En rolig afslutning på aftenen.. eller? //Elon//

Tid: 19:34
Sted: Lystbådshavnen
Omgivelser: Enkelte mennesker der går rundt og nyder udsigten

Willow kom gående ned langs kajen. Det havde været en hård dag på arbejdet, hendes chef havde brokket sig over at hun arbejdede for langsomt, hendes irriterende kollega Susi havde forsøgt at starte et eller andet rygte om at hun kom sammen med fyren der ordnede kopimaskinen og hun var endt med at blive en time ekstra fordi der var sket en toiletkatastrofe..

Hun gik med lukkede øjne og lyttede til et af sine yndlingsnumre af Hammerfall på sin ipod. Selvom det var aften, var vejret stadig lunt og behageligt. Hun stoppede op og kastede et blik ud over havet. Musikken spillede alt for højt i hendes øre, og hun glemte alt om tid og sted. Lod sine tanker flygte ned i teksten, rytmen.. og kiggede bare længselsfuldt ud på bølgerne og ønskede hun kunne stikke af og starte et nyt liv et nyt sted.

Sangen stoppede, og inden en ny gik i gang og holdt alle andre lyde ude lød der et højt skrig. Willow tog overrasket høretelefonerne ned omkring halsen, og så en kraftig dame i en lidt for stram, rød kjole skrige og hyle. Forvirret gik hun lidt nærmere, imens hun forsøgte at tyde kvindens skrig..

”Åh guuuuud! Åh nej! Åh Harold, kom så op af vandet! Kan nogle hjælpe?” råbte kvinden og så sig forfjamsket om og trippede på stedet. ”Harold dit klods! Kom så op med dig, HJÆLP MIN MAND DRUKNER!”
Willow sørgede for at holde sig lidt på afstand, og kom hen til kanten. Hun så en lav, skaldet mand der så irriteret på kvinden og kunne svagt hørende ordene ”ulidelige kvinde” og ”jeg er ikke døende” imellem skrigene.

En ung smuk skikkelse kom roligt gående langs kajen, dog med et stort mellemrund da vandet sku holdes lidt på afstand af personlige oversager. Denne smukke skikkelse var en ung dreng som både var høj men også spinkel, hans hud var lys men ikke bleg mere ren og fejlfri, hans hår var sort samt kort og glat desuden sad det som det sku uden nogle strittende totter. hans øjne var blå og klare som havet ved en tropisk strand, han var iført en blå hættetrøje samt et par blå jeans og et par blå all stars, hen over hans skulder hang der en brun skuldertaske hvori der lå et pinalhus samt en blok da denne fyr altid skrev sine egne sange.

Elon hed denne fyr og han er ikke blot et menneske men et af havets folk, det er derfor han holdt sig på afstand af vandet da han ikke sku aflører hvad han rent faktisk var. Han vandrede roligt afsted men satte dog hurtigt i løb da han hørte en kvinde råbe og skrige, han stoppe op ved siden af den unge pige som også havde hørt skriget. Han kiggede let ned i vandet og så manden"er du okay dernede?"spurgt han med en rolig samt venlig stemme imens han let lage hovdet på skrå.

Willow så bekymret ned på manden. Det gav et spjæt i hende da hun hørte en stemme bag sig og hun så overrasket på en ung dreng. Hun havde ikke lagt mærke til at han var kommet, men så igen.. det var svært at høre noget ud over kvindens klageskrig.

”Jeg har det fint” sagde manden til Elon og forsøgte at komme op.

”Nej Harold, lad være med det du kan jo ikke komme op selv” klagede kvinden og gned sine hænder ”åh hvad skal vi dog gøre hvad skal vi dog.. oh!” hun så på Elon, og var med et forandret. Hun smilede og løb hurtigt hen til ham, greb om hans arm ”åh du er en stærk, ung mand.. du kan hjælpe min mand op der fra! Kom, kom!” kvinden begyndte at trække Elon med sig hen til kanten og trampede næsten Willow ned i forsøget.

*Tak for kaffe, hvis jeg havde været gift med hende var jeg også sprunget i havet..* tænkte Willow og gøs. Hun havde nu ondt af den arme mand af mere end en grund.

Elon smilede let til manden i vandet"du skal vel ikke ha hjælp?"spurgt han venligt men nåde ikke at sige mere, før den skrigne kvinde hev fat i ham og ´trak ham med sig hen til kanten uden han ku gøre det midste modstand. Elon vidste at vis han nu kom i vandet ville hans hemmelighed blive afslører faktisk måtte han slet ikke røre det"øhh mennn jeg kan ikke svømme frøken, jeg har vandskræk men jeg ville ellers gerne ha hjulpet"sag han undskyldene imens han så op mod den ret skræmmende kvinde.

Han regnede ikke rogtigt med at hun ville hoppe på den for hun var desperat og ku vidst finde på alt*stakkels mand alt leve med hende*tænkte han medfølende imens han afvendtede hendes svar, han var forberedt på det værste så som at hun måske bare smed ham i før hun nåde at hørre hans ord"desuden er jeg ikke så stærk som de tro"mumlede han let dog roligt, han ku ikke li at stå så tæt på hende han følte sig som en fisk i et alt for lille net.

”Nonsens kære! Jeg kan se at du er en der går ned og træner i de der centre!” sagde kvinden og smilede stort. Hun klemte kærligt, og lidt hårdt, om Elons kind ”du behøver ikke gå ned i vandet min dreng, men du kunne vel række ham en hånd op.. og du vil vel heller ikke tabe ansigt i selskab med en ung dame??” sagde hun og så lidt på Willows påklædning ”eller hvad du ville kalde sådan en..”

Willow måtte bide sig i læben for ikke at le da kvinden nev ham i kinden, men nu skulede hun irriteret til hende. Sådan en. Forfinede… hun sukkede svagt og gik hen til dem ”jeg kan også godt give en hånd med” hun smilede til Elon ”to er bedre end en?”

Manden så ikke så glad ud, og tanken om at skulle trækkes op så ikke ud til at passe ham særligt godt.

Elon stod lidt fortabt og lyttede til kvindes ord han følte sig som en dukke i hendes greb dog ændre følelsen sig om til at han nu følte sig som et lille barn hos bedsteforældre. Han sukke svagt og nikkede så let"nej jeg er ikke en af dem, men jeg kan da prøve"sage han venligt og så kort hen mod den unge pige før han igen så på damen"men vis jeg skal være ærlig må jeg indrømme at din mand nok selv kan komme op"sage han roligt hvorefter han vristede sig fri fra hans ´greb.
Elon så let på pigen da hun kom derhen"jo det vil være skønt"sag han venligt hvorefter han satte sig ned og trak sit ene ærme ud over sin hånd for så at række den ned mod ham"bare tag fat, tro det er det bedste vis du vil ha hende til at holde mund"sage han svagt så kun mandem ku høre det.

Kvinden rykkede sig og så dybt bekymret ned på sin mand ”så så Harold, nu skal vi nok få dig sikkert op.. åh, jeg kan jo heller ikke tage dig med nogle steder uden at du gør mig til grin! Og vi har så meget shopping tilbage, nu skal vi først hjem og hente tøj? Jeg må snakke med barnepigen om hun ikke kan blive en time ekstra.. og så”

Kvinden blev ved med at plapre om ting, og Willow forsøgte at holde lydene ude. Hun tog fat i den anden af mandens arm og så på Elon ”¨på 3… 1…2….3!” og så trak hun til. ’
Manden kom med et grynt, og forsøgte at trække sig op.

Elon drejede hovdet let og så nu lidt skarpt op på hende"hold nu kæft og lad os få din mand op, jeg har også andet at se til og din ævlen er vist til stor forstyrrelse for os alle"sage hgan letter surt dog ikke for spydigt men stadig lidt roligt, han vendte hovdet mod mandem igen hvorefter han lod manden gribe fat i sig. Han måtte bare sørger for ikke at blive våd for så ville hans hale komme tilsyne, "vi hiver"sag han let hvorefter han hjalp med at træke, han stønnede svagt af anstrengelse"du bliver nød til at hjælpe til selv os"sage han let til manden, dog smilede han stadig venligt.

”Nej hør nu! Nu har jeg aldrig… hvad er der sket med de unge i dag?” kvinden så dybt fornærmet på Elon med lod så værd med at sige mere.
Manden fik med hjælp fra dem begge trukket sig op. ”Mange tak, det var venligt af jer” sagde han og gik hen til konen. ”Nu går vi hjem skat..”
”Hrm!” kvinden nægtede at svare og man kunne høre ham forsøge at berolige hende hele vejen hen til deres bil.

Willow så efter dem og lavede et lille fløjt ”wow.. jeg håber aldrig jeg møder hende igen” sagde hun og så på Elon. ”Så tror du at du har ødelagt den stakkels kvinde for altid, eller tror du hun begynder at ævle så godt som ny når hun er utilfreds med noget nyt?”

Elon var taknemlig over at hun enlig hold sin mund og de fik da også manden op af vandet, faktisk trode han at han havde gjordt manden en tjeneste ved at få hende til at holde mund. Elon smilede let og så efter dem da de var forsvundet hvorefter han så sukke dybt af lettelse"jeg skal aldrig møde hende igen, mine kinder er smadret"sage han let, han lo svagt"hun vil nok altid ævle, stakkels mand"sage han let og rejste sig let op igen og rykkede svagt væk fra vandet af ren vane.

Elon så let på hende"vil du med hen og ha nooget at drikke?"spurgt han venligt blot for at få lidt selvskab og for at glemme den forfærdlige kvinde, han begyndte roligt at gå lidt afsted om hun fulgte med eller ej"jeg hedder Elon"sage han roligt over skuldren.

Willow kunne ikke holde en latter tilbage da Elon sagde hans kinder var ødelagt, og hun lagde hurtigt hånden for munden. Hun smilede svagt til ham og nikkede.
”Jo, det lyder godt” svarede hun og satte efter ham i et rask tempo. Det gik først nu op for hende at hendes høretelefoner stadig var tændte og musikken spillede temmelig højt. Hun slukkede sin ipod og så op på Elon ”hyggeligt at møde dig, mit navn er Willow” svarede hun ”så.. hvad går du og laver når du ikke hjælper hysteriske kvinders mænd op af det dødeligt farlige vand?”