En kølig aften - Isobel

Tid: 23:06
Sted: Gaderne i Downtown
Vejr: køligt, sne ligger stadig hist og her. Overskyet.
Omgivelser: Skrald og fulde mennesker.

Azreal havde for længst lukket værkstedet ned og havde brugt det meste af aftenen på The Bloody Moon. Han havde dog bestilt noget andet end øl.. sidste gang var det gået mindre godt. Nu traskede han af sted igennem de mørke gader og så på himmelen. Selvom han havde været her oppe i noget tid, blev han altid underlig indeni når han så den. Beviset for at verden var uendelig og åben. Ingen hule under jorden, friheden herskede her oppe.
Han var iført en t-shirt, en sort jakke og nogle hullede cowboybukser. Omkring ham lå en illusion der fik ham til at ligne et menneske. Hans øre var runde og hans hud en mere naturlig farve.

Påklædning: http://i01.i.aliimg.com/wsphoto/v0/669901155_1/Free-shipping-2012-women-s-winter-fashion-elegant-slim-double-breasted-belt-skirt-long-design-wool.jpg


Isobel havde haft en kort vagt på The Bloody Moon, og var egentlig glad for det, da hun endnu ikke havde vænnet sig til at være der endnu. Hun kendte ingen og typerne som dukkede op var ikke altid nogen hun brød sig om, men hun havde nu heller ikke engang boet i byen mere end nogle få dage.
Hendes silkebløde blonde hår var sat op i en knold, som den oftest var. Når hun var på arbejde var det løst, og hendes påklædning bestod af en lille moderne kjole, som hun fandt for billige penge. Man fik ingen drikkepenge hvis man dækkede sig helt til, dog var hun ikke lige så våget som nogle af de andre piger som hun arbejdede med. Den kjole hun havde haft på, på arbejde lå sikkert i hendes taske og var blevet erstattet af en sort bluse, en grå gardigan, et par sorte jeans og selvfølgelig havde hun erstattet de sorte stiletter med et par flade gamle sorte converses. Selvfølgelig havde hun også sin frakke på, ellers ville hun ikke overleve kulden, da hun altid havde frøsset så let.

Hun passerede en gyde, som var henlagt i mørke og af gammel frygt for mørket, tillod hun sig ikke at se der ind selvom hun kunne høre nogle stemmer. Hun trykkede hendes taske ind mod sig, som om den ville kunne beskytte hende, hvis nogen pludselig ville sprænge ud fra gyden. Hun låste de klare blå øjne fremad og satte farten op, da lyden af skridt kom tættere på fra gyden. Trods hun havde passeret gyden og skyndte sig så meget som muligt, kom skridtende tættere på, stemmerne blev højere. Hun kunne skildre stemmerne fra hinanden, der var godt tre mænd. Deres stemmer var hæse og fuldskaben sad i den. "Hey! Vent på os!" Stemmen var hård og var samtidig lagt i en ubehagelig tonefald. Hun skulle til at sætte i løb, som en skræmt kanin, men en grov hånd lukkede sig om taskens hank og eftersom hun holde så godt fast i den, rev det hende tilbage i armene på ham som havde taget fat i hendes taske. Skriget forskrækkede hende, hun havde slet ikke tænkt på at skrige, men af refleks åbnede hun munden og skrig. En arm lukkede sig om livet på hende og en hånd blev slået hårdt mod hendes mund for at gøre hende stille.

Azreal stoppede op da han hørte en skrig der skar igennem natten. Det havde ikke været langt fra ham og i et øjeblik følte han sig splittet. Menneskene havde intet med ham at gøre, der var ingen grund til at opsøge problemer. Alligevel var der noget inde i ham der fik hans fødder til at skifte retning, og lydløst bevægede han sig i den retning skriget var kommet fra.
Han stoppede op da han fik øje på en mand, i favnen holdt han en kvinde, helt tydeligt imod hendes egen vilje. Han genkendte hende, hun var en af dem der arbejdede på The Bloody Moon. Han havde lagt mærke til hende da han havde været der nede i aftes, og det havde mange af de andre mænd vidst også.
Han lagde hånden på sin lomme, hvor den nye strømpistol han havde arbejdet på de sidste mange nætter trygt lå og var klar til brug. Han krydsede over vejen og gik i en lige linje hen til dem og uden et ord placerede han en knytnæve i den fremmedes ansigt.

Ud af øjenkrogende bemærkede hun en mand som kom lige i mod dem, men hendes opmærksomhed gik dog til manden som holdte hende, da han strammede grebet om hendes tynde talje og pressede et par fingre ind i siden på hende så hun skar ansigt og forsøgte af refleks at rykke til siden.

De to andre mænd stillede sig op, da en mulig redningsmand kom tæt på de troede tydeligt at de blot kunne skræmme ham, med deres tilstedeværelse og de reagerede ikke før et slag fik armen om Isobels liv til at løsne sig og hun forskrækket gispede over at han ikke engang havde tøvet med at komme hende til undsætning og bare slået hendes overfaldsmand i ansigtet. Manden som først havde råbt hende an, sprang frem mod hendes redningsmand og slog som en bokser ud efter hans sider.
Isobel kom fri, da hendes overfaldsmand havde sluppet hende helt for at kunne presse hænderne mod ansigtet. Blodet løb fra hans næse og Isobel var chokeret over at det kun havde krævet et enkelt slag. Men hun forstod sig ikke på at slås. Først nu blev hun opmærksom på at hun før havde tabt sin taske. Hun kastede sig efter den som om den ville kunne bruges som våben eller på en anden måde beskytte hende. Men at holde den store taske i sin favn gjorde hende mere tryg. Hendes blå skræmte øjne faldt på hendes redningsmand, da de to andre gik i mod ham for at dele bank ud.
Den anden mand som havde stillet sig op, kom lige efter hans kammerat og slog på samme måde mod hendes redningsmands anden side, for at han ikke skulle kunne når at blorkere dem begge.

Azreal fulgte den skræmte pige med øjnene. Han smilede triumferende da han havde ramt godt og manden i smerte både havde sluppet kvinden og ladet sig være sårbar et øjeblik. Det var der dog ikke tid til at udnytte, for manden var ikke alene. Da de sendte mere end et slag mod ham på samme tid, gjorde han ikke som et normalt menneske ville have gjort, men sprang i stedet 3 meter over dem og landede på den anden side. Han vendte sig hurtigt og trak sin strømpistol.. med en nyfunden vane fik han tændt den, uden at fjerne blikket fra de 3 mænd.

Isobel måbede åbentlyst, da hendes redningsmand sprang umenneskelig højt op i luften. I hendes verden ville sådan et spræng kun kunne udføres af et dyr. Hun trykte tasken ind mod sig, og trådte et lille nervøst skridt tilbage, da hun så noget der lignede en strømpistol. Hun var langt nok væk til ikke at kunne blive ramt ved et uheld, men når han kunne hoppe som han gjorde blev hun usikker.
Den ene mand trådte lidt tilbage og mistede kort hans arrige udtryk i ansigtet, da han kort blev ramt af frygt. Både over at han hoppede så højt og fordi han havde fået øje på strømpistolen. Men da den anden af mændene ikke lod sig skræmme, trådte han frem igen for ikke at tabe ansigt til sine kammerater. Den modigste og største af dem, sprang frem mod ham samtidig med at han sendte et slag mod hovedet. Den anden sprang også frem, kort tøvende, men slog ud efter hans side, som de havde gjort før.

Isobel skrig da hun havde hørt noget ved siden af sig, og var blevet forskækket da hun havde vendt sin opmærksomhed mod lyden. Manden med den skadede svulmende blålilla næse og smurt smurt ind i sit eget blod, stod lige op ad hende og stønnede prustende, da han trak vejret tungt. Han var arrig og havde ikke i sinde at hjælpe sine kammerater. Havde hun ikke skriget til at starte med, ville hendes redningsmand ikke havde hørt hende, kommet til undsætning og smadret hans næse. Han slog ud efter hende, hun nåede at dukke sig ved det første slag og trådte fortvivlet tilbage for at komme væk fra ham. Hun trådte forkert, mistede balancen og registrerede ikke det andet slag før det ramte hende på siden af hovedet. Hun gik ud som et lys.

Azreal hørte kvindens skrig. Han fik grebet fat om armen på den mand der slog efter hans ansigt, men var ikke hurtig nok til samtidig at parere slaget i siden. Han blev ramt hårdt, bed tænderne sammen i smerte og satte strømpistolen i den mand han havde fat i. Han trykkede den i bund og sendte en voldsom elektrisk ladning gennem manden, hvis den fungere som sidste han testede den burde manden blive lammet, men ikke dø. Og det ville gøre ondt. Ud af øjenkrogen så han kvinden falde..

Strømpistolen fik manden til at brøle op, men i samme sekundt fik strømmen hans krop til at give nogle voldsomme ryk. Hans kammerat slog ud efter hans hoved, for at komme hans ven til undsætning. Isobels overfaldsmand, var endnu arrig og havde nu vendt sin opmærksomhed mod manden som havde ødelagt hans næse. Han kunne dog se hvad der skete med hans kammerat og tøvede kort inden hans sparkede til Isobels taske som lå i vejen for ham, og gik i mod hendes redningsmand. Halv besluttet på at give igen, da strømpistolen ikke var videre motiverende for ham.

Isobel stønnede svagt, men åbnede ikke sine øjne. Hun var endnu for langt væk og registredede intet omkring sig. Hun forsvandt helt igen og kunne tydeligt ikke holde til at blive slået med så stor en kraft, en fuld voksen mand besad. Hun var heller ikke fysisk stærk, og hun var en slank kvinde på 170 centimeter, som aldrig havde oplevet at blive slået på den måde før.

Azreal nåede lige at registrere knyvnæven der fløj mod ham, og dukkede sig i sidste øjeblik. Han sparkede hurtigt benene væk under manden der havde slået, samtidig med at han holdt strømpistolen i den anden mand lidt endnu. Hans øjne blev smalle, og han sparkede manden der nu lå på jorden/eller på knæ i hovedet. Han holdt opmærksomheden på manden der kom imod ham, løftede ham han holdt i fra jorden og kastede dem ind i hinanden.

Manden faldt med et støn, da han landede på ryggen og mistede vejret, hvilket fik ham til at snappe efter vejret. Den af mændene som fik stød, blev ved med at få sent voldsomme ryk igennem sig, mens strømmen gik ind i ham. Huden brændte svagt hvor strømpistolen blev presset mod hans hud.
Den svulmende næse værkede da han lavede en arrig grimasse, og registrerede ikke at hans kammerat blev kastet mod ham, før de tomlede ind i hinanden og hans faldt hårdt bagover. Manden som var blevet sparket var på benene igen, men angreb ikke, eftersom han valgte at stikke halen mellem benene. De to andre kom også op at stå, ved at støtte hinanden. De havde også ombestemt sig og havde så travlt med at komme væk at de snublede over deres egne fødder og tomlede af sted, den modsatte retning af deres kammerat, da de eller ville være nod til at gå forbi manden som havde give flere bank til dem end de havde kunnet gengælde. Da de havde passeret Isobel, havde en af dem trådt på hendes taske og brækket hælen på hendes ene stilet som lå i tasken.

”…” Azreal sukkede svagt da mændene var sluppet væk. Han burde virkelig begynde at gå med nogle lidt mere praktiske våben på sig, i hvert fald hvis han havde planer om at gøre noget i denne her stil en anden gang. Han gik over til Isobel og knælede ved hendes side. ”Frøken, er de ok?” spurgte han og så undersøgende på hende. Så vidt han kunne se havde skadet ved hendes taske været større end hvad de reelt havde gjort ved hende. Han lagde en hånd under hendes hovedet og løftede hende lidt op.

Isobel hørte hans ord som en mumlen og en dunken fyldte hendes hoved, som kom fra et område lige ved tindingen hvor knytnæven havde ramt hende. Hendes øjne sitrede svagt, da hun ville åbne dem, men hun havde af en eller anden grund lyst til at lade dem forblive lukket og bare sove.
Først arbejde og så dette, hun følte sig alt for træt til at hendes krop gad at lystre hende. Hendes øjne ville først åbne sig, da hendes hoved blev løftet op og hun blev opmærksom på andet end den dunkende ubehagelige fornemmelse der fyldte hendes hoved. Et kort chok gik gennem hende, da hun først ikke genkendte ham og frygtede at det var en af mændene, men da hun lod øjnene falde på hans ansigt faldt hun ned igen. "Øøh.."sagde hun med en forvirret stemme og satte sig op. Hun løftede hånden til det ømme punkt ved tindingen og lænede hovedet lidt frem, da det kort sortede for hendes øjne.

Han lagde hænderne på hendes skuldre og sørgede for at støtte hende hvis hun skulle miste bevidstheden og falde. Han så undersøgende der hvor hun var blevet slået. ”Har du ondt?” spurgte han med en rolig og forholdsvis lav stemme. Det kunne være hun havde fået hjernerystelse. ”Måske jeg skulle tage dig til et hospital? Jeg kan ikke selv vurdere hvor slemt det står til.. kan du huske hvad du hedder og hvorfor du er her?” han så kort i retning af mændene ”og var det nogle du kendte?”