"Du kommer for sent."

En sommeraften.
Vejr: Skyet

"The Red Lobster. Jeg havde egentlig troet at for så lang ventetid ville man da få et bedre bord."

Christopher bøjede sig ned på stolen for at rokke til bordets ben for tredje gang. Eller synes han rummet var fint nok, det par præg af havet, det var trods alt en havneby. Det mindede ham for meget om derhjemme så han valgte at kigge på bordet istedet.

"Hvor bliver han af, han skulle være her nu." sagde han og kiggede på sit ur.

Caspian kom gående ned af gaden med en seddel i hånden. "The Red Lobster" sted der, åbenbart et spisested. Han havde sagt ja til at tale med denne Christopher der, men nu var problemet at finde det. Han havde vandret rundt i 15 minutter, og spurgte forskellige om vej. Endelig fik han øje op skiltet, lidt overrasket.. der så dyrt ud. Han gik ind, og sagde til manden i døren at han skulle møde en.

Nu blev han irriteret. Han rejste sig fra bordet og gik hen til indgangen.
"Jeg kigger lige udenfor, måske er han lige ved at være der." tænkte han, mens han med en lidt irriteret holdning væslede sig vej igennem havet af borde. Da han nåede derhen, fik han øje på en mand med blåt hår.

"Det må være ham." sagde han til sig selv. Han gik over til manden i indgangen og prikkede ham på skulderen.

"Undskyld mig, du skulle vel ikke være, øh, Caspian?"

Caspian stod og diskuterede med manden, der troede han prøvede at snyde sig ind. han vendte sig overrasket og så på Christopher.. et lettet suk kom fra hans læber. "Se, der er han!" sagde han og sendte manden et ondt blik. Manden trak på skuldrene og lod ham komme ind. "Tak.. jo jeg er Caspian, Christopher.. ikke?" spurgte han.

"Jo. Det er mig." sagde Christopher og gav et smil. Han ledte vejen gennem havet af borde og ind i den lille niche, hvor han efter to timers ventetid havde fået et bord.

"Ja. Bedre bliver det ikke desværre." Han satte sig ned. "Er du sulten?" spurgte han så. "Jeg giver."

Caspian satte sig overfor Christopher, og forstod ikke helt hvad han mente med desværre. Så vidt han kunne se var dette her et meget finere sted end den pølsevogn han havde spist ved tidligere.. "mange tak, jeg er lidt sulten" sagde han og smilede svagt. Det var underligt at tale med en anden havmand.. især når han vidste han var kriminel. Men det var der ikke noget at gøre ved nu, han havde brug for ham.

"Ok."

Han viftede med armen for at få tjenerens opmærksomhed. "Kan vi få nogle menuer?" spurgte Christopher. Og tjeneren gik straks over for at hente et par og bragte dem til dem.

Han åbnede menuen og skimmede hovedretterne. "Så. Hvad er det vi skulle snakke om?" spurgte han Caspian uden at se op.

"Altså.." Caspian efterlignede Christopher og tog en menu op.. han kiggede på de mange forskellige retter, og genkendte kun de få han ikke ville spise. "Hrm, jeg har brug for hjælp" tilstod han og skævede imod ham.

"Hvad er alt det her? Lam? Bøf? Ved du det?" sagde han og rettede blikket mod Caspian med et forvirret udtryk. Han bladrede i menuen frem til fiskene. "Ah! Her er noget jeg kender!"

"Med hvad?" spurgte han før Caspian kunne nå at svare på hans første spørgsmål.

"Bøf.. er ko" sagde Caspian tøvende, selvom han ingen andelse havde om hvad en ko var. Så kom han i tanke om at han gik i 'ko drenge bukser'.. dybt forvirrende de mennesker. "Jeg tror bare jeg tager sådan en bøf.." sagde han og lagde så menuen ned.

"En af mine.. bekendte" begyndte han tøvende "er kommet ud i nogle problemer"

"Ko...drenge bukser? Hvad er en ko overhovedet? Det lyder som en slags...ædelsten?"

Han udvalgte sig en tilfældig fiskeret. Det kunne være ligemeget hvad det var for noget, så lagde han menuen ned.

"Du er modig for at give dig til at spise noget du ikke ved hvad er." sagde han og grinte.
"Hvem er det? Og hvordan kan jeg hjælpe?"

"Ko.. måske, men det lyder da som kød.." sagde han tøvende. Det havde også smagt som en slags kød. "Hans navn er Nikolas" sukkede Caspian og så ned i bordet. Tanken om Nikolas ansigt fik hans mave til at krumme sig sammen af skyldfølelse.

Måske var det bedst at lade det ligge. Det virkede for følsomt.
"Er du ok?" spurgte han og prøvede at lyde så sympatisk som muligt.

"... jeg fik ham fanget" sagde Caspian og knyttede sine næver "lige nu er han fanget i et akvarium hos en eller anden rig troldmand.." han så op på Christopher "jeg må redde ham.."

Christopher trak hovedet tilbage i overraskelse.

"Er der mennesker der gør det?" sagde han seriøst. "Hvor...afskyeligt." fortsatte han.
Han kiggede Caspian ind i øjnene og sagde:

"Jeg skal nok hjælpe dig."

"Virkelig?" Caspian åndede lettet op, han havde ærlig talt regnet med han sagde nej. "Det skal ske så hurtigt som muligt.."

"Ja virkelig." sagde han.

"Jeg er bare glad for at jeg får andre havfolk at kende, jeg føler mig lidt alene i den her by."

"Jeg kender følelsen" sukkede han og smilede til Christpher "ok.. jeg skal finde en måde at komme ind på, jeg har fyrens adresse.. men det er alt"

"Hm. Ja. Det er problematisk. Har du set stedet?" spurgte han. Det her blev svært.

"Ja, noget af det" sagde Caspian tøvende. Han vidste både at der var alarmer, og vagthunde..

Christopher skar en grimasse. "Uha...det lyder ikke så rart. Og du er sikker på vi ikke bare kan tale med ham? Eller bestikke ham?"

"Jeg tvivler.." Caspian så alvorligt på ham "han har betalt mange, mange penge for Nikolas.. det er noget af en skat at have et levende havmenneske som kældedyr.." han havde lyst til at slå en eller anden ned når han tænkte på hvad Nikolas måtte føle lige nu. Mest af alt sig selv..

"Ok. Så mange penge har jeg heller ikke. Desværre. Jeg ser din pointe." sagde han.

Han ville også være sikker på at bruge dem på noget rigtig godt. Han kendte ikke den han skulle redde, men han kunne ikke bare vende den anden kind til når der blev begået så afskyelige forbrydelse. Han kom til at tænke på sin egen forbrydelse.

"Min var noget andet, det var for min egen overlevelses skyld."

"Men, må jeg spørge hvordan du fandt mig?"

"..." Caspian så lidt på Christopher "ok så.. sandt at sige er jeg vagt i byen Seashell.. jeg kender til dig fordi jeg har undersøgt hele din historie med skattesvindel.."

Christopher lod et nervøst "Ehhhh..." ud . En svedperle dryppede fra hans ansigt, men han blev hurtigt rolig igen.

"Så, hvordan kan det være du vil have hjælp fra en kriminel? Jeg mener, er du sikker på at du vil have din plan finansieret med ulovlige penge?" sagde han som om han var ligeglad med om folk hørte det.

"Det må være derfor han har søgt mig ud. Han ved jeg har svindlet i skat og ved derfor at jeg har resurserne til at finansiere hans planer..."