Jeg hader elvere. //Richard//

Tid: 00:05
Sted: Downtown
Omgivelser: Mennesketomt

”Urgh!” Rexana ramte væggen og sank sammen på jorden. Hun kom med et støn af smerte og kom skælvene op og sidde på knæ. Hendes øjne lynede og hun sendte de tre mænd et blik fyldt med brændende had.
”Hvad er der galt?” spurgte den højeste af elverne og trak en fin kniv indgraveret med elvertegn fra sit bælte ”har du ikke lyst til at lege?”
Hun snerrede og sendte en lilla stråle imod manden, der blev ramt og udstødte et overrasket skrig af smerte. En af de andre mænds øjne lyste og der lød et højt knæk fra Rexanas ben. Hun skreg og bed tænderne sammen af smerte. ”Hvis du gør det igen bliver det ryggen” sagde manden og løftede hende op og stå.. han holdt hende i den position, selvom hun ikke kunne støtte på benet og smerten fik det til at sortne for hendes øjne.
”Hold hende sådan” mumlede den af elverne der var blevet ramt af strålen og gik hen til hende ”væsner som dig burde ikke eksistere” hviskede han koldt og begyndte at snitte i hende med kniven.

En skygge gled gennem gaderne, usynlig i natten. Når den en enkelt gang eller to kom frem fra skyggerne, kunne man se, at det var en ulv, en helt sort ulv skabt af mørke, af skygger. Dens øjne var det eneste, som skilte sig ud, når de blev ramt af lys, lyste de klart op med et svagt gulligt skær. Ulvens navn var Tanja og i dag var hun ikke alene, hun havde en 'passager' med, hans navn var Richerd og selvom hans krop befandt sig i en lille lejlighed, så han gennem de samme gullige øjne som ulven.
Mens de løb gennem gaderne opfangede ulvens sanser lyden af slagsmål og lugten af elver. Tanja ville skifte retning og undgå problemet, men Richard fik den til at skifte retning og styre mod lydene i stedet. Mens ulven løb, trak han sig tilbage fra dens sind og forberedte et ritual, det var kort og krævede ikke mange ingredienser, en kniv, et vers, et magisk symbol og blod. Han lagde symbolet på gulvet, fandt kniven, fremsagde verset og, med et lille støn af smerte, skar en rift over sin håndflade. Han dryppede blodet ned på symbolet og mærkede, hvordan magien begyndte at flyde fra symbolet gennem ham og ud i natten. Han satte sig i en stol og sank tilbage i ulvens bevidsthed.
Ulven var kommet til scenen, en enkelt sortelver var blevet overfaldet af elvere. Tanja havde overvejet at forsvinde igen, men før hun havde besluttet sig, vendt Richard tilbage. De havde ikke meget tid, så de angreb med det samme. Tanja var først tøvende, men da de løb mod elverne glædede hun sig til endelig at kunne bide og flå i noget rigtigt. Hun snerrede vildt og gik direkte efter elveren med kniven.

Det kølige metal skar igennem hendes bløde hud. Hun havde ikke kræfter til at skrige, hun havde alt fokus på at holde sig stående.. prøvede af alle kræfter ikke at lægge vægt på det brækkede ben. Hun havde lukket øjnene og lyden af mændenes latters og skældsord var sammen med en ulidelige smerte var det eneste hun kunne fokusere på.
Så skiftede lyden, det kølige metal forsvandt fra hendes hud, grebet i hende blev sluppet og hun ramte hårdt jorden og gik ud som et lys.
Manden med kniven havde skreget højt, da en ulv pludselig var sprunget ud af skyggerne og gået til angreb. Elveren der før holdt Rexana havde sluppet hende og hans øjne lyste!.. ”Den har ingen knogler” udbrød han forskrækket ”hvad er det for en tingest?!”
Manden med kniven forsøgte forgæves at hugge dyret ned med kniven, der sammenlignet med ulvens tænder pludselig ikke længere virkede som det optimale våben.

Tanja snerrede og snappede efter dem, og når det lykkedes hende at få fat i dem bed hun til, men hun vidste godt at gjaldt om at få dem væk hurtigt, hun havde kun få minutter. Når de ramte hende med kniven, gik den gennem skyggerne uden at efterlade sår. hun stillede sig foran sortelveren, snerede vildt og rejste børster.

Sortelveren var blevet blidt flere steder og var i store smerter. ”D-den kan ikke blive ramt af våben!” skreg han og kom klodset på benene. ”Lad os komme væk her fra!” udbrød den tredje og de skyndte sig at løbe. Man kunne svagt høre dem diskutere noget om sortmagi og spøgelser.

Tanja snerrede efter dem en sidste gang og vendte så opmærksomheden mod den bevidstløse på jorden, hun snuste lidt til hende og stillede sig så vagt over hende på Richards ordre. Efter at have sikret sig at hun forstod beskeden og ikke angreb den bevidstløse pige, trak han sig tilbage i sin egen bevidsthed og skyndte sig ud i natten.

Rexana vågnede.. hun så sig omkring.. smerterne i hendes ben og bryst tydede på hun stadig var i live. Hun så sig svagt omkring, kunne ikke bevæge sig. Det gjorde ondt bare at tænke på at bevæge musklerne. Et par meter fra hende stod noget mørkt.. først lagde hun ikke mærke til det, men skyggen begyndte at tage form og det gik op for hende at der stod et vildt dyr. Hun gispede svagt, forsøgte at trække sig væk fra dyret. Hun vidste at hvis den gik til angreb kunne hun ikke flygte. Hun brugte alle sine kræfter og træk sig hen over jorden, kun ved hjælp af armene, om bag en skraldespand..

Tanja drejede hovedet og kiggede på sortelveren som prøvede at bevæge sig, så vente hun igen hovedet væk og koncentrerede sig om sin opgave. Efter noget tid ankom Richard til stedet og så sig lidt om, "hvor er hun?" spurgte han ulven, som gik over til skraldespanden og snerrede svagt. Richard fulgte med og så ned på sortelveren, der var noget velkendt over hende, men det måtte vente til senere, først måtte han se at få hende i sikkerhed. "Kan du gå?"

Hun hørte lyden af fodtrin.. en mand der talte, dyret der knurrede. *Jeg er ikke godt nok skjult* tænkte hun desperat og lukkede øjnene. Hun lå stille.. og manden kom nærmere. Hun åbnede øjnene og skævede op imod ham. Hun havde ikke mange kræfter, og smerterne var taget til.. alligevel kunne hun ikke lade være med at synes manden så meget velkendt ud. ”Mit ben.. er brækket” sagde hun. Hendes stemme var hæs og meget lav.

Han bøjede sig ned over hende og forsøgte at hjælpe hende op, "ok, så støt dig til mig, så får jeg dig i sikkerhed" sagde han og prøvede at lyde beroligende. Tanja knurrede svagt utilfredst.

”Få dine hænder af mig dit beskidte men-argh!” hun tog sig til benet og bandede. Hun kunne tillade sig selv at græde, især ikke foran et menneske. Hun forsøgte at skubbe hans hænder væk, men hun havde ingen kræfter tilbage. Hun havde mistet en del blod og følte sig svag og var ved at blive kold..

Han sukkede svagt og tog fat om ryggen på hende med armen og den ene skulder under hendes arm. "prøv at undgå at støtte på benet"

"Jeg kan ikke gå" snerrede hun og strammede grebet lidt om ham. Hun forsøgte ikke at sætte benet på jorden, hele hendes krop skreg da hun blev tvunget til at bevæge sig.

Han begyndte at gå mod sit hjem og gjorde sit bedste for at støtte hende. "støt dig til mig" sagde han.

Hun mumlede en masse eder, forsøgte at støtte sig til ham..

Han fortsatte med at gå og efter noget tid kom de til hans lejlighed. Han åbnede døren med sin frie hånd og fik hende ind i stuen og hen til sofaen. stuen var lille og lidt roddet, der lå stadig et blodplettet pentagram af sølv på gulvet og der stod stakke af bøger rundt omkring.

”…” Rexana betragtede stille de forskellige ting i hans lejlighed. Hun kneb øjnene lidt sammen, mistroisk over den magi der havde foregået her. Hun lavede et lille gisp af smerte, da hun blev placeret på sofaen. Hun lukkede øjnene og lod endnu en sværm af eder fylde lokalet. ”Har du noget imod smerter?” spurgte hun sammenbidt.

Han gik i gang med at kigge nærmere på hendes ben, "hm? jeg kan ikke lide at have ondt, hvis det er hvad du mener .." sagde han lidt fraværende, "er du kommet til skade andre steder end benet?" spurgte han og begyndte at lede en af stakkene med bøger igennem.

Rexana slap et frustreret skrig og holdt sig for øjnene. ”Ah alle mennesker jeg kunne havne hos..” mumlede hun for sig selv ”mit ben er det vigtigste, har du ikke noget der kan dæmpe mine smerter?!”

"oh" sagde han, da det gik op for ham, at det selvfølgelig var det hun havde ment, "ja selvfølgelig, jeg kommer med noget om lidt" han lagde den bog han havde stået med i hånden fra sig og gik ind i et andet rum. Tanja kiggede på sortelveren og knurrede svagt. Richard kom tilbage med to panodil, "jeg kunne desværre ikke finde andet" sagde han undskyldende" og rakte dem til hende, han havde også et glas vand, det stillede han på sofabordet, så hun kunne nå det. "imorgen finder jeg noget stærkere".

”I morgen?” hun så bestemt ikke tilfreds ud ved tanken om at skulle blive der over natten.. hun så ned på sit ben og sukkede så opgivende ”jeg har vel intet valg..” hun tog imod pillerne og slugte dem begge og tømte glasset med vand. Hun lukkede øjnene og forsøgte at holde sig så meget i ro som muligt.

"undskyld" sagde han og samlede bogen op igen, det var en læge bog og han bladrede frem til afsnittet om brækkede knogler. Det virkede kompliceret og meget farligt at udfører uden den rigtige medicinske viden, på den anden side kunne han ikke så godt tage hende på skadestuen. Kendte han nogen, som kunne hjælpe? Han fandt sin telefon frem og ringede op. Den rigede og blev kort efter taget, "kan du komme ud forbi min lejlighed, ja nu, ja, der ligger en pige med brækket ben ... ja, sortelver".

”…” hun vidste ikke hvem manden ringede til, men hvis det kunne få smerten lidt på afstand ville hun ikke blande sig. Hun sukkede og prøvede ikke at tænke på smerten.

"så ses vi" sagde han lettet efter noget tid, han lagde på og puttede sin telefon tilbage i lommen, "en jeg kender kommer forbi for at se på dit ben" sagde han til kvinden, "han ved lidt mere om den slags end mig, og jeg tror endda han kan lidt healing".

Rexana åbnede øjnene og så undersøgende på ham ”Ven? Hvilken ven?” selvom hun var svag var der en skarp, nærmest kommanderende klang i hendes stemme ”hvilken race og hvor længe har vedkomne studeret magi?”