Ude og se på kunst - Carter

Tid: 17:00
Sted: Museum
Vejr: Sol
Omgivelser: Kunst, folk der ser på kunst og børn der ville ønske de ikke så på kunst
 

Hope havde besluttet sig for at bruge sin weekend på at komme lidt ud af huset. I øjeblikket var det ikke godt for hende at være alene med sine tanker. Hun var taget på et kunstmuseum og stod nu og beundrede et smukt maleri med varme farver. Hun var iført en hvid kjole.

Carter Williams var en kunstner i forklædning. normalt gemte han sig bag en væg af falske følelser og en plage han har haft hele livet, men når han tegnede, malede eller modelerede var han som om han havde fundet et nyt sprog. han elskede kunst, hans favorit kunstner var Da Vinci, ikke kun var hans kunst udsøgt, men hans opfindelser utrolige for hans tid. han stod og betragtede et maleri, af den abstrakte form. der var noget som han fandt utroligt frustrerende. han kunne ikke lide abstrakt kunst efter som han normalt fik hovedpine på grund af hans OCD. han gik videre og så et billede der nærmest lyste rummet op. han stillede sig hen for at studere det nærmere og så til hans side for at se en kvinde i en pæn kjole. han selv var klædt i en gammel t-shirt og et par jeans med maler pletter, han smilede til hende og så igen på maleriet "smukt er det ikke" han studerede det nærmere, endelig et billede der ikke gav ham komplet hovedpine.

Hope havde været meget koncentreret om billedet, og opdagede derfor ikke Carter før han stod lige ved siden af hende. Det gav et lille sæt i hende og så så undrende på ham, imens det gik op for hende at han havde sagt noget. ”Hm?” spurgte hun og så op på billedet igen ”virkelig? Jeg synes ellers det er meget smukt.. jeg kan rigtigt godt lide farverne” svarede hun og så derefter på Carter igen "hvad kan du ikke lide ved det?"

han så over på hende med et blik af kedsomhed. en bakke kom forbi med et glas champange og han tog den i farten, meget yndefuldt. han tog en tår og så på billedet igen "det er alt for sikkert, en ting nogen kunne have trykt ud på en halv time" han tog sin telefon frem og fandt et af sine egne billeder "tag mit eget her, man kan mærke den brutale følelse jeg havde, en form for løssluppenhed, man skal kunne føle kunstnerens sang, den der har ingen inspiration, kun nogle tilfældige linjer" han tog en slurk mere "jeg er kunst anmelder i min fritid" sagde han bekræftende. han smilede til hende og rakte hende hånden "Carter williams, og du er" han smilede lidt mere med et glimt i de grønne øjne.

Imens Carter kritiserede billedet, stod Hope og så på det og kunne nu ikke lade være med at synes det var pænt. Hun så på hans telefon da han viste sine egne billeder frem. Og selvom hun bestemt ikke synes de var grimme, så hun nu ingen stor forskel fra dem og det der hang på væggen. ”Hope Lawson” svarede hun og trykkede hans hånd. ”Kunstanmelder.. hvordan bliver man det?” spurgte hun, stadig lidt skeptisk over hans anmeldelser.

han kunne ikke lade være med at smile da hun spurgte "det kræver bare at du har en computer" han smilede venligt til hende. han så igen på billedet "det er ikke fordi det er dårligt som sådan, det er bare ikke et af hans bedste" han så rundt i rummet til egnet denne kunstner "der er ikke mange inden for kunst der laver det samme som ham" han smilede lidt til hende da han kiggede rundt på de andre billeder "min fritid bliver brugt sådanne steder. det er så smukt" han smilede til hende og kom i tanke om noget "kom med jeg skal vise dig noget" han fulgte hende op på et tag med en taghave. der var smukke roser og tulipaner i bede. han satte sig på en bænk og tog en dyb indånding "dette er smukkere end noget andet" han så op på hende "eller næsten alt andet" han smilede til hende og tog en lille blok frem som han begyndte at tegne på.

Hope fulgte lidt nysgerrigt med ham op på taget. "Her er vidunderlig" sagde hun overrasket og så på de mange smukke blomster "må vi overhovedet være her?" hun gik hen og tog en dyb indånding. Så satte hun sig på bænken ved siden af ham og lagde spørgende hovedet på skrå. "Næsten?" spurgte hun undrende og prøvede at få et glims af hans blok "hvad er smukkere?"

han så på hende bevæge sig lidt tættere på ham "sid stille" han blev ved med at tegne på sin blok før han til sidst vendte den rundt og viste et realistisk billede af Hope. han smilede til hende og så ned på billedet "jeg ved det er corny men jeg elsker at tegne ansigter og du var en åbenlys model lige nu" han rev billedet ud af blokken og gav det til hende "se det for dig selv" han sukkede lidt og så ud over himlen foran ham. han elskede at se himlen, både om dagen og natten men mest ved sol nedgang. han smilede til hende og så på sit ur "oh jeg skal snart på mit rigtige arbejde men ved du hvad, hvad med at jeg byder på kaffe en dag. han gav hende en seddel med hans telefon nummer "ring efter 9 i aften, så kan vi aftale noget" han smilede til hende og gik ned af trapperne igen "og bare rolig, det er offenligt område her i haven " han grinede lidt på vej ned af trapperne og gik ud af døren til museet. han havde parpir arbejde hele aften men i det mindste kunne han arbjede selv.

Hope stoppede overrasket op da han bad hende sidde stille og ventede lidt. Hun så nysgerrigt på billedet og blev meget overrasket over at se sig selv. Det lignede jo utroligt godt, og tegnet så hurtigt. ”Eh? Hvad?” mumlede hun lidt forsinket, da han allerede havde forladt taget og hun stod tilbage med hans telefonnummer i hånden. ”Ud og drikke kaffe..” mumlede hun og så på nummeret ”.. som en date?” hun var aldrig blevet inviteret på en date før og tanken fik hende til at rødme lidt. *Jeg kender ham jo ikke engang!.. måske var det bare venskabeligt.. men hvad nu hvis det ikke var?* hun så længe på sedlen og tegningen i sin hånd.. *jeg finder vel kun ud af det hvis jeg ringer* tænkte hun så, beslutsomt.

Carter sad forover bøjet i papir arbejde men han kunne ikke stoppe før kl. blev 9. han skulle arkivere 10 forskellige raporter for magiske forstyrrelser. det var ikke særligt sjovt men det var nød til at blive gjort. han så på sit ur og lukkede den sidste raport. Felix, hans kat, hoppede op i hans skød og han aede den bag øret så han spandt. der gik noget tid før hans telefon ringede "Carter Willams telefon, de snakker med Carter" han lyttede efter hvem var i den anden ende men det var ikke en kvindes stemme "Carter, godt gået med den interception i går, det var det jeg ville sige" ubevidst gjorde Carter honør for hans chef "tak sir jeg har lige gjort alle raporter færdige, de vil blive sendt ind senere" han lagde på men hans telefon var ikke stille i mere end et halvt minut før den ringede igen "Carter williams telefon, de taler med Carter" han kunne ikke lade være med at smile over at denne gang var det en kvinde stemme i den anden ende.

Hope havde længe siddet og kigget på sin mobil og så på Carters nummer. Der var noget i den måde han havde givet hende nummeret, den selvsikkerhed. Hun havde det helt underligt over at ringe, men på den anden side virkede det meget uhøfligt ikke at gøre det. Hun bed sig i læben og tastede så hans nummer ind.. og klikkede ring op. Hun sad i stilhed og ventede på at den skulle blive taget. Hun bed sig i læben da telefonen blev taget "h-hallo, det er Hope?" sagde hun og rømmede sig lidt "du ved, pigen fra museet?" fortsatte hun, og følte sig lidt dum.


//Er det min karakter du snakker med, eller har han fået et andet opkald og der er optaget? xD//

//det i slutningen var hende ja //

//super .. uhm.. vil du have jeg tilføjer noget hallo i slutningen, eller vil du bare køre her fra?//

//kunne du ikke lige lave noget hallo eller noget//

//And done xD//

han smilede lidt over den måde hun intoducerede sig selv på "når ja den søde pige jeg viste taghaven " han elskede at drille folk til en vids grænse. han sad og skriblede imens på et stykke papir "så jeg vil gerne invitere dig på noget kaffe. du ved, en date" af hvad han kunne analysere var hun en meget uskyldig person så han var meget direkte "der er en kaffe bar lige over for museet der kan vi mødes skal vi sige ved en 1 tiden" han smilede til sig selv før han gav hende adressen over telefonen "jeg glæder mig til at se dig" han lagde på og gik ind i sin seng og smed sig i den. han satte sit ur til kl. 9 om morgnen og faldt i søvn

Hope rødmede svagt da han kaldte hende den søde pige fra taghaven. ”Uhm” hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare da han sagde han gerne ville på en date, og hun nåede heller ikke rigtigt at gøre det. Han havde allerede sagt sted og tidspunkt og lagt på, inden hun havde fået taget komplimenten til sig. ”Farvel” mumlede hun i telefonen og så lidt frem for sig ”en date..” hun tog en dyb indånding og lod sig falde tilbage i sengen. Hun lukkede øjnene *ok.. det skal nok gå* tænkte hun og gjorde sig så klar til at gå i seng.

Carter stod op da hans ur ringede og gik hen til sit klædeskab, det var nydeligt ryddet op da han hadede rod. han tog en sort skjorte der sad lidt tæt over hans overkrop, det var halv svært at få en skjorte der passede ham på grund af at han var så veltrænet han tog et par rene cowboy bukser på og så på sit armbånds ur. der var en god time siden han var stået op, han tog fat i en kniv og hakkede nogle løg. han havde lyst til at lave en omelet til sig selv, han fandt nogle æg og en tomat og begyndte at lave den. han tog en tallerken og kanden der stadig havde lidt kaffe i sig før han satte sig til bordet og spiste den omelet han selv havde lavet med et lille suk. Felix hoppede op i hans skød og miavede højt mens han gnubbede sig op af Carter "jaja jeg skal nok" han gik hen og åbnede en dåse tun som han stillede den på gulvet. han spiste op og gik ud af døren og låste og vinkede til den skønne ældre dame på den anden side af vejen. ingen af hans naboer kendte ham andet end til en hilsen i opgangen. de fleste kendte ikke til hvad han lavede men mange vidste han malede. han satte sig ind i sin camaroe og kørte ned til kaffe butikken og parkerede den. han nød den lille kaffe butik, den var ved siden af en god bog forretning på den ene side og en kunst butik på den anden side, alt hvad Carter skulle bruge lige ved siden af hinanden. han steg ud og tog en dyb indånding.

Hope vågnede med et sæt da hendes vækkeur ringene. Hun så sig træt omkring, lige revet ud af endnu en ret så pirrende drøm om.. hun satte sig op. *Hvad er det jeg skal i dag?* tænkte hun træt og så mod uret. Ved siden af vækkeuret lå Carters telefonnummer og hun huskede alt ”nå ja..” mumlede hun og fik trukket sig op af sengen. Hun snuppede et langt, varmt bad, spiste en let morgenmad, børstede tænder og stod længe og kiggede på tøj. Hun endte med en hvid, langarmet bluse af blødt stof og et par grå bukser. Hun dobbeltchekede at hun havde alt hvad hun skulle bruge, og da klokken var ved at nærme sig, tog hun afsted. Hun stoppede op ved den kaffeforretning hun gik ud fra var den Carter havde ment.

han så op fra en lille oversigt over hvornår den nye udstilling startede. han smilede da han så at Hope stod uden for kaffe baren. han smilede til hende og vinkede hende ind "godt at se du kunne komme" han smilede til hende og fandt en enkelt rose frem "vær så artig en smuk blomst til en anden smuk blomst" han smilede lidt og fik sin kaffe, der var en rolig klassisk melodi som han nød at lytte til, det var en af sangene fra nødeknækkeren. han smilede til hende "så fortæl mig lidt om digselv" han smilede rolig til hende og så på hende med de grønne øjne.

Hope blev lidt lettet da hun fik øje på Carter. En lille del af hende havde frygtet han måske slet ikke ville komme. Hun gik hen til ham og tog overrasket og lidt smigret imod blomsten ”mange tak..” sagde hun og satte sig ned. Hun så sig lidt omkring og lyttede til musikken. ”Hrm, uhm..” hun tænkte et øjeblik ”jeg arbejder som servitrice, jeg læser religion på universitet.. jeg er kristen, jeg spiller klaver og jeg er glad for varme og glade ting” hun synes selv det sidste lød dumt, men det var nu engang det der var kommet ud af hende. ”Hrm, så hvad med dig?” spurgte hun.

han smilede til hende og så fra hende til en bog han havde i hånden "jeg arbejder som en betjent, nyder kunst og maler selv" han smilede til hende "så du læser religion" han tog en tår af sin kaffe og så på hende "jeg er ikke så troende selv, i min linje arbejde bliver man nød til at lade være med at stille spørgsmålet "hvorfor ville gud gøre det her mod nogen" han smilede dog til hende "misforstå mig dog ikke, jeg ejer stadig mine katolske ting, jeg er af irsk herkomst på min fars side, det var hans ide at jeg skulle døbes" han smilede til hende, det var ikke helt sandt. han havde givet op på religion da han så den første Dæmon fløj hen over hans hoved. han så på sit ur og derefter på hende "kom lad os gå, vi kan da ikke misse filmen" han havde en dum dum ide, men han kunne ikke lade være. han tog hendes hånd og betalte kaffen, han hjalp hende ind i hans bil og kørte hen til biografen.

Hope sad og lyttede til Carter.. ikke så religiøs. Det var jo ikke heldigt. Hun ville ikke kunne få et seriøst forhold med en mand der ikke var troende. Hun smilede til ham, det måtte også være svært at se ubehagelige ting hver dag og det fik mange til at miste troen. ”Jeg tror gud har en plan med os alle sammen og at vi ikke må miste håbet i de svære tider” sagde hun. ”Filmen?” spurgte hun overrasket og havde ikke troet de skulle andet end drikke kaffe. Hun så lidt på deres hænder, og fulgte så med hen til bilen. Hun satte sig ind og spændte sig fast ”så hvilken film skal vi se?” spurgte hun tøvende.

han smilede lidt til hende og steg ud af bilen. han hjalp hende ud af bilen, de stod foran biografen. der var en stor rød banner hen over indgangen "de bedste gysere, kun i dag, betal en gang se dem alle" han smilede lidt til sig selv og så på hende "jeg elsker gysere, specielt psykologiske, jeg elsker at kigge ind i den menneskelige psyke, den gang jeg var mindre ville jeg være psykolog" han smilede og holdt hans arm ud og eskorterede hende til billet lugen "to gyser maraton biletter tak" de fik to og han betalte. den første der skulle ses var Psycho, der efter the shining og til sidst the ring. gennem det meste sad Carter bare og spiste popkorn, men nogle gange lagde han en forsikrende arm om Hope. da det var færdigt var klokken blevet 8 og Carter stod ved sin bil og drak det sidste af sin cola "var det ikke sjovt" han smilede til hende.

”G-gysere?!” havde Hope udbrudt og meget ufrivilligt fulgt med ham ind i biografen. Hun hadede gysere, hun kunne slet ikke håndtere dem. For hende var det nok at det var ved at være mørk udenfor før hun helst ville undgå at være alene. Nu sad de i en biografsal med nogle der havde dedikeret deres liv til at lave noget for at skræmme folk. Hun havde skreget, næsten, hver gang der var sket noget uhyggeligt. Hun havde taget et godt tag om hans arm og gemte tit ansigtet når der kom noget uhyggeligt. Hun havde siddet med lukkede øjne under det meste af den sidste film og prøvet ikke at fokusere på skærmen, men det var næsten blevet mere skræmmende af kun at høre lydene. Hun var derfor meget lettet da de endelig kom udenfor, og selv den mindste lyd fik hende til at se sig forskræmt omkring. ”N-nej!” sagde hun og lagde armene over kors ”kunne du ikke se hvor skræmt jeg var? Jeg skulle aldrig været taget med..” mumlede hun og vendte sig forskrækket da en kat væltede en dåse bag dem.