såret - Lolas

Sted: i skoven
tid: 03:00
omgivelser: døde elvere og enkelte døde sortelvere, en del blod
vejr: stjerneklart

Renor lå på ryggen og kiggede op på stjernerne. Han blødte fra flere sår og han var sikker på at mange af hans knogler var brækket, han var i hvert fald ikke i stand til hverken at stå eller sidde. Det kunne selvfølgelig også skyldes blodmangel.

Han havde været en del af et bagholdsangreb på en gruppe elvere. Ham og resten af hans lille gruppe havde sneget sig ind på dem i ly af mørket. Elverne havde slået lejr for natten, og planen var at dræbe vagtpoten først og så tage resten mens de sov. Kort før angrebet havde en af elverne dog fornemmet at noget var galt og havde vækket resten af lejeren. Sortelverne havde stadig fordelen, men det blev en hård kamp. Renor blev såret, for hårdt såret il selv at kunne komme væk, så han blev efterladt.

Han lukkede øjnene og prøvede at skubbe smerten væk. Han regnede ikke med at overleve meget længere, enten ville han dø af sine sår, eller også ville han blive fundet og dræbt. Lige nu var det sådan set fint, så længe det ville holde op med at gøre ondt.

Lyden af hestehove kunne høres i det fjerne. Så kom de tættere på. ”Jamen dog..” lød en blid stemme. Lolas så sig omkring. Så meget blod og død.. han gik forsigtigt mellem ligene og så efter om der var nogen overlevende. Hans hest vrinskede og virkede ikke til at bryde sig om lugten. ”Rolig Himmeldal” sagde han til hesten og stoppede op ved Renor. Han satte sig på huk foran den sårede sortelver og betragtede ham.. ”han trækker vejret” sagde han lavt for sig selv og der blev langt en forsigtig hånd på Renors skulder.

Renor hørte nogen snakke. Han overvejede om han burde gøre opmærksom på sig selv, få dem til at dræbe ham hurtigere, men han havde ikke kræfterne til det. Og faktisk, nu når det var så tæt på, var han en smule bange for at skule dø. Han havde i hvert fald ikke lyst til at blive dræbt af en tilfældig elver.

Lolas løftede Renor op fra jorden og fik ham med besvær sat op på hesten. Han bandt ham fast så han ikke faldt af. Han lagde igen en hånd på hans skulder.. han lukkede øjnene og koncentrerede sig. Langsomt blev de åbne sår lukket. Det var sværere når han ikke kunne røre dem direkte. Han måtte vente med at helbrede ham ordenligt, dette var blot for at sikre han ikke forblødte på vejen til hytten. Han begyndte at gå og hesten fulgte med.

Da elveren begyndte at løfte og heale ham, begyndte Renor at stritte imod. Det gik op for ham, at han ikke ville blive dræbt nu, men bragt et sted hen først. Det var sikkert meningen at han skulle tortureres for oplysninger. Selvom han gjorde modstand så godt han kunne, havde han ikke mange kræfter, og der var ikke meget han kunne gøre.

De gik igennem skoven i 15 minutter. Lolas fik bundet ham fri og båret ham ind, med lidt besvær, i sin hytte. Han lagde ham i sin seng og fandt en kniv frem. Han snittede forsigtigt det blodige tøj fra hinanden, så han kunne komme til sårene. Han lagde sine hænder de steder på kroppen hvor der var fysiske skader og begyndte at helbrede dem.

Renor prøvede at rulle væk fra sengen og elverens healing. Han vidste godt, hvad man gjorde med krigsfanger og han havde ikke lyst til at opleve det. Han håbede at hvis han kunne komme væk hurtigt nok, ville han dø af sine sår.

Lolas så bekymret på sortelver manden. Hans kun overfladiske sår begyndte at gå op. ”Hvis ikke du ligger stille, så vil du dø af blodmangel” sagde han advarende og begyndte at lede efter et beroligende middel mellem sine mange flasker.

Renor fortsatte med at kæmpe sig væk fra elveren og smilte svagt, det var lige netop det der var hans plan.

Lolas så bekymret på ham, det var overhovedet ikke godt. "Rolig, rolig" sagde han med den blideste stemme han kunne. Han fik fat i flasken og tog fat om Renor.. holdte ham nede med magt "det er for dit eget bedste, åben munden" sagde han

Renor kæmpede imod alt hvad han kunne og holdt sin mund lukkede.

Lolas blev bekymret da han næsten måtte lægge sig på den væsentlig stærkere sortelver for at holde ham nede. Havde han ikke været hårdt såret, havde han ikke kunne gøre noget som helst. "Drik" sagde han og forsøgte at tvinge Renors mund op med sine fingre.

Renor kæmpede imod, men han havde ikke ret mange kræfter tilbage, det havde kostet en del at rulle væk under healingen. Hans mund gik op.

Lolas hælte drikken i ham. Den var sød og smagte af honning. Drikken ville få kroppen til at blive varm og gøre en søvnig.

Renor blev nødt til at synke drikken for at undgå at blive kvalt i den, selvom han hellere end gerne havde spyttet den ud. Efter at have drukket det, begyndte han at føle sig søvnig, der gik ikke langtid før han ikke kunne holde sine øjne åbne, og faldt i søvn.

Lolas lagde en finger på Renors pande.. han sørgede for at Renor ville få gode drømme og at søvnen ville gøre ham godt. Så gik han igang med at helbrede ham. Først lukkede han igen de åbne sår og derefter bruge han det meste af natten på at helbrede hans indre skader.

Renor sov til næste morgen, og vågnede så. Først var han forvirret, han kunne ikke kende sine omgivelser, og han kunne heller ikke huske hvordan han var kommet her. Han satte sig prøvende op, det gjorde ikke ondt, hvilket han havde forventet det ville. Han kiggede ned ad sig selv, ingen sår. Han huskede at have været ved at dø på grund af sine sår. Han rynkede brynene forvirret, så huskede han elveren. Han kiggede sig omkring igen, denne gang for at se, om han kunne se elveren nogen steder.

Lolas sad på en skammel i den modsatte ende af den lille træhytte. I hånden holdt han en kop te. På hans skulder sad en lille, hvid fugl med blåt bryst og kvidrede. Han så over på Renor da han satte sig op og smilede ”du er vågen, hvordan har kroppen det? Har jeg overset noget?” spurgte han.

Renor kneb øjne sammen og stirrede på elveren, "... hvorfor er jeg her?" spurgte han uvenligt. Han var hverken bundet eller tilbageholdt på anden vis, og efter lyset at dømme havde han fået lov at sove ud. Sådan ville man vel ikke behandle en fange der skulle tortureres? ... medmindre selvfølgelig det var en meget dum elver, eller at de bare gjorde tingene anderledes her.

”Du var såret” svarede Lolas og betragtede ham lidt ”jeg tog dig med til min hytte for at helbrede dig.. det havde ikke været godt at arbejde ude på den kolde jord. Jeg kan forsikre dig om at du havde været i værre tilstand hvis vi havde ordnet det der” han tøvede et øjeblik ”jeg måtte desværre ødelægge dit tøj i går, jeg har lagt en rent sæt jeg tror du vil kunne bruge” sagde han. Ved siden af sengen lå en hvid skjorte og et pat grønne bukser foldet sammen.

Renor skævede kort til tøjet, og kiggede så hurtigt tilbage på elveren. "hvorfor healede du mig?" spurgte han, han var begyndt at hælde til teorien om at elveren var dum. Eller måske prøvede han at vinde hans tillid, så han kunne få oplysninger ud af ham. Det ville være spild af tid, han vidste ikke noget der kunne være af betydning for elverne, og han ville ikke sige det hvis han gjorde.

”Fordi at du var døende” svarede Lolas og rejste sig. ”Er du sulten? Jeg har lidt brød og lidt varmt at drikke.. på den anden side ser du udhvilet ud, så måske du hellere vil videre i en fart?”

Renor var begyndt at blive lidt irriteret, "hvorfor lod du mig ikke dø?" spurgte han, kunne elveren slet ikke give et ordentligt svar?

Lolas så spørgende på ham. Han overvejede hvordan han enkelt kunne besvare det spørgsmål ”jeg bryder mig ikke om død og holder den på afstand hvor jeg kan?” sagde han så.

Renor så på ham som om han var åndsvag, "... du må komme med noget bedre" sagde han så, "jeg er ikke født i går"