... er tegn på regn ... - Millicent

Tøjet, på nær underbukserne, blev smidt, før Stephen kravlede op i sengen og endte til sidst med at sidde på knæ, med hænderne på hver side af Millicents hoved. "Hvem siger da det?" Han lænede sig ned over hende, så han kunne placere et langt blødt kys på hendes læber, hvis hun da tillod ham det. Så snart deres læber var væk fra hinanden igen, greb Stephen sin dyne og væltede omkuld ved siden af Millicent, mens han halede dynen ind over sig, som var det et andet fiskenet der skulle ind over rælingen på skibet.
Da nettet endelig var kommet ombor, trak han det op over snuden og betragtede Millicent med lysvågne forventningsfulde øjne, præcist ligesom et lille barn. Bene blev trukket op, så han lå som en lille kugle under dynen, der lå spredt over madrassen og gjorde den knap så lille 'bakketop' endnu mere synlig.

Millicent kunne ikke dy sig for at lure lidt på ham, da han smed tøjet.
Der var bare noget over ham, ikke!
Hun rakte armene ud efter ham og halede ham ned til sig..men hvad var det lige han sagde?
Hmmm....var det svaret til ' skulle det være en anden gang...eller til sovetid?'
Hun kunne mærke hun fik kulør i kinderne.De havde jo lige.....så det kunne da umuligt være dét han hentydede til.Stephens læber,fik hende dog til at tænke andre tanker....eller...måske ikke helt, men tiden måtte jo vise om Stephen ikke var mæt.Hun mente det nok var dansen han fablede om." Nogen indvendninger da...så hører jeg dem gerne" svade jun snedigt, og sparkede bolden over på hans halvdel, uden at afsløre at hun ikke anede hvilken ting han snakkede om.
Hun rullede om på side og kiggede på ham.Måske burde de få sovet....dagen,aftenen og natten kunne jo ikke vare evigt, kunne den?
Hendes hånd løb igennem hans hår..." Fik du styr på noderne Stephen?" hun ville gerne være en del af hans arbejde, vise interesse og følge med.På den måde ville hans arbejde heller ikke føles som en kile mellem dem.

Stephen bragte en kort tavshed mellem dem, før han rystede på hoved. Han mente ikke at have nogle former for indvendinger som han syntes skulle høres. han var med sikkerhed overskredet sin trætheds grænse og kørte kun på sukkeret, ligesom kaffe, så pludselig skille han nok blive træt og gå i gulvet med et brag. Emnet skiftede: Noder. "Ja, til der var nogle der blæste op under noget alternativt rock pop." Gryntede Stephen og stilte et svært utilfreds udtryk op, med mundvigene pegende alle andre steder end op. Det gjorde ikke så forfærdelig meget, men hvorfor ikke spille på den, når han havde muligheden for det.

" god dreng....eller kær lille engel....hvad du nu fortrækker" små drillede hun ham i en lys tone...og trak sin hånd til sig, inden han måske ville daske den væk, som payback.
Hun strakte sig og blev med et lidt opmærksom.Havde hun forstyrret hans arbejde? Oh lord...det havde jo ikke været hensigten.Hvor uopmærksomt af hende! Hun kunne have givet et mere kækt svar i stil med ' at sådan er det jo med ..ungdom...i huset' og trirret ham lidt med aldersforskellen, men da hun var oprigtigt ked af at have haft hovedet unnder armen ville hun hellere beklage." åh...det...det må du undskylde.Jeg var...jeg tænkte slet ikke på det Stephen.Jeg skal nok være stille næste gang".
Hun havde bare tænkt..på sig selv.
På hvordan vinen smagte dejligt, på hvordan rytmerne pustede til hendes krop og på hvordan Stephens arme omkring hende ville føles.Pinligt.

Stephen små grinte ned i dynen. "Hvorfor undskylder du for det, det er jo ikke nogle ulovlighed. Men du skal nu alligevel udsættes for en straf." Besluttede han sig for og lænede sig ind over Millicent for at presse deres læber sammen, mens hans hånd let kærtegnede hendes kæbe og hals. Da han mente 'straffen' havde været lang nok, trak han sig tilbage til sin egen halv del. "Det kan måske lærer dig at være lidt mere stille når far arbejder." Igen trak Stephen dynen op under næsen, men valgte ikke at krølle sig sammen. Selvom det ikke var vildt varmt, var det stadig ikke en fryser.

Uhm...et kys i straf?!
" næste gang fiser jeg rundt og klapper grydelåg sammen" smålo hun og ærgede sig over ikke at have givet ham mere røg.Nu fik hun selv igen.
" når far arbejder?.... Du mener når far tegner...kruseduller?" jaja...hvad skulle hun ellers ramme ham med.Musikken var hans hjertebarn.Hans eneste barn.
Egenlig var det interessant hannikke have fået en unge eller to, han var allgevel 30.
" Stephen?...hvorfor har du ingen børn?" der var jo ingen grund til at pakke spørgsmålet ind, ikke så vidt hun kunne se.

En opgivende lyd kom fra Stephen. "Jeg straffer dig mere hvis det bliver nødvendigt." Selvom mimikken modsagde den muntre tone, lykkes det ham alligevel at holde de to ting adskilt, muligvis fordi han ikke havde styr på sin stemme. Han stoppede brat op med at se så sjofel ud, da Millicent begyndte at snakke om børn. "Fordi jeg ikke kan lave dem selv, heller ikke med magisk kvinde te." Hvilke svar havde hun forventet at få? Han havde ikke fundet nogle partner han ville holde fast i, muligvis Millicent, men hun var atten, lige tidligt nok, men ingen ud over hende. Stephen fandt selv ingen grund til at få børn og ønskede heller ikke nogle på stående fod. Da børene tankerne var i gang, kom der er langt mere alvorligt emne ind på lystavlen.

Nå så det gjore han- straffede hende mere? Hun lo sagte og hviskede " promises promises" ,lænede sig en smule frem og kyssede hans skulder.
Selv om det var sent, og de burde være på gravens rans af træthed, var Stephen i topform og enormt morsom, det måtte man give ham.Hun lavede en udefinerbar lille grimasse.." Jaja..det er muligt jeg er mindre erfaren end dig" - og det kunne man vist roligt sige uden at lyve eller træde nogen over tæerne " Men jer ER altsår godt klar over der er langt mere held i sprøjten, hvis man er en mand og en kvinde"
Han var godt nok i hopla.Hun mente jo bare....han kunne jo have haft lyst...endog fået nogle , også selv om forholdet ikke havde holdt i længden, ik.
Hun var ikke færdig med ham..." nååå...hva med bette Inga fra Norge?"drillede hun med både navn og pige, imen hun lavede en rimelig dårlig fake dialekt.

Millicent fortsatte sin fremfærd. Stephen rystede på hoved. "Nej, det gik ikke, næsten lige fra starten af. Hun virkede ellers meget oplagt i starten, til hun mødte musikken." Han trak let i mundvigen for derefter at lukke øjne et kort øjeblik. Da han igen rettede blikket op, virkede det præcist som da han havde lukket dem. Ganske uforandret, selvom det måske havde virket som om han skulle sunde sig. For ham var den norske veninde et afsluttet kapitel, i modsætning til Millicent. Hun fandt det som god stof til jokes og hvorfor ikke udnytte chancen? "Du skal være glad for at jeg ikke kan spørge dig om det samme." Hukommelses tab og ung alder gjorde det hele ulige, men det kunne ikke fortsætte så mange år endnu. Han ville glæde sig.

Hun rynkede på næsen.Man måtte da respekterer det arbejde ens partner have og nu var det jo ikke fordi han dansede i g-streng til bøssefester, og kom hjem med sedler i underbukserne,vel.
Manden skabte smuk musik, hvori lå problemet.Ingen kunne jo få opmærksomhed hele tiden, så galdt det jo om at have noget at lave selv.
Hun kunne pludselig mærke,hvordan- lugten af maling...det klistrede lim, møblerne...ja, selv hende lille kedeldragt ,hvor den ene sele var i stykker og derfor altid hang løst - det trak i hende, at hun savnede det.Hun besluttede at gå ned i hendes lille værksted , næst kommende fridag." Okay...ja, det mærker man nogen gange tidligt, går jeg ud fra? " det anede hun intet om, hvilke stod i fin tråd til Stephens næste bemærkning" Nej....jeg er ren som sne....så du kan ikke udfritte mig" hun duppede hans næse med spidsen af sin finger.Der var ingen ex, faktisk heller ikke en nuværende...selv om hendes date ting med Stephen var meget ...tæt, så var hun stadig kun atten,selv om han gav hende lyst til at være ' ældre' .Hun sendte ham et smil .

Var sne så uskyldigt som det så ud til at være. "Så vil det være den rene sandhed når du går op af kirkegulvet i en hvid brudekjole, hvis du vel og mærket gør det inden for den nærmeste fremtid." Lød det fra Stephen i en let drillende tone. I hoved stod han på sit eget sørøverskrib og kiggede ud over de syv have. Måske var hans træthed i Grækenland for at holde ferie, eller Grønland? Det var ikke til at vide, men han var ved at løbe tør for samtale emner, så træthed syntes som en god undskyldning for ikke at snakke. Stephen blev skuffet. Hverken i Grækenland, Grønland eller i Amerika var den at spore, så han måtte vende tilbage til sin egen verden for at lede efter et nyt emne.
At snakke med Millicent var på ingen måde kedeligt for ham, men at tale uafbrudt i en hel dag begyndte at virke trættende, især efter både dans og natterageri.

Hun smilede , lidt for sig selv ved tanken om hende som en gift ' dame'.
" Kært Stephen....virkelig kært, men nu glemmer du lige en vigtig detalje.Jeg skal ikke giftes i en kirke....jeg, tror ikke på gud" hun så på ham.Søgte efter tegn på en resktion.
William havde syntes det var meget naivt, at vide der var både engle og dæmoner og så påstå der ikke var en gud eller et helvede, men hun havde nu engang den overbevisning, og det eneste der kunne rokke ved den, var nok en møde med Herren himself.

Hvis hun havde ønsket nogle glædes udbrud eller nogle reaktioner fra en modsat overbevisning, så blev hun voldsomt skuffet. Millicent fik et kort blik fra Stephen der ellers ikke rigtig gjorde noget mere. "Jamen det er vel godt. Hvis du selv har det sådan, så fortsæt i den tro. Det er godt at tro, men det er også farligt." Han følte sig som en gammel vis mand der knævrede om gamle dage og hekse på bålet. Selv havde han aldrig set nogle - af gode grunde - og var også meget lykkelig for ikke at have set det. Det ville være lige nok for hans lille nervesystem og hvad der ellers blev påvirket. Måske ikke lige nerverne. "Men så en statslig vielse, borgerlig hedder det. Så er der også penge til bryllupsrejsen bag efter, det er da ikke så slemt."

Ja..det lød bedre.
Kirke var absolut ikke hende...og en stor rædsel af en brudekjole, no thank you.
Hun kunne lide tingene enkle,stilfulde og...diskrete.Intet stort pompøst bryllup.
To mennesker - eller hvilke race man nu taler om- der erklærer hinanden deres kærlighed, behøver en ikke en fest til 60.000 , tilgængæld ville hun langt hellere bruge nogle penge og finde en rejse....et dejligt uforstyrret sted, hvor man kunne nyde hinanden, uden afbrydelser.
" Se...det lyder som sød musik i mine øre Stephen" medgav hun og gabte lidt.
Søvnen stod på lur....hun var faktisk træt." Mon ikke vi skulle sove nu?" spurgte hun , og strøg ham over skulderen.Hvis Stephen ikke kunne sove endnu, ville hun forsøge at holde sig vågen, og underholde ham lidt.

Ligefrem sød. Ønskede enhver kvinde ikke det store bryllup med en stor hvid kjole, fire hvide heste og sin drømmemand? Åbenbart ikke. Stephen betragtede kort Millicent, før han kom frem til at det var endnu en af de steder hun var anderledes. Tanken fik ham til at smile. "Lad os prøve." Gav han sit besyv med og tillod sig endda lidt mere end blot at lukke øjne og lukke hende ude af sit synsfelt. For at skabe den perfekte hygge - og hovedpude - flyttede Stephen sig fra sin side, hen til Millicent, hvor han lage hoved på hendes mave. "Man sover altid bedst med hoved på sin krammebamse." Begyndte han at ævle om, mens han lukkede øjne og lage sig til rette, med mindre Millicent ikke brød sig om det og skubbede ham ned, hvilke ville indkassere et misfornøjet grynt. Hun kunne også komme til at ligge godt og muligvis også sove!

Hun nikkede til ham.Udmærket...et forsøg på søvn passede fint ind nu, med mindre hun skulle blive forvandlet til zombie girl i morgen da.
Hun så han flyttede på sig og kunne ikke lige gennemskue hvad han havde gang i, men da det dæmrede , kom der et træt smil på hendes læber.
" Såå...krammebamse...kysseslave..du er rig på kælenavne til mig hva ?" sagde hun med en søvnig dog glad stemme.hendes hænder flettede sig ind i Stephens mørke hår og imens hun lå og døsede....nussede hun ham dér.

Da Stephens Samsons lejlighed for alvor begyndte at blive oplyst af solens lune stråler, var lejligheden efterladt klinisk de steder der skulle ligne et hospital, mens stuen stadig - som en hver anden morgen - lignede noget der ville give de fleste rengøringsfolk et voldsomt hjertestop. På køkkenbordet var der omhyggelig foldet et stykke A5 papir to gange, hvor der udenpå stod gæstens navn med letter sjusket bogstaver. Når papiret ville blive åbnet ville der stå navnet på en nærliggende café man kunne nå på et par minutter når man forlod lejligheden. Ved siden af papiret lå der et par nøgler, som Millicent sikkert ville genkende. Lejlighedsnøglerne.
Det var ikke tit Stephen stod op før butikkerne åbnede, men når der var noget der brændte og krillede i hans fingerspidser og i hjernen, så var han som et hvert andet ADHD barn med et voldsomt anfald om natten. Søvn og træthed ville først komme når alt det interessante forsvandt.

Hun havde sovet tungt...og ganske afslappet, da søvnene endelig havde fået lov at tage hende.
Så hun var egenlig ganske frisk og i strålende humør , da hun stod op.
Selvklart var hun forbløffet over at Stephen havde været så tidligt oppe.Havde både ryddet en smule op og var åbenbart også gået på...cafe? Millicent stod inkøkkenet og daskede brevet mod sin håndflade.Dét var da alligevel lidt spøjst, at han var smuttet.Han havde jo nok noget brunch i tankerne, men hvorfor kunne de ikke havde fulgtes ad derned? Hmm.nå.
Hun blev hurtigt gjort i stand, og da hun havde badet om aftenen,behøvede hun jo ikke det så få timer efter.Hun havde kun de høje sko og den lille sølvkjole at tage på, så efter at have gennemsøgt Stephens klæde skab, havde hun trukket en sort hættetrøje udover...så var den personlige stil vist i øjenhøjde.Det lignede hun bare havde trøjen og de højehæle på.haha.
Hun fæstnede håret i en hestehale højt på hovedet, og snuppede de nøglernhan havde lagt til hende, hvorpå hun forlod hans lejlighed og låste den ansvarligt efter sig.
Små 8 minutter senere , trådte Millicent ind på Cafe Victor og så sig omkring efter Stephen.

Café Viktor var præget af de tidlige morgentimer, som ikke var helt så tidlige igen. Der sad nogle folk hist og her, mest enlige mænd der muligvis var blevet sparket ud af hus og hjem af konen. Den største gruppe, bestod af fire mænd hvor Stephen var en af dem. Da døren gik op, kiggede han hen for at se hvem den nye gæst var. Hvis det ikke havde været for lyden af hæle mod plankegulvet havde han ikke skænket personen en tanke, men lyden var i hans hoved efterhånden noget han altid sammensatte med Millicent. "Der kommer vores lille Lana." Udbrød han glædeligt med et smil og vinkede hende hen til sig. "... og Frøken Del Ray har vist været i et herreklædeskab. Hvad har i lavet i går?" Spøgte en af de andre mænd ved bordet, der gav Millicent et meget opmærksomt interesseret blik.
Stephens beskrivelse af Millicents stemme havde ligget op af noget der kunne minde om Lana Del Ray, hvilke var derfor Mona havde fået det navn og ikke hendes rigtige, selvom han også havde nævnt hende ved det. Dog ingen Mona, krammebamse eller kysseslave. Der blev sendt nogle meget interesseret men også halv undrende blikke til Millicent, da hun kom gående i sine høje hæle og den store bluse, der blottede hendes ben. Speciel anordning i selvskab med fire mænd.

Da hun først så ham, hans mørke øjne smilede hun varmt og vinkede.
Så lod hun blikke gå videre og bemærkede at ikke bare en , men hele tre andre mænd holdte ham med selvskab.Hvad handlede dette om? Han kunne umuligt have stødt ind i dem ved et tilfælde...det ville være et sært et i så fald.
Hendes smil blev større da det ramte hende hvor yderst besynderlig hun måtte tage sig ud, i hendes klæder, men den lille rebel i maven havde det egenlig helt fint med det.
Den eneste hun skulle bekymre sig om at tækkes i det lille firkløver, var Stephen og han ville nok ikke have noget imod hun havde hans trøje på.Han vidste jo hvilken kjole der var gemt under.
Hun spankulerede over til bordet, og fast besluttet på ikke at lade dem få nys om at hun inderst inde var ret nysgerrig men også en smule forlegen.De havde ikke talt om at møde hans venner, og nu sad der hele tre af dem." Gentlemen....god formiddag" sagde hun venligt da hun nåede deres bord.." Stephen" hilste hun i en nuance varmere..." Hørte jeg i talte om Del Ray?" spurgte hun og tog plads på den eneste ledige stol tilovers ved bordet.
Den sidste bemærkning der var faldet for den ene af fyrene, havde hun også nået at opsnappe, men besluttede at lade den passere.Hun havde en smule svært ved at skabe øjen kontakt til ham , da hun havde en fornemmelse af han kunne se lige gennem hende og dermed se....hvad Stephen og hun havde....brugt tiden på.
Hun så spørgende på Stephen, da hun mente de tre andre ikke lige var opmærksomme.

En lyshåret fyr, som syntes at være den af de fire der bedst kunne holde blikket skjult, svarede før Stephen kunne. "Stephen beskriver din sangstemme som Lana Del Rays, hvis du kender hende. Hvis det passer, så har vi fundet endnu en stjerne. Hun er fantastisk!" Udbrød han med en pludselig iver strålende ud af de grå øjne. Han var tydeligvis yngre end de andre og muligvis også i et forhold. Han havde i hvert fald ikke så travlt med at glo på deres kvindelige gæst som de to ældre og Stephen havde. "Men glædeligt at hilse på dig. Jeg hedder Nicolas Smith." For at understrege glæden der var nævnt, fløj mandens hånd ind over bordet, hvor der stod fire morgenøl. Hvis Millicent greb ud efter den, ville hun få et fast solidt arbejder håndtryk. "De to andre er Jack Andrews og Andy Black." Lød fortsættelsen af præsentationen fra Stephen der i række følge pegede på først en sorthåret mand med stort krøllet skæg og derefter en lidt yngre glatbarberet mørkhåret mand, med en næsten stikkende spids næse og iklædt et smagefuldt jakkesæt.
Jack, veteranen, var den næste i rækken. "Mig en glæde at møde dem Frøken?" Han hævede lidt i et busket kraftigt øjenbryn. Andy var en smugle mere tilbageholden, muligvis fordi han havde travlt med at drikke og glo, men da Jack var færdig med at hilse, fik Millicent sendt et kort høfligt nik.

Det var heldigt at hun allerede sad ned, for hun blev godt nok forundret over samtalen drejede sig om hendes sangstemme.Forhåbenlig var det blot en biting og ikke mændenes hoved formål med deres lille sammenkomst." Jeg er bange for Stephen er al for venlig.Det er sandt at klangen er en blandning kan lyde lide derhen af, men der en kun en Lana Del Ray" sagde hun smilende og rakte hud for at give et håndtryk.
" Nicholas.", hilste hun med et lille smil. Helt instinktivt syntes hun godt om den lyshåret fyr.Han havde noget meget 'lige ud af lande vejen ' over sig, og havde desuden det man kalder venlige øjne.
Stephen overtog præsentationen og hun hilste på de to andre herre, Jack først i køen.
" Goddag Jack....Cooper, Millicent Cooper" hilste hun uden nogen dikkedarer og rettede så sine nysgerrige øjne mod den sidste...Andy, da alt andet ville være at betragte som værende uhøflig.Man kunne jo ikke beskylde nogen for at optræde upassende eller ikke være søde, det var nok bare hele det lidt atypiske setup plus det at hun havde været helt uforberedt på det her, men han virkede da en smule...reserveret ham Andy, ik? Hun nikkede til ham også og sagde blot " Hej"Åh...han kunne vente sig Stephen, han kunne vente sig til hun fik ham alene...på tomands hånd!
Millicent gren fat i servatricens arm, da hun hastede forbi.Hun kiggede kort på mændenes øl, men besluttede nu alligevel sig for noget andet at drikke " Må jeg ikke bede om den største Latte du ligger inde med?" guud, hvor meget havde hun egenlig fået at drikke i aftes, det som hun først begyndte mærke det nu.
Hendes øjne søgte igen Stephens....hvad havde han gang i? Hun HAVDE jo sagt at hun bare sang for hyggens skyld. Pludselig virkede det ærlig talt lidt overvældende at de sad hele fire mænd omkring bordet...og så hende.

Stephen greb ud efter sin øl og lod den glide lidt tøvende rundt mellem fingrende, mens han ventede på at Millicent fik bestilt. "Hvorfor tog du ikke bare kjolen på fra i går, det er jo ikke fordi der er sne udenfor." At Millicent bar kjolen inden under, havde endnu ikke ramt ham. Han undrede sig mest af alt over hvorfor hun brugte hans tøj, når hun havde sit eget. Stephen fandt ingen problem i det, ud over at det var yderst afslørende hvor hun havde tilbragt natten, men det var nok mest Jack der var interesseret i det ... og muligvis Andy?
Nicolas brød ind. "Det kan godt være, men Stephen har et godt ører for musik, man skulle tro han var overnaturlig. Jeg tvivler ikke på at den mand ved hvad han snakker om, og slet ikke ..." Han tav pludselig og så dybt forlegen ud. Jack slog en høj latter op, som en bamsefar og slog hånden i bordet. Han lignede til tider en anden krofatter der havde fået for meget at drikke. "Ja, Samson sagde noget med din stemme skulle smøres men ellers var fantastisk." Gav han sit besyv med og lænede sig ind over bordet. "Jeg tænkte på om du ikke kunne give en koncert for dem ved lejlighed." Krøb Stephen ind, næsten som en hund der allerede vidste hvad der ventede. Ikke noget behageligt. Andy syntes at være vågnet lidt op. "Jeg vil rigtig gerne høre det, han skyder på vi kan lave noget helt perfekt musik til din stemme så du får din helt egen stil, præcist ligesom Lana." Nicolas brød ind. "Det ville være så fantastisk!"

Men hun fik ingen forklaring ,da hendes øjne endelig fangede hans i et privat øjeblik.
Tilgengæld fik hun da et spørgsmål, et lille spørgsmål der fik hendes små møllehjul til at roterer.
Hvorfor sagde han dog det? Selv var hun nogenlunde ...ikke ligeglad måske , men heller ikke ude på at imponerer nogen og selv om beklædningen så lidt...atypisk ud....så hun stadig sund og præsentabel ud.Men...hun opfattede det som som han var lidt flov over hende, og at det var en indirekte opfordring til at tage trøjen af.Hun fik fat i blusens kant og trak den hurtigt over sit hoved, og hængte den på stolryggen.Hun løsnede også sin hestehale, for at håret skulle falde løst og være en smule....dækkende.Imens forsøgte hun gætte sig til om det var hendes udseende han var pinlig over, eller det faktum at hun signalerede overnatning? Hun kunne ikke helt lige gennemskue det."Lånte det blot som overtøj, jeg er skam påklædt" fik hun lige mumlet inden hun tildelte opmærksomheden til Nicholas, der brød ind.
Han fik hende til at smile....ja, Stephen var sikkert...overnaturlig god...men det skyldtes udelukket et guds benået talent, hun kunne ikke glemme hvordan kan havde komponeret den smukkeste melodi, da de havde mødtes i parken.Han var i sandheden fantastisk.
Men hvad mente Nicholas...med det sidste ? Han nåede ikke at tale færdig, da han istedet så ud til at fortryde eller blive forlegen? Millicent ville gerne runde det af , så det ikke bare ' hang der i luften' så imens Jack grinede højlydt, svarede hun den nu lidt stille Nicholas" Sikke et kompliment til Stephen.Jeg tvivler dog slet ikke på hans evner, selv om jeg ikke har andet end personlig smag at dømme udfra" smilede hun imødekommende, men havde dog meget lyst til at bede ham færdiggøre hans sætning.
Hun så på Jack....han havde åbenbart fanget det hun selv havde misset, og det pirrede hendes nysgerrighed, meget.
" den skulle smøres?- Jamen....hør...jeg tror At Stephen har.."- hun blev afbrudt af Stephen....der forslog en koncert!
Hun begyndte at få en ide om hvad han havde tilbragt sin morgenstund med, og det var ikke noget der huede hende, spor.
Hun ville jo ikke gør ham forlegen eller lade ham i stikken , ikke foran de tre andre så hun forsøgte stadig at lyde munter , men bare lidt mere bestemt i stemmen da hun startede [color=orange]" Stephen....j-jeg tror ikke....husker du da vi snakkede om sang og jeg forklarede hvordan det hang sammen.D-det....vil nok ikke"/color] hendes plan om at lyde bestemt, skød hun selv i sænk.Hun lød næsten mere som hun tiggede ham , og da Nicholas igen brød ind , var hun helt varm i kinderne.Stephen havde fået trængt hende godt op i en krog her, havde han ikke? Og så havde han sat sine tre venner til at vogte hende og sørge for hun ikke slap væk.
Hvordan skulle hun kunne afslå ham, når de alle var tilstede?
Et sidste spædt forsøg kom , på at få dem alle ud af situationen, uden nogen fremstod som tabere " Hvis jeg nu tænker over det?" forsøgte hun og så både Andy,Jack og Nicholas....inden hun brændte blikket fast i Stephens.

Stephen fortrød straks hvad han havde sagt, da Millicent smed tøjet og mest af alt havde han lyst til at presse blusen ned over hende igen, da han så blikkende der kom. Nicolas halvoverrasket, Jack's var smørret som om han lige havde fanget dem i noget meget mere intimt og Andy gloede bare. Som han altid gjorde. Gloede. Han kunne ikke indgå at føle det lidt som sin skat og den skulle der altså ikke være andre der pillede ved og bestemt ikke de tre Stephen sad ved bord ved.

Alle fire, Andy, Nicolas, Jack og Stephen kunne ikke give nogle indvendinger til hendes spørgsmål om at tænke. "Men husk at svare hurtig, for vi ..." Begyndte Nicolas, før Jacks store næve lage sig fast og solidt på hans mund. "Bare lad hende tænke, Stephen skal nok løfte sløret når tiden løber ud." Han grinte godmodigt som en gammel mand, før han fjernede sin hånd for at gribe sin halvdrukket øl.
Stephen fortsatte med at pille lidt ved sin flaske, mens han grublede så det knagede. Ikke bare det de havde snakket om, men også mere - i følge ham - private sager. Skulle han virkelig altid ud med riven og var det overhoved en god idé?! Halvt om halvt håbede han at hun ville sige nej, men nu fik hun tid til at tænke, så måtte hun selv afgøre det når sandhedens time kom. "Skal vi smutte?" Stephen kiggede på Millicent. Det kunne være hendes kaffe betød meget for hende, men hvis hun fortrak at slippe ud fra mussehullet havde hun en chance.