A bloody nightmare //Angelica//

Hvordan var det kommet til det her? Tanken gik gennem ham og nu havde den en stor magt over ham, men måske var den der os fordi han stadig med kniven for halsen. Det var i sandhed helvede som han var endt i og sådan havde hele natten været, de var kommet efter ham for kort tid siden og han var godt klar over hvad det var som de ville men han havde dog ikke regnet med at det ville enden som det gjorde. Hans tøj var ødelagt eller overdelen var og han var dækket med blod, hans blod selvom det havde været mere naturligt med et offers blod så var det bare ikke sådan her til aften. Kiggede han ved ned af ham selv ville han kun se mange store sår som var blev lavet af dem, var det virkelig sådan af de gik til værkers med dem selv? Han havde aldrig oplevet en sådan smerte før eller jo engang da solen lavet ar på hans ryg men det var jo en anden sag end det der sket nu.
Han tænkte tilbage i tiden til før at det hele var sket og han overvejet om der kunne være ske mere, tanken forsvandt dog hurtig da et nyt sår blev lavet på hans hals og han lavet et lang piv i smerte.
Selv vampyrer havde et maks for hvor meget smerte de kunne klare og han var oppe poet maks "forstå du nu hvorfor at hemmelighed er til for holde" sagde en stemme til ham og han lod vær med se på personen mens han kom med et nik som svar "være glad vi lader dig leve men husk dette, for eller kommer vi bare tilbage en anden gang" sagde stemme kort før at en anden person stod meget tæt på ham. En ny smerte gik i gennem ham og den her gang var det et bid som kom hen over det sår som der var blev lavet på halsen af han, det var ikke først gang at han var blev bidt dig havde han glemt den smerte der kom ud af det.
Der gik ikke meget tid før begge person gad slip på ham og de lod han bare falde til jorden, han var fri for den tid der nu lige kort var men mere ville sikkert komme for han kendt dem alt for god. Vampyrer elsket og lege med andre og det var ikke særlig tit at de fik lov til og ødelæg en som dem selv, han lukket stille hans øjne mens han flyttet den ene arm op foran ansigt, han ville ikke have at de skulle se ham som en svag person..

Angelica var på vej mod af den gade som lå ved siden af kirken. De høje sorte stiletstøvler, sad stramt op ad hendes slanke tynde ben, som kun var dækket af et par nylonstrømper som sluttede på midten af hendes lår. Hendes sorte kjole som stramt viste hendes krops former frem, nåede næsten helt ned til nylonstrømperne. Hendes skridt var dovne, og lyden fra hendes støvler brød aftens stilhed for hver gang de ramte fortorvet.
Hendes læder jakke stod åben og sluttede ved hendes talje. Hendes påklædning passede på ingen måde til vejret og andre ville gå rundt i store vinterjakker, vanter og huer. Kulden kærtegnede hendes hud, og fik den til at spænde og stikke. Men hun var så van til hendes påklædning så det ikke påvirkede hende yderligere.

De isblå øjne blev rettet mod kirkens område, da nogle stemmer fangede hendes opmærksomhed. Et lumsk smil bred kort ud på hendes fyldige blodrøde læber, men forsvandt dog med det samme. Hun havde altid elsket kirkegårde når det var mørkt, folk holde sig oftest fra stederne på det tidspunkt af døgnet. Ligesom folk holde sig væk fra hende.
Uden at forsøge at dæmpe lyden fra hendes støvler, bevægede hun sig ind på kirkens område for at se om der var noget underholdning. Det lange bølgende lyse blonde hår svejede mod hendes ryg for hvert skridt hun tog.

Opmærksomheden gik væk fra ham i kort tid, det var som om at nogle eller noget var kommet i nærheden af kirken og alt vold var stoppet for kort tid mens de hive opmærksomheden ned på hvem end der var tæt på kirken, en af dem gjorde tegn til at der en der skulle hold sig i nærheden af de store vinduer for de ville helst ikke ses i def som de nu havde gang i.
Han flyttet på ham selv og han lavede et kort forsøg på og komme væk fra dem men det gik dog ikke særlig godt for det hurtig en hen ved han og personen sad en fod i ryggen på ham så han ikke kunne flyt sig "hvor tror du at du skal hen" sagde stemmen kort mens han kiggede ned i gulvet som havde taget en rød farve af hans blod "ingen steder" sagde han lavt "god svar" sagde stemmen kort før personer sparket ham ind i væggen, igen et højlydt piv komme fra ham og han lod være med og prøve på mere for det ville nok ikk gå som han ønsket..

Angelica stoppede kort op da hun stod foran våbenhuset til kirken. Hun lod kort hendes blik glide rundt, for at se om der skulle være nogen som sneg rundt på kirkegården. Da hun ikke kunne opfange nogen bevægelser, ud over planterne som blev skubbet til af vinden.
Hun tog i døren og skubbede den op uden besvær, hun gik ind ad døren og lod blikket falde på døren som var i den anden ende af våbenhuset, som ville fører ind til selvekirken. Hun smilede ved tanken om de få minder hun havde haft fra kirker. Den eneste som havde holdt af hende havde været hendes mormor, som havde taget sig af hende efter hendes mor stak af. Hendes mormor havde altid taget i kirke hver eneste søndag, men Angelica havde kun været med så få gange at det kunne tælles på to hænder. Hun kastede kort med hovedet så hendes hår faldt blødt ned ad hendes ryg. De kolde isblå øjne ar som altid indrammet af sort eyeliner og hendes øjenlåg var dækket af en mørke grå øjenskygge som ikke kun fik hendes øjenfarve til at stå frem, men også hendes mælkehvide hud.

Hendes hæles klikken blev endnu højere end den havde været udenfor, langsomt gik hun mod døren som ville fører hende ind til kirkens hjerte. Mens hun gik, lod hun jakken glide af hendes skuldre og videre ned ad hendes arme, så hendes hud var bar. Hendes magi til at kunne påfører folk ubeskrivelige smerter ved fysiskkontakt med hud, var hende oftest en fordel og en grund til at hun også gik i så lidt tøj, så var der en stører chance for at folk ville rører hendes hud. Hendes slanke fingre lukkede sig om dørhåndtaget og i det næste skubbede hun døren op.

De mange personer som havde været rundt omkring ham forsvandt med det samme da de hørt døren gå op, det var et held at en eller anden var kommet ind i kirken for ellers havde han sikker ikke overlevet natten da de sikker ville have bundet ham til væggen så han kunne brande i solen. Han tog atter kampen op med ham selv og han kæmpet sig op på alle fire og kravlet hen af gulvet til han kom til midten ag kirkegulvet før han igen faldet sammen, de mange skader gjorde det for svært for ham og han kæmpet sig op så han kunne se alle se mange skader. At heal skaderne var umuligt for han havde ikke nok blive i kroppen, et suk gik kort fra hans løber mens han lukket øjne for et kort øjeblik, han bed tænderne sammen "du skal ikke komme her ind" sagde han med halv kvalt stemme for såret han havde fået lavet var lige ved hans stemmebånd..

Da hun trådte ind lod hun blot blikke hvile på væggen overfor hende, uden at flytte det op mod manden som var såret. Først da døren bad hende lukkede flyttede hun blikket og lod det falde på manden, som tydeligt havde været udsat for en form for overfald. Hendes facede som en kold bitch trådte med det samme i kræft, da hun langsomt og uden bekyminger gik hen mod ham og stadig intet gjorde for at dæmpe støvlerne. Hun ønskede ikke at lukke folk end, og hun stolede ikke på folk ikke engang en som lå såret på et kirkegulv og kæmpede for at komme op at stå. Men trods han advarelse om at gå der ind, følte hun dog en trag til at gå hen til ham.

Hun smed jakken ind på en af bænkene, da hun næsten var nået hen til ham.
Hun stoppede først op da hendes støvlesnuder blot var nogle ubetydelige få centimeter fra ham. "Godaften hr." sagde hun med en svag overlegen stemme, og lod et ligegyldigt blik falde på ham, samtidig med at hun satte sig på hug foran ham, ligeglad med at hendes kjole ville glide helt op over hendes lår. Hun rakte en hånd frem, og trykkede to fingre op mod hans hage for at rette hans ansigt mod hende, så hun kunne ligge sig eget hoved på skrå og bedre se hans skader på halsen. "En hård aften?"

Hans blik gik op kvinden og han overvejet om hun os var en af dem eller om hun blot var en som der havde hørt alt een larme som der havde forgået i kirken dog fik han ikke tid til og tænke for hun sad stor set lige overfor for ham, han lyttet til hendes ord og han overvejet hvordan han skulle forklar hvad der var sket "kan man godt sige" sagde han lavt "men hold dig heller her fra for de kommer måske igen" sagde han kort mens han lod blikket kig mere på hende. Duften af hende gjorde han blot mere urolig for ham selv for hans selvkontrol var ikke den samme når han nu sad her og var overdækket med blod, dog prøvet han og kæmpe en kamp med ham selv for han ville helst ikke bare gå løs på hende.

Et lumsk smil krusede frem på hendes læber, da han sagde at de ville komme igen. Hvis de kom igen og rørte heneds hud, ville hun uden problemer kunne sende dem i knæ mens de muligvis ville skrige som små piger.
"Lad dem, jeg er ikke så sart"sagde hun med en underlig muntert stemme, som om hun glædede sig til noget, samtidig med hun lukkede fingrene om hans hage og vippede hans hoved til siden og lænede sig ansigt hel hen til hans så hendes læber kort strejfede hans kind. "Du burde få det undersøgt"sagde hun samme sekundt som hun slap hans hage og rettede sig op i en flydende bevægelse, og lod blikket glide kort rundt i kirken. Det var ikke tit hun hjalp folk, oftest skulle der en god grund til det. Men eftersom kirken mindede hende om hendes mormor, kunne hun ikke være fuldstændig ligeglad med ham selvom hun ønskede at være det. Hun var vant til at være alene, efter mormorens død og hun havde ikke brug for andre, mente hun i hvert fald.
Hun lod blikket falde på ham igen, mens hendes hoved var lagt på skrå, så det lange hår faldt ned over højre skulder og svagede let mens det forsøgte at falde til ro efter hun havde flyttet på sig.

Hun var næsten for tæt på ham og kontrollen havde svært ved og forblive oppe, ind stemme inden i ha sagde næsten af det skulle være nu hvis han ønsket og komme væk derfra med livet "sikker?" Sagde han kort "for de ikke normale" sagde han kort efter "det ikke nødvendig" sagde han kort efter, han skulle bare have lidt blod og så ville han kunne komme sig uden det store problem.
Blodtrøsten var ligesom den trang man nu havde til stoffer og en hovedpine begyndt stille og byg sig op "hvis nu bare" sagde han kort mens han stoppede sig selv før han fik sagt det som han ville sige, han kunne jo ikke bare spøger om blod fra hende for det ville ikke være normalt plus det kunne sikker bare give flere problemer..

"Hvis nu bare hvad?" spurgte hun og satte sig halvt på bænkenes armlæn, uden helt at ligge vægt i selvom hun ikke vejede noget særligt. Hun var jo tæt på at kunen blive beskrevet som spinkel, og kun hende endnu runde former gjorde at hun kunne kalde sig slank. Hun lagde armene over korst og lod hovede hvile på skrå, mens hun betragtede ham. Hun overvejede om hun burde hjælpe ham på hospitalet, men han virkede ikke som om at han var døden nær og så længe han ikke lignede at han skulle til at stille træskoende, ville hun ikke besvære sig selv med at få ham bragt afsted. Desuden ville folk stille spørgsmål på et hospital, som hun ikke ville gide at besvarer.
Hun rejste sig fra armlænet igen, da hun ikke ville risikere at ødelægge det, selvom hun ikek altid var typen som tog hensyn til den slags. Men hun havde jo respekt for vise ting, og hun kunne gjort regne ud når hun burde udvise det.

"Ikke noget" sagde han kort mens han prøvet og finde et par kræfter så kan kunne komme op og stå, et kort piv kom mens han kom op og stå.
Nu kom den næste prøve og det var at gå, han lukket øjne mens han start på og gå frem af med en langsom fart men det gik ikke særlig godt "hvem er de overhoved" sagde han lavt mens han kiggede på hende med et kort blik og han lod en hånd gå ned og dæk for et sår som der var nede på hans ribben. Igen kom hans lyst til blod og han overvejet om en smule af hans egen blod ville kunne tag nogle af de mange skader som om det nok ikke lige var sagen, han lukket øjne og stoppet op igen og han vendt sig langsomt imod hende mens hans øjensynlig var lukket..

Hun trak svagt ligegyldigt på skulderne af hans svar, et havde jo ingen vigtig betydning for hende alligevel hvad han havde ment med det. Hendes tanker gik kort til hvem som havde revet så meget i ham, at han var i denne tilstand. Hendes øjne fuldte hans forsigte prøvende gang og endte ved hans hånd som dækkede for et sår ved hans ribben.
"Jeg hedder Angelica, men kald mig bare Angie" svarede hun på spørgsmålet om hvem hun var. Han ville ikke kende hende fra noget eller nogen, hun søgte aldrig opmærksomhed og ville derfor ikke være kendt blandt folk.
Angelica var det navn hendes mor havde givet hende, men hun havde frasagt sig hende da hun var lille. Hende mormor havde holdt af hende, og kaldt hende Angie, hun følte at det var hendes navn selvom det ikke lige var et navn som passede til hendes stil. "Og de selv?" spurgte hun høfligt, dog med en ligegyldig kant i hendes stemme.

"Hyggeligt og møde dig, mit navn er Cicero" sagde han kort mens han kiggede på hende, hans sanser drive en smule meget og hans hovedpine tog mere og mere til mens han stod der og kiggede på hende, Cicero tog til hoved med den blodig hånd og han prøvet og luk hovedpine ud selv han stadig ikke kom videre.
Nu gik hans blik mere på hendes nakke og hals gå han havde lidt svært ved og flyt hans øjne fra hende, igen sagde stemme til han at han skulle lad hans natur komme frem mindet var bare noget han ønske og gøre..

"Cicero?"sagde hun og hendes mundvig vippede en smule muntre oppe for en kort tid. Hun havde ikke hørt det navn før, og det forekom hende som et meget unormalt navn. Men det kunne jo bare være hende som ikke var stødt på navnet før. "Et interessant navn"sagde hun og bed nærmest i ordet interessant. Hun var vant til at skubbe folk væk fra første møde, så hun gjorde sit for at han ikke skulle kunne lide hende videre meget. Det var nærmest blevet en vane for hende det sidste lange stykke tid.
"Men lad mig hører Cicero, hvad laver en flot mand som dig her på denne tid?" spurgte hun og lod hendes udstråling få en charmerende kant dog stadig kold. Hun gik hen langsomt frem mod ham.

"Jeg var ved og blive nakke, indtil at du dukket op" sagde Cicero kort mens han lod blikket få væk fra hende "lad os bare sige at jeg har en del problemer lige for tide" sagde Cicero kort mens han flyttet sig selv ned på en ar de mange bænke der nu var, det var først nu ar han opdaget at hans tøj var ret så ødelagt og han hive skjorten af for der var ikke nogle grund til og lad den blive, plus han kunne jo heller ikke fryse når kan skulle tilbage ud i natten "og dem, hvorfor kom du her op?" Sagde Cicero kort mens han kiggede op på hende for det var ikke så normalt og være i en kirke på den her tid

Et koldt muntert smil spillede frem på hendes blodrøde læber, da han sagde at han havde været ved at blive nakket, det var jo meget tydeligt at han jo havde fået en god gang tæsk af nogen. Hun regnede lidt med at der havde været flere om det, han var jo ikke en hel grøn ung mand. Hun lod kort de isblå øjne klæbe sig til hans overkrop da han tog skjorten af, efter at have sat sig ned. "Ja, du har i hvert fald fået tæsk" sagde hun da hun var nået helt hen til ham, og lod kort en finger stejfe såret på hans hals, for at understrege at han havde fået tæsk.
Hun satte sig på armlænet, ved den bænk som stod bag ved den som han havde valgt at sætte sig på. "Håb om underholdning" svarede hun med en kedsomlig stemme, på spørgsmålet om hvorfor hun var der. Hun havde jo håbet på noget underholdling, så indtil videre var hun ikke begyndt at lyve som hun ofte havde for vane.

"tja det hvad der sker når nogle ting gå lidt for vidt" sagde Cicero kort mens han lyttet til hende "tja underholdning kan jeg nok ikke hjælp med lige nu" sagde Cicero kort "eller jeg kunne godt hvis jeg havde det bedre men... Som du selv ser så det ikke lige sagen her til aften" sagde han kort mens han lod blikket gå ned i jorden..

"HVad kunne gøre dig bedre tilpas?"spurgte hun med en stemme som dryppede af sødme, mens hun langsomt gik ned imod den bænk hun havde lagt sin jakke. Hendes støvler kunne tydeligt høres mod kirkensgulv, og det var samtidig tydeligt at hun endnu ikke forsøgte dæmpe dem, ved at gå mere på tæt og undgå at sætte hælene i. Men hun havde altid været lige glad med om hendes støvler larmede, for hun skulle jo forestille at være ligeglad med alt.
Hun lænede sig ind over bænken, og tog sig ikke af at hendes korte sorte kjole krøb en smule op, da hun strakte sig. Hun rettede sig op igen, mens hun tog jakken på. Hun kunne ikke se en grund til ikke at have den på. Det blev ikke den slags underholdning som hun havde regnet med.