En tur i skoven - Angelica

Tid: 19:46
Sted: Skoven
Vejr: Køligt
Omgivelser: Træet, træer og atter træer..

Det var en kølig aften, vinden blæste i træerne og pustede sjæl i bladende. En ravn fløj over himmelen og udstødte et ensomt skrig, som hurtigt druknede i vinden. Vejret var gråt, det var muligt det snart ville begynde at regne.

Jayden kom roligt spadserende igennem skoven. Lyden af visne blade knitrede behageligt for vært et skridt han tog. Han var iført mørkeblå cowboybukser, en hvid t-shirt og en sort hættetrøje udover. Han havde hænderne dybt begravet i lommerne på trøjen for at holde varmen. I et bælte i lommen bar han en pistol ladet med sølvkugler.. det kunne dræbe både elverfolk eller varulve hvis han skulle være uheldig. Hans sværd havde han ladet blive hjemme, der var ingen grund til at provokere elverfolket til angreb.
Han kastede et blik op på himmelen og smilede svagt. Det var ved at blive vinter, det tog jo lidt af fornøjelsen ud af skovens grønne charme.

Angelica kom gående ad en sti, som tydeligt var den som blev brugt allermest af skovens besøgende.
Vinden fangede hendes lange blonde hår, som blev slynget rundt om hendes ansigt. Hun vrissede kort over det, og trag en slank hånd gennem håret, for at få det væk fra hendes ansigt. Hendes negle var som altid lakeret med en sort farve og fik hendes mælkehvide hud til at se endnu mere bleg ud. Den samme effekt gav hendes makeup, den sorte eyeliner som rammede hendes isblå øjne ind fik både hendes øjenfarve og hud, til at stå stærkere frem.
Hendes matte mørkerøde skovmands skjorte hang løst omkring hendes krop, og udskævringen var så dyb at hendes sorte bh kom til syne, og at det var tydeligt en push up. På benene havde hun blot hullede nylonstrømpebukser. Hendes påklædning passede på ingen måder til den kølige aften luft og de høje sorte stiletstøvler passede ikke til skovens terræn.
Hendes blik afslørrede hendes humør, hun var tydeligt irriteret og vred over noget. Hendes mangle forskellige armbånd klirede ganske let da hun med en vred bevægelse endnu engang trak håret væk fra ansigtet.

Jayden fortsatte igennem skoven i et dovent tempo, der var ingen steder han skulle hen, og intet tidspunkt han burde være hjemme. Det var en af de dage hvor tiden ikke havde nogen vigtig betydning, og man blot ventede for den næste morgen til at sige goddag.
Han drejede til venstre og kom ned af en af de mere brugte stier. Han rynkede brynene og lod blikket hvile på en skikkelse i det fjerne. En ung pige så det ud til, og hun gik i mod ham. Hendes påklædning var i den grad opsigtsvækkende.. bestemt ikke varmt nok til det kølige vejr.. eller til noget andet sted for den sags skyld.
Han kom til at trække på smilebåndet.. en helt almindelig, ualmindelig, pige her inde i skoven? Og her havde han gået og tænkt på elvere.. da han nærmede sig hende havde han stadig et stort, muntert smil i ansigtet. Det morede ham.

De kolde isblå øjne faldt på en en ung mand som kom gående i mod hende, hun lod kun kort hendes opmærksomhed falde på hans tøj. Der var intet specielt ved det, og derfor mente hun ikke at det fortjente hendes opmærksomhed. Hun lod blikket flytte sig til hans ansigt, i takt med at de blev ført mod hinanden. Hendes blik blev langsomt endnu mere koldt og fik et vred glimt. Hun havde set hans muntre smil, hun vidste at det var af hende. Der var jo ikke andet at smile af i denne skov. Hun var i dårligt humør i forvejen og når hun var det, skulle man passe på når man var omkring hende. Hun skubbede ærmerne på hendes store skjote op over hendes albuer og afslørede et par slanke arme, som var tæt på at være spinkle. Hun så ikke ud af meget, men hun kunne sende selv den største mand i knæ hvis han rørte hendes hud.

I det Jayden fik øjenkontakt med pigen, blev han ubehageligt til mode. Hun så på ham med.. vrede? Han hævede et øjenbryn, det var jo ikke ligefrem fordi pigen skræmte ham. Han rystede svagt på hovedet og slap hendes blik, og fortsatte bare videre forbi hende. Han havde svært ved at glemme farven på hendes øjne.. isblå. Følelsen af ikke at have med et normalt menneske krøb langsomt frem i hans tanker, det var ikke til at sige om han var lidt paranoid, eller om det var en reel trussel.
Han lukkede øjnene og sendte en bølge ud for at mærke om pigen kunne magi.. positiv, ren mørk magi? Han vendte overrasket hovedet og så på hende ”dæmon?” røg det ud af ham.

Angelica var allerede ubeskrivelig irriteret over den unge mand, men nu havde hun været det hele dagen, så nu skød hun bare skylden på ham. Hun flyttede blikket fra han gik forbi hende. Hun vidste at hun kunne blive ubehagelig i dette humør, og derfor valgte hun i et par sekunder at ignorere ham. Men da et ord slap ud af hans mund, valgte hun dog at glemme hendes valg. Hun drejede rundt på de høje hæle, så hendes hår svævede et kort øjeblik omkring hendes hoved. De kolde isblå øjne fæstnede sig med det samme ved hans ansigt igen. Der lå intet smil på hendes mørkerøde læber, og det ville der heller ikke komme til i meget lang tid. "Og!?" bed hun ham af.

Kvinden var vred, det var helt tydeligt.. men Jayden kunne ikke lade være med at smile lidt og se ordentligt på hende. I hans korte liv havde han ikke mødt ret mange andre dæmoner. Det var altid en underlig fornemmelse for ham..
Han trådte et skridt bagud og lagde hovedet på skrå. Gav hende elevatorblikket ”hvor gammel er du?” spurgte han nysgerrigt, ignorerede den vrede kvindes blik.

"Har du aldrig lært, at det spørgsmål skal aldrig stilles til en kvinde?"sagde hun vrissent og sendte ham et par kolde øjne, som tydeligt advarede om at hun ikke var i humør til hyggesnak, hvilket hun nu aldrig rigtig var.
Hun undrede sig ikke over at han havde regnet ud, eller heldig gættet at hun var dæmon. Hun havde mødt ganske få væsner, hun havde oftest holdt sig for sig selv og havde derfor ikke stiftet videre mange bekendtskaber og ingen som havde holdt. Hendes blik faldt på hans krop, og hun gjorde meget ud af at hendes udtryk tydeligt viste at han ikke så ud af meget. Hun skubbede altid folk væk, holdte dem på afstand og når hun var i dårligt humør gjorde hun alt for at skubbe folk væk fra sig.

”Ah jo.. jeg har da vidst hørt den talemåde før..” sagde Jayden og så meget tænkende ud ”men hvis jeg skulle tro på alt den slags, så skulle kvinder være nogle af de mest sarte væsner der går på denne jord.. og når man støder ind i jer er det ikke ligefrem sådan I vil behandles” han trak på skuldrene og så lidt på hendes blik. Hun virkede ikke imponeret, hvilket der vel ikke var noget at sige til. Han gik ikke klædt for at sende et signal, han gik klædt for ikke at være nøgen. ”Du er måske en sart kvinde?” han trak på smilebåndet.

Vreden blussede op i hende, og fik hende til at tage en dyb indånding. Men i samme sekundt ramte en ide hende. Hun løsnede op og et utrolig fantastisk falsk venligt smil bredte sig på hendes læber. Eftersom hun kunne lave illusioner, var hun blevet fantasisk god til at narer andre. "De har ret"sagde hun med en sød stemme, som hun vidste var overspil. "Jeg var vidst lidt sart" tilføjede hun med et charmerende smil og løftede sin slanke højre hånd, i en høflig gestus for at give ham hånden. "Jeg hedder Angelica, men kald mig Angie" præsenterede hun sig med med et charmerende smil på de mørkerøde læber, mens hun kort bevægede sine fingre på den fremstrakte hånd.

Jayden blev lidt overrasket over det pludselige stemningsskift. Måske havde han bare taget fejl af hende.. det kunne jo være den stakkels pige havde haft en dårlig dag. Han gengældte hendes smil ”hyggeligt at møde dig Angie” svarede han ”mit navn er James” han rakte hånden ud imod hendes og gav den et venligt tryk.

Angelica's smil blev charmerende sukkersødt, og kendte man hende, ville man vide at hun var i det mere ondsindede humør. Hendes fingre lukkede sig om hans, da han trykkede hendes hånd. Det var næsten syndt, mente hun han var jo vidst den venlige type. "Jeg er alt andet end hyggelig" sagde hun sukkersødt og i det næste lod hun sin magi løbe over hendes hud, så der var hans hud rørte hende ville der udspringe en ubeskrivelig smerte, som knive der borede sig ind i hudden, som blev man brændt levende, og nogen ville beskrive det som om de fik stød. Hun havde fået smerten beskrevet nogle gange, og det var facinerende hvor mange smerter der fandtes. Hun kunne dog selv vælge hvad mængde hun gav ham, men hun vidste at denne mængde ville sende ham i knæ. Dog vidste hun også, at han sikkert nemt kunne gi igen, det krævede dog at han skulle samle sig nok selvom hun udsatte ham for stor smerter, så han ville kunne trække hans hånd ud af hendes greb.

Jayden spærrede overrasket øjnene op, idet en utrolig smerte fløj igennem ham. Som en bølge af elektricitet der startede i hånden og hurtigt bredte sig til resten af kroppen. Han skreg, både af smerte men også af chok og faldt på knæ. Minder om et mørkt kammer og alt for mange timer bombarderede hans tanker, og ordene ”om forladelse deres majestæt” fløj ud af munden på ham som refleks inden han kunne nå at stoppe det.
I det ordene havde forladt hans mund, havde han allerede samlet tankerne nok til at vide han ikke behøvede være bange. Han trak hurtigt hånden til sig, og tumlede bagud. Hjertet bankede i brystet på ham og han trak hektisk vejret. Han så på hende med store øjne, og et sted bag i hjernen var der noget der mindede ham om det ville være et godt tidspunkt at blive sur eller i det mindste rejse sig fra jorden.

Angelicas sukkersøde smil, blev lumsk og koldt da han faldt i knæ af smerte. Hun vidste at hun ikke havde ret til påfører ham smerte, uden nogen god grund. Men dette havde nu været grund nok for hende.
Smilet blev muntert, men forblev det koldt, da om forladelse deres majestæt fløj ud af hans mund. Det lød ikke helt som om at det var direkte ment til hende, men for ham var det et tegn på underkastelse.
Hun lod magien løbe på hendes hud uden stop, og lod det først forsvinde igen, da han trak hånden til sig igen. Hun lod med det samme hendes ansigt udtryk blive undrende og forvirret, som om hun ikke anede hvad der var sket, at hun ikke havde kendt noget til smerte han havde følt. "Jamen dog James, hvad er der med dig?"spurgte hun med en undrende stemme, som samtidig havde en lille smule nedværdigende, som lidt afslørede hende. Hun løftede hånden og trak den gennem det lange blonde hår, som om hun var upåvirket af hele episoden hvor han havde været ned på knæ.

Jayden kom langsomt på benene.. ømmede sig og rystede kroppen. Hans hjerte bankede stadig hurtigt i hans bryst, men han sind var ved at komme sig over chokket. ”Du er stærk..” konstaterede han og så på hendes hånd ”og åbenbart en sur bitch..” han så undersøgende på sin hånd, sikrede sig der ikke var sket noget.
Han så koldt på hende, noget sagde ham at de ikke ville blive de bedste venner.