... er tegn på regn ... - Millicent

Hun tænkte sig om og svarede lige fra hjertet " Altsår....hvis der er nogle nære relationer, der kender ungerne en mormor , en farmor eller en tante, så ville det jo være oplagt de var hos dem...men Stephen....hvis der ingen er , så kan man jo ikke bare vende dem ryggen,vel?" hun gav ham et kram og snusede hans duft ind.
"nej...jeg ringede og sygemeldte mig....jeg ville ikke kunne klare det..presset og kunderne, ikke lige i aften oven på Andy"
Hun så lidt på ham, så godt hun nu kunne da han tryggede hende ind til sig.Hun fandt det rart og dejligt lige nu, det måtte godt være hårdt, det fik de andre følelser ' klemt væk'.
" Stephen...du er ikke vred på mig vel? Det med børnene ?"

Hvad ville Millicent fortrække? Sandheden eller løgn. Sandheden. Ingen tvivl om det, men Stephen kunne ikke rigtig få sig selv til at sige 'jo, jeg er vred og hader dig fordi du er så god ...' det ville også lyde langt ude og latterligt, men at lyve ville han hellere ikke. Han tog den bedste smutvej han kunne komme på. Tavshed. Han valgte ikke at svare Millicent men genoptog sin kærtegn. Det føltes måske lidt forkert, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre, ud over at håbe at hun ville fortsætte videre, hvilke hun sikkert aldrig ville kunne finde på. Hvor var musehullet når man havde brug for det?!

Hendes øjne blev både fyldt med bekymring og sårede følelser.
Han mente det.! Han mente hunnvar skyld i det selv.
Hun slap grebet om ham og registrerede kun svagt hans kærtegn, som en baggrunds musik.
Hun ville ikke lade dette komme mellem det, og hvis ikke han fik sat ord på, ville det måske ende sådan.Hell...det var da hans ven der have..ja!
" Du er nød til at tale med mig om det her....hvad skulle jeg have sagt , hvad skulle jeg have gjort, Stephen?" stemmen var mild og foruden bebrejdelse,men hendes blik var fæstnet på hendes egne hænder,istedte for hans øjne,

Millicents voldsomme reaktion kom en smugle bag på Stephen, der ikke fortrød sit valg. Det var sandheden, blottet og ond. "Du skulle ikke have gjort noget anderledes. Du skulle bare ikke have ment det." Menneske pigen var ikke den eneste der havde travlt med at kigge alle andre steder hen. Stephen syntes også pludselig at finde sin te kop utrolig spændende. Tænk nu hvis den fik andefødder og vraltede af sted, det var bare noget han skulle se!
Stephen kunne godt bruge at gulvet under hans del af sofaen forsvandt, så han kunne smutte ned i det og forsvinde en stund. Bare for at samle sig og få lidt værdighed tilbage, men det kunne altså ikke ske, så han måtte forsøge at fordufte på anden vis.

Hun rettede sine øjne med ham, nysgerrige og uforstående...hvad var det her.Var han jaloux, på børnene? Hun lagde et par fingre under hans hage og ville dreje hans ansigt.
" Hvorfor Stephen....hvorfor! Jeg havde ikke tænkt mig at de skulle blive mine, jeg ville hjælpe Andy med dem ,hjemme hos dem.Måske lege med dem, tage dem på legeplads og læse historier...men det var jo,bare....en ide.Hvis det genere dig..." sagde hun og håbede at det aldrig ville blive aktuelt,da det ville blive meget vanskeligt for hende at vende ryggen til nogle små uskyldige børn.

Lysten til at følge hendes fingre var der slet ikke, men alligevel drejede han hoved, men var yderst omhyggelig med ikke at se hende i øjne. Skulle han bare sige at han ville have hende for sig selv og lade hende tro det var sandheden? Det var ikke et fejlskud at tro det, men det ville Stephen aldrig indrømme. Han var på nippe til at gøre det, men trak så sit hoved til sig igen for at kigge mod koppen, der endnu ikke havde fået andefødder. "Hvorfor skulle han have været meget bedre mod Sofia?" Næsten hviskede han, mens han fortsat gloede på koppen. "Det var 'bare' et hjertestop ...

Hun fikmikke sin øjen kontakt, men tilgængæld et mindre chock.
Han sad da ikke der..og insinuerede at Andy....nej...det var for absurd.Simpelthed! Hans kone fornthe love of god.!
Hun kiggede væk..rådvild over hvad hun skulle tro." et hjerte stop....hvorhenne, derhjemme? Hvad har Andy sagt.. Stephen...du er nød til at fortælle mig hvad du tror der er sket, hvis jeg har fået en psykopat i hælene,vil jeg faktisk gerne vide det."

Millicent forstod hvad Stephen havde ment, hvordan skulle hun også kunne andet? "Nej, han er ingen psykopat." Blev der sagt, hvor efter han klappede i og blev tavs som graven. Hans egen stædighed begyndte at forvirre ham. Hvorfor ikke fortælle hende hvad det var han ville og hvad var det helt præcist han ville? Andys børn var ikke de samme som Andy, det burde han jo vide. "... Sofia døde af hjertestop, i deres seng. Vi indspillede musik så nej, han har ikke voldtaget hende til døde." Pludselig slog han en hul latter op og lage nakken tilbage mod ryglænet, hvor han så sukkede og stirrede op i loftet. "Men måske havde det været bedst for os alle." Igen sukkede han. "Så havde vi en idé om hvem han var ..." Igen en lille kunst pause. "Eller måske burde jeg bare have kvalt ham før Jack kom." Tanken gav Stephen nogle fantastisk tilfredsstillende billeder i hoved. Han trak en smugle i mundvigen, før han lukkede øjne, men med ørerne på stilke.

Så langt så godt...ingen psykopat.Selvom han kunne have snydt hende der nede i kælderen.
Hun mærkede igen denne afstand og vrede fra Stephen.Hvor udsprang al dette fra? Og den snak om at gære ham, Andy fortræd .
" Sweetie....du er bare træt.Og chokeret.du havde jo ikke lige regnet med at din ven..ville...ja.." hun forsøgte at trøste så godt hun kunne....men hun vidste stadig ikke helt, hvor det gjore ondt på ham, hvilke besværliggjore det en smule.
" Tror du vi skal ringe dertil...og lige høre hvordan det går !"

Stephen fnyste. "Det tror jeg ikke liiiiiige vi behøver." Vrængede han. Blikket var rettet fast mod loftet og armene var næsten lagt over kors på brystet. Enten ville de have tilkaldt politiet eller også ville Jack være i gang med at lege psykolog. Om det var det ene eller det andet interesserede Stephen sig ikke for, han havde det ganske fint i sin egen lille verden og havde ikke i sinde at flytte sig. Hvorfor gøre det? Han sad så godt og så havde han en skøn men lidt for godhjertet kvinde ved sin side. Måske burde hun være englen, frem for ham. Det ville passe langt bedre. Han følte sig næsten som satan selv, men hvem havde sagt at engle skulle være søde og blide? INGEN! Absolut ingen, kun de skide kristne! Næsten endnu mere demonstrativt vendte han smilet på hoved.

I hendes hoved var billeder af Nicholas ,der legede med og underholdte de to små unger samt en Jack der havde en alvorlig snak med Andy, og det var billeder hun godt kunne forlige sig med.
" Okay...vi venter med at tjekke ind så...til lidt senere " hun lod en hånd stryge igennem hans hår og lænede sit hoved imod hans skulder." Du gode....sikker dog en omgang , men...der er intet alvorligt sket...hvis man ser bort fra en kommende sangkomet er skudt ned fra den lysende himmel" forsøgte hun at joke og få Stephens lidt sammenbidte udtryk til st blive mildere.
Hvordan deres relation ville blive fremover, de herre, var hun begyndt at rode lidt rundt i.
Hun håbede at det var nget de ville kunne snakke sig ud af, og få det til at lande et ordenligt sted.
Men det ville helt klart kræve at Andy indså hele hans setup var....forkert.

Stephen fnyste. "Nej, det er da slet ikke alvorligt." Lød det sarkastisk fra ham, hvorefter han drejede hoved en smugle og kiggede ned på Millicent. Han forstod ikke hvorfor hun kunne tænke på det den vej. Det var ikke ham det var gået ud over og han syntes ellers det var rigeligt alvorligt. Hvis det ikke havde været fordi Millicent allerede var indberettet til politiet, havde Stephen haft lyst til at ringe til dem, bare for at få dem til at gøre noget ved Andy og hans børn, men hvis det endelig skulle ske, skulle det ikke være ham der ringede. Det kunne kun give fremtidige problemer. Nogle han helst ville undgå.

Med et par hævet øjenbryn, kiggede hun på ham og timføjede " Jeg mener bare at du kom ned i rette tid Stephen, inden han....inden han kunne nå..." nå! Hun var ret sikker på hun ikke behøvede at gå i detaljer med Andys hånd op af hendes lår lagt sammen med ønsket om at lave et fællesbarn i ren nydelse.Hun sukkede...." Det er overstået...det eneste jeg spekulerer på er om ideen er ude af hans hoved nu....eller om han stadig finder den...tiltrækkende- men det vil tiden nok vise?" hun tænkte på det var enormt heldigt at hun havde så mange sikkerhedeskæder på sin dør.Bare i tilfælde af ...orkan.

Det var et ganske godt spørgsmål. Andy var en stædig fyr, der ikke gav op før musikken var som han ville have det og hvorfor skulle det være anderledes når det handlede om kvinder og familie? Han søgte familie, han var en rigtig familiefar, dog ikke lige så ren og ædel. Der var ikke noget med at hans døtre skulle giftes med farmand en dag, det ville de komme til at fortryde slemt. "Vi må hellere udstyre dig med et våben eller to." Der var en lille snert af humor i Stephens ord, men ikke mere end at det let kunne overses. Han flyttede sig en smugle i sofaen, så han kunne vende sig mere imod Millicent. Hans blik gled ned over hendes ansigt, hvis hun ikke havde vendt det væk, men denne gang var det ikke på jagt efter samme fysiske tegn på skade som førhen. Mere noget andet.

Hun lavede en grimasse og så på ham.Hvad havde han lige tænkt sig? At hun skulle tage livet af ham, eller hvad? " Jeg behøver bare benzin og en tændstik..så er jeg dødbringende" svarede hun med sin sorte humor.
Selv kunne hun ikke spise noget som helst, hendes mave var lidt ' snørret sammen' , men deres madplaner var jo skyllet ud i toilettet, og måske Stephen var sulten nu?
" har du lyst til jeg laver noget at spise til dig ?" brød hun emnet op og kastede det i en anden retning, uden hensyn til Stephen kiggede hendes ansigt efter endnu engang.Hun mente det var for at tjekke skader, hvad skulle hun ellers tro.

Spørgsmålet kom helt bag på Stephen, der brugte et par sekunder til at finde en besvarelse. "Det ville være dejligt, men egentligt har jeg ikke brug for det." Lysten til mad var ikke så enorm og alt overskyggende som den muligvis burde være. Der var andre begivenheder der havde skubbet den af vejen, ud over kanten og ned i dybet. "Men hvis du gerne vil ..." Hvorfor modsætte sig hvis hun virkelig gerne ville? Det kunne måske distrahere hendes tanker en smugle og hvis der var noget der var godt, måtte det være det være det, hvad det ellers skulle være kunne Stephen ikke se.
Stephen havde ingen psykologisk viden og vidste derfor ikke om det var bedst det han gjorde, men det føltes det som, så hvorfor ikke fortsætte i den tro? Hvis det ikke var det bedste, måtte han forsøge at rette op på det senere. Livet var en chance og hvis man ikke tog chancer ville man aldrig komme videre, var det ikke sådan nogle kloge folk sagde og de konservative sagde man skulle holde sig til man kendte noget til.

Hun rejste sig fra ham, og befirede ham dermed for den ekstra vægt.
Millicent havde stadig sin kjole på, men blev ved at kunne mærke Andys hånd kravle længere og længere op af hendes nøgne lår.
Hun ville lægge afstand fra det nu..og tænke på noget andet.
" jeg skifter lige, så ser jeg hvad jeg kan bikse sammen til os" udmeldte hun , men havde en ide om at det nok mest ville blive til Stephen.
Hun gik ind i soveværelset og fiskede et blåt træningssæt frem fra junk de luxe, og lod kjolen glide ned af sin krop.Nogle enkelte blå mærker var begyndt at træde frem , på hendes arme og hofter, hvor han havde haft særligt godt fat.oh well.
Iført jogging sæt , og en hestehale,for at undgå hår i maden gik hun ud i køkkenet, hvor hun først begeyndte at kæmpe med en rødvin.Hun måtte ha...et eller andet, det var vel okay?

Da Stephen ikke kunne se nogle grund til at svare igen, forblev han tavs og lod Millicent rejse sig op, så hun kunne komme ud i køkkenet. Det undrede ham kort at hun startede med soveværelset, men kom lidt efter frem til at hun skulle skifte tøj. Han blev bekræftet da hun forlod lokalet. Det var noget helt andet, men sikkert meget mere behageligt tøj. Efter at have diskuteret med sig i et par minutter, rejste Stephen sig op og gik ud i køkkenet, hvor han satte sig på stuebordet og betragtede Millicent bagfra mens hun ordnede og lavede.
Da hun fik en pause i madlavningen , brød Stephen ind. "Må jeg ikke se hvad du ... dekupere?" Han følte sig næsten stolt over at kunne huske det fine ord. Det virkede underligt og fornemt. Helt sikkert fransk. Ved mange sportslige begivenheder snakkede man fransk, hvilke Stephen ikke forstod, for han havde aldrig kunne et pip og han var sikker på at han ikke var den eneste der lignede en idiot når der blev talt fransk.

Hun vidste han var kommet ud, med stilheden synes at klæde dem begge.Ikke på en ubehagelig og pinlig facon, bare en rolig og velkommen stund.
Hun havde amrineret noget kylling i appelsin og dryssede pinjekerner og frø over og nu skulle de i ovnen og stå.Ris og en flødesovs til g så var den i hus.
Hun vendte sig om mod Stephen...efter at have sat det ildfaste fad i ovnen.
" de store ting som sofaer har jeg ikke noget af her, men øhm...den lysegrønne kommode i gangen har jeg lavet, den høje taburet, og en masse af de små nips der" hun pegede over på kasser,æsker,urtepotteskjulere ,flasker...meget af det der gac både køkken og stue lidt særpræg.


// min ipad kunne ikke åbne de enkle billeder, så du må skrolle og finde de to små kommoder, og de små brugsgenstande som nævnt ....

http://www.google.dk/search?q=decoupage&um=1&hl=da&client=safari&sa=N&tbo=d&biw=1024&bih=672&tbm=isch&tbs=simg:CAESEgmyd6RvuvtbViFixC6u9c-Euw#

Stephen fulgte Millicents finger og betragtede hvad hun præcenterede. Det var helt anderledes end hvad man kunne købe, med sit eget personlige præg. Det var noget andet end musik, men han kunne se en form for lighed mellem de to ellers meget forskellige ting. Efter at have set grundig på tingene, vendte han blikket tilbage til Millicent, som han rakte hånden ud efter, men flyttede sig ikke fra bordet. "Er det ikke mere aftensmad du er i gang med at lave? Tror du overhoved vi kan spise en hel kylling?" Han kastede et blik på ovnen og derefter tilbage på det forrige. Millicent. Det kunne godt være han kunne spise en del, men det var umuligt for ham at sætte en hel kylling til livs, i hvert fald ikke i et hug. Måske hvis han fik et par dage at arbejde på sagen. Måske var Millicents potion gen ikke så veludviklet?

Hun savnede at stå med pensel og restaurerer de gamle møbler og mårre snart i sving igen, det var sikkert.Millicent tog et par skridt over til Stephen, da han rakte ud efter hende.
Hendes blik gik på ovnen der var proppet med kylling og hendes bryn rynkede.
" Jo! Det havde jeg ikke lige tænkt på....men...nå, nu er der mad nok da " sagde hun og ærgede sig en smule.Hun var jo en levende ulykke i et køkken, men det behøvede hun jo ikke just at prale med endnu.Måske det kunne betale sig, overfor Andy! For at krakkelerer hans illusion om hende som en drømme kvinde og mor til sine unger.Se...der var da noget at arbejde med.
" Jeg jåber ikke du er for skuffet, Stephen...det gik jo ikke lige som du havde planlagt" spurgte hun ind til.

I samme øjeblik Millicent var inden for rækkevide, greb Stephen hendes hånd og trak hende hen til sig, hvor han skubbede hendes hoved en smugle tilbage, så deres læber kunne mødes. Lige hvad Stephen trængte til efter sådan en middag. Da han modstræbende trak sig tilbage, kiggede han igen hen på ovnen. "Jeg skal nok få spist det før eller siden, men forvent ikke det bliver nu og her." Han gav hende et klem med armen han havde omkring hendes talje, før han sprang ned fra bordet og slap sin 'bamse'.
"Hvor vil du have vi spiser?" Stephen var gået på jagt i skabe og skuffer efter service. "Jeg er ikke skuffet, hvorfor skulle jeg være det? Nu har jeg dig bare for mig selv og der er ingen der siger at vi ikke kan finde ud af noget. Muligvis vil Nico hjælpe til." Han fik fat i nogle tallerkner, glas og bestik.

Hun lod sig hale ind og føjede ham da han trak hendes hoved lidt tilbage.
Hans læber var en tryghed nu...hvor de før udelukkende havde været ...en antændningslunte til.
Hun mærkede hans knus og kyssede ham på kinden , inden hun igen var ude af hans favn.
" naaa...der går også en time inden det er færdigt, såå" lo hun og nikkede mod det lille spisebord. " lad os sidde her. Vil du have vin Stephen? " hun fyldte sit eget glas igen og viftede hans forsan hans næse.
Ihhuu...hun kunne lide hans måde at tænke på. " Det glæder mig det hele ikke er tabt på gulvet, mest for din skyld.Jeg kan ikke begræde tabet af en karriere der aldrig har været der , vel?" drillede hun og fyldte vin i hans glas, uanset hvad hans svar havde været.

Næsten som var Stephen oppe til eksamen i at dække bord, blev alt servicen omhyggeligt placeret på bordet. "Ellers tak, der bliver jo nød til at være en til at redde dig i seng når du ikke længere kan stå op." Gav han, men fandt alligevel to glas rødvin frem og satte på bordet. Da det perfekte bord var opstillet, trådte Stephen hen til Millicent og nikkede af hendes glas, efterfulgt af en tænksom mine. "Nej og godt for det, det er rigeligt med en ulykkelig engel." Han ville sikkert ikke ligefrem blive ulykkelig over det, der var så mange andre muligheder i livet, men det ville sikkert være som at se den sidste buds køre forbi, lige for snuden af en selv. Tanken var ikke direkte skræmmende, men ikke noget han ville opleve. "Så nu må du ikke løbe fra mig!" Han sendte hende et skævt smil, før han krævende trak Millicent med ind i stuen og ned i sofaen.

" årh...hold dog op" hun daskede efter ham med et viskestykke, inden hun smed det fra sig på køkkenbordet.Hun lavede en hurtig vurdering af bordet, det så faktisk ret pænt ud , som han have dækket op." niiiice Samson" nikkede hun drillende mod bordet." Vi bikser noget musik sammen en anden gang....måske skal jeg synge et par strofer for dig , ind i dit øre?" hun drillede lidt videre indtil Stephen igen fik fat på hende.Hendes øjne hvilede på ham og hun sagde mildt " hvad får dig til at tro jeg stikker af ?" måske havde han faktisk ret...lidt? Hun var urolig inden i denne aften, og det var der nok en grunde eller to til, men hun ville gerne forsøge slappe af , så hun fulgte med ham...og nåede lige at snuppe sin rødvin med i farten.
Den blev dog sat på sofabordet, da Stephen halede dem begge ned i sofaen, hvor hun landede oven på ham.
" undskyld....jeg havde slet ikke bemærket du var træt og skulle have en morfar?" sagde hun med et drillende glimt i hendes øjne.