen af stien nu med Millicents hånd inde i sin egen. "Hvis du snakker om dine egne test, så kan du vel bare ligge mig ned på samme måde som før, det så ud til at være ganske problemfrit." Det var ikke Stephens store stolhed at sige det, men han ville gerne have hævn, mere end gerne.

Hun gav hans hånd et klem.." ja, jeg mener da mine egne tests til Tidens kvinder...- oh jeg tager mit selvopfundet job enormt seriøst...." hun smilede ud i den friske og klare luft og lod lungerne fulde med den. Den var anderledes ' fin' luften her oppe på bjerget, end den i byen...fyldt af benzin os. " - og siden ting bliver ved med at dukke op , så jeg ikke kan passe mit rigtige arbejde, så er det nok godt at have noget andet i baghånden , ik "
Hun måtte se at have en snak med Alias en af dagene, forklar ham nogle af alle de uheld der lå og spærrede vejen for hende, når hun var ude at gå.Han ville sikkert forstå, hvis hun forklarede pænt.
Hmmm....indbød han til endnu en duel? Det lød sådan i hendes øre...
" så....du vil have smæk igen Stephen? .....jamen, søde skat" - og så var planen eller at det ben hun hurtigt svang efter hans knæhaser, skulle bringe ham i knæ.... Men om det virkede ?- det ville sekunderne efter afsløre for hende..

Som en naturlig del af bevægelses, bukkede Stephen en smugle i knæene, men gik ikke i gulvet som han ellers med sikkerhed ville have gjort hvis han det var kommet uventet. Da han med hånden kunne gribe ud efter Millicents ben, greb han det og rettede sig op, så hun kunne hoppe rundt på et ben. "Jeg gør mit bedste, men syntes ikke det går så godt for dig. Prøv igen." Blot for at gøre det værre for Millicent, tog han et par skridt baglæns, så hvis hun ikke ville falde, måtte hun hoppe med ham på et ben, med mindre hun hoppede op på ham som en tæge. En stor version og om muligt også kønnere, men stadig en tæge også selvom hun manglede nogle ben.

// om muligt kønnere end end tæge ?..... Hmmmm //

Æv, ikke den samme effekt som første gang, og selv om han vaklede kortvarigt, beholdte Stephen balancen og med et greb i hendes ben...lokkede han hende til at hoppe fremefter på et.
Uelegan og klovneagtig måtte hun se ud, imens hun skændte på ham ..." Åh...nej...kan du så lige stoppe....Stephen...stop" klagede hun og vætede derefter halvt om halvt ind i ham, da balancen failede.Dog tog hun imod, så hun kunne nøjes med at støtte med en hånd på hans skulder og den anden viftende rundt i luften.

Stephen havde det vældigt sjovt mens han kiggede på Millicent, der dog mere begrænset viftede ud i luften, i modsætning til hans egne møllevinger. "Måske hvis du kysser mig?" Det kunne så være han ville overveje at gøre det, hvis han fik et tilfredsstillende et af slagsen. Hvis ikke kunne hun hoppe igennem rasten af turen. Muligvis blev det lidt svært, men hun kunne bare have undladt af tage jernhandsken op. Det kunne ikke gå med at hun altid vandt, det blev nød til at være fordelt mest over på ham, han havde meget mere brug for det, når han skulle trække igennem alle hendes tests.
De var ikke nær så slemme som Stephen næsten fik det lyde som, men lidt dramatik var hvad fol kunne lide.

En lille gnist blev antændt i hende...og hun mødte trosidt hans blik.
" Så du tror du kan tvinge et kys ud af mig? ....så kan du godt finde notat blokken frem, for jeg tror da lige har har et par kommentarer til det....søde Stephen" - der var en fin næsten usynlig,dog alligevel ikke til at misse, klang af udfordring og al for påtaget sødme i hendes ' søde Stephen'.
Han skulle ikke tro , han kunne få skovlen under hende...vel?
Hun forsøgte at hive sit ben til sig, med et par små ryk.

Stephens mundvige vendte ned af, før han beslutsomt greb endnu bedre fat i Millicents ben og begyndte at gå. Så kunne hun få lov til at hoppe! Kun hvis hun direkte faldt, ville han stoppe op, men hvis det lykkes hende at hoppe med ham, ville han fortsætte i samme tempo, til hun truede med at vælte eller lovede at ville kysse ham, for et kys ville hun have, om det så skulle være det sidste han fik! "Bare sig til når du bukker under for min magt og giver mig et kys, så slipper jeg dig fri." Der var blevet pålagt en næsten højtidelig tone til ordne, mens han uden besvær fortsatte med at gå. Det var ikke ham der hoppede rundt på et ben.
Hvis Millicent stadig hoppede rundt på et ben og holdte balancen, måtte Stephen indrømme han var en anelse imponeret, men ikke mere. Han ville sikkert selv være endt på røven, men måske var det fordi hun var øvet i at gå i de tårnhøje sko nogle kvinder nu til dags gik med. Det var imponerende at de kunne holde sig oppe i de stylter.

Hvor brand irriterende kunne mænd ba ikke være ?
Hun humpede igen efter ham, og gud hjælpe mig , om det ikke virkede til han satte tempoet op?
Selv om hun forsøgte at støtte sig en smule til ham, afhjalp det bare ikke problemet at hun manglede et ben, og da kræfterne løb tør, og han snart åtte trække afsted med hende, overgav hun sig..." fint...fint...du får dit kys" brokkede hun sig, men han skulle ikke forvente at der var noget som helst andet end ' småbrok' i det kys.

Der kom et triumferende sejres lyd fra Stephen, da Millicent endelig opgav. Han slap hendes ben og vente sig med fronton imod hende, med et meget selvtilfreds smil på læberne. Nu ville han også have et ordenligt kys det mente han de begge havde fortjent. Ham for sit hårde slid med at få det og Millicent med sin hoppen. Det var sikkert hårdt, men hun skulle ikke tro hun bare kunne gøre hvad hun ville. Stephen var sikker på at de var to til at bestemme slagets gang og hvis der kun var en, var det bestemt ham.

Med sit ben tilbage, satte hun hælen i jorden og hænderne i siden.
" Det var ikke pænt gjort at hive afsted med mig...hvad er du stenalder mand?" skændte hun og gik et par skridt længere.Jo jo...hun havde lovet ham et kys...og han ville få det...senere ...når det passede hende, og hvis han insisterede på det nu, kunne han få et lille tantekys.
Hun gik helt tæt på ham , og lod sine arme glide om hans hals. den eneste faste støtte i hendes liv. Men den var ikke det der skulle belønnes nu.....nu var det hans lille tvang og den var ikke i høj kurs, så hun satte et max hurtigt kys på hans læber , slap ham og trådte tilbage, med et drillende smil." Gæld færdig betalt" oplyste hun og sørgede for at stå uden for hans rækkevide.

Stephen glædede sig vældig til sit kys og stod fortsat med sit veltilpasse smil. "Nej, jeg føler mig meget civiliseret, men nogle gange må man ty til ekstrem metoder." Forklarede han sig, uden en sky af ærgelse eller anger over sine handlinger. Hvorfor også gøre det, lige om lidt ville han jo få hvad han krævede. Han stålede som en lille sol da Millicent lage armene omkring hans nakke og gjorde klar, men hvornår kom kysset?! Han kunne knap mærke det før det var færdigt, hvilke resulterede i en alvorlig skuffet Stephen. Det var ligefør underlæben begyndte at bævre.
Dét var ingen måde acceptabelt! Stephen forsøgte at gribe ud efter Millicent, men hun var allerede for langt væk. "Det er bestemt ikke acceptabelt!" Opreklamerede han og ville sætte jagten ind på den nu truet dyreart Millicenter. Den skulle indfanges og i bur så hurtig som det kunne lade sig gøre. Hvis Millicent begyndte at løbe, ville Stephen spæne med, i et ivrigt forsøg på at fange hende. Koste hvad det koste vil!

Og det gjore hun, så hurtigt hendes små ben kunne tage hende afsted, spurtede hun afsted, ud og ind mellem træerne....imens hun lo og tænkte at sejeren var i hus.
Hun stoppede op, da hun ikke lige kunne høre hans fodtrin, og pressede sin ryg op mod et træ.
Hun måtte helt sikkert hive Stephen med ud , så hun en dag kunne prøve at spille paintball...og lege rambo, det ville være fantastisk sjovt. Hun lyttede ....der var stille....nu var hun vel forhelvet ikke blevet ....væk?

Millicent lignede ikke en sports udøver, men når hun skulle løbe var hun hurtig! Stephen kunne hurtig se at han ikke kunne fange hende lige nu, han måtte derfor være kreativ, eller forsøge at være det. Han huggede hælene i jorden og lod Millicent fortsætte der ud af. Som sendt fra himlen fik Stephen en idé, eller i hvert fald noget han selv ville finde sjovt. Uden en videre gennemtænkt plan, sendte Stephen en hær af små lyskugler ud i den dunke mørke skov, hvor de gik på jagt efter Millicent. Lysne vil så lyse skoven op så Stephen lettere kunne finde hende, han syntes selv idéen var genial og toppen.