Gammel i gården, Ny i Byen (Åben for Alle)

Natten var kølig, og luften var ren i parken. Himlen var skyfri, og den halve måne lyste småt op, sammen med de mange stjerner. Nogle få lygter langs stien lyste op, og brød nattens mørke. Ingen mennesker var at se, men liv var der nok. Små dyr kunne ses, og fugle kunne hørers. Kun en enkel skikkelse brød dette fredelige billede, som sad på en bænk under en af lygtepælene.

Han var omkring de 1,80, og så meget ung ud. Hans lange hvide hår lå hen over skulderne, som endte omkring livet på ham, mens meget af det stadig løb ned langs hans ryg, og sluttede omkring hoften bagpå. Hans brune øjne virkede underlige, men ikke så man kunne sætte fingeren på, hvad det kunne skyldes. Hans hud var meget lys, og meget fin med mangel på fejl. Han sad med et charmerende smil, og med en meget afslappet holdning. Han havde flot sort åben skjorte med ærmer så lange som en almindelig T-shirt, sammen med et par mørke jeans og fine, men slidte, spidse sorte lædersko. Han havde en okay fin overkrop, ikke muskuløs, men stadig meget pæn, og en lille del af et ar var synligt omkring hans højre brystkasse. Han havde en mørkegrøn skuldertaske hængende ned af sin højre side, nede omkring hoften, af samme design som den unge mennesker ofte brugte til deres skolebøger på højere uddannelser, som hvilede på bænken.

Han sad med en lille sort bog af læder og en kuglepind, og kiggede sig omkring, mens han nogen gange skrev ting ned i sin bog. Han så ud til at iagttage naturen, som den så småt bevægede sig rundt på jorden, mens han smilede for sig selv.

Azariel lod blikket falde in mod parken, og begyndt roligt at tænke at dette ville nok være et acceptabelt sted for sin jagt, han havde sin jager kniv, samt lod bliket rundt i mørket, det var som dag for ham, og han nyd at være på sit eget sted og hjemme bane næsten, dog var spørgsmålet om folk ville storme mens han var på jagt, men så aligevel, det var jo bare dumme dyr, som resten af disse flokke ynkelige dødelige mennesker.
han lod blikket rundt for at finde sit offer, og så en mand på en bænk.
*hmm endnu et offer, og endnu et bytte* han lod sit sværd forblive ved holderen, og lod sig selv listigt snige sig nærmere for at få et klare position til at overveje sit træk om han skulle skyde offeret med den pil og opaknings bue han havde i sin rygtaske, eller blot bruge den gammel dags metode og dræbe ham der hvor han står.
mennesker var anderledes væsner i forhold til dyr, for mennesket kunne man jo ikke forudse ligesom andre dyr, deres tanker var jo trods alt selvstændig og ikke fulgte deres instinkt.
*hmm mon dette dyr tør snakke til, men så aligevel hvorfor skulle man ikke dræbe dette, der ser jo ikke ud til at være andre, og han ser ud til at være et ret let bytte, min skindet kan jo bedrage*

Rekoj skrev endnu lidt i sin lille bog, hvorefter han lukkede den, og lavmælt sagde "Færdig for i nat." Han lagde både bogen og kuglepennen ned i sin taske, og satte sig godt tilbage mod bænkens ryglæn, og kiggede op på stjernehimlen.

azariel overvejed at sende en pil mod hans åbne bryst, men lod sig selv falde ned og nærme sig i mørket, hans hvide hår gik ham lidt over brystkassen, mens han med hvide og kolde øjne kiggede på mennesket, hans hår virkede ikke til at være menneskelig, der var alt for få til at ønske at farve deres hår hvidt, så måske var dette en sortelver, også aligevel, hans farve virkede ikke til at være af samme slags, så han nærmede sig roligt mod ham, med blikket rattet mod hans ansigt, og stoppede så lampen kunne vise hans føder i skyggen, hans påklædning er det som man ser på billedet (avatar) og han viste at hvis det har en anden race end menneske er det ikke et bytte han har rettighed til at jage, selv om det dog er fristende.

Rekoj sad, og tænkte tydeligt for sig selv, men hans tanker blev afbrudt af 2 ting. første var manglen på lyd, som først havde alarmeret ham. Dyrene var blevet stille, som hvis noget havde skræmt den, og det lod ham vide, at der var noget galt, hvorefter han hørte fodtrin, som virkede større end almindelige dyrs fodtrin, som bevægede sig tættere på ham. Han tænke, at det nok bare var et menneske, som var kommet til parken, men det undrede ham at det menneske skulle prøve at snige sig tæt på. Han forberedte sig i sit sind på, hvad der måtte komme, efter han havde givet sin følgende reaktion. Han kiggede ned fra himlen, og kastede hurtigt et blik rundt, som blev fanget af nogle fødder, som hang sammen med en større skikkelse. Han smilte bare i retningen af skikkelsen, og brød selv stilheden med et varmt; "Godaften."

azariel stod og kiggede lidt undersøgende, ''hvorfor er du her ude alene?'' azariel lod sig nærme ham, og undrede sig stadig med armene overkors, og lod højre arm inderst i tilfældet af at han skulle være fjendlig, men stadig på vagt overfor dette væsen han stod overfor, af at dømme på hans krop ville han gætte på menneske, men håret virkede af elvisk afstamning, men om det var sort elvisk eller skov elvisk kunne han ikke sætte finger på.

Nu da den fremmede havde trådt frem, kunne Rekoj se ham bedre han. Han så ham an, mens han begyndte at tænke højt; "Hmm, Mørk og glat hud, men samtidig hvid hår. Normalt ville jeg sige, du ikke var herfra, især når jeg ser på dine øjne." Rekoj holdt en kort pause, hvor han kiggede intenst ind i Azariels øjne, hvorefter han fortsatte; "Du er sortelver, hvis jeg ikke tager meget fejl." Rekoj sendte Azariel et smil, og lukkede sine øjne sammen mens han gjorde det, og lo muntert; hvorefter han atter kiggede på Azariel og sagde; "Jeg må indrømme, det overrasker mig lidt at møde en af jer her i parken, siden jeg ikke har mødt mange sortelver generalt. Glæder mig at møde dem. Mit navn er Rekoj." Rekoj fortsatte med at smile, selv om han fornemmede, at dette møde måske ikke ville udvikle sig positivt.

''før jeg fortsætte skal jeg vide noget helt på det rene, eftersom min lov forbyder mennesker, hvis de altså er et, at vide noget om os, men nu til spørgsmålet, hvad er du, for menneske virker du ikke helt at være samt også hvorfor dine træk af kropsbygning virker elvisk når din stemme virker menneske? det er mig en gåde hvis du kan fortælle mig dette.'' azariel havde en hvis vanne med at blot gå direkte til sagen uden at formulere det til små søde parker, han fortrækkede at være direkte istedet for lusket og udspekulerende, han lod blikket på hans hår og undrede sig stadig, hvor efter han stod lidt roligt men med arme over kors, og kiggede roligt på ham
*dette væsen er ikke menneske, der er noget... magisk over ham, jeg kan mærke det, det er et eller andet jeg ved det bare!!!* hans tanker virkede som en eksplotion inden i ham selv for at vide hvilket slags væsen han stod overfor, eller om han bare nu har dummet sig og stod nu overfor et menneske som havde forbindelser med sortelvere.

Rekoj smilede, og sagde derefter roligt; "Mit navn er som sagt Rekoj, Rekoj Eltori Amonan, og som de nok kan høre på navnet, er jeg af elvisk herkomst." Rekoj lænede sig endnu engang tilbage mod bænken, satte sit højre ben overkors med sit venstre, som en halv skrædderstilling, med kun det ene ben og lagde sit hoved afslappet i sin højre hånd, hvor resten af armen hvilede på det højre ben. "Normalt plejer elverne at være på dårlig fod med sortelverne, og det samme den anden vej rundt, men for at være ærlig, finder jeg det rart endelig at kunne snakke med en, i stedet for altid at løbe." Rekoj smilede, mens han ikke kunne lade være at smågrine. Han sad meget afslappet, men samtidig også meget blottet.

azariel lod bliket rundt, for at sikre sig ingen var i nærheden, hvor efter et smil dukkede frem på sine læber ''mennesket er en underlig skabning, men krigen er være, det bringer flere og flere døde fra begge fronter, så hvorfor fortsætte denne idiotiske krig.'' azariel nærmede sig roligt, han havde gået fra at jage et bytte til at ligge våbnet og snakke med det, det var ikke noget han plejede, men dette væsen virkede rolig, og selvsikker, måske en ny ven han kunne komunikere med, dog ville hans præstinder ikke være spicielt glade for dette.
''hvorfor skulle vores intriger og krig være på denne måde, alt liv fra begge fronter bliver tabt, og livet omkring os dør samtidig også, det overasker mig dog at vi har kunne holde vores krig skjult for mennesket i så mange årtudsender. ''

Rekoj smilede. "Jeg er enig. Ingen på vores side af krigen kan huske, hvordan krigen egentlig startede, men alle mener dog stadig, det er sortelverne der begyndte." Rekoj begyndte at småfnise. "Og jeg er da også helt sikker på, at det er det samme der bliver sagt hos jer, med at det hele er elvernes skyld." Rekoj tog sine briller af, som afslørede hans øjne. Hans sande øjne. Det brune fra dem forsvandt, og blev erstattet med safir-blå pupiller. "Men hvis jeg skal gøre mig fortjent til at høre om sortelverne, og måske lidt om den, gætter jeg på de gerne først vil hører noget om mig."

''hvorfor er elver ikke i skjul som os?, dette er mit eneste spørgsmål i øjeblikket, for jeg kan ikke forstå hvorfor at du klæder dem som alle andre mennesker?'' azariel gik roligt og satte sig ved siden af ham på bænken ''hvis du kunne stoppe denne krig ville du så gøre det?'', en let vind bredte sig igennem parken, og flere og flere tanker blev lagt i azariel's hovede, hans tanker om at denne menings løse krig som var started, og muligheden for at stoppe det, om det overhovedet var muligt, for begge parter vil miste lige mange krigere, og lige mange folk som de havde nær vil gå tabt.

Rekoj tænkte lidt over spørgsmålet, og svarede derefter, stadig meget tænksomt; "Jeg tror ikke at jeg ville gøre noget, da det ikke er op til en mand. En kamp udkæmpes mellem et minimum af 2 personer, og en krig af minimum parter." Rekoj sukkede kort, og strøg en kort gang sit hår tilbage; "Jeg ville glædeligt være med til at stoppe krigen, men jeg ønsker ikke at udkæmpe den. Hvis krigen skal få en fredelig ende, kan den ikke opnås på kun en side, og siden vor folk ikke er på talefod, sker det sjældent, at så meget som bare muligheden for at tale om det kommer til stedet." Rekoj kiggede kort væk, og så igen på Azariel. Han grinte kort, og sagde så; "Undskyld, nu kom jeg ud i en længere forklaring, frem for et svar. Mit svar er både et ja og et nej. Hvis jeg kunne stoppe krigen, ville jeg gøre det, men hvis jeg stod alene om det, så nej."

''tja.. det sandt, ville ønske krige var væk, men hvis de ikke var der ville det jo skabe ubalance og overbefolkning, så spørgsmålet er bare, hvad gør vi for at sikre at vi ikke bliver overbefolket hvis der kom fred, men ja alle har hver deres meninger mens både sortelver og elver mener at krigen gavner os, og når jeg mener os er det fra begge parters side, men det eneste vi trods opnår er mere død, og ødelæggelse, samt mere og mere had til hinnanden.'' azariel lod blikket rundt for at sikre sig at ingen var i nærheden ''normalt ville min herskerinde befalde at jeg skulle dræbe dig på stedet, og omvendt at deres konge vil befalde mig død på stedet, men de virker rolig over at vi taler sammen? hvordan kan det være? spørg jeg nysgerrig''

Rekoj åndede dybt ud, og kiggede lige op på himlen; "Jeg har ikke talt meget med min konge, eller levet meget efter mine forfædres veje. Jeg har rejst rundt, og lært fra omkring i verden, hvad der er i verden. Jeg forlod for mange år siden elvernes vej, og har betrådt min egen." Rekoj kiggede tilbage på Azariel, nu med et alvorligt blik; "Men tag ikke fejl. Elvernes blod flyder i mine åre, og skoven er der jeg har hjemme. Hvis min konge ville beordre mig til noget, ville jeg nok følge den ordre, men indtil han gør, vælger jeg min egen vej."

at følge sin egen vej lyd ikke så tosset, dog gav det ikke meget mening i azariels hoved, han havde jo lært at ens plads var hos sin herskerinde, men aligevel ville han snakke med dette væsen, måske af ren nysgerrighed, og oven i købet en elver, det ser man i hvert fald ikke tit, ''sandt, alle må vel følge ordre, men spørsmålet er bare, om man gør det af frygt eller loyalitet'' han lod blikket på elveren med et venligt smil, og kiggede der efter ud i natten ''hvis man skulle beskrive elvere og sort elver ville elvere være dagen, og sort elvere natten, både symbolsk, og hud messigt, samt også hver deres leve måder.''

Rekoj tænkte meget, da dette var en meget speciel samtale for ham. Kun 2 gange i sit lange liv havde han før snakket så længe med en sortelver, uden de prøvede at stikke ham ned, eller sætte ild til ham. Han måtte tænke meget over de spørgsmål og bemærkninger, som blev givet; "På nogle punkter har du helt ret, men på andre punkter er det ikke sandt. Jeg ser det mere som 2 slags opdagelser, som nu har været med os så længe, af det ikke kun har lagt sig i vores tanker og sind, men også i vores kroppe. På mange måder er vi kun så forskellige fra hinanden, som sorte og hvide mennesker er for hinanden, men på andre punkter er vi dog meget forskellige." Rekoj tænkte kort, før han fortsatte sine åbne tanker; "Og dog tror jeg, at de punkter hvorved vi er forskellige, blot stammer fra vores kultur og opdragelse. Det er kun en teori, men uanset hvad, så er det som er sket sket, og vi må blot prøve at overleve for nu, side om side, som enten venner eller fjender. Både som samfund-" Rekoj kiggede nu direkte ind i Azariels øjne; "-og som individer."

et let smil kom på azariel læber, og kiggede roligt på ham ''det er sandt, gid der var flere elver som dig, det kunne give vores 2 racer fred, og fordrag i et stykke tid, blot for at lade vores to racer blomstre, men også hvis vi havde flere neutralle folk fra sortelvernes front selvfølgelig, dog overasker det mig hvorfor en ting, vi har vist ikke helt fortalt hinnandens navne. . .'' han lod en hånd roligt frem ''Azariel Uriel Zeraciel''

Rekoj iagttog kort Azariel, før han tog hans hånd; "Rekoj Eltori Amonan, blandt elvere kendt som Den Rejsende" Rekoj var meget overrasket over sådan et møde, som han havde fået. For kort tid siden havde han været klar til at kæmpe for sit liv, og nu virkede det som om, at han havde fundet en, som var villig til ikke blot at lytte, men også fortælle. Rekoj smilede stort til Azariel.

''interesant sammen hæng, dog er jeg kun kendt som dronningens tortur mester, men aligevel finder jeg stadig historier om andre's rejser facinerende, så fortæl mig om de vil, hvordan er verden uden for skoven og underverden, har ikke bevæget mig ude i mennéskets verden i over 1.200 år nu. . .'' han smilede let og kiggede roligt på ham azariel lod blikket vidre mod skoven rundt omkring den, det var roligt og vinden omkring dem var som en brise, han forstod godt at elver fortrak skoven, men underverden var dog stadig hans hjem, det var et eller anden form for essens i følge azariel, men han nyd stadig at være uden for en gang i mellem..

Rekoj smilede, og sagde; "For et menneske, som kun lever for omkring 80 år, ville det svare til du ikke havde være ude i 35 år, så der er sket mere end du nok kan forstille dig, og finde ud af de første par år herude. De fleste andre racer lever i meget kortere tid end vi, men ønsker stadig mening med deres korte liv, så de udgøre faktisk en masse, på meget kort tid. Menneskerne specielt har udviklet sig, og selv om de stadig er svage, og ofte uopmærksome, er de stærke som en samlet race, og har teknologi, som på mange måder er lige så farligt som magi er idag." Rekoj tog en dyb indånding; "Kort fortalt, så har verden ændret sig betydeligt, men jeg finder, at den bedste måde at forstå det på, er ved at se det for en selv."

''men deres tøj har ikke ændret sig, de er blevet grimmere med årene, og deres tøj har ingen funktion, de kan hverken forsvare sig imod hårde slag fra et våben, ej heller at forsvare sig imod et sværd hug, de fortrækker ild våben hvis kraft flyver med metal, dette er blot en kopi af magiens kraft og blot en ilusion i mine øjne'' azariel lød lidt iriterret over at mennesket har ændret deres livs vanne ''hvis du ser hvor mange katastroffer og liv mennesket har taget gennem årene, så som. hvad er det nu han hed, hitler!, en som slagtede flere tudsende af samme race som mennesket, og det udgør flere og flere størrelser af døde ofre, men af ren nysgerrighed, hvad gør i når menneskene fæller jeres skove?'' han kiggede lidt bekymret, han havde hørt menneskenes større begær for at dræbbe naturen og udnytte en hver råstof.

Rekojs smil forsvandt, og en alvorlig mine faldt på hans ansigt. Han kiggede bare foran sig, uden forkus på noget bestemt, mens han tog en dyb indånding; "Det er forskelligt for hver enkel elverklan, men det mest populære er enten ulykke for arbejderne, som prøver at fælde vores skove, eller at narre dem til at tro, de han fået hvad de ville, ved at bruge magi til at give dem træ, og så få dem til at forsvinde. Der er dog også andre, som gør langt være ting, og andre igen, som bare flytter." Rekoj var ikke glad for at tænke på det, fordi på det punkt havde Azariel ret. Menneskerne havde forrådt naturen. Rekoj fik en lille del af hans smil tilbage da han fortsatte; "Det er derfor jeg i sin tid satte organisationer som Green-peace, udtryk som flower-power, og idéer som genbrug i gang, og lod mennesker der bekymre sig om naturen, arbejde de ting op, til hvad de er i dag."

han smilte roligt på ham ''smart, men på et tidspunkt vil mennesket jo udnytte naturens råstoffer, og det vil nok ende med at de går i undergrunden, vi har jo allerede mærket en af menneskets mest kendte værker af blood udgivelser, både i den menneskelige by heroshima og nakisaki'' han kiggede roligt på ham ''jeg forstår godt deres bekymring om skoven, men hvis mennesket fortsætter med at udrydde naturen, og ødelægge miljøet vil træerne dø, og elver racen vil blive afsløret'' han kiggede med et bekymrende ansigt ''hvis skov elver racen udør vil underverdens race tag aktion og min dronning vil nok begynde den første krig mod verden som vi kender den, eller værre, måske er hun nådig nok til at slave binde mennesket, som dog stadig den dag idag er aber, og dyr som mangler at blive tæmmet og..'' azariel stoppede da han bed mærke til at han begyndte at tale som en af hans eget folk ''beklager min opførsel, det er desværre en del af min natur'' han kiggede roligt på Rekoj ''kan de tag imod min dybeste beklagelse over at virke fustret og vred'' han lod blikekt ud i parken og ventede på svaret fra Rekoj's læber som skulle komme..

Rekoj kunne mærke alvoren i hans ord, og svarede; "Det skal du ikke undskylde. Det emne har det med at gøre os alle lidt mere end bare irriterede. Elverne bruger stadig deres magi til at begrænse og udbedre skader, som menneskene har forvoldt, men det vil nok ikke vare mere end 100 år, måske mindre, før vi bliver nød til at være mere direkte omkring det overfor dem." Rekoj kunne mærke emnet trykke på ham, men havde også bidt sig mærke i noget helt andet; "Men må jeg spørge dem Azariel, om noget mere personligt?"