a night out- Angeles

Angeles smilede lumsk, nu var det hendes tur til at drille, troede han virkelig at hun var så nem?
Han var utroligt charmerne (og hun havde altid hat et svagt punkt for dæmoner) men det betød jo ikke at han skulle have af serveret på et sølvfad... *Gad vide hvor meget han ville gøre ud af jagten?* tænkte hun.
Angeles lænede sig frem og hviskede åndeløst sin invitation til ham "Prøv at fang mig, dæmon" og så var hun væk...

Han smilede stort af hendes invitation *nå så det er sådan hun vil lege* han klukkede let og rejste sig smidigt fra sofaen. Han så ud på dansegulvet og koncntrerede sig om at udskille de mange mennesker, til dem som der faktisk var magiske. Der var en del mennesker der var magiske, det kunne han bare se fra hvor han stod. Han begyndte at gå hen imod baren, da der var det mindste udslip af magi

Angeles så sig over skulderen og smilede da hun så Josh rejste sig. Om han havde set hende vidste hun ikke, men det gjorde det bare sjovere. Hun dansede sig vej tværs gennem lokalet og kikkede igen tilbage, før hun smuttede ud af bagdøren. *Nå, Dæmon. Vis mig hvad du kan* tænkte hun mens hun smilende lod døren lukke i bag sig.

Han stod stille oppi i baren og forsøgte at fokusere på den lyse energi, der var nogle ude på dansegulvet men der vsr også en enkelt ude ved baggdøren. Han smilede lumsk og gik derude, han lukkede ned for sansning af magi og fik øje på Angeles

"Du er hurtigere end jeg forventede, jeg ved ikke om jeg skal være imponeret eller irriteret" Sagde hun, med en lettere flabet tone, hun var ikke færdig med at lege. Hun stod lidt og betragtede ham i månelyset, hun havde hørt lidt om at dæmoner skulle være mere kraftfulde om natten, men hun vidste ikke om det var sandt. Ude i gyden var det meget nemmere at se ham, hele hans udseende, ingen blinkene lys til at farve ham. "Hvad tænker du på?" spurgte hun roligt med et særligt glimt i øjet.

"måskeen blanding af begge dele?" sagde han drillende medet lerøt skuldertræk, han gik rolig nærmest dovent hen imo hende "jeg tænker på alting og ingenting" gtinede han med et gavtyve smil og et blink i øjet. "hvad tænker du selv på, Engel ?" spurgte han i en sukkersød tone

Angeles lagde hovedet tilbage og så op på himlen, hun studerede månen den var smuk "Jeg tænker på hvor smuk natten er" hun så på ham igen, han kom nærmere og nærmere, hun kunne mærke sine vinger i ryggen: De tiggede hende om at slippe dem fri og om at få lov til at flyve, det var altfor længesiden.

Han kiggede op på himlen. Det var længe siden han havde fløjet en tur. Han så tilbage på hende

Angeles smilede til Josh, da han så tilbage på hende. Mens hans blik havde været på himlen havde hun lydløst ladet sine vinger vokse ud, og de stod nu ud til siderne, de var store, bløde og hvide. Hun blinkede gavtyveagtigt til ham, før hun satte af og fløj op i himlen.

Han grinede muntert da hun fløj op i himlen. Han krængede sin t-shirt af og lod vingerne vokse ud, han strækkede dem efter at de have haft været gemt væk så længe. Han lettede lydløst og fløj op forbi hende og nød aftnens kølige kulde mod sin trænede overkrop

Angeles bed sig i læben da han fløj forbi, hun vidste godt at han var veltrænet, det havde den stramme t-shrit afsløret, men det var stadig noget andet at se ham uden trøje på. Takket være den manglende ryg havde hun ikke selv haft behov for at smide tøjet, selv om det var mere behageligt at flyve i løst tøj gik den røde kjole an. Hun lod vingerne bære sig højere og højere op. Hun lagde mærke til at hendes vinger var så hvide at de næsten så selvlysene ud i månelyset.

Han så smilende ned på hende. Vinger så hvide som sne, han grinede og lod det begynde at sne, temperaturen var perfekt til det. Han fløj lidt ned mod hende og begyndte at flyve rundt om hende

Angeles gispede af ren overraskelse, sne! Det havde altid været hendes yndlings vejr, hun kikkede rundt og lod hånden komme i kontakt med det kolde frosne vand. Hun kunne mærke hvordan et stort smil var begyndt at brede sig på hendes ansigt, idet hun fik en ide. "Josh!" Kaldte hun

"ja Angeles?" sagde han med et let skjult smil over hendes glæde af sneen. Han stoppede lige foran hende og så nysgerrigt på hendd

I en hurtig bevægelse smed hun snebolden, som hun havde samlet i det skjulte, efter ham, men før han nåede at reagere lænede hun sig frem og kyssede ham let på kinden "Tak skal du have" hviskede hun før hun førte sine læber til hans.

Han så overrasket på hendd da snebolden ramte ham. Før hun kunne nå at kysse ham på læberne hvisjede han " for hvad?" inden han lod sine læber smelte sammen med hendes

Hun så på ham igen, "For sneen, der er noget hjemligt over den" sagde hun med et lille trist smil. Hun lod sig langsomt dale til jorden, og landede på toppen af en bygning, hun så sig omkring, og undrede sig lidt over hvor hun var * Hvor langt har vi fløjet?* tænkte hun og så igen op på Josh "Ved du hvor vi er?" spurgte hun ham

Han smilede et skævt smil, og lod sig dale ned ved siden af hende. Han trak vingerne ind og så sig lidt omkring. Der var noget velkendt over stedet, pludselig gik det op for ham hvor han var "vi er ikke så langt fra mit hjem" sagde han overrasket, han havde ikke regnet med at de var fløjet så langt

Hun så overrasket på ham "Virkelig?" spurgte hun. Det mindede meget om hvor hun selv var vokset op, men hun var pænt sikker på at de ikke havde fløjet hele vejen til London, det ville hun nok have opdaget, det var en længere tur...

"ja virkelig." sagde han, han kiggede lidt ud og fik øje på spiret af hovedbygningen. Han pegede derhen for at vise Angeles det "spiret der sidder på hovedbygningen af min gård" fortalte han muntert mens han kiggede videre omkring, de stod på en af de hustage der engang havde tilhørt gården

Angeles så sig omkring "Her er meget smukt" sagde hun, "Hvorlangt er vi fra byen?" der virkede så fredligt, der var ingen larm og ingen mennesker at se, det var som om det havde sin egen lille verden.
"Hvorlang tid har du boet her?" Hun var nysgerrig, igen.

Vi er et godt stykke fra byen. Tæt på stranden sagde han og fokuserede på hovedbygningen "jeg har boet her siden jeg blev født. Hvilket er ret længe siden" grinede han. Han kiggede lidt rundt omkring dem og ik øje på en mågekoloni lidt bag dem

"Hvor lang tid er 'længe siden'?" spurgte hun grinende * Siden det minder meget om hvor jeg voksede op er han måske på alder med mig, min virklige alder* tænkte hun, der var ikke mange der havde været på jorden i så langtid som hende, menneskene var begyndt at jage racerne én efter en, men pga engles ry overlevede de.

"engang i år 1660" grinede han. Og så over på hende "hvor gammel er du selv?" spurgte han nysgerrigt

Angeles blev lidt overrasket over at han var ældre end hende, hun lagde armene overkors og spillede fornærmet, men det holdte ikke længe før hendes falske fornærmelse blev erstattet af latter, hun mumlede "omkring 250, jeg holder ikke styr på det mere"