Ups, opdaget - Angeles

Dag: fredag
Vejr: solskin, lidt overskyet
Sted: Centrum
Tid: omkring middag
Omgivelser: Folk snakker i mobil og enkelte biler kører på vejene
Påklædning: Den sædvanlige blå top og skindbukser, medaljonen ligger om hendes hals.

Aia kom gående ned af en stor gade med mange butikker, på jagt efter et muligt bytte. Hun fik øje på en mand, der stod ved en brændte mandler bod, kun fordi hun kunne se pungen i hans baglomme. Forsigtigt gik hun forbi ham og lirkede hans pung op. Hun nåede dog ikke så langt før manden begyndte at råbe op. Hendes smil blegnede og et øjeblik efter var manden efter hende.

Angeles kom ud fra sin yndlings butik med hænderne fulde af poser, da en pige løb forbi med en råbene mand i hælene. *Hun ser da lidt bekendt ud* tænkte hun mens hun satte efter dem. Hun fik mange forundrede blikke, hvilket hun godt forstod: det var ikke alle der kunne løbe i 20 centimeters hæle. Hun indhentede dem hurtigt "Stop" sagde hun og lagde hånden på pigens skulder, manden var stoppet for at få vejret et stykke længere nede. "Hvad har du lavet?"

Aia stirrede på kvinden. "Hvad kommer det dig ved?" hvæsede hun, mens hun forsøgte at hive sig fri og samtidig gemme pungen.

Angeles strammede grebet "Det kommer mig ved fordi jeg ikke bryder mig om at se unge piger vælge kriminalitet" Hun så nærmer på pigen "Tro mig den vej vil kun få dig i en masse problemer, jeg har selv været der" Hun så pungen og sukkede "Hvis det hele er over den der" hun pegede på pungen "Så bliver du forfærdeligt skuffet. Når den er så tynd, er der ikke meget i"

Aia stirrede fra pungen til den unge pige, for så at se på pungen igen. Hun havde ret. Den havde set tykkere ud i hans baglomme. Hun åbnede den hurtigt og stak pengene ned i lommen, det var ikke meget, men det var nok. "Jeg ved, det ikke er meget, men jeg har brug for dem. Vil du ikke nok slippe mig?" spurgte hun med store øjne, da hun så på pigen igen.

Angeles tog hurtigt pungen og lod den dumpe ned på gaden."Beklager, kom med mig." sagde hun roligt mens hun blidt men bestemt trak pigen med ind på en restaurant i nærheden. " Rolig nu, jeg vil dig ikke ondt, jeg vil bare snakke" sagde hun med en meget blid stemme og så på pigen

Aia stirrede på kvinden og prøvede kortvarigt at trække sig væk fra hende, men kvinden beroligede Aia til sidst og hun endte med at gå med hende.

Angeles smilede: Hendes beroligende aura havde fået pigen til at falde ned. De fik et bord bag de tonede ruder "Nå, hvad vil du have at spise? jeg skal nok betale" sagde hun og så ned på menukortet *Hmmm, hvad skal man dog vælge?*

Aia smilede, hun var sulten. "Jeg tror, jeg tager en burger," sagde hun, efter at have skimmet kortet. Så blev hun alvorlig.
"Hvem er du?" spurgte hun.

Angeles bestilte for dem og så på pigen med et venligt smil "Jeg er Angeles. Hvad er dit navn?" Hun var vant til at der skete uventede ting i hendes liv, men på det seneste var det som om det skete mere ofte.

Aia så skeptisk på den unge kvinde. Der var noget underligt over hende, der fik hende ti, at føle sig mere rolig. "Jeg hedder Aia," svarede hun høfligt. Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede Angeles. *jeg tror ikke, hun er et menneske* tænkte hun.

Angeles smilede "Det er et pænt navn" sagde hun og tog en tår af sin cola som tjeneren var kommet med "Nå sig mig, hvorfor stjæler en ung-pige som dig penge fra folk på gaden?" spurgte hun mens hun så roligt på pigen

Aia tog imod drikkevarerne, tjeneren var kommet med. Hun rødmede lidt, da Angeles sagde, hun havde et pænt navn. Hun fik det tit at vide, men hun rødmede altid, når hun gjorde. "Jeg er forældreløs. Jeg bor i Skoven. Penge er bare hundrede gange nemmere at stjæle end mad. Og jeg har brug for begge dele for at overleve. Selvom jeg ofte går på jagt, er kød og urter ikke den mest varierede kost," sagde hun med et lille suk, før hun tog en tår af sit fyldte vandglas.

Angeles sukkede "Jeg kender det godt" hun havde selv levet som lommetyv i Italien i 1900-tallet, men hun gik over til at være gadekunster og rejste rundt som nomade. "Har du overvejet at spørge om hjælp? du vil blive overrasket over hvormange der gerne vil hjælpe en ung pige som dig" sagde hun roligt. "Det er ikke alle der er ligeglade"

Aia så ned i bordet og mærkede hvordan en lille tåre begyndte at løbe ned af hendes kind. "Jeg ved det godt. Mange af mine venner vil gerne hjælpe mig, især min kæreste, men jeg er bare rigtig dårlig til at tage imod hjælp," sagde hun med en lille snøften. "Min ven Josh har allerede hjulpet mig meget," sagde hun så.

Angeles var overrasket over at et navn hun kendte dukkede op, men lod det kun være tydeligt i et øjeblik. Hun lagde en hånd på Aias skulder og strøg blidt over den. " hey, det er okay. Nogle gange er det svært at tage imod det der er bedst for en, det kræver mod og det kan være meget skrammende, især hvis man ikke er vant til det eller hvis man er blevet snydt før" hun ventede på at pigen ville se op på hende før hun fortsatte "men nogle gange bliver vi nødt til at gøre det vi er bange for"

Aia nikkede med tårer i øjnene. "Jeg vil bare ikke svigtes," sagde hun med et suk. Så så hun på Angeles, hun havde godt set hendes forundring, da hun nævnte Josh. "Hvor kender du Josh fra?" spurgte hun.

Angeles var overrasket over Aia's spørgsmål, men svarede alligevel " Jeg mødte ham i byen for nogle dage siden" Hun så op på tjeneren der stod med deres mad. Hun tog en serviet og rakte ind over boret for at forsigtigt tørre Aia's tåre væk "Såså, du er for pæn til at græde"

Aia smilede lidt og lod Angeles tørre tåren væk. "Tak, men jeg er ikke fem år gammel," sagde hun med et lille smil og tog imod burgeren, tjeneren rakte hende og tog en bid. Det var længe siden, hun havde fået burger.

Angeles smilede til hende "Tja jeg er 250, plus minus, men jeg synes stadig at det er dejligt når nogle gør sådan nogle små ting for mig, det viser at de bekymre sig om mig" svarede hun med et lille grin. Hun var vant til at snakke åbent om hvad hun var og tog sig ikke af om folk lyttede, normalt troede de bare at hun lavede sjov.

Aia sænkede stemmen og blev alvorlig. "Er du så engel eller dæmon?" spurgte hun helt alvorligt.

Angeles begyndte at grine "Hvad ligner jeg?" spurgte hun med latter i stemmen, det var meget længe siden hun havde set nogen være så ung og så seriøs som Aia. Hun vidste at der var mange der blev forvirret over hendes nogle gange luskede personlighed, men hun syntes nu at det var tæmmeligt tydeligt at hun var en engel.

Aia sukkede. "Altså jeg har kun mødt en dæmon, men jeg vil gætte på du er engel. Selv er jeg vulp blandet med elver," mumlede hun og tog en bid mere af sin burger.

Angeles' smil voksede "Både hjerne og skønhed. Du er sandelig heldig min pige" sagde hun "Så hvorfor smide det hele væk på et liv i kriminalitet?" Nu var det Angeles der var alvorlig, men det var kun fordi hun selv havde stået i samme situation og var blevet fanget med fingrene i kagedåsen.

Aia trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Jeg har egentlig bare altid gjort det. De føles bare rigtigt," sagde hun.