isoleret elver kommer til byen for første gang //alle er velkomne//

Dato : 20 febuar
Årstid : Vinter
Dag : onsdag
Vejr : Kølig men solrig dag, føles som forår
Sted : Byen i trækronerne
Tid : 10:24
Omgivelser : Massere af larm fra elverne i byen. Især fordi det er årets første rimeligt varme dag.


Khaálip har efter lang tids søgen endeligt fundet Byen i Trækronerne, han er så overvældet af alle de elvere han ser, at han ikke ved hvad han skal gøre. Han vælger at sætte sig på en bænk i byen, helt forfjamsket. Her sidder han og prøver på at opsuge alle de overvældende sanseindtryk der er i byen.

Sabrina kommer gående ind i byen og kigger sig omkring, det er mærkeligt at befginde sig i en elverby igen, det er næsten for meget for hende. Hun stopper og og prøver at samle sig selv, hun kan ikke begynde at stå og græde nu. Hun har brug for at sidde lidt, brug for at kunne samle kræfter før hun gør videre. Hun sætter sig på en nært stående bænk ved siden af en anden elver(Khaálip).

Khaálip farer sammen, en elver(Sabrina) har sat sig ved siden af ham. Han kigger undrende på elveren. Han kigger ned, kigger op på elveren, kigger ned. *Så det er en kvindelig elver, jeg havde ikke troet de var så forskellige fra mig* fare gennem hans hoved. Han ved ikke hvad han skal gører

Sabrina sidder lidt og samler sig, hun lægger ikke rigtigt mærke til elveren ved siden af sig, faktisk prøver hun på at lukke hele verden væk, bare så hun kan få et par minutters fred. Hun vidste hun ikke skulle være kommet.

Khaálip kigger op igen. Når han kigger ud over byen bliver han så overvældet af mængden af elvere og andre væsner. Efter at have kigget ud over byen i noget det føltes som et en evighed, falder hans øjne på elveren ved siden af ham igen. Han kan se at hun har det meget svært, men han ved ikke hvad han skal gøre.
Efter et øjebliks tøven tager han dog mod til sig, og taler til elveren. "D-d-dav" siger han, stammende af nervøsitet.

Sabrina bliver med et revet ud af sine tanker, da elveren ved siden af hende begynder at tale til hende. Hun kigger på ham og smiler lidt usikkert, "hej".

Hvilken stemme! Khaálip høre knap nok orderne der kom ud af elverens mund. Efter at have brugt hele sit liv i isolation, bliver han helt mundlam af denne bløde stemme. Men han røster svagt på hovedet, som han har for vane når han skal tage sig sammen, og spørger lidt mere selvsikkert end før "Kan det passe at du, hmm, at du er af hunkøn?"

Sabrina kigger overraskede og lidt forvirret på ham, så kigger hun ned ad sig selv, hendes tøj er selvfølgelig lidt lasede og beskidt, men det gør det da ikke umuligt at se, at hun er en pige? "øh ...ja?" siger hun lidt spørgende og betragter ham undersøgende.

Khaálip kan se på elveren at spørgsmålet forvirrede hende. Efter at have brugt et øjeblik på at tænke sig om, går det op for ham, at han også ville blive forbavset hvis nogen forvekslede ham, med en kvindelig elver, nu hvor han havde set en, og at det måtte være endnu mærkeligere for en der var vokset op med at kende til dette andet køn. Bange for at have stødt denne første elver han nogensinde havde mødt. "Undskyld, det var ikke min mening at fornærme dig, jeg er bare så forvirret over hele den her by, og alle de her elvere." sagde han undskyldende.

Sabrina så undrende på ham, var han også ny? Hun nikkede lidt og prøvede at komme med et velkomment smil, men det har nok ikke set helt ægte ud. "Øh ... er du da ny i byen?" spurgte hun, "og bare rolig, jeg blev ikke fornærmet" fortsatte hun og smilede svagt, det var helt rart at være blandt folk der behandlede hende med en hvis form for høflighed igen.

Khaálip kunne ikke lade være med at bemærke at elveren smilede til ham, men han havde en følelse af at hun holdt et eller andet tilbage. Hans tanker faldt hurtigt på hvordan hun sad inden han henvendte sig til hende. "Hmm, ja det er jeg, kom her til fra dybt inde i skoven" Svarede Khaálip og tænkte tilbage på sine mange år som enebore. "Hvad med dig? Kommer du her tit?" Spurgte han langsomt, mens han så alvorligt på hende

Sabrina så lidt undrende på ham, det virkede underligt, at han ikke havde været her før, så ung så han heller ikke ud. Selvfølgelig boede der elvere alene i skoven, men de plejede da at komme til byen af og til. "øh, nej" sagde hun, "jeg er kommet her til området for nyligt" hun tøvede lidt, men besluttede sig så for at spørge, "... undskyld jeg spørger, men hvorfor har du ikke været her før, hvis du bor i denne skov?".

Khaálip sad stille og tænkte lidt over spørgsmålet. Imens han sad og funderede over hvordan han skulle svare, gik det op for ham, at han helt havde glemt de manere som Kjartan havde lært ham da han var knapt andet end spæd. Khaálip rækker lidt nervøst sin højre hånd frem, smiler lidt alvorsfuldt og siger "Mit navn er Khaálip og når jeg kender dit navn, vil jeg fortælle dig min historie"

Sabrina tager imod hans hånd og trykker den, "mit navn er Sabrina" siger hun med et blegt smil. Mens hun trykker mandens hånd, håber hun, at han ikke opdager hvor beskidte og lange hendes negle er. Hun vaskede sine hænder inden hun tog afsted, men det var stort set umuligt at få det alt sammen væk, uden at klippe neglene og hun manglede en saks.

Khaálip kan ikke lade være med at ligge mærke til den symbolske betydning håndtrykket har for ham. Det var første gang i hans liv at han rørte ved en anden elver.
Han bruger lidt tid til at sidde og tænke sig om over hvordan han skal fortælle sin historie.
"Da jeg var ganske lille, ja faktisk spæd, afleverede mine forældre mig hos en gammel mand som boede dybt inde i skoven. Han hed Kjartan, og havde brugt hele sit liv på at forske i Aterswells forskellige racer. Han oplærte mig i en basal viden om racerne. Han lærte mig også alt hvad jeg skulle vide for at kunne leve alene i skoven. Men da jeg var 17 døde han, og der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det. Han var en gammel mand. Siden da levede jeg i hytten, jeg brugte meget af tiden på at finde redde i hans noter. Da jeg fyldte 125 valgte jeg at tage afsted der fra, for at færdiggøre Kjartans forskning. Det er over en måned siden jeg forlod vores hjem i skoven. Men denne by er det første sted jeg har mødt andet end dyr"

Hun lytter interesseret og ser medlidende på ham, da han fortæller at den gamle mand døede, "det er jeg ked af at høre" siger hun og blinker et par gange med øjnene, "det er aldrig rart at miste nogen ...". Hun kigger lidt på ham, 125, så var han altså ældre end hende, og han havde aldrig før mødt andre elvere? "så ... du har levet væk fra vores folk i al den tid?".

Vores folk, det lød mærkeligt i Khaálips øre. Han havde svært ved at se sig selv som en del af andet end skovens normale cyklus. Lidt prøvende siger han "Vores folk? Ja det kan man vel godt sige jeg har."

Hun nikkede lidt, det måtte være ... tomt. ikke at have familie og venner omkring sig. Hun så væk og trak vejret dybt, på en måde var det ikke så forskelligt fra, hvordan hun havde det nu. "... hvordan er det?" spurgte hun.

Spørgsmålet forvirrede Khaálip i et øjeblik, hvordan var hvad? Men så gik det op for ham. Hun talte om den følelse af tomhed han havde følt da Kjartan døde, følelsen af at være alene. Den tomhed som havde fået ham til at tage dyr med sin ind i hytte. Den tomhed som havde fået ham til at leve med dyrende som sin familie. Han svare stille "Det er som det er. Jeg er ikke opvokset som dig, jeg er opvokset med dyrene som min familie."

Hun nikkede lidt, det var svært at forestille sig, for hende lød det ret trist, "ok" sagde hun, ikke helt sikker på, hvad hun ellers skulle sige. Hun sukkede lidt og kiggede ud over byen, "så, nu hvor du er her, hvad syntes du så om byen?" spurgte hun, mest for at have noget at sige.

"Byen? Hmm, den er meget travl." Sagde Khaálip. Han kunne ikke rigtig forstille sig hvordan det måtte være at have vokset op et sted som her.

Hun nikkede og kiggede sig lidt omkring, "ja" sagde hun, "det er også en stor by". Den var meget større, end den lille landsby hun var vokset op i, tanken om den gav hende en klump i halsen og en tung følelse i maven, så hun skubbede den hurtigt væk, "alle byer er ikke så store og travle, nogen af dem er ret hyggelige" hun sank en klump og prøvede at skubbe minderne tilbage.

Han kiggede lidt på hende, hun så ud som om at det var hårdt for hende at tale om byen, men han kunne ikke rigtigt finde ud af om han skulle skifte emne eller spørge hende om det. Efter lidt tid spurgte han "Hvad bringer dig ellers til byen?"

Hun smilede svagt til ham og overvejede det lidt, "det er længe siden jeg har været i en elverby, eller i det hele taget sammen med elvere" svarede hun ærligt, "så jeg tænkte jeg ville tage forbi, bare for at se det igen".

"Hvordan kan det være du ikke har været i byen så længe?" Sagde han nysgerrigt, og smilede vagt til hende.