a night out- Angeles

"ja jeg ved godt at det er uhøfligt at spøgre en dam om hendes alder" smilede han og trak hende ind til sig, han strøg en hårlok om bag hendes øre og kyssede hende let på læberne "kan du tilgive mig?" spurgte han med et smil og et drilsk glimt i øjet

"Hmm, måske. Hvis du vil vise mig rundt" sagde hun mens hun lagde armene om ham " Fryser du ikke?" spurgte hun. Selv var det kolde vejr begyndt at ramme hende i den tynde kjole og der stod han, uden trøje på *Hvordan kan han holde det ud?* tænkte hun stille mens hun så ind i hans øjne

"det kan vi sagtens arragnere" smilede han og lod sine vinger lægge sig omkring dem begge som et værn mod vinden. Han stoppede snevejret "lidt, jeg ligger bare ikke rigtig mærke til det" sagde han med et grin. Han så over på hovedhuset "lad os starte i hovdehuset " sagde han og slap hende og satte i et langsomt tempo mod hovedhuset

*Hvem ville ha' troet at min aften ville føre til en rundvisning på en gammel herregård med en dæmon* tænkte hun mens hun gik efter ham. Hun kunne høre bølgerne der slog imod stranden og et smil gled over hendes ansigt da et billede af en minni udgave af Josh der hoppede rundt i vandet viste sig for hendes indre blik.

Han stoppede ved den store egetræs dør ind til hovedbygning. Han trak sine vinger ind og gik indenfor. Det første der mødte ham var stuen, med en kamin med omkringstående sofa og lænestole. Henne langs vægen stod bogreoler og en gammel pladespiller, der var også dt skrivdbord med en stak papire på. På den ene af sofaens armlæn lå der en mørkegrøn sweater, han gik hen og tog den på. Han vendte sig om for at se om Angeles var kommet med

Angeles stod i døren, hendes vinger var gemt væk, hun stod og dannede sig et overblik over rummet. Hun så Josh trække en sweater over hovedet og gik indenfor. Hun lukkede døren bag sig, vendte sig og så at han så på hende "Den farve klæder dig" sagde hun mens hun gik over til ham.

Han smilede svagt "jeg takker" smilede han

"Så lidt" sagde hun. Angeles så sig om i stuen og spurte "Nå, vil du vise mig huset eller skal jeg gå?"

"du må da gerne se huset" sagde han smilende. *hvad skal hun se først?* tænkte han, så fik han en ide. "kom med mig" sagde han og gik ud af en smal lille gang med væglys af stearin, han gik ind på et gammelt stort bibliotek fyldt med mange bøger og højt til loftet, der stod små stole og sofaer i et hjørne og ellers var der bogreoler fyldt med bøger i hele to etager, han gik hen til væggen og trykkede på kontakten og straks blev lyset tændt i hele værelset. der hang lange dybrøde gardiner ved de store vinduer og små lamper stod rund omkring i lokalet ved de små skriveborde og sofaer. Han vendte sig om og så på hende "mine søskende og jeg plejede at blive undervist her. Senere gik jeg herhen for at nyde alle bøgerne" smilede han

Angeles stod midt i biblioteket og så sig om med store øjne: Hun elskede bøger, både at læse og skrive dem. "Her er vidunderligt!" sagde hun åndeløst. Alt var perfekt, lige fra bøgerne i reolerne til de lange dybrøde gardiner, der var så smukt. Hun gik hen til en af de høje bogreoler og havde løst til at lade hånden glide over bøgerne mens hun undersøgte samlingen, men lod være: hun ville ikke ødelægge noget.

Han klukede let "go ahead. Undersøg bøgerne. Mine søskende og jeg har gebnemlæst de fleste af, så de tager bæppe skade" smilede han og gik selv hen til en af reolerne, han stod lidt og nød duften af gamle bøger, inden han kærligt lod hånden glide over en gammel tyk læderindbundet bog. Han tog den ud og holdte den forsigtigt som et lille barn, han lagde den blidt ned på et af skrivebordene og bladrede frem til en af siderne "Angeles, dette er mit stamtræ" sagde han og lod forsigtigt fingrene glide over siden med navnene på hans forældre og hans søskende samt deres ægtefæller og børn

Angeles gik over til ham, hun stod ved hans side og studerede de mange navne *Det er længesiden jeg har set på mit eget stamtræ, måske skulle jeg tage hjem for at se om det skal opdateres* tænkte hun og sukkede, det var længe siden hun havde været hjemme i England. "Synes du også at det er underligt at se sig selv øverst, mens navnene bliver ved under én?" spurgte hun.

"det er mere end underligt. Jeg savner dem alle sammen" sagde han med en let sørgmodig tone. Han bladrede nogle sider videre indtil hans navn stod øverst, der stod intet under ham..

Angeles så på ham, hun havde hørt den triste tone og hun vidste hvor stort savnet var. Hun lagde blidt sin hånd over hans og lukkede forsigtigt bogen "Det er derfor jeg ikke er så glad for historie: den minder en om ting, folk man har elsket og mistet. Selv om den kan bringe gode minder frem har de dårlige til vane at være tydeliger, så det er dem man husker bedst.

Han så taknemmeligt på hende. Han gav hendes hånd et blidt klem og så på hende "skal vi gå videre?" spurgte han og gik over på plads med bogen inden han vendte sig mod hende

Angeles smilede "Ja" sagde hun. Hun gik over til den bogreol hvor han stod og lod sin hånd glide ind i hans. Hun lod ham føre hende ud af rummet og de gik videre. Hun fulgte med og prøvede så vidt muligt at ved skrive sig alle detaljer huset havde.

Han førte hende ind i en stor sal, der stod et klaver midt for og andre musik instrumenter rundt omkring det. Her strålede månens lys ind fra det store vindue og havedør der førte ud mod en storslået have, med labyrint og en lille sø

Angeles så sig om mens hun gik over til kaveret "Spiller du?" spurgte hun og hentydede til klaveret, hun huskede timerne hun og hendes far havde tilbragt foran det sorte piano hjemme i England, det var gode minder. Hun lod hånden glide over klaveret mens hun gik mod ham.

"ja, det er dog ikke det jeg er bedst til" smilede han og satte sig ved klaverbænken og begyndte at spille en gammel vise fra hans barndom. Det var hans mor der havde lært ham den. Hans far havde syntes at der var for galt at hans søn lærte at spille klaver, men faren havde dog forstået hans kærlighed til klaveret og haft ladet ham fortsætte sin musik undervisning. Han smilede ved minderne om ham og hans mors lange eftermiddage med saft og småkager alt imens hun ihærdigt lærte ham at spille netop denne vise

Angeles lyttede opmærksomt, han lagde glæde i hver eneste tone og Angeles kunne ikke lade vær med at smile. Melodien var måske ikke bekendt for hende, men det betød på ingen måde at hun ikke kunne lide den. Hun nød det hele fra start til slut og afbrød ham ikke på noget tidspunkt, små raster fra hendes opvækst som denne sad stadig i hendes baghoved: man afbrød ikke folk når de spillede musik.

Han spillede musikken til slut og lod hænderne hvile, han så op på hende "spiller De selv på noget?" som altid pr han befandt sig hjemme på gården røg han tilbage til sin opvækst hvor høflighed og respekt var det mest nærværebde for ham

Angeles smilede og klappede da han sluttede. "Det var fantastisk og for at svare på dit spørgsmål: Ja, men jeg er bange for at det er længesiden" sagde hun mens hun hvilede hovedet i hænderne som hun støttede på klaveret *Der er noget fredfyldt over det her, det er dejligt* Tænkte hun mens hun ud af øjenkrogen så hvordan månen spejlede sig i den lille sø udenfor vinduet.

"tro mig det er også længe siden jeg har spillet på klaveret" sagde han smilende og nød hvor fredfyldt, nærmest hjemligt det føltes at være sammen med hende.

"Det kan man ikke høre" sagde hun ærligt og smilede til ham, før hun kiggede udenfor * det er underligt at folk kan glemme alt om sådan nogle steder, når der er så smukt* tænkte hun

"skal vi gå videre ud i haven?" spurgte han hende, håbede næsten hun sagde ja. Der var så mange smukke steder han ville vise hende. Han så kort på hende *måske, det ville være bedre hvis hun lånte noget der var vamere" tænkte han og fik en ide. "hvis du kunne tænke dig noget lidt varmere tøj, har jeg noget du kan låne. Jeg må dog tilføje at det er af lidt ældre dato" smilede han