En tegning af en ikke mulig fremtid?? *Demetra*

Tid: 15:32
Sted: Parken
Vejr: Efterårs koldt, lettere skyet og en kold blæst
Omgivelser: Børn som leger, voksne som går ture.

Paula sad på en bænk et par meter fra tre små børn løb rundt og legede, deres forældre sad på en bænkt længere væk og deres smilende ansigter var hele tiden rettet mod deres børn mens de holde i hånd. Et skævt smil truede med et springe frem på Paula's læber, men det nåede ikke længere end til mundvigen. Hun sukkede og vippede blyanten så den bankede let mod tegneblokken som lå i hendes skød. Hun havde tegnet flere tegninger, alle var af de tre børn og en enkelt var ud. Hun lod blikket falde til tegningen som hun var i gang med og hun satte blyantens spids mod papiret, og langsomt begyndte hun at tegne den lille drengs hue.
Hun mærkede et stik i hjertet, en fornemmelse af dårlig samvittighed og sorg havde fyldt hende lige fra hun var begyndt at tegne den lille familie. Hun elskede børn og alligevel havde hun gjort som hun havde gjort, for nogle få år siden. Men det ville ikke være endt som denne familie, det vidste hun og det var derfor det var gået som det nu engang gik. Hun lade blyanten på blokken og gned hænderne for at få varme i dem igen, de var helt røde af kulden og det hjalp ikke meget da hun åndede på dem. Hun havde sin grønne militær mønstret jakke på, som snart ikke ville være varm nok, men hun tog altid en trøje på under og det hjalp en smule. Men det ville ikke hjælpe når vinteren for alvor gjorde krav på sin tilstedeværelse. Jeansene som hun havde på varmede heller ikke, men det var kun når blæsten faldt over hende, at hun kunne mærke kulden i hendes tynde ben. Hun sukkede og lagde blokken, med blyanten oven på, fra sig på siddepladsen ved siden af hende. Hun rettede på brillerne og lænede sig tilbage mod ryglænet, med blikket rettet mod den ene af de to små piger. Hun var faldet og moren var på vej hen for at trøste hende. Smilet som spillede i hendes mundvig, sneg sig langsomt ind over hendes læber og lå afbæmpet og hvilede sig.

Med tunge ben kæmp Demetra sig gennem parken, dagen havde ikke været helt sød ved hende og stor hovedpine var igang med æde sig gennem hendes hjerne. Hun skulle absolut være aura læser og det var grund til at hendes hovedpine var kommet frem, Demetra var en personer begyndt på de først julegave indkøb og derfor havde hun være nød til og gå ind i de stor menneske flokke og aura farver.
Hendes evne var i sandhed en pest ind i mellem dem den var gået lidt ned igen nu hvor hun gik for sig selv i parken, det var altid et godt sted når det var kold for så var der ikke lige så mange mennesker hun kunne komme til og se på. Demetra var iført en grå vinter jakke inden under sat en sort hættetrøje og hendes bukser havde en rød sort ternet farve, hende hår var som altid mørkeblå eller lilla og en masse armbånd og halserkæder med perler hang rundt omkring i alle mulige regnbue farve. Demetra var opvokset i Japan selv om hende familie var kommet fra England så skulle hun stadig gå i japansk skole og vokse op med det samme liv som en japansk pige, selv hendes stil var der fra for i Japan havde man en mere farverig punk end den man havde i USA og andre ventelig lande, men det betød ikke meget for Demetra, hun snakke amerikanske engelsk ligeså godt som alle andre selv om man godt kunne høre ar hun havde japansk bag ved..

Den lille pige stoppede med at hulke da moren, snakkede lavt til hende og derefter gav hende et kys på panden. Pigen lyste op i et stort barnet smil, og løb tilbage til sin søster og bror. Et suk blev presset ud mellem Paula's læber og hele hendes krop sank sammen, da hun pressede alt luft hun havde i sig med ud i sukket. Hun vendte ansigtet op mod himlen og betragtede kun kort de dovne skyer som drev over den blå himmel. Hendes øjne lukkede sig langsomt i et langtrukket blink. Hun følte sig en smule træt, men det skyldtes nok kun at hun havde sat på bænken i næsten en time og betragtet familien som legede foran hende. Hun tog tegneblokken op igen og lagde den på hendes lår, hun bladrede til en ren side og satte blyantens spids mod papiret. Hun tegnede det billede hun havde printet ind i hovedet, da moren kyssede den lille pige på panden. Hun tegnede langsomt med lette strøg og gav sig god tid, der var jo intet hun skulle nå. Hendes lysegrønne øjne flyttede sig kun fra papiret for at tjekke den lille pige og morens ansigttræk, og specielle detajler ved deres tøj så hun fik det hele med. Smilet som havde vokset til hendes læber, forsvandt langsomt igen og lå skjult ved hendes mundvig. Hun elskede børn, men hun fik altid dårlig samvittighed, skyldfølelse og sorgmodig når hun var i nærheden af børn.

Legede børn kunne høres et stykke væk fra Demetra, hun kiggede op og hun var kommet frem til et af de mere åben steder hvor der var plads til og lege, på græsset eller det der havde været gras løb tre børn med en let blå aura som sagde af de var glade, bag ved sad det der nok var forælderne og på en anden bænk ikke så langt derfra sad en anden person for og selv. Hendes aura sagde at hun lavede et eller andet men mere kunne Demetra ikke sige på den nuværende afstand som der var, Demetra lod blikket gå tilbage ned i jorden, hun overkomme ikke og lave for meget koncentration omkring det og læse dem alle sammen for nu var hun endelig kommet af med hovedpinen.
Demetra forsat bare hen til den bænk hvor kvinde sad alene og hun tog plads med en meters mellemrum for ikke og være for uhøflig, Demetra havde spm sådan aldrig været særlig god til det med menneske maner for hun var jo ikke en af dem og derfor gik hun hellere ikke alt for meget op i dem, hendes blik var stadig nede i dem mudder sorte jord og trak vejret langsomt men roligt mens hun atter lod blikket gå frem for sig

Paula løftede kun blikket, da en pige satte sig på bænken ved siden af hende. Af ren høflig rutine, løftede hun ansigtet og lod et dæmpet venligt smil finde vej til hendes læber, mens hendes blik var rettet mod pigens ansigt. "Goddag" sagde hun venligt og lagde en hånd oven på tegningen, så den ikke kunne ses ordentligt. Hun vidste ikke om pigen ville råbe op om at hun sad og tegnede nogen som løb rundt i parken, hun havde jo ikke bedt om lov til at tegne børnene og forældrene. Hun ville ikke have problemer.
Hun lod blikket falde tilbage mod tegneblokken, dog fæstede hun opmærksomheden til hendes slanke hånd som dækkede tegningen. Blyanten som hun holdte med to fingre, vippede hun langsomt, mens hun overvejede om hun skulle fortsætte med at tegne, pakke det væk eller gå hjem. Hun var ikke videre vild med at tegne når folk kiggede, af en eller anden grund blev det altid akavet for hende og hun ville heller ikke tage hjem til den tomme lejlighed endnu, så hun valgte det valg som var tilbage. Hun fjernede hånden og bladrede i tegneblokken til forsiden vendte op mod hende.