En bar på havnen ~ Natsu (og åbent, hvis andre får lyst)

”De har deres spioner overalt” sukkede Natsu og så frem for sig. De var ved at nærme sig The bloody moon. ”Desuden” sagde hun tankefuldt ”de vil bare undgå at det bliver afsløret for ikke magiske mennesker, for at beskytte den magiske verden. Hvis ikke der kommer en stor sag ud af det, så kan det være de dybest set er ligeglade? Der må fx være folk på hospitalet, også i den ikke magiske afdeling, som har set en ting eller to.. det bliver først rigtigt farligt hvis der er en der forsøger at afsløre det.”

Charlie tog sig i at kigge sig over skulderen efter disse omtalte spioner, og kom til at grine. Selvfølgelig fulgte de ikke efter dem lige nu! Eller gjorde de? En let nervøsitet svøbte sig ind under hendes hud som et koldt, klistret lag om hendes tanker. Hun skuttede sig for at ryste det væk. "Du har nok ret. Det er nok også mest noget, man holder så strengt øje med af symbolske årsager.

”Jeg tror nu det er for det bedste at det er en hemmelighed” sagde Natsu og så ud til at være i dybe tanker ”menneskeheden tager ikke ’fremmede’ kræfter særligt godt.. især når langt de fleste almene mennesker ikke har adgang til det. Samtidig kan den menneskelige stolthed vidst slet ikke holde til det knæk, ikke at være den øverste race.. jeg tror der ville opstå øjeblikkelig krig. Og med de masseødelæggende våben der er i verden nu og her, så ville jeg nødigt se det gå over gevind” hun rystede trist på hovedet ”menneskeheden er slem nok når det kun er sig selv den vil ødelægge..”

Charlie så på Natsu med store øjne, og hendes ansigt havde fået en lettere syg farve. "Natsu! Det havde jeg slet ikke overvejet." Hun kløede sig på skulderen og sukkede. "Det er bare en forfærdelig verden, vi lever i." Hun sparkede hårdt til en sten, der ramte en lygtepæl med et 'klonk' "Og jeg som troede, jeg kun havde mine egne problemer at slås med. Nogen gange er det godt, man ikke behøver tænke på alle vores fejl hele tiden. Men når man så kommer i tanke om det, så bliver man også sur på sig selv, fordi man har været bange for at sende en jobansøgning. Se os lige, vi bor i en millionby, og jeg er bange for, de vil grine af mig. Det er jo lige meget, jeg ser dem aldrig igen." Der skete et skifte med Charlie, som om hun pludselig ændrede humør. "Men nok om mig," grinede hun, og den irriterede og delvist deprimerede Charlie var blæst bort som en fugtig tåge for solen.

Natsu så på Charlie imens hun talte. Hun var enig, der var mange helt almindelige ting i hverdagen som man gik og frygtede, men uden egentlig grund. Folk kunne være utrolig sarte med hvad man gjorde og hvad man ikke gjorde når der var andre mennesker til stede. Charlies humørskift kom ikke bag på hende, og hun var ret overbevist om at hun stadig ikke havde det helt godt.

”Nå, lad os komme ind” sagde hun da de befandt sig foran clubben. Man kunne høre musikken fra et band der spillede. Med falmede, røde bogstaver stod der ”The Bloody Moon” oven over døren. Der var et af vinduerne i bygningen der var smadret, men ellers så stedet ud til at være i nogenlunde stand. Hvis man så igennem vinduerne, kunne man i hvert fald se at der var massere af mennesker.

Det så godt ud. Pludselig følte Charlie spændingen stige. Det lignede et sted for hende. Der var mange mennesker, men det støvede skilt og de falmede bogstaver ledte tanken hen på andre steder, hun var kommet og det var heller ikke helt hjernedød masseproduceret musik, der blev spillet.
"Er det live?" spurgte hun og fulgte direkte efter Natsu hen mod den meget beskedne kø, der allerede var ved at blive opløst som folk sivede ind gennem dørene. Dørmændene så ud, som om de var fuldstændigt ligeglade med, hvad der foregik så længe, de kunne få lov at stå og ordne verdenssituationen. Udenfor stod der alle slags personligheder og snakkede, og latteren fyldte Charlies hoved som en voksende boble.
"Ej, jeg glæder mig," sagde hun overstadigt.

//Undskyld den lange ventetid, det har været en travl jul :/ //

"Ja, stedet her er ret cool med at lade nye bandts komme ind og prøve deres evner af. Der er vidst nogle stykker der har slået igennem ved at blive opdaget her. Og så er det jo begrænset hvilke typer musik folk forsøger sig med.. skønt det ikke alt sammen er godt" fortalte hun og smilede til Charlie. Det var godt at se noget begejstring. Beslutningen om at tage Charlie med havde vidst været helt rigtigt. Hun sendte hende et, måske lidt for, selvtilfreds smil da hun fortalte at hun glædede sig.