The Burning Rose - Adrian

Tid: 21:23
Sted: The Burning Rose
Vejr: Stjerneklart og køligt
Omgivelser: Halvproppet af poesi elskende unge
Påklædning: Sortbluse med V-udskæring, sortgrå jeans, sort forklæde, mørkerøde korte støvler med seks centimeter hæle

Mira stod bag baren og stillede nogle krus på plads. Hendes blik var rettet ned, mens hun forsøgte at lukke lydene ude. En ung mand med fedtet langt blond hår stod på scenen og fremsagde et uforståeligt digt med en hæs stemme, halvt overdøvet af den rislende lyd trommeslageren bag ham lavede med et par whiskers trommestik. Belysningen var dæmpet og et spotlight kastede et tåget lys på scenen. De brødstykker af digtet Mira hørte var nok til at forstå at det havde noget at gøre med et knust hjerte og tabt stolthed, ordene som den unge mand havde valgt at bruge viste at det var et vredt digt, men han havde ikke nok vrede til at få ordentlig ud, som om at det som blev beskrevet ikke var noget han havde oplevet og derfor ikke kunne ligge sine rigtige følelser i det. I løbet af en aften ville et par stykker stille sig op på scenen og fremsige et digt eller to, og oftest var det de samme. Publikummet ville derefter afgøre om det var en succes eller en fiasko ved enten at klappe eller nipse dæmpet eller forblive i tavshed.
Mira rettede på det lille sorte forklæde med de store krøllede hvide initialer for caféen og tog et viskestykke og en bakke, hvorefter hun gik ud omkring baren, for at tørrer bordene af hvor kunderne havde rejst sig. De dårlige digtere fik kunderne hurtigt til at gå, mens de gode fik dem til at blive længere ud på aftenen. Hun havde selv et par af stamkunderne som sine favoritter og havde da også nogle hun ikke brød sig videre meget om. De første to bordet fik hun hurtigt ryddet for krus og tørrede dem af med en veltrænet bevægelse, inden hun satte kursen mod baren, for at tømme bakken.

Adrian havde gået de meste af aftenen rundt i Aterswell og kigget på mennesker. Han var som altid fascineret af deres teknologiske påfund og underlige, unaturlige farve der holdt natten oplyst. Han havde valgt at skifte udseende til en ung dreng, hans gæt var omkring de 18 år, som han havde set på et billede engang. I sin menneskelige forklædning stoppede han op foran en underligt udseende cafe, hvor der så ud til at være levende underholdning.

Udseende:

Han gik ind på baren og så sig lidt omkring. En mand stod på en scene, i gang med at fortælle et eller andet. Han rynkede brynene en anelse, for han kunne ikke helt finde meningen i hvad der blev sagt. Han sukkede svagt, selvom han ellers kunne kommunikere rimeligt frit med mennesker, var hans forståelse åbenbart stadig mangelfuld.

Han satte sig tilrette ved et tomt bord og betragtede manden lidt. Dog holdt det ikke særligt længe på hans opmærksomhed og han så i stedet på de andre kunders borde for at få en ide om hvad man kunne bestille.

Mira stillede bakken på disken og lagde viskestykket ved siden af. Magnus som også havde vagt her til aften tog kluden og lagde den på plads hvorefter han tog bakken, for at stille det ud bagved. Mira lod kort blikket hvile på hans ryg da han gik ud. Han var ikke helt spinkel som mange af de andre unge mænd som ofte kom på caféen. Hun vendte sig om og så rundt, for at se om nogle nye kunder var ankommet. Hurtigt lagde hun mærke til en ung mand som havde sat sig alene og hun tog den lille notesblok op af en lomme på forklædet og begav sig mod ham. Det var altid forskelligt om folk blev siddende og ventede på at de ansatte skulle komme og tage imod bestilling, eller om de selv gik op til baren. Mira stillede sig ved siden af ham og smilede det venlige smil som kunderne havde krav på at blive mødt med. ”Er de klar til at bestille?”spurgte hun høfligt med en fin stemme og lod blikket hvile på ham. Et par kontaktlinser gjorde hendes øjne chokoladebrune og hjalp med at skjule deres rigtige farve. Den unge mand med det blonde hår, som endelig var blevet færdig med sit digt, var på vej ned fra scenen og de fleste sad i tavshed, men enkelte havde åbenbart kunnet lide hvad de havde hørt.

Adrian havde kigget lidt på hvad de andre sad med, langt de fleste så ud til at drikke kaffe. Hans tanker blev brudt, da en servitrice kom hen og spurgte hvad han skulle have. Han løftede hovedet og mødte hendes blik. Han sendte hende et smil og skævede kort til en af de andre kunder igen ”jeg vil gerne bestille en kop kaffe” sagde han. Adrian var egentlig ikke særligt glad for smagen, men det virkede som det passende at drikke sådan et sted. Han bemærkede at den blonde mand var gået af scenen, og håbede at den næste der stillede sig der op ville være til at forstå. ”Og et stykke kage, tak”

"Sort?" spurgte hun stadig med det venlige smil spillende på læberne. Hun var egentlig ikke rigtig i humør til at smile, men hun parret som ejede stedet gik forfærdelig meget op i det og hun vidste at Magnus fik mere i løn fordi han var en af dem som var deres spioner som hun kaldte dem. "Og skal det være chokoladetærte, citronlimekage eller gulerods?"Tilføjede hun lige efter så han ikke ville kunne nå at svare på hendes første spørgsmål.
Blyanten havde allerede skitseret ordet kaffe for blokken og lydløst prikkede hun med blyantens spids mod blokken, mens hun ventede på hans svar. Digterne som havde optrådt havde ikke været gode og det havde gjort hende meget utålmodig, da hun så kun tænkte på at få fri. Hun havde søgt arbejde på stedet da hun egentlig meget godt kunne lide digte, hun havde aldrig skrevet selv, men de fleste digte som blev fremført var dårlige efter hendes mening.