Museum, Mitchel + åbent

Tid: Formiddag
Sted: Parken, Museumshaven (parken indeholder botanisk have og en række store museer, blandt andet naturhistorisk museum, geologisk museum, idehistorisk museum mfl.)
Påklædning: Stråhat, løst hår, blå rygsæk, hvid top, forholdsvis højtaljede cowboyshorts, blå sko.

Det var en bleg solskinsdag. Måger kredsede over himlen med høje skrig, og folk gik travlt gennem gaderne, hver mod et individuelt mål. Trængte sig mellem bilerne og myldrede ned i undergrundsbanen, hvor skramlende toge flyttede dem mod en eller anden ukendt destination. Der var stille på Naturhistorisk museum. Stille og køligt. Aenors fodtrin rungede, da hun gik op ad marmortrappen i en af Aterswells ældste bygninger. En bygning urørt af tidens tand. Hvor længe mon det blev ved sådan? En bygning, hvor udstillingen var som den altid havde været, hvor skeletter stod i en pære vælling i sal efter sal, hvor et rum var lavet kun til udstilling af mærkelige ting i glas med formalin. Kyllinger med alt for mange hoveder. Opsprættede gnavere, der hang udspilet, så man rigtigt kunne skue de indre, grønlige organer i den konserverende væske.

Et museum præcis efter Aenors hoved. Botanisk have havde lignet sig selv, da hun gik gennem den, og ved museumsparken var en spæd spænding vældede ind over hendes tanker. Hun forsøgte at skubbe den fra sig, sikker på, at alting ville være blevet ændret, alting ville være blevet lavet interaktivt, så man kun så et enkelt eller to af fortidsvæsnernes jordiske rester mens resten foregik fra designermøbler og touchskærme. Og alligevel havde hun glædet sig. Håbet og ønsket – indtil nu. Nu var alle forventninger indfriet. Dette var mindst så godt som hun huskede det. Hun gik langs rækværket og gloede ned, til hun kom til endnu en trappe.Et støbejernsgelænder udsmykket som blomstrende solsikker og slanger fulgte trappen, der krummede opad ved en bred repos, hvor et gigantisk sneglehus fra en forgangen tid tronede på en piedestal. Hun samlede sin rygsæks stropper med en hånd og følte sig vidunderligt lille, som hun fortsatte op ad trappen og ind i et lille rum, hvor en endnu større snegl var placeret op ad en væg omgivet af små skuffedarier og montrer, hvor mindre forsteninger var udstillet. Hun kiggede nysgerrigt ned gennem et par glasruder, før hun gik gennem en dør til et gigantisk rum. Hun stod ved et galleri, hvorfra der var udsigt over hele rummet. Fra det rødbrune marmorgulv en etage under hende strakte et virvar af forskellige skeletter sig mod hende, blege og gullige og i alle størrelser og former. I rummets centrum knejsede en kolossal dinosaurus lige ved siden af et næsehorn. En giraf strakte hals, og under loftet hang et skellet af en hval. Aenor hang ud over kanten for at se nærmere på det hele, med en barnlig glæde skyllende over sig. Så gik hun næsten kapgang ned ad galleriet, til dinosaurussens hoved var ud for hende. Oh, hvilket under. Hun kunne ikke stirre sig mæt på den. De høje ryghvirvler, det fine hoved, fødderne, så udsøgt og så gammelt, urørt af tidens tand til det denne dag kunne tjene som forklaring på noget, der alligevel lå udenfor fatteevnen. Sådan var verden engang.

han hadet lige gået ind i museum-et han hade kun sin trøje på en hvid t-shirt et par humør bukser sorte kondisko og sin solbriller som han hadet for sine øjne. men han hade vel nok tænkt sig at se de afdøde dyr fra fortiden selvom det kedet ham men der var ikke rigtig noget andet, han hade jo stadig lidt tømmermænd efter fra igår. han kigget rundt i alle ruderne der var det han gabte en smule af det efter kunst ikke er særligt sjovt syns han men han skulle have et sted at slappe lidt af. alle de gallerier der var og alle skelleterne der er kedet han man kunne se det på ham han kigget ned i jorden ind til at han til et stort rum hvor alle dinosaurer han løftede sit hovde det var en anden her også det så ud til at næsten gå ind i dens krop han grinte lidt mens han tog sine hænder ned i hans lummer. han kigget hen på hende hende han syns på den måde hun var på mindede ham om et lille barn på måske 5 år der har aldrig set et museum før. han kigget på rundt men han morder sig over hvordan hun bare kigget på dem det var ret sjovt i hans øjne. han gik lidt hen til hende mens han smilte stille han skulle jo se hvorfor hun opførte sig som en på 5, han så lidt på hun så og gabte lige bagefter *hvor er det her kedeligt* tænkte han lidt for sig selv mens han bare kigget på hende i stedet for efter som han syns det var lidt mere spændne end de døde dyr.

Det gibbede i Aenor. En dreng havde nærmet sig, og hun havde ikke hørt det. Hvorfor havde hun ikke det? Hun havde været optaget, og det var okay, sagde hun til sig selv, for pludselig var hele hendes krop i angrebsberedskab, klar til at sende ham i en elegant bue ud over rækværket. Hun skubbede tanken fra sig så hurtigt, som den var kommet, og studerede ham i stedet med et kritisk blik. På en eller anden måde var hun irriteret på ham allerede fra starten. Han havde forskrækket hende, sneget sig ind på hende. Det havde næppe været hans hensigt, men han var alligevel kommet indenfor en radius af fem meter, som hun yndede at kalde sin opmærksomhedscirkel. Lys hårtop, hvid trøje. Solbriller. Pfft. Hun fnøs uhørligt gennem næsen og lænede sig igen ud over kanten for rigtigt at se udstillingen. Hvem havde solbriller på indendørs? Så følte han sig nok vældig smart og sej. Hun hævede et øjenbryn uden at se på ham. Fik rigtig luft for sine fordomme. Hun fortsatte ned langs galleriet for at se hvalskelettets barder. Et kæmpestort dyr. Evolutionens glorværdighed. Dens tomme øjenhuler stirrede blindt tilbage på hende, og det gav et sug i hendes mave.

han kigget lidt på hende han kunne se at han irrrteret hende selvom han ikke vidste med hvad han kigget lidt på udstilingen og gabte det var virkelig kedeligt i følge ham han tog sine solbriller af for at se hende beder selvom han stadig kunne se tydeligt med solbriller på han tog dem ned i hans ene bukse lomme, han gik tætter på hen mod hende mens han kigget på hvad hunkigget på *hvor er det dog grimt* tænkte han lidt for sig selv mens han tog sien hænder ned i lommen, muserimer er ikke lige det han går mest op i det kunne man også tydeligt se på ham, så han kigget lidt mere på hende i stedet for udstillingen som var kedelig

Men hvem var hun egentlig til at dømme? At hantilsyneladende ikke delte hendes glæde ved museet - det var jo ikke op til hende at bestemme, hvad han skulle finde spændende. Hun havde ikke lyst til at se på ham, havde en ubehagelig følelse af at se... En smule skamfuld ud, vel sagtens.

Og alligevel kunne hun ikke holde sine øjne for sig selv. Hendes blik skøjtede langs en girafs slanke rygrad, over et næsehornskranium og til hans ansigt. Irritation fyldte hende igen. Han så - ud som om han kedede sig. Gabte åbentlyst og alt muligt. Hun rankede sig let og trak vejret dybt gennem næsen, mens hun vendte sig halvt væk igen, stadig med øjnene fikseret på ham, for hvor mærkeligt, det end måtte virke, så liggede han på - hende.

Mystificeret lagde hun hovedet på skrå. Hvorfor hende? Havde han virkelig prøvet at snige sig ind på hende? Nej, det var hendes fantastiske fantasi, der hylede hende ud af den igen. Alt for ofte fandt hun sig selv unødvendigt på vagt, fordi skygger dansede i udkanten af hendes synsfeldt, fordi hendes hjerne gav dem liv og fik hende til at snurre rundt på stedet, hår hvirvlende om hendes hoved, blot for at finde - intet. En kat eller den bare tomhed.

Knægten tog sine solbriller af, med hvad Aenor ville kalde en doven bevægelse, og gloede fortsat. Hun forsøgte at flytte sit fokus væk fra ham, men kunne ikke. Hans øjne - var ikke almindelige. Han flyttede dem i et ryk mod hvalens jordiske rester, og så ud, som om han blev lettere overrasket, frastødt, nærmest. Hun kiggede også på knoglerne, som på hans signal. Gullige og... Døde. Hun kiggede igen på ham, og han koggede tilbage, hans øjne røde ogtilsyneladende - marmoreret medsort, nu hvor han havde fjernet de mørke brilleglas.

Hun rømmede sig. "Nåh," sagde hun med en påtaget afslappet stemmeføring, der ikke klædte hende. "Hvad kigger du sådan på?" hun lød mere bydende for hvert ord, hun sagde.

han kigget lidt på det hun så på det var da noget af det kedeligeste sted han nogen sinde kommer til. så han kigget på hende i stedet det var lidt mere intrasant synes han det kunne man også se på ham,

han kigget undrende på hende hans tanker var et helt andet sted så han hørte ikke helt hvad hun sagde "undskyld jeg hørte ikke efter" sagde han med et smil mens han gik lidt tætter på lidt sløsed i det,

Aenor studerede drengen med et hastigt blik, knapt andet end et lille svirp af øjenvipper, som hendes øjne tog hans fødder og bukser i betragtning for derefter at feje op og indsuge hver detalje i hans nydelige ansigt, lige fra den skarpe kæbe til de karakterfulde øjenbryn. Han havde ikke hørt efter, sagde han, og hun tog hans stemme ind. Den var en anelse dunkel, hun kunne ikke beskrive det med andre ord. Der var noget tilbagelænet over ham, men det var for så vidt ikke noget dårligt. Desværre, sagde en aggressiv stemme i hende, der gerne ville have en grund til at være vred på ham. Det var alligevel lidt svært, når hans ansigt pludselig flækkede i et smil, der var ualmindeligt klædeligt.

”Jeg spurgte,” begyndte hun, mens hendes tanker pludselig skøjtede frem og tilbage over, hvordan hun skulle formulere sig. Hun kunne ikke overskue at høre ham kritisere udstillingen. ”hvad du kiggede på,” endte hun med at sige efter en kunstpause, der trak lidt for langt ud. Hurtigt derefter røg det ud af hende: ”Har du øjenbetændelse?- Nej,” hendes øjenbryn trak sig sammen i forundring. Hun havde gjort fuld front mod ham og lænede sig lidt frem. Håret faldt ned over hendes skuldre og hendes strålende blå blik mødte hans med et undrende udtryk. Så rettede hun sig op og sagde med et helt nyt toneleje: ”Imponerende.”