såret - Lolas

Lolas så undrende på Renor ”undskyld mig?” sagde han og tog en tår af sin te.

Renor skulede irriteret til ham, "hvad forventer du at få ud af mig?" spurgte han så, måske havde elveren ikke helt forstået hans tidligere spørgsmål, han virkede ikke så klog.

”Jeg havde måske håbet på et tak.. men det virker ikke rigtigt som om at det kommer på tale” svarede Lolas og nussede den lille fugl på hovedet. ”Ud over det ville det være rart hvis du ikke ødelagde noget på vejen ud og prøv ikke at komme til skade lige med det samme igen.. jeg er udmattet og kunne godt bruge en god nat til at samle kræfter”

"Drop det pis!" udbrød han irriteret, elveren var ved at gå ham på nerverne, "vil du have mig til at tro på, at jeg bare kan gå herfra?" spurgte han, "jeg er ikke dum, fortæl mig nu bare hvorfor jeg er her"

Lolas hævede et øjenbryn ”der er ikke mere at fortælle, du kan bare gå her fra” sagde han roligt.

Renor stirrede på ham, "... hvad for du ud af det her?" spurgte han så, "har du tænkt dig at slå mig ihjel så snart jeg når døren? er det sådan noget i syntes er sjovt?" spurgte han så, efterhånden både meget frustreret og irriteret.

Lolas rystede på hovedet "hvis jeg havde været interesseret i din død havde jeg ikke rørt dig igår. Jeg er kun interesseret i at du er i live.. men desværre har jeg fundet ud af dit selskab ikke er lige så eftertraktet, så nu før du føler for at tage hjem, nu bedre" hans stemme var lidt kølig.

Renor kneb øjnene sammen og rejste sig så langsomt. Han holdt hele tiden blikket rettet mod elveren. "ok ... " sagde han, "så går jeg, så må jeg jo se hvad der sker" det sidste sagde han mest til sig selv. Han begyndte at tage elverens tøj på.

Lolas nikkede og dyppede en stump brød ned i sin te og spiste den. Han betragtede Renor lidt mens han klædte sig på.

Renor fik tøjet på og bakkede mod døren, han havde ikke tænkt sig at vende ryggen til fjenden. Det ville sikkert ikke gøre nogen forskel, men han ville gerne se døden i øjnene. Han åbnede døren og trådte ud.

Lolas blev siddende på stolen og spiste sit brød.

Renor kom udenfor og missede med øjnene. Det var en del mere lys end han fandt behageligt. Han kiggede sig omkring. Han var i en skov, og han var ikke død endnu. Måske var elveren bare ekstremt dum og havde reddet ham fordi han ikke kunne lide død ... eller også var der nogen der ville følge efter ham for at finde den hemmelige indgang. Han fnyste svagt, og ønskede dem stille held og lykke med den plan, så valgte han en tilfældig retning og begyndte at gå. Han regnede med at hvis han gik et par år i en vilkårlig retning skulle han nok komme ud ad skoven, og så kunne han jo altid finde Aterswell derfra.

Lolas lagde sig til at tage en lur..

Renor stoppede op og kiggede frustreret på en busk. Den lignede den busk han havde holdt pause ved for en time siden. Faktisk kunne han sværge på den var identisk med den busk, der var endda mærker i underskoven der, hvor han havde siddet. Han sukkede tungt og opgivende, han ville aldrig finde ud af skoven, og han havde indtil videre hverken fundet spislige bær eller dyr. Det så ud til at elveren havde reddet ham, bare for at han kunne dø af sult. I det mindste ville han ikke føre nogen til den hemmelige indgang på den her måde. Han satte sig opgivende ved busken.

Det det var blevet aften tog Lolas ud i skoven for at plukke urter i måneskin.

Efter at have siddet og stirret opgivende ud i luften i noget tid, besluttede han sig for at prøve igen. Han rejste sig og begyndte at gå.

Lolas drejede om et træ og var lige ved at støde ind i Renor "er du stadig her?" udbrød han overrasket

Renor sprang hurtigt tilbage og fik sine kløer frem, før han overhovedet så hvem det var. Da det gik op for ham at det var elveren fra før kneb han mistroisk øjnene sammen, "... er du fulgt efter mig?"

"Nej" sukkede Lolas og gik forbi ham. Han bukkede sig ned og samlede nogle urter op fra jorden "hvorfor er du her stadig? Hvis vagterne finder dig overlever du ikke længe" han så op på ham med rynkede bryn "er det det? Har du i virkeligheden et skjult dødsønske?"

Renor så irriteret på ham, "hvor skulle jeg ellers være?" spurgte han surt, "det er ikke sådan at der ligefrem er fyldt med kort og vejskilte herude".

"..." Lolas kom til at le ".. er du faret vild?"

Renor så vurderende på elveren, gad vide om han ville kunne klare ham? han virkede ikke umiddelbart som en kriger, og han havde jo sin kløer ... Han gjorde sine kløer så skarpe som muligt og stillede sig klar til angreb, et ord mere fra elveren ...

Lolas så overrasket på den angribene position. Han rejste sig langsomt og bakkede bagud..

Renor smilede svagt, det var bedre, en lille smule respekt. Han stillede sig mere fredeligt igen, det ville være dumt at dræbe den eneste der kunne få ham ud af skoven. "Hvilken vej er ud?".

Lolas så bekymret mod klørene "jeg tror den hurtigste vej er syd, forbi den store sø. Forbi klyngetræerne finder man en hemmelig sti og hvis du følger den i noget tid burde du komme til menneskenes sti.. der fra er der vel en god halv time før man kommer til udkanten af Aterswell"