... er tegn på regn ... - Millicent

Det virkede til at Stephen havde rimelig fast grund under fødderne, men han var ikke helt sikker. "Ja, lad os undgå det." Tanken gjorde ham næsten forlegen, hvilke var en ny følelse. Godt nok kneppede han ikke til højre og venstre, men sex var normalt ikke et emne han forsøgte at undgå. Det var ikke noget han forbandt med noget dårligt eller som en synd.
Det næste Millicent bragte Stephen måtte han tænke lidt over. "Men stadig ældre og det er ikke noget jeg rigtig er vokset op med." Bortforklarede han først hende oldefar halløj. Han vidste ikke helt om han skulle blive fornærmet, men han havde selv pointerede sin alder så ingen fornærmselse denne omgang, kom han frem til. "Det med dating afgør du, hvis det er vigtig for dig, så gør vi det stadig." Det betød ikke så meget for Stephen hvilke titel deres forhold havde, og dog, så længe det fortsatte i den gode retning og ikke slog lykke. Muligvis lidt krævende, men han kunne ikke helt se problemet. Han kunne lide hende så hvorfor ikke ønske lidt mere?

Millicent følte at de var på rette kurs, selv om det måske nok kunne føles som de tog en omvej , netop nu.
Hun vidste at hendes hjerte var fyldt af ham, var det ikke nok? Hvad ville han nu? Søgte han en anden titel på deres forhold? Hvis dette var tilfældet var hun helt ærligt meget fristet til at sige ja.Hvorfor skulle hun ikke ? På den anden side var hun kun atten år, og Dtephen hendes første kæreste....eller..nærmere den første fyr hun...datede.Den eneste hun datede.Det ville være fornuftigt at tage det roligt.William havde sagt at det virkede som om det eneste hun havde i hovedet var at finde en fyr og lege far mor og børn- og at hun burde tage den med ro..inden hun bandte sig.Først var hun blever vred....men måske havde han ret? hun havde intet imod at lege den leg med Stephen da.
" Stephen....du er den eneste jeg dater, den eneste jeg sover hos...er det ikke nok- for nu?" spurgte hun og lod hendes hænder glide omkring hans nakke, hvor hun nussede ham.

Det var som at krybe op af en stamme, til kronen hvor der så var uoverskueligt mange andre grene man kunne vælge at tage, uoverskueligt mange valg. Stephen tænkte sig en stund om. Det var med sikkerhed ikke lige så hurtigt som en vampyr, men hvis han var heldig - hvilke han ikke var sikker på - var det ikke så lang tid at det han egenligt helst ville sige blev alt for tydeligt. "At du er sammen med mig er en glæde i sig selv." Lød det til sidst, uden helt at være et svar af nogle art.
Stephen ville med sikkerhed føle sig som verdens heldigste mand den dag han fik Millicent, hvis han nogen sinde gjorde det. Håbet var der, det havde hun endnu ikke fjernet men der var mange måder at gøre det på, desværre.
Inden han sank for dybt i de halv forbudte tankerækker, trak han sig op, både fra tankerne og fra sin siddende stilling ved siden af Millicent for at sætte sig op i sofaen, hvor han ærligt måtte indrømme han sad bedre. Måske var han bare blevet for stiv til gulvet, selvom hun dog endnu ikke mente han var så gammel? Det ville være en tidlig alder at få sådanne skavanker, men det var da muligt, selv for en engel.

En smule kryptisk var det nok tilladt at kalde hans svar, ville hun mene.
Der var intet at klage over, det var jo sådanset en rigtig sød ting at sige, men det var bare ikke noget der besvare eller kastede mere lys over hendes spørgsmål fra før.Det var som han styrede en lang bane udenom.Og for at vise det klart som krystal , rejste han sig op og tog plads i sofaen....ud af hendes arme." Jeg har det på samme måde, så det jo ...fint" bedyvede hun og kom selv opnat stå.Millicent gik ikke over tilnsofaen , men derimod ud i entreen og fandt sin taske frem.Hun roede i den, til det lykkedes hende at fiske en ældre mobil op, hvorefter hun ringede en kontaktperson op.
" Linda?... Hej, det er Millicent fra Le Diamante.Jeg så din seddel med du ønskede flere vagter...er det stadig noget du er interesseret i?......okay.....jamen- jeg ringer fordi jeg faktisk har en vagt ledig- men det er allerede i aften, så jeg ved ikke om du er interesseret, når det er med så kort varsel?......det lyder godt! ....Alias? Nej! Det bliver ikke noget problem, ham taler jeg selv med i morgen, så skal jeg nok sige det....Tak for hjælpen...ja, og god arbejdslyst! Bye."
Hun smed den tilbage i tasken og gik ud inkøkkenet, for at finde noget frugt.Stephen plejede at have så meget af det.En helt lille grønthandler var han.

Som en vagthund fulgte Stephens blik Millicent da hun rejste sig op. Hvad skulle hun, ikke til at gå vel?! Tanken fik ham næsten til at springe op fra sofaen, men det ville bare få ham til at se voldsomt panisk ud, så han blev siddende, men klar til at springe op ved det mindste tegn på at hun ville smutte. Han lyttede. Intenst. Et lille smil, bare et meget lille halv triumferende et. Hun havde fået en til at tage hendes vagt, hvilke måtte tyde på det gode. Jubel passede som det bedste, men det ville igen få ham til at se lidt underlig ud, så han jublede mentalt.
Millicent passerede igennem stuen til køkkenet, hvor Stephens blik igen sugede sig fast på hende og ikke slap, da han valgte at følge med. Da han nåde ud i køkkenet lænede han sig op af dørkarmen og forsøgte at ligge ansigtet i knap så jublende folder. "Hvad skyldes æren?" Spurgte han oprigtig nysgerrig og lænede sig en smugle frem, mens han lage vægten over på sit ene ben i noget man ville kalde en afslappende stilling.

Hun var uvidende om hendes tilskuer og var derfor optagetcaf at anrette et lille fad med pærer stykker,jordbær,melon og vindruer.Normalt ville hun helt klart have spurgt om lov, til både at rode i hans køkken og også om hun måtte tage varene i brug.Men af en eller anden ukendt årsag, følte hun bare ikke for...at spørge om lov...og havde derfor taget sagen i egen hånd.
Hun kiggede til siden da lyde gjore hende opmærksom på hunnikke længere var alene i køkkenet.
Hun kiggede op og fandt ham dtående, ganske afslappet i dørkarmen.Hun vidste hvad han spurgte om, men så nemt ville det nu ikke blive for ham.Ikke med Millicent i sin hånd.
[color=orange][" årh...jeg tror at de skal bruges i dag, venter vi til i morgen er de nok overmodne og ikke til at spise"/color] savrede hun flabet tilbage og sendte ham et udfordrende blik.

Først fattede Stephen hat og brille, men da han fik fat i tråden var han med på legen. "Hvem siger egentligt at jeg ikke skulle bruge dem?" Spurgte han i et alvorligt tonefald, meget påpasselig med ikke at nikke mod frugterne. Til trods for hans ord, gik han alligevel hen mod Millicent, hvor han tog et af de skiveskårende stykker og smagte. Han smagte omhyggeligt, før han tog endnu et stykke, greb fat i Millicents kæbe og pressede lidt til for at hun skulle åbne op. Hvis der blev åbnet op, ville Stephen lade det fine tern falde ned mellem hendes læber og slippe hende. "Måske burde du arbejde i en eller anden frugt bod med at lave frugt salat." Fortsatte han i det samme påtaget alvorlige stemmeføring. Hun havde noget med frugter og skriver, det kunne hun ikke komme udenom!
Stephen trådte et skridt tilbage og trak sig selv op på køkkenbordet, hvor han lænede sig frem og placerede albuerne på hans knæ. "Så du har bare gjort det fordi du ville redde frugterne?" Ordne ville have fremkaldt et lille smil, men med en smugle magt og en sitrende mundvige fik han det væk.

Hun stoppede op med at snitte, og kiggede på ham.Stadig med den forholdsvis store kniv i hendes hånd.
" jamen...hvad er problemet ? Hvis du skulle bruge dem... hER er de ready to be eaten" meddelte hun neutralt og så han elegant gik over, for at spise sig et stykke.En smule demonstrativ..det var han altsår.Stephen sagde bare altid så meget, når han sagde så lidt- besynderligt at det virkede sådan, men det gjore det altså.
Hun holdte kniven ned langs siden, for ikke at ramme en af dem, by accident, da Stehen trykkede for at få hendes kæbe op..hun åbnede den lydigt og lod det mundrette stykke frugt blive presset ind.Sødt og frisk.
Hun så ind i hans øjne...glemte tid og sted, indtil han selv talte..[color:ff66= orange]" naaa...der er ikke gang nok en frugt butik"i hvad havde han tænkt sig? Hun ville jo kede sig halvt ihjel.
Klubben var fin ...faktisk perfekt, hvis man inteesseret i hendes mening på det punkt.
Hun sukkede....du gode hvor var han...anmasende.Hun gik over og stillede sig tæt ved ham.
" Okay...Stephen...oky..jeg byttede min vagt, så jeg kunne blive længere sammen med dig- hvis altsår du havde lyst?"

For kedeligt i en frugtbutik. Den havde han alligevel aldrig hørt. Et svagt smil spillede på hans læber, før han næsten begyndte at grine. "Godt godt, ingen frugt butik til dig. Tror ellers den ville blive et hit." Byens lækreste frugtsælger. "Derfor. Aha, jamen hvem har egenligt sagt det?" Der var ingen tvivl om at han med glæde ville have hende under sit tag, tæt på sig i al evigheder, hvor umuligt det så ville være.
Stephen krydsede bene og vippede lidt med fødderne - han bar stadig sko, så det ville alligevel ikke kunne ses hvis han også vippede med tæerne. "Men." Der var noget der nagede ham, selvom han var meget glad for hendes valg. "Hvorfor har ud så først gjort det nu, hvorfor har du ikke prøvet på det før. For eksempel en af de andre gange hvor du skulle på arbejde og før var sammen med mig?" Der var godt nok kun en anden gang, men det talte alligevel, mente han. Han pressede øjne en smugle sammen. Hvad var forskellen fra denne gang og sidste gang, ud over at hendes, deres, humør vist var bedre. Det var egentligt tydeligt nok. Han måtte sande det var et latterligt spørgsmål og ville trække det tilbage hvis hun ikke allerede var i gang med en besvarelse.

" ej..ved du hvad...det ville jo kun være et spørgsmål om tid, før jeg sksr fingrende af mig selv....og det er da ikke så chamerende" lo hun.
Hans fantasi storblomstrede da...en frugtbutik?' Då hellere blomster, dem kunne man arrangerer efter størrelse,farve,duft,årstid og pengepung....imponerende ...faktisk en mindre videnskab at agerer blomster binder.
" Keg sagde også hVIS du havde lyst" småbrokkede hun sig.
Hendes øjne lå en smule mistænksomt på Stephen.Det var ko sommhan hele tiden fiskede efter...noget, men hvad?'
Hun sukkede [color=orange]" Sidst Stephen...der var det min første arbejdsdag, ikke videre smart at aflyse, vel? Nu havde jeg muligheden...og jeg ville helst tilbringe den med dig....do you mind?"/color]

Til tider kunne Stephen overveje hvor hans logik var forsvundet hen. Nej, det var ingen idé at melde afbud på sin første dag, så selvfølgelig var det anderledes, men han mente nu alligevel der kunne være noget andet, eller gik han mest af alt og håbede det? Det kunne ikke lige besvares, så han droppede forsøget, til trods for at han næsten allerede kendte svaret. "Men jeg er glad for at jeg ikke er helt elendig at være sammen med." Øjne var igen blevet åbnet fuldt op, næsten opspilet, som om han var bange for ikke at kunne få det hele med.
"Men skal den mad ikke spises?" Det ville være en direkte skam hvis den bare skulle gå til spilde, nu maden var på sit højeste, ifølge Millicents viden inden for frugter. Var det overhoved hendes emne? Stephen tvivlede på det. Ikke fordi han ikke mente hun var klog, men fordi hun på ingen måde virkede som en frugt guru, hvis man overhoved kunne finde sådan i den store hvide verden. En gartner var hvad han kunne komme tættest på med.

Hun nikkede...godt! Han kunne faktisk forstå forskellen.
At der så var mere til hendes opkald end den åbenlyse forskel...det var jo en helt anden sag.
Hun havde lyst til...næsten trang til...at være hos ham.Det føltes forkert at skulle forlade ham nu, og hendes intuition var iøvrigt på hendes side her.Også den mente t det ar det rigtige at gøre.Men senere måtte hun nok forsøge hive ham med sig hjem, da hun jo også havde ally at tænke ind.
" jeg elsker at være sammen med dig, det ved du da" slog hun fast og tog frugtfadet i ænderne." jo...det skal spises nu, skat..kom så med dig ...tilbage til sofaen" ha de hun overtaget kommandoen...lidt.
" vi kunne måske...hmmm gå ud i aften, nu jeg ikke skal afsted?.... Ud og få et glad vin...et hyggeligt sted med noget live jazz eller...?" små listige steder,levende lys og en saxofon...hmmm..og Stephen at holde i hånden, det lød ikke helt dårligt, vel.

Som en lydig hvalp sprang Stephen ned fra køkkenbordet og fulgte efter Millicent ind i stuen, hvor han satte sig i sofaen. Da hun havde sat fadet til sig, greb han fast rundt omkring hendes talje og trak hende ned til sig. "Det lyder som en rigtig date. Ikke noget frækt som sex i et gammelt hus ude på stranden, selvom det sent vil blive glemt." Humøret var strålende. Det undrede næsten Stephen selv, at han endnu ikke var blevet træt af alle de humør svingninger han blev udsat for, men det syntes at gå vældig godt, så han ville være den sidste til at beklage sig. "... men det lyder også meget voksent." Han rynkede skeptisk panden, men trak derefter let på skuldrende. "Men hvis det er hvad du ønsker skal jeg gøre mit bedste for at opfylde det."
Stephen lænede sig frem for at fange en af de fine frugttern og hælde i munden, før han omhyggeligt suttede pege- og tommelfinger af. "Men hvad hedder planen så nu?" Han drejede hoved og søgte Millicents øjne med et spørgende blik, mens der blev gumlet løs på maden, frugten.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det.De var jo ikke gået på stranden, for at have sex...og var ikke søgt i ly i det lille forlsdte ishus, for at have sex.Hun var da ikke , kunne hun roligt love da.At det så var endt sådan....det var jo en ganske anden ting.
Hun ville dog ikke ind på det...så istedet væbnede hun sig med humpr og svarede
" hmmm...mon ikke de har toiletter vi kan låne?... Ellers skal vi godt nok være opfindsomme da " og så gned hun sig på hagen, for at ligne en der virkelig tænkte sig om.
" Vi spiser...du skifter til en..ikke hættetrøje...vi tager hjem til mig, vi kæler og fodre Ally...og jeg skifter.Og SÅ tager vi i byen?" dette var hendes forslag.jov , det klingede af date..men det syntes hun jo at det hele gjort, det var Stephen der var mere ...nøjeregnede..men hvad de benævnte det.

"Det skal de nok have, ellers, har du noget imod det offentligt?" Det kom aldrig til at ske, det kun hun bande på, men hvorfor ikke bare lufte idéen når de nu alligevel var så godt i gang. Da planen blev luftet, kiggede han ned af sig selv med et halv fornærmet blik. "Hvad er der nu galt med den?" Han trak ud i trøjen og kiggede nøje på den, før han sukkede opgivende. Rasten af planen lød ikke så tosset, det gjorde den første del heller ikke, Stephen vidste bare ikke hvad problemet var ved hans tøj. "Den er jeg med på." Igen greb han ud efter noget frugt, men ikke til sig selv. Millicent fik lov til at gave op denne gang, han ville ikke være den eneste der sad og gnaskede i den søde frugt. Vældig eksotisk. Et lille smil trillede over hans læber, mens han lænede sig mageligt tilrette med bene strakt ind under kaffebordet.

Hun himlede med øjnene og lavede et " lord have mercy on me" udtryk.
" neeej da, the more the merrier" sagde hun spidst og måtte se sig gabe op og lade sig made som en lille fugle unge.
Hun slikkede saften væk fra sine læber." mmmm..kunne godt vænne mig til det her" indrømmede hun.Hans fokus på hende var bare en dejlig og opstemmende følelse.
Og hvad angik tøjet, var det sksl helt okay, men ikke lige til den jazz klub hun havde i tankerne.
" hvea med en sort tshirt eller en skjorte af en slags?" fåbar hendes bud.
Hun glædede sig allerede, og var det ikke fordi hun selv skulle skifte tøj, havde hun sikkert været en ond ' mor' og syltet Ally , lige på stedet, for at komme hurtigt afsted.
" du skifter..og så et kort stop hos mig....og så tænkte jeg på Cabaret?" som var navnet på den fine jazz bule.

Der var ikke så meget at diskutere indså Stephen. Tøjet skulle ændres til en t-shirt eller skjorte og når det var jazz, virkede en skjorte mest fornuftig. Pligtskyldig rejste han sig op og luntede ind til skabet hvor han stak hoved ind. Hun ville have vin og middag, så det skulle hun da få. Det krævede også noget ordenligt tøj, så da han lidt efter kom ud fra klædeskabet, var det iført en hvid skjorte samt en sort løs habit. "Tilfredsstillende?" Han drejede en engel gang rundt om sig selv, før han stoppede op. Hvis det blev godkendt ville han sætte sig tilbage til Millicent for at fortsætte fodringen som hun så godt kunne lide. "Hvorfor lige Jazz egenligt? Er du ikke til noget mere pop?" Millicent lignede mest en der ville have pop, til trods for at hun havde sagt hun var meget åben omkring sin musik smag. Det virkede ikke som det helt optimale sted for deres første 'rigtige' date, hvis man kunne sige det således.

Først undrede hun sig...hvor skulle manden hen, midt i deres samtale.Det var jo hverken inkøkken eller toilet retningen han gik? Men da Stephen kom tilbage, måtte hun seriøst styre sig for ikke gå over til ham og begynde og røre ved ham.
Han så jo for fanden pragtfuld ud.Intet mindre.
For katten....hun ville jo ikke få ham i fred.
" Wow...Stephen...du ser ..perfekt ud, meget flot" var de eneste ord hun kunne diske op med til ham, og hun så næsten helt genert ud.
Egenlig kunne hun bare ikke forstå, hvordan denne interessante ,dejlige og enormt lækkre mand kunne være hendes....date?
Hun blev helt ydmyg, og da Stephen satte sig igen og gav hende lidt mere at spise, føltebhun sig som den heldigeste kvinde, ever.
" pop er fint nok....men jazz er mere...intimt og classy....jeg kan lide begge og tænkte at dunførst og fremmest nok ville sætte pris på jazzen....plus at vi bedre kunne tale der også" smilede hun og fiskede et stykke jordbær op, som hun plaserede på hans tunhe, hvis han ville stikke den lidt ud.

Stephen sad lidt og tyggede på hendes svar. "Det lyder logisk, men hvis du fortrækker noget andet har jeg altså intet problem med at høre det." Det skulle endelig ikke være Jazz bare fordi det var det eneste ordenligt musik, men han kunne godt se der var en del fordele ved det og jazz lød bestemt heller ikke dårligt. Som et andet rullebånd fik Stephen trukket sin tunge til sig, efter Millicent havde placeret varen derpå. Imens det blev fortæret, forsvandt ned i hans mave, gjorde han et nyt stykke klar til Millicent, som han hævede op over hendes mund, så han kunne dumpe det ned i den når hun åbnede op.
Stephen fortsatte med at helde frugt i Millicent til fadet var tomt. "Hvis du sætter tingene ud i køkkenet og låser, så henter jeg bilen." Hvis hun indvilligede i det, ville han give hende nøglerne og forlade lejligheden for at gå små fyrre meter ned af gaden, til lejligheds garagerne. Ganske fint tilbehør som ofte blev brugt af familier. Den bil der tilhørte Stephen var en klassisk mørk Ford, der nemt kunne ligne en af de noget større og proffer BMW'er og AUDI, dog uden alle computerne. Lille bagagerum og flad lang køler, klassisk design som Stephen elskede. Han var ingen fanatiker inden for bilmarked, men hans bil skulle være i orden. Nogle ville sikkert ryste på hoved. Hvorfor havde han overhoved en bil?! Han brugte den knap en gang om ugen, men mennesket havde stort set alle en og Stephen ville ikke snydes!
Som man havde set på film - det var det eneste sted Stephen havde set det - holdte han, herren, nede foran hovedindgangen, dog til sin egen lejlighed, og ventede på at Millicent skulle komme ud som man gjorde. Han havde fået en eller anden latterlig idé om at, da dette var den første idé der lød som en rigtig date, så skulle det også blive en.

Millicent rystede omgående på hovedet.De skulle absolut ikke ændre på noget.Hun elskedevfktisk den blandede stemning der var til stede i jazz klubben.Den var både dekadent,elegang,intim og samtidig hyggelig og afslappet.Jooo, det var en ordenligt mundfuld at være der, men helt klart en god oplevelse.
Det lykkedes hende i ny og næ også at få Stephen til at snupoe frugt fra hendes fingre, hvilke måtte betragtes som heldigt.Havde hun fået tildelt hele fadets indhold selv, havde hun nok fået mavepine inden længe.
Ideen var perfekt...og imens Stephen gled ud ag døren, pakkede Millicent sine ting sammen, inclusiv hendes nye øre ringe, ar hurtigt ud og skyllede af efter dem.Så var her pænt og ordenligt at komme hjem til.Nøjagtigt som Stephen ville kunne lide det.Hun havde fundet ud af at det rod han kunne trives med, var rodet skabt af enten instrumenter,noderpapir, og hvad end han nu brugte når han enten komponerede eller studerede musik.Alt andet ville han nokngerne havde nogenlunde i orden.
Hun fik låst lejlighedn af , tog i dørhåndtaget som et ekstra check og gik mod udgangen.
Stephen var umulig at overse...bilen var bare en man så...som også dens flotte fører.
Hun smuttede derhen og kom ond på passagersædet.
" du kender jo vejen" mindede hun ham om, og ellers ville hun dirrigerer ham dertil.Efter kort tid, nåede de Millicents hjem.Det var lige til guinnes rekordbog, utroligt faktisk- hvad hun dog nåede på kun25 minutter.
Udover Ally , der fik både kys og kæl...mad og vand....nåede hun lge at pille lidt ved sig selv også.En fin lille kjole af sølv look, som hun havde fået lov at beholde efter et fotoshoot, komplimenterede hendes smukke nye øreringe fint.Håret fik en hurtig styling, men fik lov stadig at være løst.Et par enkle høje sko, lige til at stikke fødderne i...og hun var klar.
Stephen havde nu haft ret.En smuk enkel hvid kjole, sammen med hendes fjer øreringe, ville have været smukt...men hun havde ingen, så nu blev det så sølv istedet.Meget moderne.

Hun spadserede ind til Stephen, der havde underholdning af Ally der ville kæles af ham.
" Godt...så er jeg også klar, skal vi kommer afsted? spurgte hun forventningsfuldt og glædede sig til at skulle være sammen med ham, hele aftenen.

Stephen havde mest lyst til at sige ja, men så ville de aldrig komme frem til Millicents lejlighed, så han kom med et nej, heldigvis - for dem begge - var hun en fantastisk GPS, som sagtens klarede sig med stemmen, som ikke var hård og metallisk. Han nød næsten hans nye GPS selvom den kun var til låns for en stund. Efter en lille halv time - som han ikke vidste var nogle rekord - holdte de ved hendes velendte lejlighed. Stephen fulgte op i lejligheden, hvor han tog sig af katten eller gjorde et forsøg. Kat og Stephen var ingen god kombination, men med nogle firkantet klask på hoved og en katte pille, syntes han det gik. Hvordan Ally spandt forblev dog et mysterium.
Hvis Stephen selv havde været Ally, var han for længst flygtet fra sig selv, men katten var dum nok til at blive hos hans ikke eksisterende katte talenter. Det gik også bedre - i følge ham selv. Kattens hoved hoppede ikke op og ned imens han agede den, men sad lidt mere roligt. Gæsten var helt opslugt af det firbenet dyr han sad sammen med på gulvet, da han hørte den velkendte lyd af hæle mod hårdt gulv. Det fik Stephen effektvi ud af sin katte fascination. Han rettede sig op og lod blikket glide i et grundigt elevatorblik over Millicent der så gudeskøn ud i hendes lysende stads. At hun også så fandens sexet ud var en hel anden historie.
Stephen havde ikke lige så travlt med at kaste sig ud af døren som Millicent, så før hun fik lov til at forlade sin lejlighed, smuttede hans arme omkring livet på hende, for at trække hende ind til sig og plantede et blødt kys på hendes læber. "Jeg burde have taget smoking på." Mumlede han imens han slap og førte ud af døren.
Da de igen kom ud i bilen, blev kursen - nu uden GPS - sat mod deres destination: Cabaret. Bygningen var af ældre dato og havde derfor hvad nogle mente som den perfekte Jazz kælder. Mange restauranter yndede et sted med masser lys fra vinduer og et mere klinisk rent design, men det var ikke tilfælde her. Væggene var uden vinduer - da det var i en kælder - og alt havde et blødt gyldent skær over sig, dog tydeligt nok til at man ikke følte man famlede i blinde. Scenen var placeret i midten med de mange borde omkring, hvor der allerede var nogle der havde slået sig ned.

Ally havde åbenbart en anden ide om hvordan Stephen burde tilbringe aftenen, og den miajavede utilfredst, da han rejste sig og dermed lod den alene tilbage nede på gulvet.
Millicent derimod, var begyndt at være meget glad for måden Stephens arme gled omkring hende på, og hun var ikke sen til at lægge hendes egne på hans skulder, netop som hans læber fandt hendes. emmmm...hun kunne skyde en hvid pil eftre hele aftenen og bare blive her, hvis det betød hun kunne kysse med ham i al den tid.Men det var der jo egenlig ingen garanti for hun måtte.Hun lagde hovedet lidt på skrå, kyssede han en enkelt gang lige under øret og svarede
" Stephen du ser brandgodt ud....helt perfekt" smoking var helt unødvendig, efter hendes mening.Det var ikke bal eller aftenselvskab....og HVIS det havde været, ville hans påklædning alligevel ikke falde i gennem, da han var klassisk påklædt og ret så lækker.
En høj ranglet mørkhåret ung fyr , klædt i hvid skjorte, sort butterfly,sorte bukser og et sort forklæde....kom dem imod.
" Godaften...jeg er deres tjener Galvin...hvis i vil følge med ?"

Galvin! Galvin! Kunne man overhoved hedde det?! Stephen var ved at spørge Millicent, men tog sig i det. Det kunne se yndigt ud. Han lod hende følge tjeneren først, hvorefter han selv lavede bagtroppen mellem bordende der ellers ikke stod helt så tæt som man kunne have troet. Det var et sted med klasse, ikke et sted hvor der skulle flest mulige gæster ind. Hvis ikke Hr. Galvin - bare at tænke på navnet fik Stephen til at trække i smilebåndet - trak stolen ud for Millicent da de kom hen til bordet, tog han sig selv af det. Hun kunne ikke, uanset hvor meget hun ville benægte det, nægte at det ikke var bare en smugle fint. En hver anden attenårige tøs ville ikke vælge en jazz klub med englefjer i ørerne. Hvad der var galt med Millicent havde Stephen ikke helt knækket, men han var nu tilfreds med at de ikke skulle til en koncert med hendes helt store idol, selvom han ville være taget med uanset hvad.
De fik et par fine læder indbundet menukort stukket i hånden, før Galvin - smilet kom igen - forsvandt til han mente de var klar til at bestille.

Millicent hævede de karakteristiske øjenbryn - som hun rent faktisk havde ! Mange yngre piger plukkede deres, det gjore hun sådan set også, men ikke så de enten lignede sorte skovsnegle eller noget der bar resultatet af elektrochock- da hun hørte tjenerens navn.Galvin? Must be gay! Var hendes første tanke, der ledte til en oh yeah tanke, da hun så hvordan Galvins øjne kun havde syn for Stephen.Ikke at det gjore hende noget, man kunne ikke bebrejde Galvin, vel.
Han havde dog omtanke nok til at trække stolen ud for Millicent, Galvin og lod dem så til dem selv, så de kunne inspiserer menu kortet." Jeg kommer tilbage om lidt til...dem" sagde Galvin og vomsede afsted, efter at have smilet først til Millicent og dernæst lidt mere...et pænt større smil mere...til Stephen.
" Uh...jeg elsker dette sted allerede.Jeg havde kun læst en anmeldelse om det.Aldrig været her før" indrømmet hun og så sig omkring. Stedet levede så fint op til beskrivelsen og de billeder den havde dabbet i hendes hoved.
" Kender du stedet, har du været her før?" hun regnede med det varet ja.Både fordi han var musiker OG fordi han ikke behøvede direktioner for at finde vejen hertil.
Hmmmm..hvem mon han havde været i selvskab med der. lille lyse hopla Ingrid fra Norge...eller hvad hun nu hed jenten.

I det øjeblik tjeneren var væk, lænede Stephen sig ind over bordet og hviskede ikke helt lavt. "Hvordan kan man hedde Galvin?!" Nu mente han at han sagtens kunne spørge om det, Galvin burde være ude af hørevide også selvom han hviskede en smugle højt. "Ja, jeg har været her en del gange når jeg har skulle spille Jazz, både til inspiration og her. Har næsten været alle musiksteder i byen."
Selvom Stephen ikke fløj rundt med sit 'arbejde' fordi han tit bare sad i sit organiseret rod og lavede musik, så var han til tider ude at spille, hvilke han elskede, især når det var med nogle der var gode og gav ham nogle gode penge. Youtube var en god måde at få sit musik ud og en god måde at få jobs fra forskellige folk der lige brandte efter en person der kunne spille stort set alt. Lidt magisk var man.
Stephen lod øjen løbe over kortet og syntes ikke rigtig at finde noget, men besluttede sig dog til sidst for noget. "Hvad vil du have at spise og drikke?" Han kiggede spørgende over på Millicent, før han hurtig tilføjet. "... og så vi ikke skal diskutere det senere, så giver jeg."