en heldig redning (Paula)

Tid: 01:48
Ugedag: lørdag
vejer: det er tørt, men det er lidt køligt
Omgivelser: en mørk gyde
Påklædning: som profil billidet

Keats kom gående gennem en gyde, han havde valgt at skyde genvej, han var en smule irriteret, han havde været ude og følge op på et opkald om en varulv, det var ikke andet end et fupopkald.
pludselig så han et ansigt (det sider på en enorm mand), som han havde set før, men han kunde ikke huske hvor han havde set det før, så satte hans naturlige nysgerrighed ind og han fulgte efter manden, uden at at blive set

Paulas skridt var langsomme og forsigtige, da hun gik ad en gade i slumkvarteret af Aterswall. Hun havde mødt nogle tidligere på aftenen, som havde tilbudt hende at tage med til en fest, hun havde takket ja eftersom hun gerne ville skabe sig en lille vennekreds. Men hun var endt i slumkvarteret, hvilket hun ikke var vild med eftersom hun havde drukket og hun var nød til at gå hjem. Hendes hår var flettet i en lidt sjusket fletning, som var flettet så den faldt ind foran hendes højreskulder. De sorte briller hvilede som altid på hendes ansigt, hun havde i sin tid været glad for at briller klædte hende nogen lunde efter hendes egen mening, så var det ikke så slemt at gå med dem hver dag.
Hun puttede sine kolde hænder i lommerne på hendes mørke grønne jakke, med militær mønster. Hendes stramme grå jeans, var tydeligt blevet brugt mens hun havde malet, eftersom der var malings pletter fint spredt tilfældigt ud over dem. Dog var det så lidt, at hun selv ikke mente at de var for grimme til at blive brugt i offentligheden. Hun stoppede da gaden hun gik på delte sig i to, hun lod de lyse grønne øjne glide skiftevis i hver retning mens hun overvejede hvilken vej som ville fører hende hjem igen.

manden som Keats fulgte efter gik lengere ind i gyden, hvor er det jeg kender hans ansigt fra.
Af ren erfaring vidste Keats at hvis han kendte en persons ansigt var personen højest sanseliget en magisk forbryder.
Manden gik hen mod en køn ung pige med nogle store briller, han greb fat i pigen og skulle til at bide sig fast i hendes hals, da huskede Keats hvem manden var, hans navn var Alan Draper, han var en vampyr og en rovmorder, som havde en tendens til at dræbe sit bytte.

Paula's blik blev fanget af en mand som kom i mod hende. Med det samme begyndte alarmklokkerne at grine hos hende, men hun flyttede blikket til fortorvet og bilde sig selv ind at han ikke ville hende noget. Hun ville helst undgå at gå i panik, hvis ikke der var grund til det. Hun var optaget af tankerne, og med blikket rettet mod fortorvet lagde hun ikke mærke til at han var kommet helt op til hende. Hun opdagede ham først sekundet inden han greb fat i hende, og et forfærdet gisp undslap hende. Hun strittede automatisk imod ham, og da hans ansigt nærmede sig hendes hals, åbnede hun munden og et skrig slap ud over hendes læber. Hun prøvede at skubbe til ham, samtidig med hun løftede knæet i håb om at kunne få ham til at slippe, ved at hamre det op i hans ædlere dele.

sparket havde ikke den store effekt på vampyren, iser fordi at det ikke ramte ham i skridtet.
da vampyren havde sine tænder meget tæt på pigens hals, besluttede Keats at gribe ind, men han kunne ikke påkalde sine tjenere da det vilde være imod loven at vise magi for et menneske som ikke kender til det i forvejen, så han måtte håbe at hans indgriben ville skramme vampyren væk, men hvis vampyren angreb ham ville ingen kunde sige noget til at han havde brugt magi i selvforsvar, han håbede næsten at det ville ske så han kunde gå denne voldelige vampyr af gaderne.
Keats trådte frem fra sit skjul og sagde med kold og hård stemme ''slip hende, nu'', han gik frem for at virke mere intimiderende.

Paula blev grebet af panik, i det sekundt hun opdagede at hendes knæ ikke havde gjort nogen skade på manden. Hun ejede ingen viden om kamp, hun havde jo været en af den slags mennesker som mente at den slags ikke ville ske for dem. Men det gjorde det åbentbart.
Hun prøvede stadig at stritte imod manden, da en stemme tiltrak en del af hendes paniske sind. Hun drejede hovedet så meget det var muligt for hende, når manden havde fat i hende som han havde. Hendes blik målte ham kun kort, for at se om han ville være i stand til at skræmme manden væk, men han så ikke ud til at være en muskelbundt. Hun gjorde et nyt forsøg, og trampede ham så hårdt over foden det var hende muligt.

Keats så at pigen kæmpede, for at komme fri, det var et godt forsøg, men det hade ikke særlig stor effekt på vampyren.
Keats tænkte så det knagede, hvordan kunne han bruge magi til at overvinde vampyren uden at pigen så det, for han vidste at han ikke havde en change mod monstret uden magien, han kunde forvandle hende til sten og så forvandle hende tilbage, eller dræbe vampyren så hurtig at hun ikke kan nå at se det.
til sidst besluttede han at angribe og så bruge overraskelses momentet til at få overtaget, Keats gik hurtigt frem og langede ud mod vampyrens kæbe med et slag, overraskelsen fik den til at give slip på pigen.

Paula skyndte sig væk fra manden, da drengens slag fik ham til at slippe hende. Hun trak vejret noget hurtigt, men det skyldtes choket over at blive overfaldet, endda af en som forsøgte at bide hende. Man måtte være psykisk syg, hvis man overfaldte folk med bid når man var stor nok til at kunne tæve en pige som hende. Hun var jo ikke særlig stor.
Hun løb dog ikke væk, da hun ikke ville lade hendes redningsmand i stikken. Der var dog ikke meget hun ville være i stand til at gøre for at hjælpe. Hendes blik gik skiftevis på dem, mens hun ventede på manden reaktion og retur slag mod drengen.

Keats vidste at hvis vampyren kom sig over overreskelsen, så ville både han og pigen være så godt som død, så han langede slag efter slag ud mod monsteret.
så fik han en ide, gyden var meget mørk, så pigens øjne ville højest sansyneligt ikke opfatte hvis han påkaldte en af sine tjænere, især ikke hvis det kun var for et halvt sekundt, hvilket var mere end nok tid til at skade vampyren, nok til at den stak af.
keats langede ud med sin venstre hånd, men lige inden han ramte knipsede han med fingrene, en enorm hund sprang frem, bed vampyren og forsvandt, i brøkdelen af et sekundt, dette kom sådan bag på ham at han vændte sig og løb sin vej, derefter vendte Keats sig mod pigen og spurte ''er de ok''

ps. Keats er 24 så han er ikke ligefrem en dreng

(Jeg har godt set det, men er bare så vant til at skrive dreng, eftersom mange vælger at være meget unge, så jeg glemmer det hurtigt når jeg skriver med en som er ældre Undskyld )

Paula havde stadig panik skrevet i panden på sig selv, da hun betragtede deres slåskamp. Hun vidste ikke om hun skulle være forfærdet eller imponeret over den unge mands forsøg på at hjælpe hende. Hun bemærkede næsten ikke lyden af et knips, og noget som hun ikke kunne nå at se eller reagerede på skete lige som hun blinkede. Men eftersom hun stadig var i panik over overfaldet, glemte hun alt om det sekundet efter og det eneste hun koncentrerede sig om var manden der løb væk og der blev talt.
Hun stirrede bare på ham og var af en eller anden grund ikke klar over at det var hende han talte til. Hun spillede de grønne øjne op i et sekundt da hun blev opmærksom på at hun jo var den eneste der ud over ham. "Ja!" udbrød hun lavt, da hun fik travlt med at svare ham.

Keats sukkede lettet det lod heldigvis ikke til at hun havde opdagedet magien, det kunne have skabt en hel del problemer for ham hvis en ikke magiker blev introduskeret til magi ved et uheld, desuden er det højest sansyneligt at hun tror at vampyren var ved at voldtage hende, det var ikke så godt for hende, men det er nok bedre end hvis hun vidste at han brøvede at drikke hendes blod og derefter dræpe hende, han smilede venligt og sagde ''det var da heldigt''
først nu lagde Keats mærke til at pigen var i panik, det ville nok være en god ide at hjælpe hende, når man skal stoppe panik handler det om at få personen til at tænke på noget andet, så han spøger ''hvad heder de''

Paula nikkede bare ganske svagt og langsomt, da han sagde at det var heldigt. Det var jo heldigt, heldigt at han havde været der, heldigt at han havde kunnet slås, heldigt at manden ikke havde vundet over ham og heldigt at der ikke var sket nogen skader, i hvert fald fysisk.
Hun blev dog kort hevet ud af hendes paniske tanker, da han spurgte til hende navn, hun var aldrig vil med at sige hendes navn. Det var ikke et man brugte så meget mere, og det var ikke videre feminint som Charlotte eller Fanny, som hendes lillesøster jo hed. Hun kunne ikke engang vælge at bruge hendes mellemnavn, for det var endnu mindre feminint, Finn, selvom det faktisk var et unisex navn, syntes hun det passede bedst til en dreng.
"Paula" svarede hun og rynkede ganske kort på den lille fine næse, så brillerne vippede lidt. "Hvad hedder du?" spurgte hun da hendes tanker blev afledt af den sædvanlige ordveksling som foregik når man udvekslede navne med en man havde mødt. Et lille forsigtigt skævt smil sneg sig frem i hendes mundvig, da hun lod en hånd undersøge hvordan hendes fletning havde det efter hendes møde med den uhyggelige mand.

Keats smilede venligt til hende og svarede på hendes spørgsmål ''mit navn er Keats, det er mig en glæde at møde dig Paula''.
Var ikke sikker på at vampyren ikke kom tilbage for at gøre arbejdet færdigt, han er en seriemorder som også er vampyr han lader hende ikke slippe fri, med mindre at hun er beskyttet, så det vilde nok være en god at holde øje med hende i vært fald indtil at farren var overstået og sandheden, eller en del af den var nok den bedste undskyldning for at følge hende i sikkerhed.
''tillad mig at følge dig hjem i tilfælde af at han vender tilbage'' spurgte han venligt