På vej hjem en sen aften - Paula

sted: en gade i downtown
omgivelser: fulde folk, graffiti på murene, skrald i gaderne generelt ikke så hyggeligt
tid: 23:00
vejr: overskyet

Fredrick gik gennem de dystre gader og skuttede sig lidt, han brød sig ikke rigtigt om kvarteret. Han var ikke i fare for nogle af de normale dødelige, men omgivelserne gjorde ham stadig en smule utilpas. Han var på vej hjem fra praktik, han havde været ude på hospitalet at arbejde, og selvom det havde været udmattende var det også utroligt tilfredstillende, det var rart at vide, at han stadig kunne rede liv selvom han havde mistet sin magi.

Paula var på vej hjem fra en jobsamtale, hun regnede dog ikke med at hun ville tage imod det hvis hun fik det, efter hun havde set stedet. Det havde været et lille snusket værtshus, hvor gæsterne havde været noget gamle, og lignede nogen man ikke ville møde en sen aften helt alene. Men hun ville også kun tage imod et job i slumkvarterende hvis lønen var god og stedet ikke var videre skummelt og ubehageligt.
Hun stoppede op, ved åbningen til en gyde som hun var ved at pasere og trak ærmet på hendes grå bluse, frem fra hendes grønne militær mønstret jakke. Derefter tog hun brillerne af med to fingre og pudsede glassende, mens hun gneb øjnene sammen i et forsøg på at se noget, men alle farver og former flød sammen til en stor tøgede masse, især når det var mørkt havde hun svært ved at se uden hendes briller.

Fredrick overvejede at tænde sin ipod og høre noget musik resten af vejen hjem, men han gad ikke rigtigt finde den frem fra sin lomme, så vidt han huskede var ledningen også filtret sammen. Han sukkede svagt og kiggede sig omkring i halvmørket, hans sanser var blevet skærpet siden forvandlingen, især lugte og høre sansen var blevet væsentligt bedre. Han koncentrerede sig om at lytte, prøvede at høre så mange små lyde som muligt, mens han gik.

Paula gispede pinligt højt, da noget skramede i den mørklagte gyde ved siden af hende. Brillerne ramte fortorvet og larmede næsten ikke, kun en enkelt kling klang lyd afslørrede at hun havde tabt brillerne. Lyden fra gyden mindede mest om en skraldespand som var vældtet, og hun havde mest gispet på grund af chokket det havde givet hende. En kat spændede i det næste ud fra gyden, men Paula kunne ikke se at det var en kat, for hende lignede det en sort skygge, som fik hende til at træde et skridt til siden.
"Pokkers...!" mumlede hun mens hun forsigtig satte sig på knæ og mærkede efter brillerne. Det dårlige lys fra gadelygten som var nærmest på hende, hjalp ikke med at oplyse nok til at hun kunne se med sit dårlige syn i mørket. Hun koncentrerede sig om brillerne, og lagde derefter ikke mærke til de næsten lydløse skridt som kom fra gyden bag hende.

Fredrick hørte en lyd, ganske svagt, det lød som et gisp. Det kom ikke langt derfra og han besluttede sig for at undersøge det nærmere. Det var selvfølgelig ikke sikkert det var noget, men man kunne aldrig vide ... måske den vampyr han havde mødt den anden aften havde fundet sig et nyt måltid, eller måske var det en mere menneskelig trussel. Han bevægede sig mod lyden.

Paula fandt brillerne og udstødte et jublende "AHA!" og et muntert smil bredte sig på hendes lyserøde læber, da hun rejste sig op igen og børstede lidt snavs af hendes knæ. Hun blev opmærksom på skridtende bag hende, men da hun drejede rundt med et nervøst udtryk i de lysegrø øjne forsvandt lyden. Hun blev ved med at stirre hypnotiseret ind i mørket, som om hun bare ventede på at noget eller nogen ville springe frem og forskrække hende. Hun hørte nogle skridt fra en anden retning, og blev trukket ud af tankerne om lydene fra gyden. Hun sukkede træt og drejede sig for at gå videre, men i det samme strammede et par hænder sig om hendes arm og med et kraftigt smertefuldt ryk blev hun trukket ind i den mørke gyde. Hun nåede ikke engang at skrige, før en hånd blev slået for hendes mund, som samtidig slog hendes briller af så de endnu engang faldt på fortorvet i udkanten af gyden.

Han kom frem lige tids nok til at se en pige blive trukket ind i en gyde, og det virkede ikke til at være med hendes gode vilje. Fredrick satte i løb ind i gyden, han håbede han kunne hjælpe hende. Han havde endnu ikke afprøvet, hvor stærk han var i forhold til andre mennesker, men en gang skulle jo være den første, og han blev nødt til at gøre noget. Han kom ind i gyden, "hey, jeg er ikke ikker på pigen vil være med til det der" sagde han en anelse forpustet.

Paula mærkede et nyt par hænder på kroppen, mens hun blev med en hånd for munden og en arm lagt over hendes arme for at hun ikke kunne bruge dem i forsvar. Hun blev holdt bagfra, og panikken havde grebet hende med det samme og den sted ved de nye hænders tilstedeværelse. Der var to mod en.
Hun prøvede at ramme den som holde hende bagfra over skinnebennet med hendes hæl, samme øjeblik hun hørte en andens stemme. Hendes blik var sløret og den nyankomne stod som en næsten usynlig skygge for hende i en mørke gyde.
Manden som ejede de hænder som rørte hendes krop trådte frem og pustede sig op, med et vred udtryk i ansigtet, et udtryk Paula umuligt ville kunne tyde med hendes dårlige syn.
"SKRUB AF!" råbte han truende og trådte et skridt frem mod hendes mulige redningsmand.

Fredrick blev først forskrækket, men så tig han sig sammen, han burde i hvert fald være lige med den slags bøller, hen var ikke bare et svagt menneske mere. Han gik et par skridt frem mod fyren og sagde så roligt han nu kunne, "nej, lad pigen være i fred", selvom han prøvede at lyde rolig rystede hans stemme svagt, han var langt fra vant til denne slags konfrontationer.

Paula lyttede til hans ord, og det beroligede hende lidt men panikken fortog sig dog ikke. Tanken om at der var hjælp at hente, var rart og gjorde det ikke til et totalt marridt. Men det at hun intet kunne se tydeligt, var forfærdelig i sådan en situation.
Manden der holde hende gik tilbage og trak hende med, så hun næsten mistede fodfæstet da hun i sidste øjeblik nåede at flytte sine fødder. Manden som gjorde sig stor, brummede arrigt og trådte frem samtidig med han langede ud after hendes redningsmand.
Samtidig blev hun grebet af en ide, og i et forsøg på at slippe fri for de hænder som holdte hende, og komme væk fra den mund som var presset mod hendes øre. Da han slikkede hende modbydeligt på øret, satte hun tænderne i de fingre hun kunne komme til at bide i, manden hylede op og i det næste blev hun trukket bagud, og skubbet ned til hendes baghovedet ramte fortorvet med en foruroligende dunk og hendes bevidsthed satte ud i gangske få sekunder, i det næste mærkede hun noget som blev presset hårdt ned over hendes hals, da manden ville straffe hende for bidet ved at kvæle hende med foden. Hendes arme løftede sig og i panik prøvede hun at nive og rive ham hvor hun kunne nå, mens hun åbnede munden i et forsøg på at suge luft ind, men der var lukket helt af for luftrøre

Fredrick sprang frem mod manden og lagde hele sin vægt beg i et forsøg på at skubbe ham væk fra pigen, han havde ikke den store erfaring med slåskamp, men det her burde han godt kunne klare.

Den anden mand, som ikke var ved at kvæle Paula, sprang efter drengen og slog mod hans hoved. Manden som kvalte Paula slog ligeledes ud efter drengen, samtidig med at han var nødt til at flytte foden for at genvinde balancen efter han blev skubbet til. Paula hostede og gispede i vild panik, mens hun holde sig til halsen. Hun rullede om på siden og mærkede tårene som løb ned ad hendes kind, hun havde aldrig prøvet at græde af panik, det var en forfærdelig følelse. Hun rullede tilbage på ryggen og havde stadig problemer med vejrtrækningen, mens det gjorde forfærdelig ondt i hendes hals. Han havde trådt så hårdt at en aftryk af skoen prydede hendes hals.

Fredrick blev ramt af den ene af mændende og stønnede overrasket ved slaget, han gik et par skridt baglæns og virrede med hovedet, så kom den anden mands slag og endnu engang ramte det. Han følte et stik af smerte, men det blev skubbet væk af en begyndende vrede, adrenalinen begyndte at pumpe i ham og han udstødte en lav snerren, så sprang han på manden. Han måtte bruge al sin viljestyrke for ikke at forvandle sig til ulv og rive hans strube ud, i stedet nøjedes han med at slå mod den nærmeste med al den kraft han kunne.

Brækfornemmelsen efter at være blevet forsøgt kvalt, var ubehagdelig og forfærdeligt. Paula fik sat sig op, og mens hun ømmede sig med en beskyttende hånd hvilende om hendes hals, forsøgte hun at forkuserer på slåskampen som udspillede sig foran hende. Men på grund af mørket, manglende briller og den paniske tilstand hun var i, kunne hun ikke koncentere sig om at, og alt var som en forvirende skygge dans som resulterede i at hendes hovede gjorde ondt. Da hun blev opmærksom på den dunkende smerte i baghovedet, som havde ramt asfalten blev hun svimmel. Hun havde ikke registreret smerten før nu hvor der ikke længere var en som angreb hende. Hun hostede to gange da hendes hals føltes tør. Hun rejste sig forsigtigt op, i frygt for at hun skulle blive slået ned igen.

//hvad gør de to angribere?^^//

//Det må du gerne bare styrer, det er jo dig som slåsser med dem og Paula kan jo ikke rigtig se hvad der sker alligevel ^^ //

//uh .. jeg har det ikke så godt med at styre andres npc'er ^^'//