Ude og se på kunst - Carter

hans øjne skiftede til noget mere sympatisk "oh gud, det er jeg ked af, jeg er rimelig dårlig til at læse folks humør" han så ømt på hende. sjovt, han kunne genskabe et gernings sted med 80 procents nøjagtighed, men han kunne ikke se når en pige var skræmt for vid og sans "hør her lad mig tage dig hjem til mig så du kan få lidt kaffe, og noget at spise måske" han hjalp hende ind i bilen og kørte ned til museet.

”Oh.. uhm ok?” mumlede Hope og satte sig ind i bilen. Hun havde det stadig lidt skidt ovenpå filmene og hun ville med garanti ikke kunne sove i nat.  *Jeg kommer til at sidde med en bog eller foran fjernsynet hele natten* tænkte hun og så ud af vinduet. Som om det ikke var skræmmende nok at leve i en verden med vampyrer og dæmoner, hun havde ikke brug for film for at være bange. Hun sukkede svagt og så mod Carter.. ”så er det altid sådan du gør? Dine dates?” spurgte hun.

han så på hende og så ud på vejen "nej, jeg ville bare prøve at se hvad alt snakken var om. det der med at date" han kørte ned af en vej til hans lejligheds komplex "det var første gang jeg var på en i dag, du møder ikke mange damer som gerne vil snakke i min branche af arbejde" han hjalp hende ud af bilen og låste den. han gik op og låste døren op. med det samme kom Felix hen til ham og Miavede af ham mens den gnubbede sig op af ham. han samlede Felix "og hej til dig din lille røver" han kløede Felix bag øret så den spandt før han satte den ned i sin læne stol før han gik ud og åbnede en dåse med tun som han stillede på gulvet.

"Oh?" mumlede Hope, ret overrasket. "Du virkede som om at tage på dates med folk du lige havde mødt var noget du gjorde ofte" sagde hun og fulgte efter ham. Da katten kom ud lyste hun op i et smil "nurh, hvor er den kær!" udbrød hun og kiggede på den. Hun stod og betragtede den imens den spiste tun "hvad hedder den?" spurgte hun og så over på Carter.

han så på hende undrende "jeg har ikke været uden for den dør fra jeg var 18 til jeg var 25, læst på alt muligt" han så på hende med et lille smil da hun så Felix "det er Felix, min ven gennem 10 år" han var godt klar over hvor trist det lød men han var enig med sig selv om ikke at lyve. han så på hende med et smil og fandt nogle kaffe bønner og begyndte at brygge kaffe.

"Han er vidunderlig, heej Felix" sagde Hope glad og smilede ned til katten. Hun så over på Carter "virkelig? Hvorfor?" spurgte hun og gik hen ved siden af ham. Hun betragtede lidt hvordan han lavede kaffe "18 til 25.. det er 7 år.. det er længe" sagde hun tankefuldt og rynkede svagt brynene "hvad lavede du?"

han så på hende som om det var normalt at forsvinde i 7 år "jeg læste, malede. jeg havde min egen verden hvor jeg vidste hvor alt var og hvor det lå" han så på sit arkiv, og der efter gennem døren til sit kontor "da jeg blev 25 blev jeg optaget i en special afdeling i politiet" han ventede på at kaffen blev færdig og løftede Felix op i hans arme og aede ham bag øret så han spandt højt.

"Det lyder meget spændende" sagde Hope og så nysgerrigt på ham "men jeg kan nu ikke forestille mig det.. så du hang ikke ud med nogen? Eller.. du må jo havde været ude og hente mad og den slags" sagde hun og så ned på katten med et lille smil.

han smilede til hende "jeg havde ingen venner, mad fik jeg leveret til døren og jeg havde alt andet jeg skulle bruge her" han så lidt rundt, der var nydeligt rent "min far var en forsker i et specielt emne, han kunne blive inde på sit værelse i dage" han smilede til hende og fik en lille tåre i kanten af hans øje.