Gammel i gården, Ny i Byen (Åben for Alle)

azariel lod blikket roligt på ham ''sevlfølgelig, min ven'' han smilede roligt og betraktede næsten væsnet han sad ved siden af som en ven, han virkede venlig og et godt selskab var han da, men aligevel skulle han sikre sig at ingen fare skulle være i nærheden hvis han skulle få kontakt med ham, dog lod han stadig blikket hvilende på ham, og lyttede til hans spørgsmål, mens blikket lod omkring dem. . .

Rekoj tog en lidt dyb indånding, og kiggede lige frem, mens han lod ordrerne fra hans tanker komme frem; "Azariel, jeg er blevet meget positivt overrasket, og det meget gode selvskab du bringer med dig, men jeg er også blevet forundret. Jeg ville hade at være racist, men det ligger desværre meget tæt på, hvad jeg nu vil spørge om." Rekoj kiggede direkte på Azariel, for at kunne se reaktion til hans spørgsmål i hans øjne; "Du virker anderledes, end hvad jeg nogen sinde havde forstillet mig. Kun 2 gange har jeg mødt sortelvere, og begge gange har det endt i kamp. Mit folk har fortalt historier siden jeg blev født, og mange andre racer frygter jer også. Du virker bare så anderledes, så rolig og fredelig, at det ændre mit syn på hele dit folk som et." Rekoj holdt en kort pause, for at samle tankerne, så de ikke løb helt fra sig; "Mit spørgsmål er der, hvad er det Azariel, der gør dig så anderledes, end hvad jeg før har set og hørt?"

azariel drejde ansigtet så han kiggede nu roligt på ham ''det er let at svare, for mindre end 2 uger siden støtte jeg på en af jeres slags, jeg overvejde at slagte personen, men. . .'' han tav sig kort og kiggede ud i parken ''hun ændret mit syns punkt på jer elver, at leve i krig gavner os ikke, og tro mig om de vil, var jeg gennem mine 2.000 år blevet inspiret af en elver jeg for mindre end 2 uger støtte ind i, og hvis navnet tidligere var kendt for Den uskyldige hævn og oven i købet var en elver, dette var langt over min fatte evne, for jeg har gennem så langt tid troede at denne person var en storslået sortelver som drabte sine egne klasse kamerater, men når man finder ud af at det er en skov elver, bliver man overasket, og næsten chockeret, og dette fik mig til at indse at selv elver har dårlige tindenser og tortur metoder'' han kiggede roligt på Rekoj ''det var det som ændret mit liv fuldt stendigt, og det fik mig til at lave et løfte om at jeg ikke vil jage skov elver, så længe at de lod mig være i min egen jagt, og tortur metoder, som jeg bruger til dagligt'' han smilede lidt roligt og kiggede lige ud i parkens skov ''vi alle har vores metoder til at udgive blod, men efter at jeg fandt denne elver for mindre en få uger siden, har mit liv givet mening, og den mening som vi har ført krig på er en barnlig og selvisk grundlag''

Rekoj kiggede meget overrasket på Azariel, men smilte derefter, og kiggede endnu engang på stjernerne. "Hun lyder som en helt speciel elver for dig. Lyder som om du har følelser for hende." Rekoj grinte meget glad, og syntes det var helt underligt at hører. Rekoj var normalt på ingen måde forstående overfor, hvorfor folk skulle skade andre, men at en elver skulle kunne have påvirket en sortelver på så kort tid, i sådan en grad, gav ham håb for fred. "Underligt jeg aldrig har hørt om hende, men så igen, så har jeg ikke brug særlig meget af mit liv blandt elverne. Jeg er brugt min tid på en del andet." Rekoj sad nu bare og kiggede op, helt afslappet, med et smil på læberne.

han kiggede lige ud i parken ''følser. . . tja.. en mulighed, men at jeg efter så langt tid har lært at følser er blot et midle for at formørke ens sind for sin rigtige mission, men ja så aligevel, at vide mere og sine venner og eller fjender er bedre end at fra stå dem, måske er det som mennesket kalder kærlighed som er mellem mig og hende, dog undre det mig hvad kærlighed er, men måske kan du forklare mig det Rekoj?'' han lod blikket roligt på ham med et roligt ansigt. . . *mon han har lært mere af mennesket end elver, ikke så tosset ven at kende*

Rekoj smilede, og syntes at det var meget interessant, at hører om Azariels følelser. "Man kan ikke fortælle andre, hvordan de føler kærlighed. Det er forskelligt for alle. Nogle bliver meget generte, andre får sommerfugle i maven, som menneskene kalder det, og nogle igen får lyst til at vise deres værd ved hver eneste lejlighed." Rekoj smilede blot.

han smilede lidt over tanken ''problemmet er bare, at hvis jeg skulle vise følser overfor hende, betyder det muligvis at dette vil formørke mit sind i arbejdet, og dette vil skabe et svagt punkt i mit sind, og det kan jeg ikke tillade'' azariel så ud i parken ''dog indrømmer jeg at det er en underlige og fantastisk følse'' han sukkede kort ved tanken og kiggede kort på rekoj ''har de selv oplevede det som mennesket kalder kærlighed?''

Rekoj satte sig tilbage, og tog lidt tid før han svarede. "Ja, det har jeg . Jeg har oplevet utrolige venskaber, og meget andet, men jeg har kun en gang i mit liv mærket, hvordan kærligheden virkede på mig. Det blev dog aldrig til noget, og det er flere hundrede år siden, men jeg kan stadig huske følelsen."

han kiggede underligt på ham ''hvorfor findes kærlighed, det er et tortur redskab til at svække andre væsner, og ligge svagheder overfor overblikket, så man intet kan overskue, mens en indre lyst ønsker at være sammen med det væsen'' han sukkede kort og iriterret, spicielt over at han nu fandt sit svage punkt. . .

Rekoj smålo; "Sådan er der nogen der ser på kærligheden, men som en af de største kræfter i verden, har den så mange sidder og former, at det er helt umuligt nogensinde at se dem alle. Med tiden vil du måske se den styrke, som kærlighed kan bringe med sig." Rekoj rejste sig, og tog sin taske over skulderen igen. Han kiggede op på stjernerne, og betragtede natten, med tankerne forsvindende tilbage til hans fortid.

azariel smilede lidt ''det sandt, man siger det er en af de mest old gamel kunstrener før tiden selv blev skabt, men mit eneste spørgsmål er'' han lod blikket op mod stjernerne ''hvad sker der hvis man samlede kærlighedens essens i et væsen og drabte det?'' han smilede roligt over tanken ''ville væsnet så leve vidre, som kærligheden gør, eller dø som et knust hjerte''

Rekojs smil forsvandt, for han brød sig ikke om tanken; "Jeg ved det ikke. Det tror jeg ikke nogen kan vide."

han sukkede kort og lod blikket på ham ''hvis man samlede kærligheden i et simplet væsen, fx. en rose, som symbolisere kærligheden i sin sande natur, og samt også den røde farve med hovede roden som er et hjerte, ville dette væsen så kunne blive besejret med denne old gamle magi, eller ville den forblive ved med at bort kaste en hver som prøver at plukke denne smukke blomst'' han kiggede op mod himlen ''som der engang blev sagt, Every beutifull rose have its torn mon denne kærligheds essens ville kunne havde det mest kraftfulde våben til at sikre freden mellem vores to racer'' han sukkede kort og lod blikket tilbage mod Rekoj

Rekoj kiggede meget overrasket på Azariel, først med hans ansigt meget fuldt med overraskelse. Han kiggede derefter ned i jorden, mens han tog hånden tænksomt til hoved. Han prøvede at gennemgå det i hoved, og efter de mange år han havde levede, tog det ham ikke mere end et par sekunder; "Det kunne godt virke." Mumlede han. Han kiggede nu direkte på Azariel; "Hvis det kunne lade sig gøre, tror jeg du har ret. Det ville kunne skabe begyndelsen mod fred, men faren er også, at det ville kunne starte åben krig mellem racerne. Det vigtigste er, at det bliver leveret ordenligt mellem racerne." Rekoj stod stadig tænksomt, men kunne ikke fatte, han ikke selv havde tænkt på det.

et let smil kom på hans læber ''alle spændene opdagelser har sine teorier, men hvem ved, måske vil denne blomst opsøge en hver som oplevede kærligheden og suge essensen ud af dem for at kunne nære sig af dens kærlighed, næsten ligesom en kød ædende plante, som blot nære sig af kærlighedens essens istedet for kød '' et let smil kom på hans læber ''et barnligt tanke gang, men stadig en teori''

"Det var ikke det jeg tænkte." Svarede Rekoj stadig tænksomt. Han vendte sig, så hele hans krop pegede mod Azariel. "Jeg vil gerne have lov til at spørge dig om noget personligt, med forlov. Jeg ved ikke hvordan du vil tænke om det, så jeg håber du vil have et åbent sindet." Rekoj tog begge sine arme ned langs siden, og kiggede meget alvorligt på Azariel. Han tænkte på, om det han skulle til at forslå overhoved var muligt, eller om han kunne tillade sig at spørge.

han kiggede med et lidt undrene blik og lod hænderne overkors, ''jo selvfølgelig, hvad er det som dit sind har på bordet?'' han smilede roligt og ventede på hans svar, mens han kunne mærke vinden roligt blæste forbi, og natte himlens klare åbenhed, fri for skyer for at dække dem.

Rekoj tog en dyb indånding; "Elsker du denne elver du snakker om?" Rekoj blev selv helt nervøs efter at spørge, men mere fra hvilken reaktion det ville vække. Han beredte sin krop mod hvad han kunne forstille sig. Han var klar til at forsvare sig, hvis Azariel skulle miste sin selvkontrol, over at blive spurgt om han nærede følelser for en elver, en fjende, både af hans folk, og af hans blod.

han kiggede op mod himlen ''hvis jeg skulle svare fra mit folk ville det være det samme som den gang jeg beordrede mine mænd til at slagte min nærmeste fordi min dronning fandt ud af at han havde en elsker som var elver, barnet som blev født blev sat under navnet gabriel, og jeg opfostret ham som var det mit eget, men under lukket døre, og nu idag er jeg i samme situation, jeg står i samme problem hvis jeg fortalte verden at jeg elsker hende ville verden forkaste mig og dræbe den jeg er, for at elske en elviske race en som næsten deler samme blod som jeg, men aligevel er forskellig pga hudfarve og krops bygning'' han kiggede tilbage på rekoj ''jeg har igennem mange år af meditation lært at behærske mine følser, men denne elviske kvinde sætter dem ude af kontrol og jeg mister mit overblik, noget som jeg personligt hader, men når det er hende er jeg som et lam.. ude af stand til at gøre vold.'' hans blik så kort ned på bænket og der efter mod skoven ''nu et kort spørgsmål til dig, ville du dræbe mig hvis jeg blandet vores racer, hvis jeg blandet blodet mellem det hvide og det sorte, som at blande nat og dag, sol og måne, lys og mørke'' han lod blikket på rekoj igen afventende.