Ups, opdaget - Angeles

Angeles bemærkede hvordan Aia havde det "Hvad med at vi tager hjem til mig og kikke online?" smilede hun og satte kursen mod udgangen. Hun kunne ikke lide at Aia ikke følte sig tilpas så hun ville have den unge pige væk i en fart

Aia smilede taknemligt. "Det ville være rart," sagde hun, før hun forsatte i en lavere tone: "Jeg bryder mig ikke så meget om mange mennesker,"
Det var sandt. Hun hadede mange mennesker, at være centrum og virkelig meget larm.

Angeles smilede "Det gør ikke noget" hun satte sig ind i bilen og fortsatte "De kan være noget så trættene" det var sandt, hun havde i mange samenhæng følt at mennesker var irriterende og højrøstede. Og så elskede hun at shoppe online, så det var ikke noget problem

Aia pustede lettet ud da de var ude af centeret, godt at slippe væk fra larmen. Hun smilede af Angeles' reaktion. Godt, at det ikke var noget problem, hun ville nødigt være fjende med nogen.

Angeles kørte ud fra parkeringspladsen og videre tilbage mod den bygning hun boede i, det var måske på tide at hun tænkte over hvad der stod på menuen til aftensmaden eller om hun bare skulle bestille noget. Hun overvejede det i et kort sekund og besluttede sig for at bestille noget senere

Aia satte sig ind i bilen og sagde ikke så meget på turen tilbage. Hendes mave knurrede lidt, men det var ikke slemt. "Hvad skal vi have til aftensmad?" spurgte hun forsigtigt. Hun var nysgerrig, men bange for at gøre Angeles vred eller fornærmet.

"Jeg er ikke sikker, men hvis du er sulten kan vi købe noget med et eller andet sted" svarede hun glad uden at tage blikket fra vejen. Hun kom i tanke om resterne fra tidligere, men hun havde nu mere lyst til noget friskt

Aia nikkede. "Det ville være dejligt," sagde hun forsigtigt. Så så hun ned på sine fødder. "Du må undskylde, at jeg trænger mig så meget på," sagde hun og mærkede tårer komme op i øjnene. Hun kunne stadig ikke fatte, at nogen ville købe både mad og tøj til hende og hun ønskede ikke at bruge Angeles' penge.

"Det skal du ikke være ked af, jeg elsker at forkæle folk der har brug for en pause." smilede hun. Angeles vidste godt at hun elskede at give gaver og gjorde det tit, hvis hun mente at en person havde fortjent det ville hun give dem et eller andet. Des uden var det en dejlig måde at vise Aia at ikke alle var ligeglade. "Jeg elsker at bruge penge, men mest at bruge det på andre"

Aia smilede af Angeles. Hun var både sjov og godhjertet. "Tusind tak," sagde hun og mærkede tårerne i øjnene. Hendes få venner havde tit sagt, at de gerne ville hjælpe hende, men de havde aldrig gjort lige så meget, som Angeles havde.

"Det er ikke noget problem, jeg er godt til at bruge penge og har svært ved at lade være. Så jeg kan ligeså godt bruge dem på nogen der har brug for det" hun smilede og drejede ind af en vej "hvad med italiensk?" Spurgte hun, selv havde hun stor lyst til lasagne

Aia smilede og rystede på hovedet af Angeles. Hvor var hun bare et fantastisk, ja menneske kunne man vel ikke kalde det. "Jeg elsker italiensk," sagde hun med et smil i den ene mundvig og et glimt i øjet. Hun var klar på næsten alt mad, hun var utroligt sulten.

Efter de havde fået deres mad kørte Angeles dem tilbage til lejligheden. Hun tog en pose der indeholdte den ret hendes niecse normalt bestilte fra den resturang. "Jeg er tilbage om lidt, jeg giver lige Flora hendes mad" smilede hun og gik ned af gangen

Aia havde taget posen med sin egen og Angeles' mad og var i gang med at dække bord. Hun havde ingen anelse om, hvor tingene stod og prøvede sig derfor bare frem. Det blev til et nogenlunde velopdækket bord, ikke det bedste, men dog heller ikke det værste. Hun havde jo heller ikke vidst, hvor noget var.

"En af mine venner siger at man ikke rigtigt kender nogen før man kan finde rundt i deres køkken" grinede Angeles da hun kom tilbage ind i køknet "Hun har eksamener, så hun kommer ikke ud" sagde hun undskyldende, men hun var heller ikke sikker på om de to piger ville klikke, da de begge havde stærke personligheder.

Aia smilede og nikkede forstående. "Helt okay," sagde hun. Hun ville gerne lærer Angeles' "niece" at kende, men hun forstod det med eksamnerne. På den nye skole havde hun selv haft terminsprøver, men det havde været svært, fordi hun næsten ikke ejede nogen bøger.
Helt i sine egne tanker fandt hun en kande - hun havde set dem lidt tidligere, da hun dækkede bord, og hældte vand op i den, før hun stillede den på bordet. Hun satte sig ned på en af stolene og ventede på Angeles.

Angeles satte sig overfor Aia, hun var meget imponeret over at pigen kunne finde rundt så hurtigt, men så igen det var måske ikke så svært. Det var jo bare et køkken man kunne åbne og lukke skabe og skuffer for at finde hvad man ledte efter. "Hvad synes du om det hele indtil videre?" spurgte hun, lidt nervøs for hvad pigen ville sige, men samtidig nysgerrig over hvad hun mente

Aia lagde hovedet på skrå og studerede Angeles. Aia kunne tydeligt se, at hun var nervøs. Det havde hun ingen grund til at være. "Hvorfor er du så nervøs? Selvfølgelig synes jeg om det!" sagde hun med et kæmpe smil. Hvordan kunne Angeles tro, at hun ikke kunne lide alt det, hun havde oplevet den dag? Hvis hun ikke havde, var hun aldrig gået med Angels ind på den lille café om formiddagen.

"Jeg er glad for at du har hygget dig" smilede hun, det var ikke alle der var lige glade for hendes optimisme og energi. Det var nogen gange lidt svært for hende at læse om folk havde det sjovt eller bare var høflige over for hende, selv efter 250 år var hun stadig ikke blevet klog på mennesker... Hun så på uret, det var ikke sent, men hun havde ikke nået så meget idag "Har du noget imod at jeg laver lidt arbejde?" spurgte hun Aia

Hun rystede på hovedet. "Nej, slet ikke. Skal du skrive?" svarede Aia. Hun var nysgerrig, og hvis hun måtte, ville hun gerne se på, mens Angeles arbejdede. Hun nød at have et menneske omkring sig og at lære nye teknikker, hvorfra man kunne forbedre sig.

Angeles nikkede "Ja. Jeg skal skrive" smilede hun, det var dejligt at vide at Aia ikke havde noget imod at hun skulle arbejde, mange ønskede opmærksomhed når de var sammen med andre. Hun tog endnu en mundfuld af sin mad glad for at hun havde fundet en der kunne forstå hende.

Aia smilede og tog lidt af sin egen mad. Hun ville gerne spørge Angeles om noget, men var bange for et afslag. "Må... Må jeg godt kigge på?" spurgte hun forsigtigt og mærkede skammen brede sig. Hvorfor havde hun spurgt? Hvordan kunne hun tro, at nogen ville have en pige rendende, mens man arbejdede? Hvem ville i det hele taget lade hende være med til noget?

Angeles så overrasket på pigen, hun kunne ikke forestille sig at det ville være særligt spændene: hun sad jo bare forean sin computer og skrev. "Det må du da gerne, men jeg er bange for det ikke er særligt interessant. Og så er jeg ikke så nem at komme i kontakt med når jeg skriver" sagde hun undskyldende. Det var første gang nogen ville se på mens hun skrev, eller første gang i lang tid

Aia nikkede, forstod det godt. "Det gør ikke noget. Jeg vil bare gerne læse det, du skriver og lære dine metoder," sagde hun med et smil, før hun tog lidt mere mad. Hun glædede sig allerede til at læse det, Angeles skrev, selvom Angeles ikke mente, det var spændende.

Angeles smilede "Som du vil" sagde hun og vendte opmærksomheden tilbage mod maden. Hun vidste ikke om den bog hun var igang med ville være noget for Aia, men så igen man skulle jo ikke dømme en bog på omslaget, det kunne jo godt være at det var Aias' stil