Ikke et sted for en som dig-Ceit

Tid: 02.12
Sted: Downtowns haven
Omgivelser: Ingen andre personer er at se
Vejr: Skyfrit, stjerneklart, koldt
Dato: 23 nov
Årstid: Slut efterår, start vinter
Tøj: Klik her

Bådens skvulpen mod den lettere rådne havnekant, sendte et lille evigt ekko ud i den sorte nat, og fik kajen til at virke lidt mindre forladt. Så sent ude på natten, var der sjældent personer som turde bevæge sig ned på disse usikre kanter. Her i downtown kunne alt jo ske. Både godt og dårligt. Men for det meste dårlige ting. Dog var der en lyd som skilte sig ud fra alle de andre så vandte lyde. Nemlig lyden af højhælede sko der klikkede mod den forfaldne havnebro.
Skikelsen, som skoen der frembragte lydenen tilhørte, gik med langsomme og beherskede skridt ned langs kante af den brusende hav, som nu og da sendte et enkelt skumsprøjt eller to op af skranten. Personen, kvinden, gik på en måde i et med natten. Hun passede ind. Bevægede sig i takt med mørket, skønt hendes udseende passede mere til en varm sommerdag. Lys hud, lyse og rolige øjne, lyserøde læber. Kun håret faldt lidt i et med natten. Håret også navnet.
Luna havde haft brug for luft. Luft og en cigaret, som nu pulserede mellem hendes pegefinger og lange finger. Luften inde på The bloody Moon havde bare virket alt for..Tyk. Og det var da sjældent hun følte sådan. Så i ren og skær spontanitet var hun gået herned til havnen. Et sted hun ellers aldrig plejede at bevæge sig ned.

Ceit var gået udenfor for at trække lidt luft, men var alligevel gået ned langs havnekanten fordi... ja fordi han alligevel ikke var til meget hjælp med at svejse, han havde ikke den nødvendige læring til den slags. Så istedet havde han ordnet motorer på gamle biler og ligget og skruet løs for at få olietanken på en gammel Chevrolet til at stoppe med at lække. Så han var i arbejdstøj, sorte bukser, og blå skjorte der havde en enkelt eller to striber af motorolie på. Og lidt på kinden... og stålspåner i håret. Han stoppede op ved kanten og kiggede ned i vandet.. han kunne ikke svømme, so he didn't even bother. Noget rev ham ud af hans tankespind, og han løftede hovedet for at møde lyden af klakkende stilet hæle med sit blålige blik. En kvinde, eller.. ung kvinde var det vidst i leopard print med langt bølget mørkt hår og feminin skikkelse i kjolen under den beige farvede jakke. Ceit rettede sig helt op.. det var ikke et sted for 'damer'. Havnen kunne være pænt creepy - he knew - og der skete ikke så rare ting engang imellem, som kunne få Ceits nakkehår til at rejse sig. Han snusede langsomt ind, vejrede den salte duft af hav, og kvinden... Som.. gav en underlig duft fra sig som han halvt kunne placere som Chanel no. 5, men.. hendes egentlige duft... Hvad var hun?

Luna stoppede op, der, hvor kajen pludseligt endte, og så op imod den lysende måne som hang over Aterswell som en stor lyskegle. Hun var smuk. Altså månen. Omkranset af stjerner og mørke i al sin skønhed. Luna selv havde altid været dybt betaget af den lille planet, hvilket også var grunden til at hun have fået navnet Luna, som jo betød måne på latin. Typisk elver agtigt at opkalde et barn efter noget naturligt.
Men som hun stod der, med blikket mod himmelen, lydene af byen i baggrunden og duften af det skarpe saltvand i næsten, var der pludseligt noget i luften som ikke passede ind i havne miljøet. Hun vendte sig langsomt om, og kiggede op mod skranten, hvor en skikkelse kom til syne i mørket. Det lignede næsten silhuetten af en ung mand. Hun bed sig let i læben, og lod et sart smil glide over hendes fyldige lyse læber. "Godaften" hviskede hun blidt, og lod de lokkende ord flyve med vinden, og op mod manden. Hun vidste allerede nu, at han ville høre det.

Ceit blev stående rank og urørlig på kanten, mens han betragtede hende komme nærmere. Hun var godt og vel en hundrede meter væk, men bevægede sig stødt imod ham.. og han havde ganske godt syn, og hørelsen fejlede heller ikke noget, tak til hunde-generne! Han lagde mærke til at hun stoppede op, og det gav et lille - næsten umærkeligt - gib i ham. Hun var kommet tættere på, meget tættere end de hundrede meter. På trods af at han havde stirret på hende havde han slet ikke lagt mærke til hun havde bevæget sig så hurtigt. Han rødmede eksplosivt og så sig hurtigt over skulderen for at tjekke om der var nogen der havde fulgt ham ud fra værkstedet, men hverken Walter, Isaac eller Sawyer var fulgt efter ham ud. Det var de ikke, så han var alene på kajen med kvinden som pludselig talte. Han vendte prompte sit ansigt mod hende igen og kneb sine blålige øjne sammen mod månelyset. "...Hej" sagde han så, og betragtede smilet. Ingen hugtænder... well that was relief! Han trådte et enkelt skridt væk fra kajen, og dermed lidt tættere på hende.. men ikke for tæt, han anede jo stadig ikke helt hvad det var der stod foran ham. Han kastede et enkelt lidt akavet blik ned af kajen.. "Øhm.." begyndte han lidt tøvende.. kajen var ikke ligefrem et sted han havde forventet at se en type som hende herude omkring medmindre selvfølgelig hun var... argh! Ceit rødmede endnu værre, okay... natarbejdere og.. skyggemennesker og hvad man ellers kaldte folk med den arbejdsopgave havde da lov til at gå omkring! Han var bare lidt.. stunned. Hun lignede heller ikke en der var prostitueret, tøjet.. var meget meget fin.. men hun kunne selvfølgelig være i den dyre ende af skalaen. Han så lidt befippet på hende, ikke helt sikker på hvad han skulle sige helt præcist.. "Ikke for at være.. ikke for at... blande mig, men... er det ikke lidt farligt for.." han lavede en håndbevægelse mod hende "at færdes sådan et sted som her, alene?" spurgte han så og lagde hovedet på skrå.

Et lumsk og legesygt smil gled over Lunas fløjelsbløde læber, alt imens fyren stammende begyndte at fumle med ordene, i takt med at hans ansigt fik en ret så rødlig farve. Hvor sødt. Det var sjældent at fyrer rødmede så meget, når hun var i nærheden af dem. De prøvede for det meste bare at få hende med i seng, eller slå hende ned, hvoraf de fleste endte ud med enten at mangle en kropsdel, eller dø. Folk var alt for hurtige til at bedømme en kvinde på hendes udseende, og ikke for, hvad hun faktisk var. Eller, hvem hun faktisk var.
"Jeg skulle lige til, at sige det samme til dig" smilede hun sødt, og foldede let hænderne på ryggen, mens hendes gennemborende blik drillende så på ham. "Hvad laver sådan en lille varulv som dig, ude så sent på natten. Burde du ikke ligge i din trygge hundekurv, og puttesove?" Hun lo let, og lod sin tunge glide over de bløde læber.

Ceit kunne ikke helt undgå at få øje på det legesyge, næsten drillende smil der fór over hendes ansigt. Det gjorde ikke gode ting for hans rødmen, men han havde set smil som dem før, både hos hans brødre, men også hos... hm.. Tanken om Alias passede ikke just ind her, midt i ingenting på havnen, med en måske knap så vildfaren kvinde et par meter væk. Da hun pludselig talte var han nær faldet i havnen.. som hvis han ikke havde forventet at hun rent faktisk talte. Han kunne have facepalmed, det gjorde han dog ikke. Han mødte hendes drillende himmelblå øjne og hævede et øjenbryn "Mig?" gentog han uforstående... what..? Hvorfor det? Han nåede dog ikke at give mere udtryk for sin undren før hun afslørede en indsigt om hans genetiske arv, ligesom han havde snuset sig frem til hendes.. eller.. det havde han ikke helt endnu.. men han vidste hun ikke var menneske! Han fnøs, og flashede et par gule øjne af hende in a blink of an eye før hans egne blå var tilbage og han smilede skævt og mere selvsikkert end før. "Guess you don't know much about werewolves huh?" drillede han roligt og lod en hånd glide gennem sit hår hvilket fjernede eventuelle stålspåner der havde siddet der fra da Walter havde slebet kanter på et af skibene. Han gjorde en let bevægelse mod sit tøj, den blå kortærmede skjorte med lidt motorolie pletter, gamle og friske og de slidte blå jeans med matchende pletter og et par enkelte huller på knæene.. Nogen ville måske endda synes det var ganske fashionabelt! Ceit kaldte det nu bare arbejdstøj. "Arbejder.." sagde han så, hvis tøjet ikke havde givet hende svar nok. Han nikkede mod hende "Hvad foretager du dig? Er du ikke lidt... meget pænt klædt for en slentretur ned af havnekajen?" drillede han så, og lagde hovedet på skrå.